(93) Kapitlet er bygget op over Joh 2,1-11.
Jesus begyndte ikke sin gerning med noget stort foran Sanhedrin i Jerusalem. Ved en sammenkomst i hjemmet i en lille galilæisk landsby blev hans magt brugt til at forøge glæden ved en bryllupsfest. Således viste han sin sympati for mennesker og sit ønske om at virke for deres lykke. I fristelsens ørken havde han selv tømt smertens kalk. Han kom for at række mennesker velsignelsens bæger, for med sin velsignelse at hellige menneskelivets forhold. ret
(93) Jesus var fra Jordan vendt tilbage til Galilæa. Der skulle være et bryllup i Kana, en lille by, ikke langt fra Nazaret. Familierne var slægtninge til Josef og Maria, og Jesus, som vidste besked om denne familiesammenkomst, tog til Kana og blev sammen med sine disciple indbudt til festen. ret
(93) Maria håber og frygter
Han mødte igen sin moder, som han ikke havde set i nogen tid. Maria havde hørt om åbenbarelsen ved Jordan ved hans dåb. Nyhederne herom var nået til Nazaret og fik hende til at mindes de begivenheder, som havde været skjult i hendes hjerte i så mange år. Maria var ligesom hele Israels folk dybt berørt af Johannes Døbers virksomhed. Hun huskede godt den profeti, der havde lydt ved hans fødsel. Nu tændtes hendes håb igen ved den forbindelse, han havde med Jesus. Men hun havde også hørt om Jesu hemmelighedsfulde vandring til ørkenen, og hun følte sig knuget af mørke forudanelser. ret
(93) Lige fra den dag, hvor Maria havde hørt englens bebudelse i hjemmet i Nazaret, havde hun gemt ethvert bevis for, at Jesus var Messias. Hans smukke, uselviske livsførelse overbeviste hende om, at han ikke kunne være nogen anden end den, Gud havde sendt. Alligevel ramtes hun også af tvivl og skuffelser, og hun havde længtes efter det tidspunkt, da hans herlighed skulle åbenbares. Døden havde skilt hende fra Josef, med hvem hun havde delt sin viden om det hemmelighedsfulde ved Jesu fødsel. Nu var der ikke mere nogen, som hun kunne betro sit håb og sin frygt. De sidste to måneder havde været meget sørgelige. Hun havde været skilt fra Jesus, i hvis medfølelse hun fandt trøst; hun spekulerede på Simeons ord: „Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge.“ Hun mindedes de tre dages kval, da hun troede, at hun for stedse havde mistet Jesus; og med ængsteligt sind afventede hun hans tilbagekomst. ret
(94) Ved bryllupsfesten møder hun ham igen som den samme blide, pligtopfyldende søn. Alligevel er han ikke helt den samme. Hans ansigt har forandret sig. Det bærer spor af hans kamp i ørkenen, og et nyt værdigt og magtfuldt udtryk vidner om hans himmelske kald. Sammen med ham er der en lille flok unge mænd, hvis øjne følger ham med ærbødighed, og som kalder ham Mester. Disse ledsagere fortæller Maria, hvad de har set og hørt ved dåben og andre steder. De slutter med at erklære: „Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt.“ ret
(94) Efterhånden som gæsterne samles, ser det ud til, at mange af dem er beskæftiget med et emne af altoverskyggende interesse. En tilbageholdt spænding gennemtrænger selskabet. Små grupper taler de sammen, ivrigt men stilfærdigt, og der sendes undrende blikke til Marias søn. Da Maria havde hørt disciplenes vidnesbyrd om Jesus, havde hun glædet sig over forvisningen om, at hendes længe nærede håb ikke havde været forgæves. Dog ville hun have været mere end menneskelig, hvis denne hellige glæde ikke havde været blandet med den kærlige moders naturlige stolthed. Da hun så de mange blikke som rettedes mod Jesus, længtes hun efter at få ham til over for selskabet at give bevis for, at han var den af Gud udvalgte. Hun håbede, at der skulle vise sig en anledning for ham til at gøre et under for dem. ret
(94) Jesus og hans moder
Dengang var det skik, at bryllupsfestligheder fortsatte i flere dage. Ved denne lejlighed viste det sig, at vinen var sluppet op, før festen var forbi. Denne opdagelse forårsagede stor rådvildhed og ærgrelse. Det var usædvanligt at måtte undvære vin ved festlige lejligheder, og mangelen heraf ville synes at indikere manglende gæstfrihed. Som slægtning til familierne havde Maria deltaget i forberedelserne til festen, og nu henvendte hun sig til Jesus og sagde: „De har ikke mere vin.“ Disse ord rummede et forslag om, at han skulle fremskaffe, hvad de manglede. Men Jesus svarede: „Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.“ ret
(94) Så kortfattet dette svar end forekommer os, så udtrykte det hverken kulde eller uhøflighed. Frelserens tiltaleform til sin moder var i overensstemmelse med østerlandsk sædvane. Den benyttedes over for personer, som man ønskede at vise agtelse. Enhver handling under Kristi jordiske tilværelse harmonerede med den forskrift, som han selv havde givet: „Ær din far og din mor.“ Ved sin sidste kærlighedshandling mod sin moder, da han hang på korset, tiltalte Jesus hende igen på samme måde, idet han overgav hende til sin højest elskede discipels omsorg. Både ved brylluppet og på korset virkede den kærlighed, der kom til udtryk i stemmeklang og blik og handlemåde, som en forklaring på hans ord. ret
(95) Ved sit besøg i templet som dreng, da mysteriet ved hans livsgerning gik op for ham, havde Jesus sagt til Maria: „Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?“ Disse ord ramte grundtonen i hele hans liv og virksomhed. Alt måtte indrettes efter hans gerning, det store frelsesværk, som han var kommet til verden for at fuldføre. Nu gentog han sin belæring. Der var fare for, at Maria skulle betragte sit slægtskab med Jesus som noget, der gav hende særlige rettigheder over ham, og til en vis grad retten til at vejlede ham i hans gerning. I tredive år havde han været hende en kærlig og lydig søn, og hans kærlighed var uændret; men nu måtte han tage fat på sin Faders gerning. Som den Allerhøjestes Søn og hele verdens Frelser måtte ingen jordiske bånd hindre ham i hans tjeneste eller påvirke hans optræden. Han måtte stå frit for at gøre Guds vilje. Denne lære gælder også os. Guds krav står endog over menneskelige familiebånd. Ingen jordiske tillokkelser burde vende vore skridt bort fra den vej, som han byder os at vandre. ret
(95) Det eneste håb om frelse for vor faldne slægt findes i Kristus. Maria kunne kun blive frelst ved Guds Lam. I sig selv ejede hun ingen fortjenester. Hendes slægtskab med Jesus satte hende ikke i nogen åndelig forbindelse med ham, som var forskellig fra ethvert andet menneskes. Dette giver sig til kende i Frelserens ord. Han klarlægger den forskel, der er imellem hans forhold til hende som Menneskesønnen og som Guds Søn. Slægtskabets bånd imellem dem ligestillede hende på ingen måde med ham. ret
(95) Ordene: „Min time er endnu ikke kommet,“ henviser til den kendsgerning, at enhver handling i Krisit liv på jorden skete til opfyldelse af den plan, der havde eksisteret i al evighed. Før han kom til jorden, lå planen klar foran ham, perfekt i alle detaljer. Men da han vandrede blandt mennesker, blev han skridt for skridt ledet af Faderens vilje. Han tøvede ikke med at handle til den fastsatte tid, og med den samme lydighed ventede han, indtil tiden var inde. ret
(95) Da Jesus sagde til Maria, at hans time endnu ikke var kommet, gav han svar på hendes uudtalte tanke, — på den forventning hun nærede sammen med sit folk. Hun håbede, at han ville åbenbare sig som Messias og bestige Israels trone. Men tiden var endnu ikke kommet. Ikke som konge; men som „en lidelsernes mand, kendt med sygdom“ havde Jesus valgt at dele menneskeslægtens lod. ret
(95) Men skønt Maria ikke havde den rette opfattelse af Kristi mission, så stolede hun ufravigeligt på ham. Og Jesus lønnede denne tillid. Det var for at hædre Marias tillidsfuldhed og for at styrke sine disciples tro, at dette første mirakel blev udført. Disciplene skulle komme til at møde mange og store fristelser til vantro. For dem havde profetierne gjort det uimodsigeligt klart, at Jesus var Messias. De ventede på, at folkets religiøse vejledere skulle tage imod ham med en tillid, der var endnu større end deres egen. De forkyndte Kristi underfulde gerninger blandt folket og forkyndte deres egen overbevisning om hans mission, men de blev forundrede og bittert skuffede over vantroen, de nedarvede fordomme og fjendskabet mod Jesus, som udvistes af præsterne og de skriftkloge. Frelserens første undergerning styrkede disciplene til at holde stand imod denne modstand. ret
(96) Uden på mindste måde at lade sig bringe ud af fatning ved Jesu ord sagde Maria til dem der vartede op ved bordet: „Gør, hvad som helst han siger til jer.“ Således gjorde hun, hvad hun kunne, for at berede vejen for Kristi gerning. ret
(96) Vand til vin
Henne ved indgangsdøren stod der seks store vandkar, og Jesus bød tjenerne fylde dem med vand. Det skete. Da der var brug for vinen med det samme, sagde han: „Øs nu op og bær det hen til skafferen.“ I stedet for vandet, der var blevet fyldt i karrene, strømmede der nu vin. Hverken festens giver eller gæsterne i almindelighed var klar over, at vinen var sluppet op. Da skafferen havde smagt på vinen, som tjenerne bragte ham, syntes han, den var bedre end noget, han nogensinde havde drukket, og helt forskellig fra det, der var skænket ved måltidets begyndelse. Han henvendte sig til brudgommen og sagde: „Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.“ ret
(96) Ligesom mennesker først sætter den gode vin frem og derefter den, som er ringere, sådan gør verden med sine gaver. Det, som den tilbyder, ser smukt ud og betager sanserne, men det viser sig at være utilfredsstillende. Vinen bliver til bitterhed og munterheden til nedtrykthed. Det, som begyndte med sang og lystighed, ender med træthed og væmmelse. Men Jesu gaver er altid nye og friske. Det gæstebud, som han stiller til rådighed for mennesket, vil aldrig give andet end tilfredshed og glæde. Enhver ny gave forøger modtagerens evne til at værdsætte og påskønne Herrens velsignelser. Han giver nåde over nåde. Forrådet kan aldrig slippe op. Hvis I forbliver i ham, vil det, at I i dag modtager en rig gave, forsikre jer om, at I i morgen vil modtage en endnu rigere. Jesu ord til Nathanael giver udtryk for loven om Guds handlemåde over for troens børn. For hver ny åbenbarelse af sin kærlighed siger han til det modtagelige hjerte: „Tror du…? Du skal få større ting at se end det.“ ret
(96) Hvad vinen til brylluppet symboliserede
Kristi gave til bryllupsfesten var et symbol. Vandet var et billede på dåben til hans død, vinen på udgydelsen af hans blod for verdens synd. Vandet til at fylde karrene med blev bragt af menneskehænder, men alene Kristi ord kunne tildele det livgivende kraft. På samme måde med de ritualer, der viser hen til Frelserens død. Det er kun ved Kristi kraft, der virker gennem tro, at de har virkekraft til at give næring til hjertet. ret
(97) Kristi ord skaffede rigelige forsyninger til festen. I lige så rigt mål gives hans nåde for at udslette menneskers synd og for at forny og opretholde hjertet. ret
(97) Ved det første gæstebud, hvor Jesus var til stede sammen med sine disciple, rakte han dem det bæger, der symboliserede hans gerning for deres frelse. Ved det sidste aftensmåltid gav han dem det igen ved indstiftelsen af det hellige ritual, hvorigennem hans død skulle forkyndes „indtil han kommer.“ Og disciplenes sorg over at skulle skilles fra deres Herre fik trøst gennem løftet om genforening, da han sagde: „Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.“ ret
(97) Vinen som Kristus fremskaffede som et symbol på sit eget blod, var den rene druesaft. Hertil hentyder profeten Esajas, da han taler om den nye vin „i druen“ og siger: „Ødelæg den ikke, der er velsignelse i den.“ ret
(97) Det var Kristus, som i Det gamle Testamente gav Israel denne advarsel: „Vinen er en spotter, øl giver larm, ingen, der dingler af det, har visdom.“ Og han fremskaffede ikke selv en sådan drik. Satan frister mennesker til en nydelse, som omtåger forstanden og lammer den åndelige opfattelsesevne, men Kristus lærer os at holde den lavere natur i ave. Hele hans liv var et eksempel på selvfornægtelse. For at overvinde nydelseslysten tålte han for vor skyld den hårdeste prøve, som et menneske kunne tåle. Det var Kristus, som forordnede, at Johannes Døber hverken måtte drikke vin eller stærk drik. Det var ham, som pålagde Manoas hustru en lignende afholdenhed. Og han udtalte forbandelse over det menneske, der rakte flasken hen til sin næstes læber. Kristus var ikke i modstrid med sin egen lære. Den ugærede vin, som han fremskaffede til bryllupsgæsterne, var en sund og forfriskende drik. Den havde den virkning at få smagen til at harmonere med en sund appetit. ret
(97) Jesu første mirakel — og hvad det illustrerer
Da gæsterne ved bryllupsfesten gjorde bemærkninger om vinens kvalitet, blev der stillet forespørgsler, som pressede tjenerne til at berette om miraklet. I et stykke tid var forsamlingen alt for forundret til at tænke på ham, som havde gjort denne undergerning. Da de til sidst så sig om efter ham, havde han trukket sig tilbage så stille, at ikke engang hans disciple havde lagt mærke til det. ret
(97) Forsamlingens opmærksomhed rettede sig nu mod disciplene.. For første gang havde de lejlighed til at bekende deres tro på Jesus. De fortalte, hvad de havde set og hørt ved Jordan, og i mange hjerter vaktes håb om, at Gud havde oprejst en befrier for sit folk. Rygtet om underet bredte sig i hele egnen, og det nåede også til Jerusalem. Med fornyet interesse gennemgik præsterne og de ældste profetierne, der viste hen til Kristi komme. Man ønskede intenst at finde ud af hvilken mission denne lærer havde — han, som færdedes blandt folk på en så fordringsløs måde. ret
(98) Kristi gerning var i markant modsætning til de jødiske rådsherrer. Deres hensyntagen til traditioner og formalisme havde ødelagt al frihed for tanke eller handling. De levede i en bestandig rædsel for besmittelse. For at undgå berøring med „de urene“ holdt de sig på afstand af ikke blot hedninger, men af størstedelen af deres eget folk, idet de hverken søgte at hjælpe dem eller vinde deres venskab. Ved konstant at beskæftige sig med sådanne ting, havde de forkrøblet deres sind og indskrænket deres livs virkefelt. Deres eksempel tilskyndede til egenkærlighed og utålmodighed inden for alle samfundsklasser. ret
(98) Jesus begyndte sin reformerende gerning ved at vise dyb medfølelse med alle mennesker. Mens han udviste den dybeste ærbødighed over for Guds lov, dadlede han farisæernes prangende fromhed og forsøgte at befri folket fra de meningsløse forskrifter, de var bundet af. Han søgte at nedbryde de skranker, der adskilte de forskellige samfundsklasser, for at kunne føre mennesker sammen som børn af den samme familie. Hans nærværelse ved bryllupsfesten skulle være et skridt hen imod virkeliggørelsen af dette. ret
(98) Gud havde sendt Johannes Døber ud i ørkenen, for at han kunne være skærmet mod præsternes og de skriftkloges indflydelse og blive forberedt til en særlig mission. Men hans strenge og isolerede tilværelse skulle ikke være et forbillede for folket. Johannes havde ikke selv påbudt sine tilhørere at forlade deres tidligere pligter. Han bød dem give beviser på deres omvendelse ved at være tro mod Gud på det sted, hvor Han havde kaldt på dem. ret
(98) Jesus irettesatte enhver form for nydelsessyge, men alligevel var han socialt indstillet. Han tog imod gæstfrihed fra alle samfundsklasser, og ved at besøge både de rige og de fattige, de lærde og de uvidende forsøgte han at løfte deres tankegang fra dagligdags spørgsmål til det åndelige og evige. Han gav ingen frihed til udsvævelser, og ingen skygger af verdslig overfladiskhed skæmmede hans adfærd; men han frydede sig over uskyldige og glade sammenkomster og godkendte dem ved sin tilstedeværelse. Et jødisk bryllup var en storslået begivenhed, og glæden herved havde Jesus intet imod. Jesus havde intet imod den glæde, som omgav det. Gennem sin tilstedeværelse ved festen, ærede Jesus ægteskabet som en guddommelig institution. ret
(98) I både Det gamle og Det nye Testamente anvendes ægteskabet som billede på den kærlige og hellige forbindelse, der er mellem Kristus og hans folk. I Jesu tanker pegede glæden ved bryllupsfestlighederne frem til den dag, da han skal hjemføre sin brud til Faderens hus, hvor de frelste sammen med Frelseren skal sidde til bords ved Lammets nadver. Han siger: „Som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig.“ „Du skal ikke længere hedde Den Forladte“… nej, „du skal kaldes Elsket“ … „For Herren elsker dig.“ „Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny. Han jubler over dig med fryd.“ Da åbenbaringen af det himmelske blev skænket apostlen Johannes, skrev han: „Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede,.“ „Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.“ ret
(99) I ethvert menneske så Jesus en, der skulle kaldes til hans rige. Han nåede ind til folks hjerter ved at vandre iblandt dem som den, der ville deres bedste. Han opsøgte dem på de offentlige gader, i deres egne hjem, på skibene, i synagogen, ved søens bred og ved bryllupsfesten. Han mødte dem i deres daglige gerning og viste interesse for deres verdslige anliggender. Han bragte sin belæring ind i hjemmene og fik hele familier i deres eget hjem under sin guddommelige indflydelse. Hans store personlige medfølelse hjalp med at vinde hjerterne. Ofte trak han sig tilbage til bjergene for at bede i ensomhed, men dette var en forberedelse til hans gerning blandt mennesker i aktivt arbejde. Fra disse stunder vendte han tilbage for at lindre de syges lidelser, undervise de uvidende og udfri Satans fanger af deres trældom. ret
(99) Det var gennem personlig kontakt og dagligt samvær at Jesus oplærte sine disciple. Somme tider underviste han siddende iblandt dem på bjergskråninger, somme tider ved søens bred, eller mens han vandrede med dem hen ad vejen. Han åbenbarede Guds riges hemmeligheder for dem. Han prædikede ikke på samme måde, som mennesker gør det i dag. Hvor der fandtes åbne hjerter, der ville modtage det guddommelige budskab, forkyndte han de sandheder, der er vejen til frelse. Han befalede ikke sine disciple at gøre dette eller hint, men sagde: „Følg mig!“ På sine vandringer gennem lande og byer tog han dem med sig, for at de kunne se, hvordan han lærte folket. Han forenede deres interesser med sine egne, og de gjorde fælles sag med ham i arbejdet. ret
(99) Kristi eksempel ved at gøre menneskehedens interesser til sine burde efterfølges af alle, der prædiker hans ord, og af alle, der har modtaget evangeliet om hans nåde. Vi skal ikke give afkald på fællesskabet med andre. Vi bør ikke lukke os ude fra andre. For at kunne nå alle slags mennesker må vi møde dem der, hvor de findes. De vil sjældent opsøge os af sig selv. Det er ikke blot fra prædikestolen, at mennesker bliver bevæget af de himmelske sandheder. Der findes en anden arbejdsmark. Den er måske mere beskeden, men fuldt ud så lovende. Den findes i de fattiges hjem og i de store palæer, ved det gæstfrie bord og ved sammenkomster, hvor man dyrker uskyldigt selskabeligt samvær. ret
(99) Som Kristi disciple skal vi ikke blande os med verden af lyst til fornøjelser og deltage i tåbeligheder. Den slags forvolder kun skade. Vi bør aldrig bifalde synd, hverken med ord eller gerning, med tavshed eller ved vor tilstedeværelse. Hvor vi end går hen, skal vi have Jesus med os og åbenbare for andre, hvor dyrebar vor Frelser er for os. Men de, der prøver at bevare deres gudsfrygt ved at skjule den inden for stenmure, går glip af dyrebare muligheder for at gøre godt. Gennem sociale relationer kommer kristendommen i kontakt med verden. Enhver, som har modtaget det himmelske lys, skal oplyse vejen for dem, der ikke kender livets lys. ret
(100) Vi bør alle blive vidner for Jesus. Selskabelige evner, som er helliggjort ved Kristi nåde, bør udnyttes til at vinde mennesker for Frelseren. Lad verden få at se, at vi ikke er egoistisk optaget af vore egne interesser, men at vi ønsker, at andre skal få del i vore velsignelser og privilegier. Lad dem få at se, at vor gudsfrygt ikke gør os ufølsomme og fordringsfulde. Lad alle, der bekender at have fundet Kristus, tjene, som han gjorde, til menneskenes gavn. ret
(100) Vi bør aldrig give verden det falske indtryk, at de kristne er triste og ulykkelige mennesker. Hvis vi har blikket rettet mod Jesus, vil vi se en medlidende Frelser og komme til at genspejle lyset fra hans ansigt. Hvor hans ånd hersker, bor freden. Og der vil også være glæde, for der er der rolig og hellig tillid til Gud. ret
(100) Kristus glæder sig over sine disciple, når de viser, at de, skønt de er mennesker, tager del i hans guddommelige natur. De er ikke statuer, men levende mænd og kvinder. Deres hjerter, som er forfriskede ved duggen fra den guddommelige nåde, åbner sig og strækker sig mod Retfærdighedens Sol. Det lys, der skinner over dem, lader de skinne for andre ved gerninger, der lyser af Kristi kærlighed. ret