(290) Alle menighedsmedlemmerne kaldes ikke til at arbejde i udlandet, men alle har en del at gøre i det store arbejde med at give verden lys. Kristi evangelium er aggressivt udbredende. På Guds dag vil ikke en eneste udelukkes for sin egne selviske interesser. Der er et arbejde for hvert tankesind og enhver hånd. Der er en variation af arbejde, der passer til de forskellige tankesind og forskellige evner. Enhver som er forbundet med Gud vil tildele lys til andre. Hvis der er nogen som ikke har noget lys at give, er det fordi de ikke har nogen forbindelse med lysets Kilde. ret
(291) Prædikanter bør ikke udføre det arbejde som angår menigheden, og derved bebyrde sig selv, og forhindre andre i at udføre deres pligt. De bør undervise medlemmerne i hvordan der arbejdes i menigheden og i samfundet. Der er et arbejde til alle at gøre inden for deres egne grænser, at opbygge menigheden, og gøre samværsmøderne interessante, og oplære de unges evner i at blive missionærer. Alle bør opelske en åndelighed og selvopofrelse, og ved deres midler og alvorlige bønner hjælpe dem som går ind på nye og vanskelige marker. De bør samarbejde aktivt med prædikanten i hans arbejde, gøre landområdet omkring dem til deres missionsmarks arbejde; og de større menigheder bør arbejde på at opbygge og opmuntre dem der er svage eller få i antal. ret
(291) Dette arbejde er blevet forsømt. Er det underligt at Gud ikke hjemsøger menighederne med større manifestationer af hans kraft, når så mange lukker sig selv inde, optaget af deres egne interesser? Således bliver deres fromhed mat og svag, og de bliver fanatiske og selvoptagede. Det er når der arbejdes for andre at de holder deres egne sjæle i live. Hvis de bliver medarbejdere med Jesus, at vi skal se lyset i vore kirker brænde stadig klarere og klarere, udsende sine stråler for at trænge ud i mørket over sine egne grænser. ret
(291) En tæt forståelse med Kristus i hans kærligheds- og barmhjertighedsmission, vil få medarbejderne til at forstå hinanden, og man vil ikke begynde at gemme på ondt, som er til forbandelse for menighederne, hvis det får frit løb. Jalousi, kværulering, nag, misundelse og splid, kamp for overherredømme vil ophøre. Opmærksomheden på sjælevindingsarbejdet vil opmuntre medarbejderne selv til større fromhed og renhed. Der vil være et enigt fortsæt blandt dem, og sjæles frelse vil mærkes som af største betydning at alle de små forskelle vil mistes af syne. ret
(291) Brødre og søstre i troen, kommer dette spørgsmål op i jeres hjerter: ”Er jeg min brors vogter?” Hvis i hævder at være Guds børn, så er I jeres broders vogter. Herren drager menigheden til ansvar for de sjæle som de kunne være middel til at frelse. Han har betroet jer med hellig sandhed; med Kristus inden for er de enkelte menighedsmedlemmer et kildeudspring der giver evigt liv. I står skyldige over for Gud, hvis I ikke anstrenger jer på alle mulige måder for at fordele dette levende vand til andre. Mennesker går tabt tæt ved jeres døre, medens de prøver at hive vand af cisterner der ikke kan holde på det. Himlen er i oprør over mænds og kvinders magelighed i Zion, medens sjæle går i fordærv i deres uvidenhed og i deres synder. Hvis medlemmerne af kirken ser på sig selv som Gud ser på dem, vil de overvældes af selvbebrejdelse. De vil ikke kunne klare at se deres ansvar og forseelser i øjnene. ret
(291) Hvis vi virkelig har sandheden for disse sidste dage, må den fremføres til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. Inden længe vil de levende og døde dømmes efter de gerninger der gøres i kødet, og Guds lov er den standard som de skal prøves på. Så må de advares nu; Guds hellige lov må forsvares, og fremholdes for dem som et spejl. For at kunne udrette dette, er der brug for midler. Jeg ved at tiderne er hårde, der er ikke mange penge; men sandheden må spredes, og pengene til at udbrede den med, må komme i kassen. ret
(292) Mange skælver med frygt for at værket går hurtigere end deres langsomme tro, og fordi midlerne bruges hurtigere end de kommer i kassen; og alligevel har vi kun taget de første få skridt fremad. Vort budskab er verdensomspændende; alligevel gør mange bogstavelig talt ingen ting; mange flere så meget lidt, med så store mangel på tro, at det er næsten ingen ting. Skal vi forlade de marker der allerede er åbnet op i fremmede lande? Skal vi droppe en del af arbejdet i vore hjemmemissioner? Skal vi blegne over at skylde nogle få tusinde dollars? Skal vi snuble nu og blive lange, her i de sidste scenerier af denne jord historie? Mit hjerte siger: Nej, nej. Jeg kan ikke se dette spørgsmål uden en brændende iver for at værket går fremad. Vi ville ikke benægte vor tro, vi ville ikke benægte Kristus, alligevel skal vi ikke gøre dette uden at vi går fremad idet Guds forsyn åbner vejen. ret
(292) Arbejdet må ikke stoppe af mangel på midler. Der må investeres flere midler deri. Brødre i Amerika, jeg byder jer i min Mesters navn at vågne op. I som pakker jeres bemidlede talenter ind, og skjuler dem i jorden, som bygger huse og føjer land til land, kalder Gud på jer: ”Sælg hvad i har, og giv almisse.” Der kommer en tid hvor lovlydige folk hverken kan købe eller sælge. Skynd jer at grave jeres skjulte talenter op. Hvis Gud har betroet jer penge, så vis jer som trofaste mod det I har fået betroet; pak dem ud, og send jeres talenter til vekselererne, så når Kristus kommer, kan han modtage sit eget med renter. I den yderste tid, før dette arbejde skal afsluttes, vil tusindvis blive lagt gladelig på alteret. Mænd og kvinder vil føle at det er et saligt privilegium at dele med forberedelsesarbejdet så at sjæle kan stå på Guds store dag, og de vil give hundredvis lige så hurtigt, som dollars gives nu. Hvis Kristi kærlighed brændte i hans bekendendes folks hjerter, vil vi kunne se den samme ånd i dag. Indser de blot hvor nær vi er på afslutningen af al sjælevindingsarbejde, vil de give af deres ejendomme lige så frit som medlemmerne i den første menighed. De vil arbejde lige så alvorligt for Guds sags fremme som verdslige arbejder på at skaffe rigdomme. Taktfølelse og dygtighed vil udøves, og der vil arbejdes alvorligt og uselvisk for at skaffe midler, ikke for at samle sammen, men for at lægge i Herrens kasse. ret
(292) Hvad hvis nogle bliver fattige af at investere deres midler i værket? Kristus blev fattig for jeres skyld; men I sikrer jer selv evige rigdomme, en skat i himlen som ikke fejler. Jeres midler er langt sikre der, end hvis de sættes i banken, eller investeres i huse og lande. Det lægges i poser der ikke bliver gamle. Ingen tyv kan komme til, ingen ild kan fortære den. ret
(292) Nogle har holdt deres midler selvisk tilbage i deres livstid, ville de vente ved at testamentere til sagen i stedet for; men ikke engang halvdelen af midlerne går i arv til de specificerede formål. Brødre og søstre, invester selv i himlens bank, og overlad ikke jeres forvaltning til andre. ret
(292) Når frelserens pålæg adlydes, vil vort eksempel prædike højere end ord. Sandhedens kraft viser sig bedst når de der bekender at tro dem, beviser deres tro ved deres gerninger. De som tror denne højtidelige sandhed bør have en selvopofrende ånd, som vil dadle det verdslige begær for penge. ret
(293) Min sjæl bebyrdes når jeg ser de nødlidende marker her i Europa, og ser manges armod, og de vanskeligheder de møder med at holde sabbaten, og tænker da over hvordan vejen til sjæle, blokeres af mangel på midler. Herren har lagt til rette at alle kan nås ved sandhedsbudskabet, men de midler der lægges i hans forvalteres hænder til dette formål, er blevet brugt selvisk til deres egen tilfredshed. Hvor meget spilder vore unge ikke tankeløst, der bruges på selvtilfredsstillelse, og vise sig frem, for det som de kunne være lige så lykkelige uden. Enhver dollar vi har er Herrens. I stedet for at bruge midler på unødige ting, bør vi investere det på at besvare missionsarbejdets kald. ret
(293) Idet nye marker åbner sig op, øges kald på midler hele tiden. Hvis vi nogen har haft brug for at vise sparsommelighed så er det nu. Alle der arbejder for sagen bør indse nødvendigheden af at følge Frelserens selvfornægtende og sparsommelige eksempel nøje. De bør det i de midler de håndterer er en tillid Gud har betroet dem, og de bør føle sig forpligtet til at udvise taktsomhed og finansielle evner for at bruge deres Herres penge. Enhver penny bør bevares omhyggelig. En cent virker som småt, men hundrede cent udgør en dollar, og bruges de rigtigt kan de redde en sjæl fra død. Hvis alle midler bliver spildt på vore egne folk til selvtilfredsstillelse, som burde helliges Guds sag, vil der ikke være tomme kasser, og der kan oprettes missioner i alle verdensdele. ret
(293) Lad menighedsmedlemmer lægge deres stolthed bort og bortlægge deres smykker. Enhver bør have en missionskasse ved hånden, og lægge enhver penny i, som han fristes til at spilde på selvtilfredsstillelse. Men nogle ting må blot end blot at bruge det på overflødige ting. Der må praktiseres selvfornægtelse. Nogle af vore komfortable og ønskværdige ting må ofres. Forkynderne må slibe deres budskaber til, ikke blot angribe egensindighed og stolthed over klæder, men bringe Jesus frem, hans selvfornægtende og opofrende liv. Kærligheden, gudsfrygten og troen må værnes i hjertet, og de dyrebare frugter vil vise sig i livet. ret
(293) De midler der i mange tilfælde er sat til side til missionsarbejde, styres ud i andre kanaler, for misforståede tanker om godgørenhed. Vi kan fejle når vi giver gaver til fattige, som ikke er til velsignelse for dem, få dem til at føle at de ikke skal gøre noget selv, og praktisere sparsommelighed, for andre vil ikke lade dem lide. Vi bør ikke give udtryk for dovenskab, eller opmuntre til selvtilfredshed ved at give i overbærenhed. Medens de værdigt trængende ikke skal forsømmes, må alle, så vidt det er muligt, lære at hjælpe sig selv. Sjæles frelse er vort arbejdes byrde. Det var for dette at Kristus har gjort et stort offer, og det er derfor vi skal vise godgørenhed. ret
(293) Vi bliver ført ud på trange steder i vort arbejde. Prøvelser vil komme. Gud vil prøve vor tros styrke; han vil forsøge os for at se om vi stoler på ham under vanskeligheder. Sølvet og guldet er Herrens, og når hans forvaltere har gjort deres pligt til fulde, og ikke kan gøre mere, skal de ikke sidde mageligt tilbage, lade tingene gå deres vej, og lade missionsarbejde gå i stå. Det er her at de skal råbe efter hjælp til Gud. Lad de som har tro, søge Herren alvorligt, huske på at ”Himmeriget tages med storm, og de, der stormer det, river det til sig.” ret
(294) Der er dem i menigheden som hidtil har komme til arbejdet med åbne hænder og hjerte, og de vil ikke være bagved nu. Vi har tillid til deres renhed. Men menigheden har i mange tilfælde gjort flere ofre end sine bønner. Missionærbevægelsen er lang mere fremme end missionsånden. Alvorlige bønner har ikke fulgt medarbejderne medarbejderne på høstmarken, med skarpe segl. Det er rigtigt at der er interesse for at se succes i bestræbelserne for sandhedens udfoldede banner i fremmede lande, men der har manglet hjertefølt forståelse hos medarbejderne, og en virkelig sjælsbyrde for at de investerede midler må gøre sit arbejde. ret
(294) Dette er grunden til vore vanskeligheder; det er grunden til presset for midler. Folk må kaldes til at reflektere. Der må ske en åndelig opvågning. De må have en personlig interesse, en sjælsbyrde, for at våge og bede for arbejdets succes. Lad enhver der giver af sine midler, også sende sine bønner op dagligt, så det kan bringe sjæle til korsets fod. I enhver menighed bør der være særlige stunder i forenet bøn for dette arbejdes fremdrift. Lad alle gå sammen, med et særligt mål med deres tro og indstændige anmodninger. Brødre, gå højt til himlen med jeres bønner til Gud, at Han må arbejde med sine tjeneres antrengelser. ret
(294) Vi må råbe til Gud, ligesom Jakob gjorde for Helligåndens fulde dåb. Tiden for arbejde er kort. Der må være mere bøn. Lad sjælen længes inderligt efter Gud. De skjulte bedesteder må ofte besøges. Der må gribes fast i Den Mægtige af Israel’s styrke. Lad prædikanter vandre ydmygt for Herren, gå i gråd mellem indgangen og alteret, og råbe: ”Spar dit folk, oh Herre, og sæt ikke dine arvinger til skamme.” ret
(294) Ingen må nære tanken at vi har prøvet at gøre for meget. Nej, nej; vi har prøvet for lidt. Det arbejde som vi gør nu burde være gjort for flere år siden. Vore planer må udvides, vore aktiviteter udbredes. Hvad der er brug for nu er en menighed hvis enkelte medlemmer skal være vågne og aktive for at gøre alt hvad der er muligt for dem at udrette. ret
(294) Vi efterlades ikke alene i dette arbejde. Vi er medarbejdere sammen med Gud, i partnerskab med guddommelige hjælpekilder. Herren har agenter som han vil igangsætte som svar på troens påtrængende bøn. Han vil opfylde sit ord: ”Se, jeg er med jer alle dage, helt til verdens ende.” Vor frelses Hærfører er på alle slagmarker hvor sandheden fører krig imod vildfarelse. Den sandhed som vi bekender giver den højeste opmuntring de den mest helligede, selvfornægtende og udholdende anstrengelser, som nogen dødelige menneskekræfter kan yde. Vi bør have heltes mod, og martyrers tro. ret