Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 55fra side234

tilbage

En afbrydelse

(234)  Her blev prædikenen afbrudt med spørgsmål fra nogen som havde holdt sabbat i kort tid, men som havde opgivet den for nylig. Han rejste sig op i forsamlingen og sagde: ”Dette sabbatsspørgsmål har voldt mig store problemer det sidste års tid, og nu vil jeg stille et spørgsmål: Er sabbatsoverholdelsen nødvendig for min frelse? Ja eller nej?!” Jeg svarede straks: Det er et vigtigt spørgsmål, og kræver noget mere fyldestgørende end ja eller nej. Alle vil dømmes efter det lys som har skinnet på dem. Hvis de har lys om sabbaten, kan de ikke frelses for at afvise det lys. Men ingen vil drages til ansvar for det lys som de aldrig har fået. Da citerede jeg Kristi ord: ”Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.” Det var dog med største vanskeligheder jeg kom med disse bemærkninger; for spørgeren stampede med hans fødder, og afbrød mig, og kom med voldsomme gestikulationer for et ja eller nej-svar på den mest opildende måde. ret

(235)  Han prøvede at gentage mine bemærkninger flere gang, og gav dem den betydning som han ønskede de skulle have, og som han sidenefter har givet dem; og ligeså mange gange blev han rettet af tilstedeværende personer der både forstod fransk og engelsk. [På trods af at hans forkerte udlægninger af min holdning blev rettet gentagende gange ved mødet, har denne mand sagt offentligt at jeg først svarede undvigende; men da han insisterede, bekræftede jeg, så negativ som dette: ”Hvis den kristne overbevises om at han burde holde sabbat, er sabbaten nødvendig for hans frelse. Hvis han ikke tror det er pligt at holde sabbat, er sabbaten ikke nødvendig for hans frelse.” Dette er en stor misforståelse, som vil kunne ses, ved at sammenligne det der står ovenfor; men de som gerne vil modsætte sig sandheden tyer til disse forkerte fremstillinger.] Så begyndte han at læse og kommentere på noget som han har skrevet om sabbaten. Men han fortsatte så hurtigt at han kun gav lille anledning til at hans bemærkninger skal forklares, og derfor kunne jeg kun få en lille idé om hvad han prøvede at sige. En bemærkning som jeg dog forstod, var det at Kristus brød sabbaten, i stedet for at lære den. Til dette følte jeg at jeg måtte svare. Jeg sagde: ”Jeg håber vor bror ikke vil sætte sig på farisæernes side i deres anklager imod Kristus; for hvis deres anklage om sabbatsbrud skulle støtte ham, ville det ikke være nødvendigt at hyre falske vidner, til at vidne imod ham.” Dette blev han meget rasende over, og anklagede mig for at kalde han for farisæer. Dette blev dog rettet af flere tilstedeværende personer, og han sagde ”Om forladelse.” ret

(235)  Da jeg så at jeg ikke fik mulighed for at afslutte min prædiken, eller besvare hans spørgsmål til fulde som jeg ville, sagde jeg til folk at jeg var nød til at udsætte et yderligere svar til et senere tidspunkt, og at jeg ville gøre det på skrift, da han ikke var parat til at lytte til noget som jeg siger. Dette gjorde jeg hurtigt efter i en artikel med titlen ”Vandre i lyset” udgivet i det lokale Tidernes tegn. Jeg sendte ham også en indbydelse for at komme og tale med mig om sagen, så vi kan se hvad sandhed er. Men det afvist han. ret

næste kapitel