(67) Kapitlet er bygget op over Matt 3,13-17; Mark 1,9-11; Luk 3,21-22.
Rygtet om profeten fra ørkenen og hans vidunderlige forkyndelse bredte sig over hele Galilæa. Budskabet nåede ud til bønderne i de mest fjerntliggende bjergbyer og til fiskerne ved søen, og i disse enfoldige og alvorlige mennesker vandt det den mest ægte respons. I Nazaret blev det fortalt i det tømrerværksted, som havde tilhørt Josef, og her var der en, som forstod kaldelsen. Nu var hans tid kommet. Han forlod sit daglige arbejde, sagde farvel til sin moder og fulgtes med sine landsmænd, der strømmede til Jordan. ret
(67) Jesus og Johannes Døber var fætre, og nært forbundet på grund af omstændighederne ved deres fødsel; men havde dog ikke noget direkte bekendtskab med hinanden. Jesus havde tilbragt sit liv i Nazaret i Galilæa, og Johannes sit i Judæas ødemark. I vidt forskellige omgivelser havde de levet i afsondrethed og havde ikke haft nogen forbindelse med hinanden. Forsynet havde bestemt dette. Der måtte ikke gives anledning til beskyldninger om, at de havde aftalt at støtte hinandens budskaber. ret
(67) Johannes havde kendskab til de begivenheder, der markerede Jesu fødsel. Han havde hørt om Jesu besøg i Jerusalem som dreng og om, hvad der var foregået i rabbinernes skole. Han havde hørt om Jesu syndfri liv og troede på, at han var Messias; men han havde ikke nogen positiv forvisning herom. Den kendsgerning, at Jesus i så mange år havde levet i ubemærkethed uden at give noget særligt bevis på sin mission, gav anledning til tvivl om, hvorvidt han kunne være den lovede Messias. Alligevel ventede Døberen i tro, fordi han vidste, at det alt sammen ville blive åbenbaret af Gud i rette tid. Det var blevet ham fortalt, at Messias ville komme for at lade sig døbe af ham, og at der da ville blive givet et tegn på hans guddommelige karakter. Herved ville han blive i stand til at fremstille ham for folket. ret
(67) Johannes døber Jesus
Da Jesus kom for at blive døbt, så Johannes i ham en sindets renhed, som han aldrig før havde fornemmet hos noget menneske. Selve atmosfæren omkring hans tilstedeværelse var hellig og ærefrygtindgydende. Blandt de skarer, som havde flokkedes om ham ved Jordan, havde Johannes hørt uhyggelige beretninger om forbrydelser og havde truffet mennesker, der var tyngede ved byrden af utallige synder; men aldrig havde han været i berøring med et menneske, fra hvem der udstrålede en så guddommelig påvirkning. Alt dette stemte overens med det, som var blevet åbenbaret for Johannes med hensyn til Messias. Men alligevel veg han tilbage for at opfylde Jesu bøn. Hvordan skulle han, som var en synder, kunne døbe ham, den eneste syndfrie? Og hvorfor skulle han, som ikke behøvede nogen omvendelse, underkaste sig en ceremoni, som var en bekendelse af skyld, der skulle vaskes bort? ret
(68) Da Jesus bad om at blive døbt, veg Johannes tilbage, idet han udbrød: „Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig!“ Med fast, men mild myndighed svarede Jesus: „Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed!“ Og Johannes gav efter og førte Frelseren ned i Jordan og døbte ham i dens vand. Og straks, da Jesus steg op af vandet, så han at „himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig.“ ret
(68) Hvorfor Jesus blev døbt
Jesus modtog ikke dåben som en bekendelse af skyld for sit eget vedkommende. Han gjorde det som synderens stedfortræder, idet han fulgte den vej, som vi må følge, og gjorde den gerning, som vi skal gøre. Hans liv i lidelse og tålmodig udholdenhed efter dåben var også et eksempel for os. ret
(68) Efter at være steget op af vandet knælede Jesus i bøn på flodbredden. En ny og betydningsfuld tid lå nu foran ham. Han var nu i større udstrækning på vej ind i sit livs kamp. Skønt han var Fredsfyrsten, skulle hans komme være, som når et sværd drages af skeden. Det rige, han var kommet for at oprette, var det modsatte af, hvad jøderne ønskede. Han, som var selve grundvolden for Israels ritualer og samfundsøkonomi, ville blive betragtet som dets fjende og ødelægger. Han, der havde forkyndt loven fra Sinaj, ville blive dømt som dens overtræder. Han, der var kommet for at nedbryde Satans magt, ville blive anklaget for selv at være Beelzebul. Ingen i verden havde forstået ham, og under sin gerning her måtte han stadig vandre alene. Gennem hele hans liv forstod hans mor og hans brødre ikke hans mission. Selv hans disciple forstod ham ikke. Han havde dvælet i det evige lys og været ét med Gud, men hans liv på jorden måtte tilbringes i ensomhed. ret
(68) Som den, der var ét med os, måtte han bære byrden af vor skyld og smerte. Han, som var uden synd, måtte føle syndens skam. Den fredselskende måtte leve med strid, sandheden måtte vedstå løgnen, renheden mangelen på moral. Enhver synd, enhver disharmoni, ethvert smudsigt begær, frembragt af overtrædelser, var en lidelse for ham. ret
(68) Han måtte vandre vejen alene; han måtte bære byrden alene. På ham, som havde givet afkald på sin herlighed og havde accepteret menneskelighedens svaghed, skulle verdens frelse hvile. Han så og følte det hele, men fastholdt standhaftigt at fuldføre sin gerning. Af ham afhang den faldne slægts redning, og han rakte sin hånd ud for at gribe den Almægtiges kærlighed. ret
(69) Guds forsikring og anerkendelse
Frelserens blik synes at trænge ind i Himmelen, mens han udøser sin sjæl i bøn. Han ved meget godt, hvordan synden har forhærdet menneskers hjerter, og hvor vanskeligt det vil blive for dem at forstå hans mission og modtage frelsens gave. Han bønfalder Faderen om kraft til at overvinde deres vantro, til at bryde de lænker, hvormed Satan har bundet dem, og til for deres skyld at besejre ødelæggeren. Han beder om vidnesbyrd om, at Gud vil tage imod menneskeheden i sin søns skikkelse. ret
(69) Aldrig før har englene lyttet til en sådan bøn. De er ivrige efter at bringe deres elskede leder et budskab med forvisning og trøst. Men nej! Faderen selv vil besvare sin Søns bøn. Herlighedens stråler udgår direkte fra hans trone. Himlene åbnes, og en duelignende skikkelse af det reneste lys daler ned over Frelserens hoved — det mest passende symbol på ham, den sagtmodige og ydmyge. ret
(69) Af hele den store skare ved Jordan var der — ud over Johannes — kun få, der opfattede det himmelske syn. Alligevel hvilede den højtidelige stemning ved det guddommelige nærvær over forsamlingen. Folket stod helt stille og stirrede på Kristus. Hans skikkelse var som badet i det lys, der altid omgiver Guds trone. Hans opadvendte ansigt strålede af en herlighed, som de aldrig før havde set på et menneskes ansigt. Fra de åbne Himle hørtes en stemme, som sagde: „Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!“ ret
(69) Disse bekræftende ord lød for at indgyde tro i dem, der var vidne til begivenheden, og for at styrke Frelseren til hans hverv. På trods af, at en skyldig verdens synder var lagt på Kristus, på trods af den ydmygelse, det var for ham at påtage sig vor faldne natur, forkyndte stemmen fra Himmelen, at han var den evige Guds Søn. ret
(69) Johannes var dybt bevæget, da han så Jesus ydmygt knæle i bøn, og med tårer bønfalde om Faderens anerkendelse. Da Guds herlighed omgav ham og stemmen fra himmelen lød, genkendte Johannes tegnet, som Gud havde lovet. Han vidste, at det var verdens Frelser, han havde døbt. Helligånden hvilede over ham, og han råbte: „Se. dér er Guds lam, som bærer verdens synd.“ ret
(69) Ingen af tilhørerne, end ikke den talende selv, opdagede indførelsen af disse ord: „Guds lam“. På Morija bjerg havde Abraham hørt dette spørgsmål fra sin søn: „Far! …. Hvor er offerlammet?“ Faderen svarede: „Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.“ Og i den vædder, der af Gud var udset til at ofres i stedet for Isak, så Abraham et symbol på ham, der skulle dø for men neskenes synder. Helligånden profeterede ved Esajas om Frelseren og brugte det samme billede: „Herren lod al vor skyld ramme ham … som et lam, der føres til slagtning.“ Men Israels folk havde ikke forstået denne lære. Mange af dem betragtede mere de hellige ofringer som hedningerne betragtede deres ofringer — som gaver, hvorved de selv kunne formilde guddommen. Gud ønskede at lære dem, at det er fra hans egen kærlighed, den gave kommer, som forsoner dem med ham. ret
(70) Og ordene, der blev talt til Jesus ved Jordan: „Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!“, gælder også menneskeheden. Gud talte til vor stedfortræder, Jesus. Trods alle vore synder og svagheder bliver vi ikke kastet bort som værdiløse. Han har taget imod os gennem sin elskede Søn. Den herlighed, der hvilede over Kristus, er et pant på Guds kærlighed til os. Den fortæller os om bønnens magt, — om hvordan den menneskelige stemme kan nå op til Gud og vore bønner blive modtaget i himmelen. Ved synden blev jorden afskåret fra Himmelen og udelukket fra fællesskab med den; men Jesus har igen forbundet den med herlighedens rige. Hans kærlighed har omsluttet menneskene og nået de højeste himle. Lyset, der faldt på Frelserens hoved fra de åbne porte, vil falde på os, når vi beder om hjælp til at modstå fristelser. Den stemme, der talte til Jesus, siger til enhver troende: Dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag. ret
(70) „Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.“ Vor frelser har banet vejen, således at de mest syndige, de mest trængende, de mest undertrykte og ringeagtede kan få adgang til Faderen. Alle kan få et hjem i de boliger, som Jesus er gået bort for at berede. ret
(70) „Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op:“, „Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke.“ ret