(71) Kapitlet er bygget op over Matt 4,1-11; Mark 1,12-13; Luk 4,1-13.
Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og blev af Ånden ført ud i ørkenen. Markus siger det endnu mere signifikant. Han siger: „Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen. Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr.“ Og Lukas siger: „Han spiste ikke noget i de dage.“ ret
(71) Da Jesus blev ført ud i ørkenen for at fristes, blev han ledet af Guds Ånd. Han opsøgte ikke fristelsen. Han drog ud i ørkenen for at være alene, for at overveje sin mission og sit arbejde. Gennem faste og bøn skulle han styrke sig selv til den blodige vej, han skulle vandre. Men Satan vidste, at Frelseren var vandret ud i ørkenen, og han mente, at dette var det rette øjeblik til at opsøge ham. ret
(71) Kampen mellem lysets og mørkets magter
Der stod meget på spil for verden i kampen mellem lysets fyrste og anføreren for mørkets rige. Efter at Satan havde fristet mennesket til at synde, havde han gjort fordring på jorden som sin ejendom og kaldt sig denne verdens fyrste. Efter at have fået vor slægts far og mor til at handle i overensstemmelse med hans egen natur, troede han, at han kunne etablere sit rige her. Han erklærede, at menneskene havde valgt ham som deres hersker. Ved sin kontrol over mennesket havde han vundet herredømmet over verden. Kristus var kommet for at modbevise Satans krav. Som menneskesøn ville Kristus forblive tro imod Gud. Således ville det blive bevist, at Satan ikke havde vundet fuldstændig magt over menneskeslægten, og at hans krav på verden var falskt. Alle, der ønskede udfrielse fra hans magt, ville blive befriet. Det herredømme som Adam ved synden havde mistet, ville blive genvundet. ret
(71) Lige siden det var blevet forkyndt for slangen i Edens have: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes,“ havde Satan vidst, at han ikke ubetinget herskede over verden. Der fandtes i mennesker en virksom kraft, der modstod hans herredømme. Med intens interesse iagttog han de ofre, som Adam og hans sønner bragte. I disse ceremonier erkendte han et symbol på fællesskab mellem Himmelen og jorden. Han satte sig for at hindre dette fællesskab. Han bragte Gud i vanry og gav en falsk fortolkning af de ritualer, der pegede mod Frelseren. Mennesker blev ledt til at frygte Gud som en, der glædede sig over deres tilintetgørelse. De ofre, der skulle have åbenbaret hans kærlighed, blev kun bragt for at formilde hans vrede. Satan fremkaldte de onde lidenskaber i mennesker for at fastholde sit herredømme over dem. Da Guds skrevne ord blev givet, studerede Satan profetierne om Frelserens komme. Fra generation til generation arbejdede han på at forblinde folket over for disse profetier, for at de skulle forkaste Kristus ved hans komme. ret
(72) Ved Jesu fødsel indså Satan, at der var kommet en med det gudgivne hverv at anfægte hans herredømme. Han skælvede ved englens budskab, som bekræftede den nyfødte konges autoritet. Satan vidste god besked med den stilling, Kristus havde indtaget i Himmelen som den, Faderen elskede. At Guds søn skulle komme til denne jord som menneske, fyldte ham med undren og frygt. Han kunne ikke fatte mysteriet i dette store offer. Hans egenkærlige sjæl kunne ikke fatte en sådan kærlighed til den faldne slægt. Himlens herlighed og fred, og glæden ved fællesskabet med Gud kunne mennesker kun meget svagt opfatte; men Lucifer, den skærmende kerub, kendte det udmærket. Lige siden han var blevet udelukket fra Himmelen, havde han været fast besluttet på at tage hævn ved at få andre til at tage del i sit fald. Dette ville han gøre ved at få dem til at undervurdere det himmelske og vende deres hjerter til det jordiske. ret
(72) Himmelens fører skulle ikke uden hindringer komme til at vinde mennesker for sit rige. Lige fra sin spæde barndom i Betlehem, blev han konstant angrebet af den onde. Guds billede var blevet åbenbaret i Kristus, og i Satans rådsforsamlinger blev det besluttet, at han skulle besejres. Intet menneskeligt væsen, der nogensinde var kommet ind i verden, havde undgået at mærke bedragerens magt. Alle onde magter sammensvor sig om krigsførelsen imod ham for om muligt at overvinde ham. ret
(72) Da Frelseren blev døbt, var også Satan til stede. Han så Faderens herlighed overskygge Sønnen. Han hørte Jehovas røst bevidne Jesu guddommelige oprindelse. Lige siden Adams syndefald havde menneskeslægten været afskåret fra direkte kommunikation med Gud. Forbindelsen mellem Himmelen og jorden var foregået gennem Kristus. Men nu, da Jesus var kommet „i syndigt køds lighed,“ talte Faderen selv. Tidligere havde han meddelt sig til mennesker gennem Kristus; nu meddelte han sig til menneskeheden i Kristus. Satan havde håbet på, at Guds afsky for synden ville føre til evig adskillelse mellem Himmelen og jorden. Men nu var det blevet manifesteret, at forbindelsen mellem Gud og mennesker var blevet genoprettet. ret
(72) Satan indså, at enten måtte han sejre eller blive besejret. Stridens udfald var af for stor betydning til, at den kunne betros til en af hans engle. Han måtte lede kampen personligt. Alle de frafaldne kræfter samledes mod Guds Søn. Kristus blev gjort til målet for alle helvedes våben. ret
(73) Et vigtigt opgør
Mange betragter denne strid mellem Kristus og Satan, som værende uden særlig betydning for deres eget liv, og for dem har den kun ringe interesse. Men i ethvert menneskeligt hjerte gentages denne strid. Ingen kan forlade det onde for at tjene Gud uden at måtte møde Satans angreb. De fristelser, som Kristus modstod, var de samme, som vi finder det så svært at modstå. De blev påtvunget ham i langt højere målestok, fordi hans natur er hævet over vores. Med den frygtelige byrde af verdens synder hvilende på sig modstod Kristus de prøvelser, der gjaldt begærlighed, kærlighed til denne verden og lysten til at stille sig til skue, som fører til overmod. Det var de samme fristelser, som besejrede Adam og Eva, og som så let overvinder os. ret
(73) Satan havde påpeget Adams synd som bevis for, at Guds lov var uretfærdig og ikke kunne efterleves. Som en af os skulle Kristus råde bod på Adams nederlag. Men da Adam blev angrebet af fristeren, fandtes der ingen af syndens spor på ham. Han stod i sin manddoms fulde kraft og var i besiddelse af både åndens og legemets fulde styrke. Han var omgivet af Paradisets herlighed og var i daglig kontakt med de himmelske engle. Sådan var det ikke for Jesus, da han vandrede ud i ørkenen for at kæmpe med Satan. Gennem fire tusinde år var menneskeslægtens fysiske styrke, åndelige kraft og moralske værdi aftaget, og Kristus tog den degenererede menneskeheds skrøbeligheder på sig. Kun på denne måde kunne han frelse mennesket fra selv de laveste fornedrelser. ret
(73) Mange hævder, at det var umuligt for Kristus at blive overvundet af fristelse. I så fald kunne han ikke være blevet stillet i Adams sted; han kunne ikke have vundet den sejr, som det ikke lykkedes Adam at vinde. Hvis vi på nogen måde ville blive udsat for en mere prøvende konflikt, end Kristus blev det, ville han ikke være i stand til at komme os til hjælp. Men vor Frelser påtog sig menneskeskikkelsen med alle dens tilbøjeligheder. Han påtog sig menneskets natur og dermed muligheden for at give efter for fristelser. Vi kommer ikke til at tåle noget, som han ikke også har tålt. ret
(73) Den første fristelse
For Kristus, som for det hellige par i Edens have, var appetit grundlaget for den første store fristelse. Netop der, hvor ødelæggelsen begyndte, må arbejdet for vor genløsning begynde. Som Adam faldt ved at give efter for appetitten, sådan måtte Kristus sejre ved at fornægte den. „Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, var han udhungret. Og fristeren kom og sagde til ham: ‘Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.’ Men han svarede: ‘Der står skrevet: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund“’“ ret
(73) Fra Adams til Kristi tid havde vellevned øget spiselystens og lidenskabernes magt, indtil de herskede næsten enevældigt. På denne måde var mennesker blevet fornedrede og sygelige, og ved egen kraft var det umuligt for dem selv at overvinde dette. For menneskers skyld sejrede Kristus ved at udholde den hårdeste prøve. For vor skyld udviste han en selvbeherskelse, der var stærkere end sult eller død. Og denne første sejr omfattede også andre ting, der kommer ind i alle vore konflikter med mørkets magter. ret
(74) Da Jesus gik ud i ørkenen, var han indhyllet i Faderens herlighed. Helt fordybet i fællesskabet med Gud var han hævet over menneskelig svaghed. Men herligheden veg bort, og han måtte alene kæmpe mod fristelsen. Den trængte sig ind på ham hvert eneste øjeblik. Hans menneskelige natur veg tilbage for den strid, som ventede ham. I fyrretyve dage fastede og bad han. Han var svag og udmattet af sult, træt og udtæret af sjælelig smerte. „Så umenneskeligt ussel så han ud.“ Nu havde Satan sin chance! Nu mente han, at han kunne overvinde Kristus. ret
(74) Som om det var et svar på hans bønner viste der sig for Frelseren en skikkelse, der lignede en engel fra Himmelen. Han hævdede at have befaling fra Gud til at forkynde Kristus, at hans faste nu var til ende. Ligesom Gud havde sendt en engel for at standse Abrahams hånd, da han skulle ofre Isak, sådan havde Faderen, der bifaldt Kristi vilje til at betræde den blodige vej, sendt en engel for at udfri ham. Dette var det budskab, han bragte Jesus. Frelseren var udmattet af sult, han hungrede efter føde, da Satan pludselig stod hos ham. Fristeren pegede på de sten, der lå spredt rundt omkring i ørkenen, og som på en måde lignede brød, idet han sagde: „Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.“ ret
(74) Skønt han tilsyneladende er en lysets engel, så forråder disse første ord hans virkelige natur. „Hvis du er Guds Søn.“ Her er insinueringen af mistillid. Hvis Jesus skulle gøre, hvad Satan foreslog, ville det være at acceptere tvivlen. Fristeren planlægger at besejre Kristus med de samme midler, som i begyndelsen havde været så vellykkede over for menneskeslægten. Hvor snedigt havde slangen ikke nærmet sig Eva i Paradiset! „Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?“ Så langt var fristerens ord sande, men i hans måde at tale på lå der en skjult foragt for Guds ord. Der var en skjult negativ holdning, en tvivl om den guddommelige sandfærdighed. Satan søgte at indgive Eva den tanke, at Gud ikke ville gøre, som han havde sagt; at når han nægtede dem denne skønne frugt, var det en modsigelse af hans kærlighed til og omsorg for mennesket. På samme måde søger fristeren nu at bibringe Kristus sin egen opfattelse. „Hvis du er Guds Søn!“ Ordene nager med bitterhed i hans sind. Klangen i hans stemme er udtryk for fuldkommen skepsis. Ville Gud behandle sin egen Søn på denne måde? Ville han efterlade ham i ørkenen med vilde dyr uden mad, uden ledsagere og uden trøst? Han antyder, at Gud aldrig har tænkt sig, at hans Søn skulle komme i en sådan tilstand. „Hvis du er Guds Søn,“ så bevis din magt ved at befri dig fra denne nagende sult. Giv befaling om, at denne sten forvandles til brød! ret
(75) Ordene fra himlen: „Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!“ lød endnu i Satans øren. Men det var hans faste beslutning at få Kristus til at betvivle dette vidnesbyrds sandhed. Det var Guds ord, som gav Kristus forvisning om hans guddommelige kald. Han var kommet for at leve som et menneske blandt mennesker, og det var disse ord, som forkyndte hans forbindelse med Himmelen. Det var Satans hensigt at få ham til at tvivle på disse ord. Hvis Kristi tillid til Gud kunne rokkes, vidste Satan, at sejren i hele denne strid ville blive hans. Han kunne overvinde Jesus. Han håbede, at Kristus, knuget af modløshed og voldsom sult, ville miste tilliden til sin Fader og gøre et under til sin egen fordel. Hvis han havde gjort dette, ville frelsesplanen være slået fejl. ret
(75) Da Satan og Guds Søn første gang mødtes i en konflikt, var Kristus anfører for de himmelske hærskarer, og Satan, lederen af oprøret i Himmelen, blev nedstyrtet. Nu er deres roller tilsyneladende byttet om, og Satan udnytter den fordel, han mener at have. Han siger, at en af de mægtigste engle er blevet forvist fra Himmelen. Jesu udseende tyder på, at han er denne faldne engel, som er svigtet af Gud og forladt af mennesker. Et guddommeligt væsen ville være i stand til at støtte sine påstande ved at gøre et under. „Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.“ Fristeren siger indtrængende, at en sådan handling med skabende kraft ville være et afgørende bevis på guddommelighed. Det ville gøre en ende på striden. ret
(75) Det kostede Jesus kamp at lytte i tavshed til den store bedrager. Men Guds Søn behøvede ikke at bevise sin guddommelighed over for Satan eller give en forklaring på årsagen til sin ydmygelse. Der ville intet være at vinde ved at indvillige i oprørerens krav, hverken til menneskers gavn eller til Guds ære. Hvis Kristus havde gjort indrømmelser over for fjendens forslag, ville Satan stadig have sagt: Vis mig et tegn, så jeg kan tro på, at du er Guds Søn. Beviser ville have været til ingen nytte, når det drejede sig om at knuse oprørsånden i hans hjerte. Og Kristus skulle ikke udøve guddommelig magt til sin egen fordel. Han var kommet for at udholde prøvelser, ligesom vi må gøre det, så han kunne efterlade os et eksempel på tro og lydighed. Hverken her eller nogensinde senere i hans jordiske tilværelse gjorde han en undergerning for sin egen skyld. Hans mirakler skete alle til gavn for andre. Skønt Jesus straks fra begyndelsen havde genkendt Satan, lod han sig ikke ægge til strid med ham. Styrket ved erindringen om røsten fra Himmelen hvilede han i Faderens kærlighed. Han ville ikke forhandle med fristeren. ret
(75) Jesus imødegik Satan med Skriftens ord: „Der står skrevet!“ sagde han. Ved hver fristelse var Guds ord det våben, han benyttede til kampen. Satan krævede et under af Kristus som tegn på hans guddommelighed; men det, som er større end alle undergerninger: en fuldkommen tillid til et „Dette siger Herren,“ var et tegn, der ikke lod sig bestride. Så længe Kristus holdt fast ved denne stilling, kunne fristeren ikke opnå noget. ret
(76) Djævelen angriber, når vi er svagest
Det var på det tidspunkt, hvor Kristus var svagest, at han blev angrebet med de stærkeste fristelser. På denne måde tænkte Satan, han kunne vinde sejr. Ved denne fremgangsmåde havde han vundet sejren over mennesker. Når styrken svigtede, viljekraften blev svag og troen hørte op med at hvile i Gud, så lod de sig overvinde, som længe havde kæmpet for det rette. Moses var træt efter Israels fyrre år lange vandring det øjeblik, da han slap troen på Guds kraft. Han svigtede lige på grænsen til Det forjættede Land. Ligeså med Elias, som havde stået uden frygt foran kong Akab, og som havde stået ansigt til ansigt med hele Israels folk med de 450 ’ al profeter i spidsen. Efter denne frygtelige dag på Karmel, hvor de falske profeter var blevet dræbt, og folket havde erklæret deres troskab mod Gud, flygtede Elias for sit liv på grund af den afgudsdyrkende Jesabels trusler. På denne måde har Satan benyttet sig af menneskenes svaghed, og han vil stadig arbejde på samme måde. Når som helst et menneske er omgivet af skyer, forvirret over forholdene eller tynget af fattigdom eller elendighed, er Satan parat for at friste og forulempe. Han angriber de svage punkter i vor karakter. Han søger at svække vor tillid til Gud, som tillader en sådan tingenes tilstand. Vi fristes til at fatte mistillid til Gud, til at tvivle på hans kærlighed. Ofte kommer fristeren til os på samme måde, som han kom til Kristus, og viser os vore svagheder og skrøbeligheder. Han håber at gøre os modløse og få os til at slippe Gud. Så er han sikker på sit bytte. Hvis vi kunne møde ham, som Jesus gjorde, ville vi kunne undgå mangt et nederlag. Ved at forhandle med fjenden giver vi ham en fordel. ret
(76) Bibelen som kampvåben
Da Kristus sagde til fristeren: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund,“ gentog han de ord, som han mere end fjorten hundrede år forinden havde talt til Israel: „Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen. … Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.“ Da alle midler til at opretholde livet svigtede i ørkenen, sendte Gud sit folk manna fra Himmelen, og den blev givet i rigeligt og bestandigt mål. Denne omsorg skulle lære dem, at så længe de stolede på Gud og vandrede ad hans veje, ville han ikke svigte dem. Nu gjorde Frelseren brug af den lære, han havde givet Israel. Gennem Guds ord havde den hebraiske hærskare fået bistand, og ved det samme ord ville den også blive skænket Jesus. Han afventede Guds time for udfrielse. Han var i ørkenen i lydighed mod Gud, og han ville ikke skaffe sig føde ved at følge Satans forslag. Med hele universet som vidner, bekræftede han, at det er mindre katastrofalt at lide, hvad det end måtte være, end på nogen måde at fravige Guds vilje. ret
(77) „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ Ofte kommer en Kristi discipel i en situation, hvor han ikke kan tjene Gud og samtidig fortsætte sine verdslige foretagender. Måske viser det sig, at lydighed over for et tydeligt krav fra Gud vil afskære ham fra at tjene til livets underhold. Satan ville gerne få ham til at tro, at han må ofre sin samvittigheds overbevisning. Men det eneste, vi i denne verden kan stole på, er Guds ord. „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ End ikke i dette liv tjener det til vor fordel at vige bort fra at gøre vor himmelske Faders vilje. Når vi får kendskab til kraften i hans ord, skal vi ikke gå ind på Satans forslag for at skaffe os føde eller frelse vort liv. Det eneste, vi skal spørge om, er dette: Hvad er Guds vilje? og hvad er hans løfter? Når vi ved dette, skal vi adlyde det første og stole på det andet. ret
(77) I den sidste store konflikt i striden med Satan, vil de, som er tro mod Gud, se sig berøvet enhver jordisk bistand. Det vil blive dem forbudt at købe eller sælge, fordi de nægter at overtræde Guds lov for at adlyde menneskers myndighed. Til slut vil de blive dømt til døden. (Se Åb 13,11-17) Men for den lydige gælder dette løfte: „Han skal bo i det høje, han får en knejsende klippeborg. Han får sit brød, han er sikret sit vand.“ Guds børn skal leve efter disse løfter. Når verden lægges øde af hungersnød, skal de mættes. „De gøres ikke til skamme, når ulykken kommer, selv når der er hungersnød, bliver de mætte.“ Profeten Habakkuk så frem til denne nødens tid, og hans ord giver udtryk for menighedens tro. „For figentræet sætter ikke blomst, vinstokken bærer ikke frugt; olivenhøsten slår fejl, marken giver ingen afgrøde. Fårene er forsvundet fra folden, der er intet kvæg i indhegningen. Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud.“ ret
(77) Kontrol over begæret
Af alt, hvad vi kan lære af vor Herres første store fristelse, er intet af større vigtighed end herredømmet over appetitten og lidenskaberne. Til alle tider har de fristelser, der appellerer til den fysiske natur, været de mest virkningsfulde til at fordærve og fornedre menneskeslægten. Hjulpet af umådeholdenhed arbejder Satan på at nedbryde de mentale og moralske kræfter, som Gud har skænket mennesket som en uvurderlig gave. Således bliver det umuligt for mennesker at værdsætte de ting, som har en evig betydning. Gennem sanselige nydelser prøver Satan at udslette ethvert spor af lighed med Gud fra mennesket. ret
(77) Den ubeherskede nydelsestrang og den deraf følgende sygelighed og fornedrelse, der fandtes ved Kristi første komme, vil atter forekomme før hans andet komme, men i langt værre grad. Kristus forkynder, at verdens tilstand skal være som i tiden før syndfloden, som syndigheden i Sodoma og Gomorra. Enhver forestilling om hjertets tanker vil konstant være ond. Vi lever nu lige ved grænsen til denne frygtelige tid, og læren om Frelserens faste burde for alvor gå op for os. Kun gennem den usigelige kval, som frelseren udholdt, kan vi bedømme, hvor farlig ubehersket nydelse er. Hans eksempel siger os, at vort eneste håb om evigt liv består i at bringe begær og lidenskaber ind under Guds vilje. ret
(78) Det er umuligt for os ved egen kraft at afvise kravene fra vor faldne natur. Herigennem vil Satan lede os i fristelse. Kristus vidste, at fjenden ville komme til ethvert menneske for at benytte sig af vor nedarvede svaghed og ved sine løgnagtige påfund besnære alle dem, der ikke stoler på Gud. Ved at vandre den vej, som vi mennesker skal vandre, har Herren vist os, hvordan vi kan sejre. Det er ikke hans vilje, at vi skal være ugunstigt stillet under striden med Satan. Han vil ikke, at vi skal ængstes og tabe modet over slangens angreb. „Vær frimodige,“ siger han, „jeg har overvundet verden.“ ret
(78) Lad den, der kæmper mod lysternes magt se på Frelseren i fristelsens ørken. Se ham under hans kval på korset, da han udbrød: „Jeg tørster!“ Han har udholdt alt, hvad der er muligt for os at udholde. Hans sejr er også vor. ret
(78) Jesus hvilede i sin himmelske Faders visdom og styrke. Han siger: „Gud Herren er min hjælper, derfor blev jeg ikke til spot og spe, … jeg ved, at jeg bliver ikke til skamme. … Se, Gud Herren er min hjælper.“ Idet han henviser til sit eget eksempel, siger han til os: „Den blandt jer, der frygter Herren, … der vandrer i mørket og ikke ser lys, skal stole på Herrens navn og støtte sig til sin Gud.“ ret
(78) „Verdens fyrste kommer,“ sagde Jesus, „og mig kan han intet gøre.“ Der var intet i ham, hvor Satans spidsfindigheder fandt genklang. Han gav ikke sit samtykke til synden. End ikke i tankerne gav han efter for fristelsen. Sådan kan det også blive for os. Hos Kristus var det menneskelige forenet med det guddommelige; han var rustet til striden ved Helligåndens nærvær, og han kom for at give os del i den guddommelige natur. Så længe vi i troen er forenede med ham, har synden ikke mere herredømme over os, Gud rækker efter troens hånd i os for at lede den til et fast greb om Kristi guddommelighed, så vi kan opnå fuldkommen karakter. ret
(78) Og hvordan dette kan lade sig gøre, har Kristus vist os. Ved hvilke midler sejrede han i striden mod Satan? Ved Guds ord. Kun ved ordet kunne han modstå fristelsen. Han sagde: „Der står skrevet!“ Og også os har han givet sine „store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur“ . Ethvert løfte i Guds ord tilhører os. „Af hvert ord, som udgår af Guds mund,“ skal vi leve. Når du bliver angrebet af fristelser, så se ikke på forholdene eller din egen skrøbelighed, men på ordets magt. Al dets kraft tilhører dig. „Jeg gemmer dit ord i mit hjerte,“ siger salmisten, „for ikke at synde imod dig.“ „Hvad end mennesker gjorde, vogtede jeg mig for voldsmandens veje ved dit ord.“ ret