(79) Kapitlet er bygget op over Matt 4,5-11; Mark 1,12-13; Luk 4,5-13.
Derefter tager Djævelen ham med sig til den hellige stad, stiller ham på helligdommens tinde og siger til ham: „Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.“ ret
(79) Den anden fristelse
Nu mener Satan, at han møder Jesus på hans egen grund. Den listige fjende fremkommer selv med ord, som er udgået af Guds mund. Han viser sig stadig som en lysets engel, og han gør det indlysende, at han kender Skrifterne og forstår betydningen af det, der står skrevet. Ligesom Jesus før benyttede Guds ord til støtte for sin tro, sådan benytter fristeren det nu til støtte for sit bedrag. Han hævder, at han blot har villet sætte Jesu troskab på prøve, og nu roser han Jesu standhaftighed. Da Frelseren har givet bevis for sin tillid til Gud, tilskynder Satan ham til at give endnu et vidnesbyrd om sin tro. ret
(79) Men forud for fristelsen lyder atter denne antydning af mistillid: „Hvis du er Guds Søn.“ Kristus følte sig fristet til at besvare dette „hvis,“ men han afholdt sig fra i mindste måde at gå ind på tvivlen. Han ville ikke bringe sit liv i fare for at give Satan et bevis. ret
(79) Det var fristerens hensigt at benytte sig af, at Kristus var blevet menneske og få ham til at gøre noget forkert. Men skønt Satan kan opfordre til synd, kan han ikke tvinge til synd. Han sagde til Jesus: „Styrt dig ned,“ fordi han vidste, at han ikke selv kunne styrte ham ned; thi Gud ville gribe ind for at frelse ham. Satan kunne heller ikke tvinge Jesus til at styrte sig ned. Medmindre Kristus gav efter for fristelsen, ville han ikke kunne besejres. Hele verdens eller helvedes magt kunne ikke tvinge ham til på mindste måde at undlade at gøre Faderens vilje. ret
(79) Fristeren kan aldrig tvinge os til at gøre det onde. Han kan ikke herske over menneskene, medmindre de frivilligt accepterer hans herredømme. Viljen må give sit samtykke, troen må slippe sit tag i Kristus, før Satan kan udøve sin magt over os. Men ethvert syndigt begær hos os skaffer ham fodfæste. Hvert punkt, hvor vi ikke lever op til det himmelske forbillede, er en åben dør, hvor han kan gå ind for at friste og ødelægge os. Og ethvert svigt eller nederlag fra vor side giver ham anledning til at tale ondt om Kristus. ret
(80) Da Satan henviste til forjættelsen: „Han vil give sine engle befaling,“ udelod han ordene: „om at beskytte dig på alle dine veje;“ det vil sige: på alle de veje, som Gud har valgt. Jesus afslog at vige bort fra lydighedens vej. Skont han gav udtryk for fuldkommen tillid til sin Fader, ville han ikke, uden at det var ham befalet, bringe sig selv i en situation, der ville nødvendiggøre Faderens indgriben for at frelse ham fra døden. Han ville ikke tvinge forsynet til at komme ham til hjælp og således give mennesker et dårligt eksempel på tillid og lydighed. ret
(80) Jesus sagde til Satan: „Der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud.“ Disse ord blev sagt af Moses til Israels børn, da de led tørst i ørkenen og krævede, at Moses skulle skaffe dem vand, idet de udbrød: „Er Herren hos os eller ej?“ Gud havde gjort ufatteligt meget for dem; alligevel tvivlede de på ham, når der kom vanskeligheder og krævede beviser for, at han var med dem. I deres vantro søgte de at sætte ham på prøve. Satan ville have Kristus til at gøre det samme. Gud havde allerede bekræftet, at Jesus var hans Søn, og nu at bede om beviser for, at han var Guds Søn, ville være at stille Guds ord på prøve: — at friste Gud. Og det samme ville gælde, hvis man bad Gud om noget, han ikke havde lovet. Det ville være tegn på mistillid og i virkeligheden være at prøve eller friste Gud. Vi skal ikke opsende vore bønner til Gud for at få bevis for, at han vil opfylde, hvad han har sagt, men fordi han vil opfylde det: ikke for at bevise at han elsker os, men fordi han elsker os. „Uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.“ ret
(80) Men tro er på ingen måde forbundet med tvivl. Kun den, som har den rette tro, er sikret mod at tvivle. For tvivl er Satans modstykke til tro. Troen holder fast ved Guds løfter og bærer frugt i lydighed. Tvivlen gør også krav på løfterne, men anvender dem på samme måde som Satan gjorde: som undskyldning for overtrædelse. Troen kunne have fået vore første forældre til at stole på Guds kærlighed og at adlyde hans befalinger. Tvivlen fik dem til at overtræde hans lov, fordi de troede, at hans store kærlighed ville redde dem fra konsekvensen af deres synd. Det er ikke tro at kræve Himmelens gust uden at rette sig efter de betingelser, hvorefter barmhjertigheden skænkes. Ægte tro bygger på Skriftens løfter og forudsætninger. ret
(80) Mange gange, når det ikke er lykkedes for Satan at vække mistillid, har han haft held med at bringe os i tvivl. Hvis han kan få os til unødvendigt at udsætte os for fristelse, ved han, at sejren er hans. Gud vil bevare alle, der vandrer på lydighedens vej; men at vige bort fra den er det samme som at vove sig ind på Satans enemærker. Dér er vi sikre på at falde. Frelseren har befalet os: „Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.“ Eftertanke og bøn vil bevare os fra uopfordret at styrte os ud i noget farligt, og således vil vi blive bevaret for mangt et nederlag. ret
(81) Alligevel bør vi ikke tabe modet, når vi overfaldes af fristelser. Når vi kommer i en vanskelig situation, tvivler vi ofte på, at det er Guds Ånd, som har ført os. Men det var Ånden, som førte Jesus ud i Ørkenen for at fristes af Djævelen. Når Gud fører os ud i prøvelser, er det hans hensigt at udrette noget godt for os. Jesus forlod sig ikke på Guds løfter ved uopfordret at udsætte sig for fristelser, lige som han heller ikke gav op i modløshed, da fristelserne kom over ham. Det skal vi heller ikke. „Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.“ Han siger: „Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste. Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.“ ret
(81) Den tredje fristelse
Jesus blev sejrherre i den anden fristelse, og nu viser Satan sig i sin sande skikkelse. Men han fremstår ikke som et hæsligt monster. Selv om han er faldet, er han en mægtig engel. Han vedkender sig at være oprørslederen og denne verdens gud. ret
(81) Efter at have anbragt Jesus på et højt bjerg, fik Satan verdens riger til i al deres pragt at passere forbi ham som et panorama. Solen skinnede på byer med templer, på marmorpaladser, frugtbare marker og frodige vingårde. Sporene af ondskab var skjult. Jesu øjne, der på det sidste kun havde mødt pessimisme og trøstesløshed, stirrede nu på et landskab med uovertruffen skønhed og frugtbarhed. Så lød fristerens røst: „Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.“ ret
(81) Kristi mission kunne kun fuldføres gennem lidelse. Foran ham lå der et liv med sorg, modgang, konflikt og en vanærende død. Han måtte bære hele verdens synd. Han måtte udholde adskillelse fra sin Fars kærlighed. Nu tilbød fristeren at overgive ham den magt, han selv havde tilranet sig. Kristus kunne befri sig fra den frygtelige fremtid ved at anerkende Satans overherredømme. Men at gøre dette var det samme som at give sejren i den store strid fra sig. Det var ved at søge at ophøje sig over Guds Søn, at Satan havde syndet i Himmelen. Hvis han nu skulle vinde sejr, ville det være oprørets triumf. ret
(81) Da Satan sagde til Kristus: „Denne verdens riger og deres herlighed er overgivet til mig, og jeg giver dem, til hvem jeg vil,“ sagde han noget, som kun delvis var sandt, og han sagde det for at tjene sine bedrageriske hensigter. Satans herredømme var det, som han havde fravristet Adam, men Adam var Skaberens stedfortræder. Han havde ikke uindskrænket magt. Jorden tilhører Gud, og han har overdraget alting til sin søn. Adam skulle regere under Kristus. Selvom Adam misligholdt sine forpligtelser, så herredømmet kom på Satans hænder, blev Kristus ved med at være den rette konge. Sedan havde Herren sagt til kong Nebukadnezar: „Den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil.“ Satan kan kun udøve sin tilranede myndighed i den udstrækning, Gud giver ham lov til det. ret
(82) Da fristeren tilbød Kristus verdens riger og deres herlighed, gjaldt hans forslag, at Kristus skulle afgive verdens egentlige kongemagt og regere under Satan. Dette var det samme rige, som jødernes forhåbninger var rettet imod. De ønskede et rige af denne verden. Hvis Kristus havde indvilliget i at tilbyde dem et sådant rige, ville de med glæde have taget imod ham. Men syndens forbandelse hvilede over det med al sin smerte. Kristus sagde til fristeren: „Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’“ ret
(82) Denne verdens riger blev tilbudt Kristus af ham, der havde vakt oprør i Himmelen; han ville købe Kristi hyldest til det ondes principper. Men Jesus ville ikke lade sig købe. Han var kommet for at oprette et retfærdighedens rige, og han ville ikke svigte sit formål. Satan nærmer sig mennesker med den samme fristelse, og her har han mere held med sig end over for Kristus. Han tilbyder mennesker denne verdens riger på betingelse af, at de anerkender hans herredømme. Han kræver, at de opgiver deres hæderlighed, lader hånt om samvittigheden og hengiver sig til selviskhed. Kristus byder dem først at søge Guds rige og hans retfærdighed, men Satan går ved deres side og siger: „Uanset hvad der måtte være sandt med hensyn til evigt liv, må du tjene mig, hvis du vil opnå succes i denne verden. Din velfærd ligger i min hånd. Jeg kan give dig rigdom, fornøjelser, ære og lykke. Lyt nu til mit råd. Lad være med at lade jer rive med af underlige forestillinger om ærlighed og selvopofrelse. Jeg skal nok berede vejen for jer.“ Således bedrages mange. De samtykker i at leve for at tjene deres eget jeg, og Satan er tilfreds. Mens han lokker dem med håbet om jordisk herredømme, får han herredømmet over deres sind. Men han tilbyder det, som han ikke er berettiget til at give, og som snart skal vristes fra ham. Til gengæld franarrer han dem deres ret til den arv, som Guds børn vil få. ret
(82) Fristeren overmandet
Satan havde draget i tvivl, om Jesus var Guds Søn. Afvisningen af ham var et bevis, som ikke kunne afvises. Guddommeligheden flammede gennem det lidende menneskelegeme. Satan havde ingen magt til at modstå befalingen. Skønt han vred sig af ydmygelse og raseri, var han nødt til at trække sig tilbage fra verdens Frelser. Kristi sejr var lige så fuldstændig, som Adams nederlag havde været. ret
(82) Sådan kan vi også modstå fristelser og tvinge Satan til at vige bort fra os. Jesus vandt sejr gennem lydighed og tro på Gud, og han siger til os ved apostlen: „I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer.“ ret
(83) Vi kan ikke selv frelse os fra fristerens magt. Han har vundet sejr over menneskeheden, og når vi forsøger at holde stand ved egen magt bliver vi et bytte for hans påfund. Men „Herrens navn er et fæstningstårn, den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed.“ Satan skælver og flygter for selv det svageste menneske, som tager sin tilflugt til dette mægtige navn. ret
(83) Da fjenden havde forladt ham, sank Jesus udmattet om på jorden, og hans ansigt var ligblegt. Himmelens engle havde fulgt striden og betragtet deres elskede fører, mens han gennemgik ubeskrivelige lidelser for at skabe en udvej for os. Han havde bestået en prøve større end noget, vi nogensinde kan blive udsat for at måtte udholde. Nu tog englene sig af Guds Søn, mens han lå som døende. Han blev styrket med føde og trøstet ved budskabet om sin Faders kærlighed og forsikringen om, at hele Himmelen jublede over hans sejr. Da han atter kommer til live, føler hans kærlige hjerte den dybeste medfølelse med mennesker, og han går videre for at fuldføre det arbejde, han er begyndt på. Uden hvile før fjenden er besejret og vor faldne slægt er frelst. ret
(83) Ingen vil kunne fatte prisen for vor frelse, før de genløste står sammen med Frelseren foran Guds trone. Når så det evige hjems herlighed helt og fuldt går op for os, skal vi huske på, at Jesus forlod alt dette for vor skyld, at han ikke blot forlod de himmelske boliger, men at han for vor skyld risikerede at lide nederlag og evigt tab. Så skal vi lægge vore kroner for hans fødder og istemme denne sang: „Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.“ ret