Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 57fra side239

tilbage

Valdenserne

(239)  Vort besøg i de valdensiske dale havde særlig interesse på grund af den tætte forbindelse som denne lokalitet har med Guds folks historie i tidligere tider. Det var under omgivende klippespidsers venlige ly, at de fandt beskyttelse, da romerkirkens heftige forfølgere drog dem fra Norditaliens frodige sletter. På disse sletter lykkes det for dem at fastholde deres uafhængighed fra Rom i mange år, efter at andre havde overgivet deres magt. Helt op til det ellefte århundrede, siges det at Milanos bispedømme faktisk har overgået Roms i stort omfang. Men det at myndigheden blev ignoreret på det som kunne kaldes deres eget territorium, var meget ydmygende for en magt, som hele verden bøjede sig ned for, og efter gentagende mislykkedes forsøg på at inkludere Milanos biskopper, og opgive deres selvstændigheder, blev de til sidst tvunget til at underlægge sig. ret

(239)  Underlæggelsen var dog på ingen måder universel. Mange nægtede at opgive deres rettigheder, og flygtede til et land, andre til et andet, medens mange bliv i Piedmont Alperne. “Bag den befæstning af bjerge, som Forsynet, der forudså at onde dage ville komme, virker til at være efter hensigten, optændte denne rest af Italiens tidlige apostoliske kirke deres lampe, og her fortsatte lampen med at brænde igennem hele natten som steg ned over kristendommen.” ret

(239)  Enhver klippe som vi så på lod til at tale i højtidelig tavshed om de forunderlige scenerier de var vidne til. Et interessant som vi besøgte, var en plet lige bagved Bobbio by, syv miles op ad dalen fra Torre Pellice. Vi fik en smuk dag til vor tur. Luften var klar, himlen ligeså blå som en italiensk himmel kan være. Vort selskab talte syv udover to chufører. Turen var skøn. Efter at hve rest så langt som vognene kunne tage os, tog vi vore uldtæpper og middagskurve, og beredte os på at gå op af bjerget. ret

(239)  Vi gik ad en zizag-formet sti op ad bakkesiden, nogle gange blæste det ind og ud blandt klipperne så en bjergbæks linjeføring, nogle gange krydsede et lille stykke med korn som blev støttet af en stor stenmur og blev derved ikke vasket ned af bjergsiden, fulgte nogle gange disse store mures kant, som holdt bjergteresserne på plads, hvor der er små vingårde, græsgange, og kornmarker; vil det pludseligt vende og gå op ad klippetrin, til højere oppe. Nu og da kunne vi stoppe for at hvile, eller lade en højtideligt udseende fåre- og gedeflok gå forbi os, med en pige eller dreng der driver dem til små græsgange ovenfor. ret

(239)  En klatring på tre kvarterer til en time forte os til et stort og åbent jordstykke. Her gjorde vi stop, og delte vor middagsmad under vældig store kastanjetræers skygge. Nogle få staves længde fra os var et stort hus, bygget på sten, og pudset på ydersiden. Efter næsten otte hundrede år, er det stadig beboet. Her var det at mange valdensere fandt tilholdssted da de blev drevet af deres forfølgere fra dalen der nede; men spioner fandt dem hurtigt her, og soldater blev sendt for at udrydde dem. Slaget blev kæmpet på det sted hvor vi sad. Selvom der ikke var mange valdensere, holdt de deres sted i nogen tid, og prøvede så at undslippe, blev de fleste af dem massakreret brutalt. To som blev såret flygtede til klipperne nogle få stavlængter over os, hvor de blev slæbte deres sårede kroppe gennem en smal passage ind i en hule, som strakte sig tredive fod under jorden. ret

(240)  Men en satanisk ånd drog menneskene fra deres forfølgeres hjerter, og fik dem til at udtænke drabsmetoder for disse sårede mænd som de ikke kunne fange. Træ og blade blev dynget i forskellige klippesprækker, og sat ild til, og fangerne gik hurtigt til af kvælning. Efter at have fået vor enkle middag, fortsatte vi op til denne hule, og udforskede den så meget vi kunde. Så kravlede en af os, først med fødder mellem klipperne, og dumpede sig selv ned i den indre hule, hvor de stakkels martyrer gik så frygtelig til. ret

(240)  Historien fortæller om flere anledninger hvor man tyede til de samme udryddelsesmidler og også i meget større skala. I Loyse-dalen var det et at frygteligste tragedeier. Beboerne udøvede deres kald i stilhed, da de blev overrasket af en bevæbnet hær af tyve gange så mange som de selv i deres dale. ”Fortvivlet over at kunne modstå dem, beredte de sig straks til flugt. Satte deres gamle folk og børn i landlige kærer, sammen med deres huslige redskaber, og med en forsyning af fødevarer som de fik mulighed for at samle sig, og drev deres hjorde foran dem, begav de sig op i de ujævne bjergkløfter, som var over sekstusinde fod over dalens niveau.” ”Halvvejs op er der en umådelig hule. Foran hulen et klippefremspring, hvor beskueren kun ser frygtelige afgrunde, som der må klatres over før nogen kan nå indgangen til grotten. Grottens tag danner en storslået hvælving, som sænker sig gradvis og bliver til en snæver passage, eller indsnævring, og så udvider den sig endnu engang og danner en rummelig sal, der er formet uregelmæssigt. I denne grotte gik Vaudoris ind, ligesom et uindtageligt slot. Deres kvinder, børn og gamle mænd, satte de i den inderste hal; deres kvæg får fordelte de til grottens side-huler. De spændstige mænd stillede sig selv ved indgangen. Barrikaderet med umådelige stene både for grottens indgang og for stien der leder til den, mente de selv at de var sikret.” ”Det ville koste enhver ganske få anstrengelser at kaste noget hovedkulds ned i afgrunden, for enhver som prøver at overveje at nå grottens indgang. ret

(240)   “Men en plan fra deres forfølgere gjorde alle disse forhåndsregler og forsvar nyttesløse. Soldater steg op ad bjerget på den anden side, og nærmede sig grotten ovenfra, firrede soldaterne sig ned med reb fra ovenfra, kom soldaterne ned med reb fra afgrunden hang over indgangen til grotten. Således var platformen foran sikret. Vaudoiserne kunne have skåret rebene over, og gjort det af med deres fjender, idet de blev fornedret en for en; men manøvren virkede til at have lammet dem. De trak sig tilbage i hulen for at få deres grav i den. Da han så det farlige i at lade sine mænd følge dem ned i deres skjulesteds dybder, fandt generalen en lettere og sikre metode at stable al træ op ved indgangen han kunne samle og sætte ild til det. En masse sort røg begynde at gå ind i hulen, give de ulykkelige beboere det frygtelige alternativ at løbe ud og falde for deres sværd som ventede på dem, eller blive derinde i det indre for at kvæles af mørk røg. Nogle løb ud, og blev massekreret; men den fleste forblev derinde indtil døden langsomt nærmede sig dem ved kvælning. Da hulen blev ransaget senere, blev der fundet firehundrede børn derinde, kvalt i deres vugger eller i deres døde mødres arme. Alt i alt der gik mere en tre tusinde Vaudoitter til i denne hule, iberegnet hele befolkningen i Loyse-dalen.” ret

(241)  Dette er en omstændighed ud af mange af lignende karakter, vil give en idé om hvad valdenserne måtte udholde for sandhedens skyld. Rædsel, sorg og død overalt fulgte i deres forfølgeres fodtrin. Hele landsbyer gik op i flammer. Hulerne kunne heller ikke, som vi kunne se, beskytte de skarer som søgte tilflugt i dem. Da ilden tændte blev disse flygtninges munde gjort tavse, ”alt var tavst inden for.” ret

(241)  Den ene kan knapt nok forestille sig de ubeskrivelige følelser hvorved vi, efter at betragte disse scenerier ser på den hule der er foran os. Efter at have udforsket ganske grundigt, gik vi højere op på klipperne over denne, og bøjede os der i en bedestund. Jesus lod til at være meget nær, da vi bad ham besjæle os med mere af den sande helligelsesånd og fast troskab mod de principper som fået så mange i disse dale til at lægge i deres liv for sandhedens skyld, - i de tidligere tider. ret

(241)  Det er udover min magt at kunne beskrive det billede der åbnede sig op for os fra dette høje sted. At dets skønhed har henledt andres opmærksomhed, viser sig i den glødende beskrivelse som vi her giver fra andres pen: — ret

(241)   “På dette punkt når Lucernadalens storslåethed sin højde.” ”Lige bagved Bobbio syder ’Barion’, op, symmetrisk som en ægyptisk obelisk, men langt højere og mere massiv. Den rejser tre tusinde fod over den lille bys tage. Sammenlignet med denne majestætiske monolit, er det stolteste monoment i Europas stolteste hovedby blot småting. Endog ’Barion’ er kun en lille ting sammen med disse herligheder. Den overgår det bagved, og fejer dalens højeste steder ned, er det et hverligt amfiteater med ujævne og stejle klipper og afgrunde, der er lukket ind af store bjerge som baggrund, nogle kredser sig som domkirker, andre så skarpe som nåle.” ”I dette uforlignelig amfiteater er Bobbio, begravet om sommeren i blomster og frugter, og om vinteren indpakket i dens store bjerges skygger, og deres oprørs midte.” ”Et tæppe med rige græsmarker iklæder dalen fra side til side; frugt-træer bepletter dem med deres skygge; Pellice vander dem; og på begge sider er en mur af bjerge.” ”Over disse hænger forbløffende klippefremspring; og over det hele, tårner der evige spidser iklædt is og sne.” ret

(241)  Så vidt øjnene kan række op af bjergsiderne kan vi se boliger, opdyrkede lande og endog landsbyer, medens der kan ses hvide kirketårne fra mange af disse klippe platforme der rejser deres hoveder, som om de peger folk mod himlen. Her er der knudrede klipper på mange steder der virker uindtagelige, søgte de tilflugt for deres rasende undertrykkere. Her mente de at kunne dyrke Gud uden overlast, og få deres bønner og lovsange til deres Genløser til at genlyde i bjergene. ret

(241)  De fleste af dem som er blevet født og opvokset afsondret i dette bjerghjem, vælger at blive der. Langt op af bjergsiden så vi en mand og kvinde der såede noget hvede under overhængende klippers behagelige ly. Der tænkes ikke på disse folks bekvemmelighed og luksus. Hvis de kan få et god høst ud fra små landstykker blandt klippestykkerne, der giver dem og deres børn føde, så er de tilfredse. Hvad angår klæder er de helt uafhængige. Nær det sted hvor vi spiste vore mad, passede en ung behagelig pige en lille fårehjord, og arbejdede samtidig flittigt med rok. Da vi kom nærmere, viste hun os venligt det arbejde hun havde gjort, og også nogle af de kæder hun havde gjort af garnet. ret

(242)  Vi ville gerne have blevet der længere, og gik fra højde til højde, kom ind i beboelser, og talte med folk; men vi fik ikke tid eller kræfter til at gå længere. Da vi langsomt begav os ned af klippestien, ved siden af en brusende strøm, kunne vi undres hvor mange pilgrimsfødder der have betrådt den ujævne sti før os i håb om at finde tilflugt for deres undertrykkeres vrede, og vore hjerter steg op til Gud i bøn at den nærværende sandheds lys måtte nå efterkommer af dette længe forfulgte folk. Vi troede fast på at Gud vil åbne vejen, at han vil fjerne de forhindringer, der nu lukker lyset for dem. ret

(242)  Den næste dag efter at vi var rejst til Bobbio, besøgte vi en gammel borg, som var bygget på et højdepunkt, ikke så langt fra Torre Pellice. Her fandt vi et stort åbent rum, omkranset af mure inden for mure, også store bygninger som tidligere var blevet anvendt som kloster. Inden for indhegningen var en grotte. Denne gik vi ind i, og så at vi befandt os i et lokale på otte kvadratfod. Dette lokales vægge var dækket med tykt, grønt mos, hvorfra vanddråber glinsede som perler. Ud fra dette lokale åbnede sig to undergrundstunneller. En af disse førte ned til den landsby, hvor en bygning tidligere blev brugt som kloster; den anden til en katolsk kirke i den andel af byen. Her blev forbrydelsernes mystiske gerninger gjort i det skjulte. Her har mange dyrebare sjæle mistet deres liv, og deres ben bevidner deres tro. Men historien om deres lidelser vil kun blive kendt når alle skjulte ting åbenbares. Dommen alene vil bringe lys over de grusomheder der blev udøvet i forbindelse med disse forstærkede højder. ret

(242)  Der er ingen tvivl om hvis banner vejede under disse forfulgte hellige. Kun deres mester, Satan, kunne ophidse mænd til at påføre så grusomme vanskeligheder, så intense lidelser, en så pinefuld smerte, på deres medmennesker. De tider med grusomme begrænsninger på samvittighedsfriheden, er nu fortid; men, jeg spørger, hvor lang tid gør der før Satan, ved sine påfund, igen vil påføre Guds folk en trængselstid? Satan er en bedrager, en morder, og hans kraft vil mærkes i den nære fremtid af dem som elsker og frygter Gud. ret

(242)  Hvis deres stemmer kan høres, hvilken historie kunne disse evige bjerge der omgiver disse dale kunne give om Guds folks lidelser på grund af deres tro! Hvilken historie om uafslørede engles besøg fra disse kristne flygtninge! Engle har igen og igen talt med mennesker, idet mennesker taler med en ven, og leder dem til sikre steder. Engles opmuntrende ord fornyer igen de trofastes nedfaldenhed, og fører deres tanker over de højeste bjerges top, og får dem til at se de hvide klæder, kronerne, og sejrspalmegrene i tro, som sejrherrerne vil modtage når de omgiver den store hvide trone. ret

(243)  Hvilken dyrebar har disse pilgrimme og fremmede må have lært i klippernes gunstige tilflugt! Idet de betræder trinene på bjergstierne, har de ikke det hjem i sinde som de har forladt, selvom de stadig håber at få dem igen; men de ser efter et hjem der er så højt at Alpernes højeste tinder ikke kan nå dem. Derfor kan de nok tillade at forlade deres jordiske rigdomme, for at famle sig vej blandt mørke og krogede stier, og lukket ind i klippehuler, bort fra dagens lys, hvis de derved kan få hjem blandt velsignede, - et hjem der ikke er gjort af menneskehænder, evig i himlene. ret

(243)  På deres ensomme tilholdssteder møder de ofte deres Genløser og taler med ham, ligesom de to disciple gjorde på vejen til Emmaus. Han vil ofte åbne de ophøjede sandheder i hans ord for dem, og vil styrke dem i deres opsætslighed på at ikke sætte lid til falske leder, men kun adlyde og tilbede Ham som har gjort og styrer verden: ”Han ser og ved alt,” gentager de hele tiden for sig selv. ”Han vil høre vore bønner, og tage sig af vore mangler. Han som giver ravnene føde, vil ikke lade os gå til.” Således glæder deres tros ord dem selv, og andre, og deres prøvelser og trængsler vil kun drage dem nær til Gud og vokse i deres tro. ret

(243)  Sådan var valdensernes karakter og deres motiver i det tolvte og trettende århundrede. Men hvor forandret er dette folks motiver desværre nu! Den ånd som besjælede deres fædre, og ledte dem til at indvilge i ren bibelsandhed, virkede til at være slumret; det lys som skinner fra deres stamfædre skinner ikke længere på dem. Religiøs forfald har markeret deres tro og praksis for dette tidligere så gudfrygtige folk. Mange holdt det tilbage for at skjule deres tro, og har derved gået på kompromis med deres religion blevet fordærvet. Det er den gamle beretning der gentages. Mennesker glemmer de mest hellige scenerier som hold deres ophøjede stræben i live, og på grund af vanskeligheder ophørte de med at vokse i nåde og i kendskabet til skrifterne. Selvom de burde vokse, går de tilbage. ret

(243)  For at holde protestantismens navn i live i disse dale, har protestanter fra andre lande brugt masser af summer på at støtte Vaudois forkyndere og skole. Indtil sidste år, har prædikanterne i Vaudoris kirker næsten blevet støttet helt af udenlandske missionsselskaber. Folk er ikke blevet uddannet til at gøre noget til at støtte evangeliet; og vi fik at vide som kendsgerning at nogle er endog hyret indirekte til at blive menighedsmedlemmer. Vi kan tro dette fra noget der sket for få måneder siden. En dame blev meget interesseret i sandheden, og begyndte at holde sabbat. Ligeså snart dette blev bekendt, blev hun inviteret af en leder i kirke, og fik at vide at der er nogle midler i missionskasse, og hvis hun ikke forenede sig med os, ville de give hende et vis sum penge for at istandsætte hendes hus; og mere end det, de vil give hende en vis sum penge hver måned. Det var noget der fristede nogen, som var meget fattige og som havde en stor familie at sørge for; men vi var glade for at sige at hun havde mod til at afgøre til det rigtige. ret

(244)  Pastorerne var i mange tilfælde uvidende om skrifterne om Guds kraft, og de gav sig selv føde i stedet til hjorten. Ved et af deres seneste synnoder blev det foreslået at alle præster skulle søge alle medlemmer i sin forsamling, mindst en gang om året; men de modsatte sig forslaget næsten enstemmigt, nogle sagde at hvis det blev gennemført ville de fralægge deres erhverv. Mange af dem er bare religiøse af form, og de gør forholdsvist ingenting for at fremhjælpe deres hjorts timelige og åndelige behov. Folk går tabt i uvidenhed, medens de der hævder at være religiøse lærere fratager kundskabsnøglen fra dem. De går ikke selv derind, og de som vil, forhindrer de. ret

(244)  For attenhundrede år siden gik Jesu klar og udtrykkelige røst ud, som et basunstøt, til den trætte og tørstige skare i tempelsalene: ”Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig, og drikke.” ”Enhver som drikker af det vand jeg skal give ham, skal aldrig tørste; men det vand jeg giver ham skal være vandkilde der udspringer til evigt liv.” Oh, om Jesu røst kunne nå dette folks omtågede sanser. Oh om de kunne føle deres virkelige behov, og erkende hvor meget Jesus gerne vil og være klar til at gøre for dem! ret

(244)  Folkene i disse dale er som regel fattige, ulærte og overtroiske, og deres religionsstandard og moralitet er lav. En søndag formiddag gik vi ud på markedspladsen. Her, såvel som i alle andre europæiske byer og mindre byer, er der stor handel på markedsdage. Dengang var der handlene fra alle dele af byen, med deres varer, og markedskvinder fra omkringliggende land, med deres grøntsager, fugt, smør, æg, kyllinger og alle slags landbrugsprodukter medbragt muldyr eller i kurve på deres hoveder, eller rygge, og viser dem i gaderne. De største markedsdage på dette sted er søndag og fredag formiddage. Mænd og kvinder bar deres varer, og folk skyndte sig hid og did, mange af dem var ivrige efter at komme hjem igen med deres købte varer for at tilberede dem til kirken Dette viser den slappe tanke som mange har, endog blandt dem der bekender at være kristne, har til søndagsoverholdelsen. Og når de accepterer sabbaten, er det ofte helt anderledes at indprente vigtigheden af at holde den nøjere. ret

(244)  Efter at have banet os vej gennem den snævre gade, som på det tidspunkt var blokeret med folk og købmandsvarer, finder vi at vi ser på et helt andet sceneri. En hurtigflydende stor strøm krydser hovedgaden mod højre hjerne, og åbner plads og vi ser en række kvinder knæle ned på dets kant. Når vi kommer lidt nærmere, finder vi at de vasker. Enhver knæler ved en lille kasse med dække og den ene side er væk, og lidt stå lægges på bunden. Foran hver er en skrånende plade af granitklippe, som hun bruger til noget som vil være et vaskebræt. I stedet for at gnide klæderne, så klemmer de dem og klasker og skylder dem, bruger en stiv børste og sæbe på de snavsede dele. Ind iblandt vil nogen have nogle få glødende kul ved siden af med en lille spand varm vand som hun kan dyppe sine hænder i, når de bliver for stive og kolde. De fleste af dem virker til at have anseelige smerter ved at få deres klæder rene, og efter at de er færdige lægger de dem over en stok og bærer dem hjem på deres skuldre. Vi fik at vide at i alle velstående familier vaskes der sjældent oftere end en gang hver sjette uge, og nogle gange kun hver tredje måned. Så gøres det med hænder, endog uden brug af vaskebræt. Det er en almindelig måde at vaske på. I byerne er der steder indrettet til dette arbejde; medens kvinder på landet ofte ses langt ude på markerne, borte fra huse, der vasker i et vandløb, som de måske har slået hul i isen på. Der er naturligvis dem, som har regulære vaskeværelser i deres huse, eller i en adskilt bygning. Dette er indrettet med umådelige rør, som hele familien kan samles om, om nødvendigt, når vaskeugen kommer. Et lokale bruges udelukkende til at vaske klæder, og et til snavs, og før det snavsede lægges bort, stænkes de med pudder, som forhindrer dem i at lugte ilde eller blive ødelagt. ret

(245)  Spørgsmålet for os er hvordan disse kvinder kan holde deres hænder i iskoldt vand i timevis ad gangen, uden at blive usunde. Vi er faktisk tilbøjelige til at mene at denne skik er årsag til de større halse som vi så overalt. Dette må dog tilskrives det vand som de drikker. Andre ting som det virker rimeligt at antage vil give denne unaturlige udsvulning, er den store last som de bærer på deres hoveder og rygge. Det er ikke ualmindeligt at se en mand eller kvinde komme ned af bjerge, og bærer på et bundt brænde eller hø, der er større end ham selv. Da vi var i Italien, var mænd, kvinder og børn ude at samle katanjenødsblade og skaller. Disse bruger de ligeså meget som vi bruger halm, og ethvert sted blev revet lige så omhyggeligt som skulle det give den mest værdifulde afgrøde. ret

(245)  Livet i Italien er en hård kamp, undtagen de velhavende. Dømme ud fra udtryk som vi så på manges ansigter, dør den sidste håbets stråle ud i deres sjæle, deres ærgerrighed, er væk, og så længe som livet varer forventer de kun sult, slid og ulykke. Børn lærer at arbejde næsten lige fra barndommen. Vi møder de små der ikke er mere end seks år gå og strikke ligeså travlt og forstandigt som kvinder på tres. Og mange i den sårbare alder af syv eller otte kommer i fabrikker, eller sættes i arbejde i stenbrud. Dette virker først næsten grusomt; men når vi erfarer at de mest erfarne arbejdsfolk kun får halvtreds cent for seksten timers arbejde, og de mindre erfarne kun femogtredive, føler vi at de ikke dømmes så hårdt at lade deres børn arbejde frem for at sulte. Som resultat, står de dog oppe i mange timer, og arbejder så hårdt i barndommen, kan aldrig blive udvokset. Vi så at mange bemærkelsesværdig korte mænd og kvinder, også mange som var hjulbenede og forkrøblede. Og dog havde alle en rimelig chance for at deres egne liv blev sunde og blomstrende. ret

(245)  Den måde som folk lever på er naturligvis den billigste. Deres hovedingredienser er brød og en billig kaffe. Alle handler i bagerbutikker, som vil koste mere at købe træ for at bage med, end at købe brød. Der er vendt op og ned på tingens naturlige orden her. Brændes sælges for pund, og brød, siges det, for yard. Dette henviser dog til at brød bages i ruller er lidt større end en pibestilk, og omkring en yard lang. Det er en slags brød der er særlig for Piedmont-dalene. Der er gjort gentagende anstrengelser for at danne det på andre steder, men uden succes. Det er ligeså lyst og sødt som brød kan blive, men er for dyrt til de fattigere klasser. Disse køber en billig sort-udseende kvalitet, der er gjort i lange brød; og hvor de kan få penge forud til at gøre det, så køber de det i mængde, og stabler det til tørring, så at det ”modnes”. ret

(247)  Folks tøj er af den kraftigste slags, og det gøres i den mest enkle stil. Deres sko er for det mest gjort af træ. Faderen er ofte skomager, for hele familien; hvor han køber læder-toppene til en ubetydelig pris, og laver selv træbunden. Et par sko koster fra tyve til fyrre cents, og de forventes at vare et år. Så vidt det angår hatte og kyser til kvinder og børn, går de enten barhovedet året rundt, eller bærer en hvid musselinkyse med en riflet flæse omkring ansigtet. ret

(247)  Arbejdet i kvindernes hus, er at lave mad og sy, gør det ganske let, burger de, det meste af tiden på deres udendørs arbejde. Det er meget almindeligt at se kvinder grave i jorden, beskære vingårde, eller slæbe rundt på store ladninger brænde, og hø, eller lignende til markedet. De grupper de sædvanligvis driver er køer. Her bruges der sjældent heste, undtagen foran vogne; muldyr, sadinske ponyer, æsler, og okser er ganske almindelige, men de dyr der almindeligvis bruges til ordinær landbrugsarbejde, er køer. De drives sædvanligvis af tove der er bundet til deres horn, føreren går sædvanligvis ved siden af dem, eller foran dem og leder dem, ved at trække dem den ene eller anden vej. De fleste andre dyr, undtagen vogntrækkende heste, lærer at trække uden tøjler af nogen slags, ligesom vi driver okser. Udover at de bruges som trækdyr, malkes køerne ofte regelmæssigt tre gange om dagen. ret

(247)  Hvordan mælk fra sådanne dyr kan være sundt er et stort spørgsmål. Men vi bemærker at de drives meget langsomt, og kun med moderat byrde, og de får den allerbedste omsorg. Om vinteren deler de deres ejeres bekvemmeligheder, eller mere korrekt, ejerne deler kvægets bekvemmeligheder; for så flytter der meste af familierne ind i deres stalde, hvor mænd, kvinder, børn, får, geder og kør kan leve sammen i fred og harmoni. Det er kun af økonomiske årsager, varmen fra dyrene går i stedet for ild. Brændstof af enhver slags er dyrt. Kul er svære at skaffe. Koks koster fra ti til tolv dollars pr ton, og træ, som bare er grene og de små kviste, koster en tredjedel af et pund. Derudover må de, der bruger dette, betale skat for træ. ret

(247)  De fleste folk som burger træbrænde dyrker det som med andre afgrøder. Det gøres på denne måde: Rækker af pilegrene plantes langs deres hegn eller overrislede grøfter, og får lov at vokse fra seks til ti fods højde. Så skæres de tilbage hver andet eller tredje år, til den samme højde, og den mindste kvist og gren bruges som brænde. I betragtning af disse kendsgerninger når det gælder brænde og de umådelig lave lønninger for arbejde, er det ikke overraskende at folk tyer til næsten alle midler for at holde sig varm uden ild. ret

(247)  Den lange tradition med at bo i stalde er ganske populær. Mange folk under gunstige forhold, har denne levemåde. Da vi var i Torre Pellice, besøgte vi en stald, i bymidten, som var beboet af en rig dame, der ejende og lejede hele bygningen. I den ene ende af stalden stod to pænt udseende Jersy-køer, og I den anden ende var et seks kvadradfod stort gulvstykke, hvorpå der stod en bænk, to stole og et bord, med nogle få retter. Her havde husets frue boet vinteren over, og spiste, lavede mad og sov. ret

(248)  Om natten hvor det var meget koldt, er det skik at tage et bundt stå eller blade, og ligge dem så tæt mod koen som muligt. Et lille vindue giver lys til lejligheden, medens kvægets kroppe og ånde og stablen af rygende gødning, kun tjente til at varme. Det er forbavsende at se hvor lidt kendskab der er til de livs og sundhedslove som folk har. Og hvis nogen prøvede at undervise dem, føler de sig meget fornærmede. Vi kan kun håbe at sandheden må gribe fat i nogles hjerter, og at de må højnes og mættes derved: ”Dine ords indgang,” siger salmisten, giver lys; den tiver de enfoldige forstand.” ret

(248)  Selvom folk viser at have klaret slid og vanskeligheder, har mange en ædel og forstandige samvittighed. Hvordan gik jeg fik medfølelse for disse, så de kan få overbragt sandheden! Men der er mange vanskeligheder at komme ud for i dette arbejde, som vore amerikanske arbejdere ikke kommer ud for. Det er muligt at enten få kirker eller skolebygninger hvori sandheden kan bringes i en sådan grad af frihed. Begge sættes under en lokal prædikants kontrol. I mange landsbyer er det næsten umuligt at endog få en sal. Det eneste alternativ er at besøge folk i deres hjem, og holde møder i private bygninger. Her kommer en anden vanskelighed ind. Om sommeren går de der bor ved bjergfødderne meget højere op, og spredes hvor det er næsten umuligt at finde dem. Om vinteren går de ned og bor i staldene. Her er der kun et sted hvor vore kolportørere kan finde dem forholdsvis let. ret

(248)  Sidste år havde bror Geymet besøgt folk i disse stalde og holdt bibellæsninger med dem. Den tid vi var der, havde vi to møder om ugen i stald i Angrogna-dalen, syv miles fra Torre Pellice. Interessen var god, og der var fra fyrre til halvtreds i gennemsnit. Der på staldens snavsede gulv, var nogle gange strået med blade eller strå, og disse sad på borde i boksene og lyttede i en time eller to, og blev tilbage efter mødets afslutning, og talte over det der var blevet sagt. Indimellem blev mødet afbrudt af de firbenede dyrs bevægelser eller brølen; men blev genoptaget umiddelbart derefter uden tilsyneladende forstørrelse. Folk påskønte den slags personlige arbejde, og beklagede sig ofte bitter over at deres egen prædikant ikke besøgte dem oftere. Selvom det ikke var en særlig behagelig arbejdsmetode, var det i mange tilfælde, som vi ser det her, den eneste måde at nå folk på, og vi tror at Guds velsignelse vil følge det arbejde som går frem. ret

(248)  Det er et stadigt studium at vide hvordan vi kan arbejde bedst muligt i disse dale. En ting er sikkert, hvad der end bliver udført, vil gøres flittigt og udholdende. Der må skinne et stadigt lys i mørket, selvom dette lys ikke kan forstås for en tid. Så må vi atter få flere bøger og hæfter på fransk og italiensk. Vi bevæger os i det hele taget for langsomt i denne henseende. Tiden går. Arbejdere som gerne vil indtage disse fremmede marker, og går ind som evangelister eller oversættere, bør udvælges og uddannes. Måtte Gud give de arbejdere, som nu tæller tre, derarbejder i disse dale, det nødvendige mod og styrke så de kan udføre deres arbejde med en sådan iver og alvor at de ser overmådelige frugter af deres arbejde i Guds rige. ret

(249)  Idet vi forlader disse dale, er det med blandede følelser af glæde og sorg, - af glæde fordi der altid har været et folk som ikke er bange, endog flere år før reformationens opvågnen, og stå som forsvar for Bibelsandheden, og af sorg fordi så få af deres efterkommere viser ønske om at fortsætte vandringen i det lys der skinner fra Guds ord. Vi er dog overbevist om, at Herren atter vil arbejde med dette folk, og genoprette deres tidligere renhed og troskab mod hans tjeneste for dem der kommer til lyset. Det klare lys fra den tredje engels budskab, vil dog genspejles fra de oprigtig hjertelige i disse dale. Det tågede lys i dem vil blive opklaret. ret

(249)  Den engel der tilslutter sig den tredje engel skal oplyse jorden med herlighed. Der vil også være mange, endog i disse tale, hvor arbejdet virker så vanskeligt at opstarte, som vil genkende Guds røst der taler til dem gennem hans ord, og drage ud af præsteskabets indflydelse, vil tage deres ståsted for Gud og sandheden. Denne arbejdsmark er ikke let at bearbejde, den vil heller ikke vise hurtige resultater; men der er et ærligt folk her som vil adlyde på tide. De forfølgelser deres fædre udholdt har gjort dem apatiske og korte for munden, og de vil se på fremmede og deres læresætninger med skepsis. Men Guds barmhjertigheds mirakel, arbejder med menneskers bestræbelser, vil dog få sandheden til at sejre på den jord som så mange døde for at forsvare sandheden. Kundskaben vil blive større, tro og mod vil få liv, og sandheden vil skinne som morgenlys gennem disse dale. Den gamle slagmark, som dog er sejrherrens scene, er nu usynlig, og skal bibelsandheden antages, vil det forsvare deres fædre tidligere flid. ret

næste kapitel