(84) Kapitlet er bygget op over Joh 1,19-51.
Johannes Døber prædikede og døbte nu i Betania, på den anden side Jordan. Ikke langt fra stedet havde Gud standset flodens løb, indtil Israels børn var kommet over. Et kort stykke vej herfra var fæstningen Jeriko blevet styrtet omkuld af de himmelske hærskarer. Disse begivenheder blev på denne tid genoplivet i erindringen og vakte enorm interesse for Døberens budskab. Ville han, som i fordums dage havde udrettet så store ting, mon atter manifestere sin magt for at befri Israel? Det var den slags tanker, der rørte sig i folkets hjerter, mens de dagligt flokkedes ved Jordans bredder. ret
(84) Et aktuelt budskab
Johannes’ prædiken havde fået et så fast greb om folket, at det krævede de religiøse lederes opmærksomhed. Faren for oprør bevirkede, at romerne betragtede enhver sammenstimlen af folket med mistænksomhed, og hvad som helst der tydede på en folkeopstand, vakte de jødiske myndigheders frygt. Johannes havde ikke anerkendt Sanhedrins myndighed ved at søge tilladelse til sin virksomhed, og han havde dadlet rådsherrerne og folket, farisæerne og saddukæerne i lige høj grad. Alligevel var folket ivrigt efter at følge ham. Interessen for hans gerning syntes at være stadigt voksende. Skønt han ikke havde bøjet sig for dem, regnede Sandhedrin med, at han som offentlig lærer stod under deres domsmyndighed. ret
(84) Rådet bestod af medlemmer, der var udvalgt fra landets højeste øvrighed, præsteskab og lærere. Ypperstepræsten var som regel leder af det. Alle dets medlemmer skulle være ældre men ikke gamle mænd; lærde mænd, der ikke blot var velbevandrede i jødefolkets religion og historie, men også havde en bred, generel viden. De skulle være uden legemlige fejl og være gifte mænd og fædre, fordi dette gjorde det mere sandsynligt, at de ville være humane og hensynsfulde. De havde deres mødesal i et værelse, der stod i forbindelse med templet i Jerusalem. I de tider, hvor jødefolket var uafhængigt, var Sanhedrin folkets øverste domstol og var i besiddelse af både verdslig og gejstlig myndighed. Skønt rådet nu var underlagt romerske regenter, havde det stadig stor indflydelse i civile såvel som i religiøse anliggender. ret
(85) Sanhedrin kunne ikke så godt udskyde en undersøgelse af Johannes’ virksomhed. Der var nogle, som huskede på den åbenbaring, Zakarias havde haft i templet, og faderens profetiske ord, der havde udpeget hans barn som Messias’ budbringer. Under tredive års forvirring og omskiftelser var disse begivenheder for en stor del gået i glemme. Nu kom man til at huske på dem ved det røre, som Johannes’ virksomhed vakte. ret
(85) Det var længe siden, at Israel havde haft en profet, længe siden man havde været vidne til en reformation som den, der nu foregik. Kravet om syndsbekendelse forekom nyt og rystende. Mange af de ledende mænd ville ikke gå hen for at lytte til Johannes’ opfordringer og voldsomme anklager for ikke at komme til at afsløre hemmeligheder i deres eget liv. Alligevel var hans prædiken en direkte forkyndelse af Messias’ komme. Det var en velkendt sag, at de halvfjerds uger i Daniels profeti, som indbefattede Messias’ komme, næsten var til ende; og alle var ivrige efter at få del i den tidsalder med national storhed, som man dengang ventede. Folkets begejstring var af en sådan art, at Sanhedrin snart ville føle sig tvunget til enten at godkende eller afvise Johannes’ gerning. Deres magt over folket var allerede aftagende. Det var ved at blive et alvorligt spørgsmål, hvordan de skulle opretholde deres position. I håb om at nå til et eller andet resultat sendte de en deputation af præster og levitter til Jordan for at forhandle med den nye lærer. ret
(85) Der var mange mennesker samlet for at lytte til hans ord, da udsendingene ankom. Med en myndighed, som var beregnet på at gøre indtryk på folket og kræve ærbødighed af profeten, trådte de hovmodige rabbinere frem. Mængden gjorde plads for dem, respektfuldt og næsten ængsteligt. Disse store mænd, klædt i prægtige dragter og stolte af deres rang og magt, stod foran profeten fra ørkenen. ret
(85) „Hvem er du?“ spurgte de. Johannes kendte deres tanker og svarede: „Jeg er ikke Kristus.“ „Hvad er du da? Er du Elias?“ „Det er jeg ikke:“ „Er du profeten?“ „Nej!“ „Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, som har sendt os; hvad siger du om dig selv?“ „Jeg er en, der råber i ørkenen: ‘Jævn Herrens vej!:’, som profeten Esajas har sagt.“ ret
(85) Det sted i Skriften, som Johannes hentyder til, er den skønne profeti hos Esajas: „Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt. … Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt.“ ret
(85) Når en konge i gamle dage drog gennem de mindre befolkede dele af sit rige, blev en skare mænd sendt forud for den kongelige stridsvogn for at jævne de stejle steder og fylde hullerne op, så kongen kunne rejse sikkert og uden forhindringer. Det er denne skik, som profeten anvender for at give et billede af evangeliets gerning. „Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes.“1 Når Guds Ånd rører ved hjertet med sin utrolige, vækkende kraft, ydmyger den menneskelig stolthed. Verdslige fornøjelser, rang og magt er uden værdi. „Tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud,“ nedbrydes; „vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.“ Så skal ydmyghed og selvopofrende kærlighed, der bliver værdsat så lidt blandt mennesker, blive ophøjet som det eneste af værdi. Dette er evangeliets gerning, og det budskab, som Johannes bragte, var en del deraf. ret
(86) Rabbinerne fortsatte med at spørge: „Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller profeten?“ Ordet „Profeten“ havde forbindelse med Moses. Jøderne havde været tilbøjelige til at tro, at Moses skulle oprejses fra de døde og tages op til Himmelen. De vidste ikke, at han allerede var blevet oprejst. Dengang Døberen begyndte sin virksomhed, troede mange, at han måske var profeten Moses, som var stået op fra de døde, for han syntes at have grundig viden om profetierne og Israel historie. ret
(86) Man troede også, at Elias skulle vise sig personligt før Messias’ komme. Denne forventning imødegik Johannes gennem sin benægtelse; men hans ord havde en dybere betydning. Jesus sagde senere, idet han refererede til Johannes: „Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme.“ ret
(86) Johannes kom i Elias’ ånd og kraft for at gøre en gerning som den, Elias gjorde. Hvis jøderne havde taget imod ham, ville denne gerning være blevet fuldført for dem, men de tog ikke imod hans budskab. For dem var han ikke Elias. For dem kunne han ikke opfylde den mission, som han var kommet for at fuldføre. ret
(86) Mange af dem, der flokkedes ved Jordan, havde været til stede ved Jesu dåb; men det tegn, der da blev givet, var kun gået op for nogle få af dem. I de foregående måneder, hvor Døberen havde virket, var der mange, som havde nægtet at følge kaldet til omvendelse. Således havde de forhærdet deres hjerter og formørket deres forståelse. Da Himmelen selv vidnede om Jesus ved hans dåb, opfattede de det ikke. Øjne, der aldrig i tro havde været rettet mod ham, som er usynlig, så ikke åbenbarelsen af Guds herlighed; øret, som aldrig havde lyttet til hans røst, hørte ikke vidnesbyrdets ord. Sådan er det også nu. Ofte tilkendegiver Kristus og de tjenende engle deres tilstedeværelse, når mennesker er forsamlede, og alligevel er der mange, der ikke ved det. De lægger ikke mærke til noget usædvanligt. Men for nogle åbenbares Frelserens nærhed. Deres hjerter fyldes af fred og glæde. De føler sig trøstede, opmuntrede og velsignede. ret
(86) Udsendingene fra Jerusalem havde spurgt Johannes: „Hvorfor døber du så?“ og de afventede hans svar. Pludselig, mens hans blik gled hen over skaren, strålede hans øjne, hans ansigt lyste af glæde, og hele hans skikkelse dirrede af dyb betagelse. Med udstrakte hænder råbte han: „Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.“ ret
(87) Døberens forkyndelse af Messias
Dette var et klart og entydigt budskab, der kunne bringes tilbage til Sanhedrin. Johannes’ ord kunne ikke gælde nogen anden end den lovede Frelser. Messias var iblandt dem! Med forbløffelse stirrede præsterne og rådsherrerne rundt omkring i håb om at opdage ham, som Johannes havde talt om; men han kunne ikke skelnes i menneskemængden. ret
(87) Da Johannes ved Jesu dåb pegede på ham som Guds Lam, faldt der nyt lys over Messias’ gerning. Profetens tanker var rettet mod Esajas’ ord: „Som et lam, der føres til slagtning.“ I ugerne, der fulgte, havde Johannes med fornyet interesse studeret profetierne og læren om offertjenesten. Han skelnede ikke klart mellem de to sider af Kristi gerning: — som et lidende offer og som en sejrende konge — men han forstod, at hans komme havde en dybere betydning, end præsterne og folket havde fattet. Da han så Jesus blandt skarerne ved hans tilbagekomst fra ørkenen, ventede han tillidsfuldt på, at Jesus på en eller anden måde skulle tilkendegive sin virkelige natur. Næsten utålmodigt ventede han på at høre Frelseren bekendtgøre sin mission, men der blev ikke sagt et eneste ord og ikke givet noget tegn. Jesus reagerede ikke på Døberens bebudelse af ham, men blandede sig med Johannes’ disciple uden at give noget ydre bevis på sin særlige gerning, og uden at foretage sig noget for at gøre sig bemærket. ret
(87) Næste dag ser Johannes Jesus komme. Med Guds herligheds lys hvilende over sig rækker profeten sine hænder frem og siger: „Se. dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand. … Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.“ ret
(87) Var dette Kristus? Med ærefrygt og undren betragtede folket ham, som lige var blevet erklæret for at være Guds Søn. De havde følt sig dybt bevægede ved Johannes’ ord. Han havde talt til dem i Guds navn. Dag efter dag havde de lyttet til ham, mens han dadlede deres synder, og for hver dag blev deres overbevisning om, at han var udsendt fra Himmelen, stærkere og stærkere. Men hvem var mon denne, som var større end Johannes Døber? I hans klædedragt og fremtoning var der ingen tegn på rang. Han var tilsyneladende et helt almindeligt menneske, klædt som de selv i de fattiges ydmyge tøj. ret
(88) Der var nogle i skaren, som ved Kristi dåb havde set den guddommelige herlighed, og som havde hørt Guds Røst. Men siden dengang var der sket en stor forandring med Frelserens udseende. Ved hans dåb havde de set hans ansigt stråle af Guds herligheds lys; nu, hvor han var bleg, træt og udmattet, var han ikke blevet genkendt af andre end profeten Johannes. ret
(88) Men da folket betragtede ham, så de et ansigt, hvor guddommelig medfølelse var blandet med bevidstheden om magt. Hvert øjekast, hvert ansigtstræk vidnede om ydmyghed og gav udtryk for usigelig kærlighed. Han syntes at være omgivet af en atmosfære af åndelig påvirkning. Skønt hans væremåde var blid og fordringsløs, virkede han på andre mennesker med en følelse af skjult kraft, som dog ikke helt lod sig skjule. Var dette mon den mand, som Israel så længe havde ventet på? ret
(88) Jesus kom i fattigdom og ydmyghed for at kunne være vort eksempel, såvel som vor Frelser. Hvis han var trådt frem i kongelig pragt, hvordan kunne han så have lært andre ydmyghed? Hvordan skulle han så have kunnet forkynde sådanne bidende sandheder som i Bjergprædikenen? Hvor havde håbet for de ringe i samfundet været, hvis Jesus var kommet for at bo som konge blandt mennesker? ret
(88) For den store mængde syntes det imidlertid umuligt, at han, som var blevet udpeget af Johannes, skulle have nogen forbindelse med deres ophøjede forventninger. Derfor blev mange skuffede og meget forvirrede. ret
(88) De ord, som præsterne og rabbinerne sådan ønskede at høre: at Jesus nu ville genoprette riget for Israel, var ikke blevet udtalt. Det var en sådan konge, de havde ventet på og spejdet efter; det var en sådan konge, de var rede til at modtage. Men én, som søgte at oprette et rige med retfærdighed og fred i deres hjerter, ham ville de ikke tage imod. ret
(88) De første disciple
Den følgende dag, mens to disciple stod tæt ved, så Johannes atter Jesus blandt folket. Atter strålede profetens ansigt i lyset fra den usynliges herlighed, idet han udbrød: „Se, dér er Guds lam!“ Ordene fik disciplenes hjerter til at banke. De forstod dem ikke fuldt ud. Hvad betød det navn, som Johannes havde givet ham: „Guds lam?“ Johannes selv havde ikke givet nogen forklaring på det. ret
(88) De forlod Johannes og gik hen for at opsøge Jesus. Den ene af de to var Andreas, Simons broder; den anden var evangelisten Johannes. Disse to blev Kristi første disciple. Drevet af en uimodståelig indskydelse fulgte de efter Jesus — ivrige efter at få ham i tale, men alligevel benovede og tavse, fortabte over tankens overvældende betydning: „Mon han er Messias?“ ret
(88) Jesus vidste, at disciplene fulgte ham. De var førstegrøden af hans gerning, og den guddommelige lærers hjerte frydede sig over, at disse to tog imod hans nåde. Alligevel spurgte han blot, idet han vendte sig om: „Hvad vil I?“ Han ville stille dem frit med hensyn til at vende om eller at tale om deres ønsker. ret
(89) De var sig kun et eneste formål bevidst. Deres tanker drejede sig kun om en eneste ting. De sagde: „Rabbi, hvor bor du?“ Under en kort samtale ved vejkanten kunne de ikke modtage det, som de længtes efter. De ønskede at være alene med Jesus, at sidde ved hans fødder og lytte til hans ord. ret
(89) „Han sagde til dem: ‘Kom og se!’ Da gik de med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag.“ ret
(89) Hvis Johannes og Andreas havde haft det samme vantro sind som præsterne og rådsherrerne, ville man ikke have fundet dem lyttende ved Jesu fødder. Så ville de være kommet til ham som kritikere for at bedømme hans ord. På denne måde lukker mange døren i for de mest værdifulde muligheder. Men det gjorde disse første disciple ikke. De havde været modtagelige for Helligåndens kald gennem Johannes Døbers prædiken. Nu genkendte de den himmelskes lærers røst. For dem var Jesu ord fyldt af friskhed, sandhed og skønhed. Der faldt et guddommeligt lys over læren i de gammeltestamentlige skrifter. Sandhedens mangesidige emner stod i et nyt lys. ret
(89) Det er anger og tro og kærlighed, der gør mennesket rede til at modtage visdommen fra Himmelen. Tro, som virker ved kærlighed, er nøglen til viden, og enhver som elsker, „kender Gud“ . ret
(89) Disciplen Johannes var en mand af alvor og dyb hengivenhed, ivrig, men dog eftertænksom. Han var begyndt at kunne se Kristi herlighed — ikke den jordiske pomp og pragt, som han var oplært til at håbe på, men „en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed“ . Han var helt fordybet i eftertænksomhed over dette vidunderlige emne. ret
(89) Peter, Filip og Nathanael
Andreas søgte at give andre del i den glæde, der opfyldte ham. Han gik ud for at finde sin broder Simon og råbte til ham: „Vi har mødt Messias.“ Simon lod sig ikke sige dette to gange. Også han havde hørt Johannes Døbers forkyndelse, og han skyndte sig hen til Frelseren. Kristi blik hvilede på ham, tydende hans karakter og hele hans livsforløb. Hans impulsive natur, hans kærlige, medfølende hjerte, hans ærgerrighed og selvtillid, historien om hans fald, hans anger, hans arbejde og hans martyrdød — Frelseren så det hele, og han sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas — det er det samme som Peter.“ ret
(89) „Næste dag ville han tage til Galilæa for at møde Filip. Jesus siger til ham: ‘Følg mig!’“ Filip adlød befalingen, og straks blev også han Kristi medarbejder. ret
(89) Filip kaldte på Nathanael. Sidstnævnte havde været blandt skaren, da Døberen udpegede Jesus som Guds Lam. Da Nathanael betragtede Jesus, blevhan skuffet. Kunne denne mand, som var præget af slid og fattigdom, virkelig være Messias? Alligevel kunne Nathanael ikke beslutte sig til at afvise Jesus, for Johannes’ budskab havde skabt en overbevisning i hans hjerte. ret
(90) På det tidspunkt da Filip kaldte, havde Nathanael trukket sig tilbage til en stille lund for at tænke over Johannes’ forkyndelse og de profetier, som angik Messias. Han bad om at måtte få vished om det, hvis den, som Johannes havde bebudet, var befrieren, og Helligånden hvilede over ham med forvisning om, at Gud havde besøgt sit folk og oprejst et frelsens horn for dem. Filip vidste, at hans ven gennemsøgte profetierne, og mens Nathanael bad under et figentræ, opdagede Filip hans tilflugtssted. De havde ofte bedt sammen på dette afsides sted, der var skjult bag løvet. ret
(90) Dette budskab: „Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt,“ forekom Nathanael at være et direkte svar på hans bøn. Filips tro var endnu vaklende. Han tilføjede tvivlrådigt: „Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.“ Igen rejste fordommene sig i Natanaels hjerte. Han udbrød „Kan noget godt komme fra Nazaret?“ Filip indlod sig ikke i nogen ordstrid. Han sagde: „Kom og se!“ Jesus så Nathanael komme og sagde om ham: „Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.“ Forbavset udbrød Nathanael: „Hvor kender du mig fra?“ Jesus svarede ham: „Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.“ ret
(90) Dette var nok. Guds Ånd, som havde vidnet for Nathanael under hans ensomme bøn under figentræet, talte nu til ham gennem Jesu ord. Skont tvivlende og lidt tilbøjelig til at nære fordomme var Nathanael kommet til Jesus med et ærligt ønske om at kende sandheden, og nu var hans ønske blevet opfyldt. Hans tro var større end det menneskes, der havde ført ham til Jesus. Han svarede og sagde: „Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.“ ret
(90) Hvis Nathanael havde stolet på rabbinernes vejledning, ville han aldrig have fundet Jesus. Det var ved selv at se og dømme, at han blev en discipel. Det samme er i dag tilfældet for mange, som af fordomme holdes tilbage fra det gode. Hvor helt anderledes ville resultatet ikke blive, hvis de ville komme og se. ret
(90) Så længe de stoler på vejledningen fra menneskelig autoritet, vil ingen opnå et frelsende kendskab til sandheden. Som Nathanael må vi selv studere Guds ord og bede om Helligåndens vejledning. Han, som så Nathanael under figentræet, vil også se os, når vi beder i det skjulte. Engle fra lysets verden er dem nær, som i ydmyghed søger guddommelig hjælp. ret
(90) Kristen vidnetjeneste
Med kaldelsen af Johannes, Andreas, Simon, Filip og Nathanael begyndte grundlæggelsen af den kristne kirke. Johannes sendte to af sine disciple hen til Kristus. Derpå fandt Andreas, den ene af dem, sin broder og kaldte ham hen til Frelseren. Så blev Filip kaldet, og han gik hen for at lede efter Nathanael. Disse eksempler burde lære os vigtigheden af personlige anstrengelser, af direkte at henvende os til vore slægtninge, venner og naboer. Der fines mennesker, der livet igennem har hævdet at kende Kristus, men som aldrig personligt har bestræbt sig for at føre blot et eneste menneske til Frelseren. De overlader hele arbejdet til præsten. Han kan også være meget kvalificeret til sit kald, men han kan ikke udrette det, som Gud har overladt menighedens medlemmer. ret
(91) Der findes mange, som har brug for kærlige kristne menneskers hjælp. Mange er gået til grunde, skønt de kunne være blevet frelst, hvis deres naboer, ganske almindelige mænd og kvinder, havde gjort sig personlige anstrengelser for deres skyld. Mange mennesker venter på en personlig henvendelse. I vor egen familie, i nabolaget og i den by, hvor vi lever, er der arbejde for os at gøre som missionærer for Kristus. Hvis vi er kristne, vil dette arbejde være en glæde for os. Aldrig så snart er et menneske blevet omvendt, før der i det fødes en trang til at lade andre vide, hvilken dyrebar ven det har fundet i Jesus. Den frelsende og helliggørende sandhed kan ikke låses inde i dets hjerte. ret
(91) Alle, der har viet sig til Gud, kan bringe lyset til andre. Gud gør dem til sine hjælpere for at meddele andre sin nådes rigdomme. Hans forjættelse lyder sådan: „Jeg sender velsignelse over dem, hvor de bor rundt om min høj, og jeg lader regnen falde til rette tid, en regn til velsignelse.“ ret
(91) Filip sagde til Nathanael: „Kom og se!“ Han opfordrede ham ikke til at godkende en andens vidnesbyrd, men til selv at se Kristus. Nu, hvor Jesus er steget op til Himmelen, er hans disciple hans stedfortrædere blandt mennesker, og en af de mest effektive måder at vinde mennesker til ham er at være et godt eksempel på hans karakter i vort daglige liv. Vor indflydelse på andre afhænger ikke så meget af, hvad vi siger, men af, hvordan vi er. Mennesker kan bekæmpe og trodse vor logik; de kan modstå vore opfordringer; men et liv i uselvisk kærlighed er et argument, de ikke kan modsige. En konsekvent livsform, karakteriseret ved Kristi ydmyghed, er en magtfaktor i verden. ret
(91) Kristi undervisning var udtryk for en fast overbevisning og erfaring, og de, som lærer af ham, bliver lærere efter det guddommelige mønster. Guds ord talt af et menneske, som selv er blevet helliggjort ved det, har en livgivende kraft, som gør det tiltrækkende for dem, der lytter, og overbeviser dem om, at det er en levende realitet. Når et menneske har taget imod sandheden af kærlighed til den, vil det manifestere dette ved sit overtalende væsen og sin stemmes klang. Det beretter, hvad det selv har hørt, set og klaret ved livets ord, for at andre kan gøre følgeskab gennem kendskabet til Kristus. Et vidnesbyrd fra læber, berørt af en levende glød fra alteret, er sandhed for det modtagelige sind og virker helliggørende på karakteren. ret
(91) Og den, som søger at bringe lys til andre, vil selv modtage en velsignelse. „Den gavmilde får selv stillet sin sult, den, der giver andre at drikke, får selv stillet sin tørst.“ Gud kunne have nået sit mål med at frelse syndere uden vor hjælp, men for at vi skal kunne udvikle en karakter som Kristi karakter, må vi deltage i hans arbejde. For at få del i hans glæde — glæden ved at se syndere blive frelst ved hans offer — må vi tage del i hans bestræbelser for at frelse dem. ret
(92) Natanaels første udtryk for sin tro, så helt, alvorligt og oprigtigt, frydede Jesus. Og han „sagde til ham: ‘Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.’“ Frelseren så med glæde frem til sin gerning med at prædike det glade budskab for de sagtmodige, med at læge de sønderknuste og forkynde frihed for dem, som var fanget af Satan. Ved tanken om de dyrebare velsignelser, han havde bragt til mennesker, tilføjede Jesus: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.“ ret
(92) Her siger Kristus i virkeligheden: Ved Jordans bredder blev Himlen åbnet, og Ånden dalede som en due ned over mig. Det, der skete, var blot et tegn på, at jeg er Guds Søn. Hvis I tror på, at det er sådan, så skal jeres tro få nyt liv. I vil se, at Himmelen er åbnet og aldrig mere skal lukkes. Jeg har åbnet Himmelen for jer. Guds engle stiger op og bringer bønnerne fra de nødlidende og ulykkelige til vor himmelske Fader og stiger atter ned med velsignelse og håb, mod, hjælp og liv til menneskebørnene. ret
(92) Guds engle er altid i bevægelse fra jorden til Himmelen og fra Himmelen til jorden. Kristi mirakler for de syge og lidende blev til ved Guds kraft formidlet af englene. Og det er gennem Kristus, formidlet af hans himmelske sendebud, at enhver velsignelse fra Gud når os. Ved at blive menneske forener vor Frelser sine og Adams faldne sønners og døtres interesser, mens han med sin guddommelighed holder fast ved Guds trone. Således er Kristus mellemledet i menneskets forbindelse med Gud og Guds forbindelse med mennesket. ret