(235) Den næste eftermiddag, da jeg talte, kom han igen til salen. Hvis jeg sagde noget som han var enig i, ville han nikke med hovedet i anerkendelse, og hvis jeg modsat noget som han ikke billigede, vile han ryste på hovedet, og begynde at tale i en undertone til dem ved siden af ham. Jeg holdt på, som om vi ikke hørte hans misbilligende ord; men da jeg begyndte at læse Kristi ord af hans mindeværdige bjergprædiken, ”Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således,” etc., stampede han med fødderne, og råbte med de mest vanvittige fakter til pastor A. C. Bourdeau, som stod der som oversætter: “Holder du budene bedre end farisæerne? Svar mig.” På trods af hans gentagende krav om svar, fortsatte vi vort arbejde som om intet var sket, opsat på at dette mode ikke skulle afbrydes som det andet blev. Dette var for meget for ham, og greb sin hat, og han skyndte sig ud af salen i raseri. Vi fik da lov at fortsætte vort møde i fred. De få tilstedeværende virkede mere styrkede af de talte ord, i stedet for at blive forstyrret af det der var sket. Herren har et folk her, og hvis de er trofaste vil de se andre blive føjet til deres antal. ret
(236) Da vi kom til Italien, var der et ønske om at vi ikke blot lærer noget om folks levevaner og skikke, og den bedste måde at nå den på, men så vi også kan være middel til at styrke brødre og søstre, og at vi også kan få et veltiltrængt hvil. I sidstnævnte blev vi noget skuffede, selvom vi nød nogle stunder i vort ophold rigtig meget. Klimaet er sundt, og luften er ren og styrkende. Under vort ophold på tre uger var vejret dejligt. Selvom det var i december, havde vi det meste af tiden åbne døre, ligesom om sommeren. Vi tilbragte nogle dage på ture. Det var en stor luksus for mig, især da jeg led meget af lam hofte og brudt ankel, og kunne kun gå lidt. ret
(236) Efter den ubehagelige afbrydelse ved vore to første møder, følte vi at der ikke var sikker for at vi kunne holde andre møder i den samme sal uden lignende besvær, da ham der afbrød mødet ejede salen. Før næste sabbat blev der lejet en anden sal, og der blev uddelt løbesedler der sagde at møderne ville holdes fredag og søndag aftener, og sabbat og søndag eftermiddag. Talernes navne blev ikke annonceret, men pastor Bourdeaus navn blev skrevet på sedlen. Til for forbavselse, blev der næste formiddag udelt en anden løbeseddel, efter vor løbeseddel blev uddelt, med den samme størrelse og stil, sat ved siden af vor, der sagde at pastor Miles Grans ville holde en række møder i salen lige over vor, og på samme dage, men på anderledes tidspunkter. En kommentar fra pastor G, i en af hans lektioner, viser det sig at han kom til Torre Pellice same dag som vi gjorde; men af en grund var hans ankomst fortiet, og ingen annoncering om hans møder, før at vore løbesedler kom frem. ret
(236) Fredag aften klokken syv, talte jeg i tre kvarterer til en time over teksten ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” Klokken otte talte pastor G i lokalet ovenfor. Pastor Bourdeau var med, også M. K. White, som tog nogle korte noter. Jeg tog ikke dertil, selvom pastor G, mente jeg var til stede, og fortalte folk dette, hvilken udtalelse han dog rettede ved næste møde. ret
(237) Den første aften var hans tema helliggørelse; men an kunne holde sig fra at nævne mit navn. Det gjorde han dog på en meget forsigtig måde. Den næste aften talte han mere frit, og frembragte den dyrebare bagtalelse, som holder så meget af, han gav folk sjældne lækkerbiskener i sin allerbedste stil, som han har samlet og fremstillet de sidste tredive år, som et anbefalelsesværdigt bevis på at Mrs. Whites syner ikke er fra Gud. I alle disse år lod det til at det er en hovedbyrde at følge i mit spor, og sprede disse udtalelser som bygger på falske vidner, nogle af dem var blevet utilfredse, fordi de var blevet irettesat for deres ondsindede kurs. Det har igen og igen vist sig, både ved pen og stemme og ved mange vidners vidnesbyrd, at disse rapporter ikke byggede på noget rigtigt; men hvilken bekymring har han for dette? Han elsker sine falsknerier, at opgive dem så godt. Og nu er vi næstekærlige nok til at påstå efter at de er blevet gentaget dem så mange gange, at han virkelig tror på mange af dem er rigtige, og føler sig ligeså nidkær som Saulus gjorde, troede at han gjorde Guds tjeneste ved at prøve at nedbryde dem. ret
(237) Det har altid været imod mine principper at gå i stridighed med nogen, eller bruge tid på at forsvare mig selv imod deres angreb, som ikke på nogen måde tøver med at forvanske sandheden, eller kaste skamplet over dem som står og forsvarer Guds lov. Intet vil behage Satan og hans efterfølgere mere, end at få mig til at gå ind i dette; for så vil jeg få travlt nok hele tiden, og derved vil mit egentlige arbejde efterlades ugjort. Men det er ikke det arbejde Gud har givet mig. For flere år siden besluttede jeg at ikke lade noget bortlede mig fra at tale og skrive om den enkle bibelsandhed. Upåagtet af fordømmelse eller anerkendelse, kritik elle bifald, falskneri eller smiger, har jeg ikke undgået at erklære det budskab Gud har givet, uden partiskhed og uden hykleri. Jeg har altid frembåret, og stoler på at jeg altid fortsætte med at frembære et tydeligt og klar vidnesbyrd imod synd i menigheden og udenfor. ret
(237) Her i dalene, var vi blandt et folk, der som regel ikke kender til Bibelen og til Guds kraft. Pastor Grant har ikke holdt fast ved dem, og de ved meget lidt, om noget overhovedet om mit tidligere liv og arbejde. Hvorfor skulle jeg forlade den faste skik jeg har, at bruge dyrebare øjeblikke medens jeg er hos disse folk, på at forsvare mig selv? Var det ikke bedre om jeg tog al praktisk religion i mine taler som jeg kunne, og derved gøre folk alt det gode som jeg kunne? Vi følte at det var bedre at gøre sådan; og det viste sig også sådan. ret
(237) Nogle som hørte pastor G prædike, gik hjem og fortalte deres venner at han var kommet for at gøre indvendinger mod en kvinde; at de ikke var efter hans ånd, og at de ikke ønskede flere af disse møder. Rygtet lød at to adventister var kommet til dalene, og kritiserede hinanden. Det var en fejltagelse, som nogle erfarede senere; for der kom intet svar på hans ufornuftige og ubetimelige angreb. I de tre prædikener som jeg gav i dalene, refererede jeg ikke andet til pastor G, end hvis han var i sin egen hjemstat. Efter at have fire eller fem prædikener, trak han sig videre til andre dele, havde kun udrettet lidt om overhovedet noget. Mange som senere deltog ved vore møder virkede meget godt overraskede over dem. De sagde at de var blevet helt misinformeret om vore møders natur, og sagde at de fortrød meget at de ikke havde været til dem alle. ret
(237) Søndag eftermiddag, den 13. december, talte jeg ud fra ordene, ”I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund”. Det gav den bedste opmærksomhed. Mange takkede mig for de gode ord de havde hørt. Flere af disse forstod engelsk. ret
(237) Om aftnen fik vi en god forstandig forsamling. Guds Ånd hjalp mig da jeg prøvede at frembringe de trofastes løn ud fra teksten: »Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger.” etc. Ved slutningen af mødet, kom næsten alle frem og trykkede hænder med mig. En mand der kunne engelsk sagde: ”Herren har været hos mig i nat og hjalp ved Sin Ånds inspiration at sige ordet.” Flere kom med et alvorligt ønske om at vi blev lidt længere. Interessen for at høre var noget højere end lige da vi kom. ret
(238) Vor stadige bøn er at herren vil åbne vej, så sandheden kan komme ind til folket i disse dale. Jeg følte mig såret over at se dem bedrages af mænd, der hævder at være Bibelske lærere, men som fejlfortolker dens klare lære. Men arbejdet er Herrens, og han kan få endog vrede mænd til at lovprise ham. Sandheden sejrer stort; men hvordan og hvornår er det ikke op til at os at afgøre. ret