(101) Kapitlet er bygget op over Joh 2,12-22.
Derefter drog han sammen med sin mor, brødre og disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage. Jødernes påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. ret
(101) På denne rejse sluttede Jesus sig til en af de store skarer, der var på vej til hovedstaden. Han havde endnu ikke offentligt forkyndt sin mission, og han blandede sig ubemærket med mængden. Ved disse lejligheder var Messias’ komme — et emne, der var kommet så stærkt i forgrunden gennem Johannes’ virksomhed — ofte genstand for samtalen. Man dvælede med glødende begejstring ved håbet om national storhed. Jesus vidste, at dette håb ville blive skuffet, fordi det byggede på en forkert fortolkning af skrifterne. Dybt alvorligt udlagde han profetierne og prøvede at vække folket til nøjere at studere Guds ord. ret
(101) Jødefolkets ledere havde belært folket om, at det var i Jerusalem, de skulle lære at tilbede Gud. Her samledes i påskeugen en stor menneskemængde, der kom fra alle dele af Palæstina og endog fra fjerne lande. Tempelgårdene fyldtes af en broget skare. Mange var ikke i stand til at medbringe den offergave, der skulle ydes som et billede på det ene store offer. For at imødekomme disse blev der købt og solgt dyr i templets ydre forgård. Her forsamledes alle slags mennesker for at købe deres offerdyr. Her blev al fremmed mønt vekslet til helligdommens særlige mønt. ret
(101) Udnyttelse af folket
Det blev krævet, at enhver jøde skulle betale en halv sekel om året som „sonepenge for sig selv;“ og de penge, der på denne måde blev indsamlet, brugtes til templets vedligeholdelse. Foruden dette blev der givet store summer som frivillige gaver, og disse blev lagt i templets skatkammer. Det var et krav, at al fremmed mønt skulle veksles til en mønt som kaldtes tempelsekelen, der blev benyttet til tjenesten i helligdommen. Pengevekslingen gav anledning til snyderi og pengeafpresning, og den havde udartet sig til en skammelig forretning, der var en indtægtskilde for præsterne. ret
(101) De handlende krævede urimeligt høje priser for de dyr, de solgte, og de delte deres gevinst med præsterne og rådsherrerne, der således berigede sig selv på folkets bekostning. De tempelsøgende var blevet oplært til at tro, at hvis de ikke bragte offergaver, ville Guds velsignelse ikke hvile over deres børn og deres jord. På denne måde kunne man sikre sig en høj pris for dyrene; når folk nu var nået så langt, ville de ikke vende hjem uden at have udført den fromme handling, som de var kommet for. ret
(102) Der blev bragt mange ofre i påsketiden, og der var et stort salg i templet. Følgen heraf var en forvirring, der snarere henledte tanken på et støjende kvægmarked end på Guds hellige tempel. Lyden af højrøstet handel, brølende kvæg, brægende får og kurrende duer blandedes med klirren af mønter og skænderier. Forvirringen var så stor, at det virkede forstyrrende på tempelgæsterne, og ordene, der blev rettet til den Allerhøjeste, druknede i den larm, der fyldte templet. Jøderne var overordentligt stolte af deres fromhed. De frydede sig over deres tempel og anså ethvert misbilligende ord, der blev sagt om det, som gudsbespottelse. De var meget nøjeregnende med udførelsen af de ceremonier, der knyttede sig til det; men kærligheden til penge havde overvundet deres betænkeligheder. De var næppe klar over, hvor langt de var kommet bort fra det oprindelige formål med denne tjeneste, der var indstiftet af Gud selv. ret
(102) Da Herren steg ned på Sinaj bjerg, blev stedet helliget ved hans tilstedeværelse. Moses fik befaling om at lade bjerget afspærre og hellige det, og Herrens ord lød i denne advarsel: „De skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af det. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden; men ingen hånd må røre ham; han skal stenes eller skydes. Hvad enten det drejer sig om et dyr eller et menneske, må det ikke leve.“ Således fik de belæring om, at hvor som helst Gud åbenbarede sin nærhed, er stedet helligt. Guds tempels enemærker burde have været betragtet som hellige. Men under kampen for at tjene penge var alt dette blevet glemt. ret
(102) Præsterne og rådsherrerne var kaldede til at være Guds stedfortrædere over for folket. De burde have rettet op på dette misbrug af tempelgården. De burde have givet folket et eksempel på retskaffenhed og medfølelse. I stedet for at fokusere på deres egen fortjeneste burde de have tænkt på tempelgæsternes situation og fornødenheder og have været parat til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at købe de nødvendige ofre. Men det gjorde de ikke. Griskhed havde forhærdet deres hjerter. ret
(102) Til denne højtid kom der syge, nødlidende og sørgende mennesker. Der var også blinde, lamme og døve. Nogle blev bragt derhen på bårer. Der kom mange, som var for fattige til at købe selv det ringeste offer til Herren, for fattige til blot at købe mad til at stille deres egen sult. Disse mennesker var dybt ulykkelige over præsternes bekendtgørelser. Præsterne pralede af deres gudsfrygt. De gjorde fordring på at være folkets beskyttere; men de var blottede for deltagelse eller medlidenhed. De fattige, de syge og de døende tryglede forgæves om gunst. Deres lidelser vakte ingen medlidenhed hos præsterne. ret
(103) Da Jesus trådte ind i templet, opfattede han straks hele sceneriet. Han så de uhæderlige transaktioner. Han så de fattiges fortvivlelse, fordi de mente, at der ikke kunne gives tilgivelse for deres synder uden blodudgydelse. Han så sit tempels forgård forvandlet til et sted med ugudelige aktiviteter. Det hellige område var blevet til en stor markedsplads. ret
(103) Jesus rydder templet
Kristus indså, at der måtte gøres noget. Utallige ceremonier blev pålagt folket, uden at de fik den rette belæring om deres betydning. Tempelgæsterne bragte deres ofre uden forståelse af, at de var symboler på det eneste fuldkomne offer. Og midt iblandt dem — uden at være kendt eller æret — stod han, som alle disse ofre var symboler på. Han havde selv givet anvisning med hensyn til ofringerne. Han forstod deres symbolske værdi, og han så, at de nu var blevet fordrejet og misforstået. Åndelig gudsdyrkelse var hastigt ved at forsvinde. Der var intet, som bandt præsterne og rådsherrerne til deres Gud. Kristi gerning bestod i at etablere en fuldstændigt anderledes gudsdyrkelse. ret
(103) Med et ransagende blik opfanger han hele sceneriet, mens han står på trappen til tempelgården. Med profetisk blik ser han ind i fremtiden og ser ikke blot år, men århundreder og tidsaldre frem. Han ser, hvordan præster og herskere vil bortlede de trængende fra deres ret og hindre, at evangeliet bliver prædiket for de fattige. Han ser, hvordan Guds kærlighed vil blive holdt skjult for syndere, og hvordan mennesker vil gøre hans nåde til en handelsvare. Idet han ser, hvad der foregår, giver hans ansigt udtryk for harme, myndighed og magt. Folkets opmærksomhed vendes mod ham. De, som er beskæftigede med deres ugudelige forretninger, kan ikke få blikket bort fra hans ansigt. De kan ikke lade være med at stirre på ham. De føler, at denne mand kan læse deres inderste tanker og opdage deres skjulte hensigter. Nogle forsøger at skjule deres ansigt, som om deres onde gerninger stod krevet derpå og kunne tydes af dette ransagende blik. ret
(103) Larmen stilner af. Lyden af trafik og handel er ophørt. Stilheden begynder at blive pinefuld. En følelse af ærefrygt overvælder forsamlingen. Det er, som om de bliver stillet for retten ved Guds domstol for at stå til ansvar for deres gerninger. Da de betragter Kristus, ser de guddommeligheden lyse gennem menneskeskikkelsen. Himmelens Majestæt står, som dommeren vil stå på den yderste dag — endnu ikke omgivet af den herlighed, som da vil ledsage ham, men med den samme magt til at læse tankerne. Hans blik glider hen over forsamlingen og opfatter hvert eneste menneske. Hans skikkelse synes at hæve sig over dem med myndig værdighed, og hans ansigt lyser med en guddommelig stråleglans. Hans klare, klangfulde stemme — den samme der på Sinaj forkyndte den lov, som præsterne og rådsherrerne nu overtræder — giver genlyd under templets buer: „Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!“ ret
(104) Langsomt går han ned ad trappen, og idet han løfter den svøbe af reb, som han har samlet op ved indgangen til indhegningen, byder han alle kræmmerne forsvinde fra tempelområdet. Med en entusiasme og strenghed, som han aldrig før har lagt for dagen, vælter han vekselerernes borde. Mønterne falder med en høj klirren ned på marmorgulvet. Ingen drister sig til at betvivle hans myndighed. Ingen vover at samle deres uhæderligt tjente gevinst op. Jesus slår ikke med sin svøbe, men i hans hånd forekommer denne enkle pisk ligeså frygtelig som et flammesværd. Tempeltjenerne, de havesyge præster, vekselererne og kvæghandlerne styrter med deres får og okser bort fra stedet uden nogen anden tanke end at slippe bort fra hans fordømmende nærhed. ret
(104) En panisk rædsel griber mængden, der mærker tilstedeværelsen af hans guddommelighed. Rædselsskrig undslipper hundredvis af blege læber. Selv disciplene bæver. De føler ærefrygt ved Jesu ord og handlemåde, der er så vidt forskellig fra hans sædvanlige optræden. De mindes, hvad der står skrevet om ham: „Nidkærhed for dit hus fortærer mig.“ Snart er den larmende skare med deres handelsvarer langt borte fra Herrens tempel. Gårdene er befriet fra den ugudelige handel, og en dyb stilhed og højtid sænker sig over skuepladsen efter så stor en forvirring. Herrens nærværelse, der i fordums tid helligede bjerget, har nu helliget det tempel, der blev rejst til hans ære. ret
(104) Tempelrensningens betydning
Med tempelrensningen forkyndte Jesus sit kald som Messias og påbegyndte sin gerning. Dette tempel, der var bygget til bolig for den Højestes nærværelse, var bestemt til at være en anskuelighedslære for Israel og for verden. Fra evige tider var det Guds hensigt, at enhver af hans skabninger, lige fra den strålende og hellige seraf til mennesket, skulle være et tempel, hvor Skaberen kunne bo. På grund af synden ophørte menneskeheden med at være et tempel for Gud. Formørket og tilsmudset med synd genspejlede menneskehjertet ikke længere den guddommeliges herlighed. Men ved Guds Søns menneskeliggørelse opfyldtes Himmelens formål. Gud bor i mennesker, og gennem frelsende nåde bliver menneskehjertet atter til hans tempel. Gud bestemte, at templet i Jerusalem skulle være et bestandigt vidnesbyrd om den ophøjede skæbne, der var åben for ethvert menneske. Men jøderne havde ikke forstået betydningen af det bygningsværk, som de betragtede med så megen stolthed. De overgav ikke sig selv som hellige templer for Guds Ånd. Tempelgårdene i Jerusalem, fyldt med tumulten af ugudelig trafik, gav kun et alt for sandt billede af hjertet, som var besmittet af sanselige lidenskaber og ugudelige tanker. Ved at rense templet for denne verdens købere og sælgere forkyndte Jesus sin mission med at rense hjertet fra syndens besmittelse, fra jordisk begær, fra selviske lyster og dårlige vaner, som ødelægger mennesket. „Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig. Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre. Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv.“ ret
(105) „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I!“ Intet menneske kan ved sin egen kraft udrydde de onde ånder, som har taget dets hjerte i besiddelse. Kun Kristus kan rense åndens tempel. Men han tiltvinger sig ikke adgang. Han kommer ikke ind i hjertet, som da han var på jorden og gik ind i templet; men han siger: „Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham.“ Han kommer og ikke blot for en enkelt dag, for han siger: „Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem, … og de skal være mit folk.“ „Han … træder al vor skyld under fode, du kaster alle vore synder i havets dyb!“ Hans nærhed vil lutre og helliggøre mennesket, så det kan blive et helligt tempel for Herren og „en bolig for Gud i Ånden.“ ret
(105) Overvældede af skræk var præsterne og rådsherrerne flygtet fra tempelgårdene og fra det ransagende blik, der læste deres tanker. Under flugten mødte de andre, som var på vej til templet; de bød dem vende om, idet de fortalte dem, hvad de havde set og hørt. Kristus betragtede de flygtende mænd og havde den inderligste medlidenhed med deres frygt og deres uvidenhed om, hvori sand gudsdyrkelse bestod. I denne begivenhed så han et billede på hele jødefolkets spredning på grund af deres ondskab og forhærdelse. ret
(105) Og hvorfor flygtede præsterne bort fra templet? Hvorfor kunne de ikke holde stand? Han, som befalede dem at forsvinde, var en tømrers søn, en fattig galilæer uden jordisk rang eller magt. Hvorfor nægtede de ikke at adlyde ham? Hvorfor efterlod de deres uretmæssigt tjente penge og flygtede på befaling af et menneske, der fremstod så ydmygt? ret
(105) Kristus talte med en konges myndighed, og i hans fremtræden og i hans stemmes klang var der det, som de ikke havde kraft til at modstå. Ved hans bydende ord forstod de, som de aldrig havde gjort det før, at de optrådte som hyklere og røvere. Da det guddommelige i et glimt viste sig gennem det menneskelige, så de ikke blot Kristi vrede ansigt, men de forstod betydningen af hans ord. De følte det, som om de stod foran den evige Dommers trone, hvor dommen blev fældet over dem for tid og evighed. En tid følte de sig overbeviste om, at Kristus var en profet, og mange af dem troede, at han var Messias. Helligånden viste dem som i et lynglimt profeternes udsagn om Kristus. Ville de mon give efter for denne overbevisning? ret
(105) De ville ikke omvende sig. De vidste, at Kristi medfølelse med de fattige var blevet vakt. De vidste, at de havde gjort sig skyldige i pengeafpresning ved deres behandling af folket. De hadede Kristus, fordi han havde kunnet læse deres tanker. Hans offentlige irettesættelse var ydmygende for deres stolthed, og de var skinsyge over hans voksende indflydelse over folket. De besluttede at kalde ham til regnskab for, med hvilken myndighed han havde drevet dem ud, og hvem der havde givet ham denne myndighed. ret
(106) Langsomt og eftertænksomt, men med hjertet fyldt af had, vendte de tilbage til templet. Men hvilken forandring var der ikke sket i deres fravær! Dengang de flygtede, var de fattige blevet tilbage, og disse betragtede nu Jesus, hvis ansigt udtrykte hans kærlighed og medfølelse. Med tårer i øjnene sagde han til disse skælvende stakler: Frygt ikke, jeg skal udfri dig, og du skal herliggøre mig. Derfor er jeg kommet til denne verden! ret
(106) Omgivet af de svage og fattige
Folket trængte sig nærmere hen til Kristus med indtrængende og bedrøvelige bønner: Mester, velsign mig! Hans øre opfangede ethvert råb. Mere medlidende end en kærlig moder bøjede han sig over de lidende stakler. Han tog sig af alle. Enhver blev helbredt, uanset hvilken sygdom han led af. De stumme læber åbnedes til lov og pris; de blinde så deres Forløsers ansigt. Alle de nødlidendes hjerter glædede sig. ret
(106) Da præsterne og tempeltjenerne blev vidne til dette store under, var de lyde, der mødte deres øren, en åbenbaring for dem! Folket berettede om de smerter, de havde lidt, om deres skuffede forhåbninger, om smertefyldte dage og søvnløse nætter. Da det sidste glimt af håb syntes at være slukket, havde Kristus helbredt dem. Byrden var så tung, sagde en af dem, men jeg har fundet en hjælper. Han er Guds Kristus, og jeg vil vie mit liv til at tjene ham. Forældre sagde til deres børn: Han har frelst jeres liv; opløft jeres røst og pris ham. Børnenes og de unges stemmer, fædrenes og mødrenes, vennernes og tilskuernes forenede sig i taksigelser og lovprisning. Deres hjerter fyldtes af håb og glæde. De fik fred i sindet. De var blevet helbredt på sind og legeme, og de vendte hjem og forkyndte alle vegne om Jesu mageløse kærlighed. ret
(106) Da Kristus blev korsfæstet, tog de, der var blevet helbredt, ikke del i den larmende hobs råben: „Korsfæst ham, korsfæst ham.“ De havde medfølelse med Jesus, for de havde selv følt hans store medfølelse og forunderlige magt. De vidste, at han var deres Frelser, for han havde givet dem lægedom for både legeme og sind. De lyttede til apostlenes prædiken, og Guds ord trængte ind i deres hjerter og gav dem forståelse. De blev formidlere af Guds barmhjertighed og redskaber for ham, til frelse for andre. ret
(106) Den skare, der var flygtet bort fra tempelgården, vendte efter en tid atter tilbage. De var delvis kommet sig over den rædsel, der havde grebet dem, men deres ansigter gav udtryk for ubeslutsomhed og angst. De så med undren på Jesu undergerninger og følte sig overbeviste om, at profetierne om Messias var gået i opfyldelse ved ham. Skylden for vanhelligelsen af templet hvilede for en stor del på præsterne. Det var efter deres anordninger, at forgården var blevet til en markedsplads. Folket var forholdsvis uskyldigt heri. Jesu guddommelige myndighed gjorde indtryk på dem, men for dem var præsternes og rådsherrernes indflydelse altoverskyggende. De betragtede Kristi gerning som en indførelse af nye metoder og betvivlede hans ret til at blande sig i det, som tempeløvrigheden gav sin tilladelse til. De følte sig krænket, fordi forretningerne var blevet afbrudt, og de undertrykte Helligåndens tilskyndelser. ret
(107) Først af alle burde præsterne og rådsherrerne have set Herrens Salvede i Jesus, for de hellige bogruller, som beskrev hans kald, var overgivet i deres hænder, og de vidste, at tempelrensningen var en manifestation af mere end menneskelig magt. Hvor meget de end hadede Jesus, kunne de ikke frigøre sig for den tanke, at han måske var en profet, der var udsendt af Gud for at genoprette templets hellighed. Med en ærbødighed, der stammede fra frygt, gik de til ham med dette spørgsmål: „Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?“ ret
(107) Jesus havde Messias’ kendetegn
Jesus havde vist dem et tegn. Ved et lysglimt ind i deres hjerter, og ved for øjnene af dem at gøre de gerninger, som Messias skulle gøre, havde han givet dem overbevisende vidnesbyrd om, hvem han var. Da de nu bad ham om et tegn, svarede han dem med en lignelse, der viste, at han forstod deres ondskab og så, hvor vidt den ville føre dem. „Riv dette tempel ned,“ sagde han, „og jeg vil rejse det igen på tre dage.“ ret
(107) Disse ord havde en dobbelt betydning. Han hentydede ikke blot til nedbrydningen af det jødiske tempel og gudsdyrkelsen der, men til sin egen død — nedbrydningen af hans legemes tempel. Allerede nu var jøderne ved at planlægge dette. Da præsterne og rådsherrerne vendte tilbage til templet, havde de haft i sinde at dræbe Jesus og således befri sig for denne fredsforstyrrer. Men da han foreholdt dem deres hensigter, forstod de ham alligevel ikke. De mente, at hans ord kun gjaldt templet i Jerusalem, og de udbrød i harme: „Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?“ Nu følte de, at Jesus havde berettiget dem til at tvivle på ham, og de blev endnu mere bestyrkede i at forkaste ham. ret
(107) Det var ikke Kristi hensigt, at hans ord skulle blive forstået af de vatro jøder og heller ikke af hans disciple på dette tidspunkt. Han vidste, at de ville blive fordrejede af hans fjender og blive benyttet som våben imod ham. Ved hans domfældelse ville de blive brugt som en anklage mod ham, og på Golgata ville de blive slynget imod ham som en hån. Men at forklare dem det nu ville give hans disciple kendskab til hans lidelse og volde dem sorg, som de ikke var i stand til at bære. Og en forklaring ville på et for tidligt tidspunkt afsløre for jøderne, hvad følgerne ville blive af deres fordom og vantro. De var allerede slået ind på en vej, som de støt ville følge, indtil han skulle føres til slagtebænken som et lam. ret
(108) Det var af hensyn til dem, der skulle tro på ham, at disse Kristi ord blev sagt. Han vidste, at de ville blive gentaget. Hvis de blev sagt under påskehøjtiden, ville de komme tusinder for øre og blive bragt ud til alle dele af verden. Efter at han var opstået fra de døde, ville deres betydning være klar. For mange ville de være det afgørende bevis på hans guddommelighed. ret
(108) På grund af deres åndelige mørke lykkedes det ikke altid Jesu disciple at forstå hans lærdomme. Men mange af disse blev gjort forståelige for dem gennem de efterfølgende begivenheder. Da han ikke mere vandrede sammen med dem, var hans ord en stor støtte for dem. ret
(108) Med hensyn til Jerusalems tempel havde Frelserens ord: „Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage,“ en dybere betydning, end tilhørerne opfattede. Kristus var templets grundlag og liv. Tjenesten dér var repræsentativ for Guds Søns offer. Præsteskabet var oprettet for at repræsentere Kristi åndelige karakter og gerning. Hele planen med offertjenesten var at varsle Frelserens død for at frelse verden. Disse ofre ville blive virkningsløse, når den store begivenhed, som de gennem tiderne havde vist frem til, var fuldbyrdet. ret
(108) Fordi alle de rituelle forordninger var symboler på Kristus, havde de ingen betydning uden ham. Da jøderne beseglede deres forkastelse af Kristus ved at overgive ham til døden, forkastede de dermed alt det, som gav templet og dets tjeneste betydning. Dets hellighed var forsvundet. Det var dømt til at nedbrydes. Fra denne dag var offertjenesten og de ritualer, der stod i forbindelse med den, meningsløse. Ligesom Kains offer gav de ikke udtryk for tro på Frelseren. Ved at dræbe Kristus nedbrød jøderne i virkeligheden deres tempel. Dengang Kristus blev korsfæstet, flængedes templets indre forhæng fra øverst til nederst som et tegn på, at det store offer nu var blevet bragt, og at systemet med offertjenesten for stedse var afsluttet. ret
(108) „Jeg vil rejse det igen på tre dage.“ Ved Frelserens død syntes mørkets magter at have sejret, og de jublede over deres sejr. Men fra graven, der var stillet til rådighed af Josef, steg Jesus op som sejrherre. „Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.“ I kraft af sin død og opstandelse blev han tjener ved „det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst.“ Mennesker rejste det jødiske tabernakel, og mennesker byggede det jødiske tempel; men den himmelske helligdom, af hvilken den jordiske kun var en prototype, blev ikke opført af nogen jordisk bygmester. „Der kommer en mand, hvis navn er Semak (spiren); … Han skal bygge Herrens helligdom, og han skal vinde højhed og sidde som hersker på sin trone, og han skal være præst ved hans højre side.“ ret
(108) Offertjenesten, som havde vist hen til Kristus, forsvandt; men menneskers øjne vendte sig mod det sande offer for verdens synd. Det jordiske præsteskab ophørte, men vi ser hen til Jesus, den nye pagts præst, og til „det rensende blod, der taler stærkere end Abels“ . „Vejen til det Allerhelligste [er] endnu ikke.. åbnet, så længe det forreste rum består. … Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder. … Med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.“ ret
(109) „Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.“ Skønt tjenesten skulle flyttes fra det jordiske til det himmelske tempel, og skønt helligdommen og vor store ypperstepræst ville være usynlig for menneskers øjne, skulle disciplene alligevel ikke lide noget tab derved. De ville ikke komme til at mærke noget brud i deres fællesskab og ingen formindskelse af kraften på grund af Frelserens fravær. Mens Jesus tjener i den himmelske helligdom, er han ved sin Ånd stadig præst for sin menighed på jorden. Han er usynlig for vort jordiske blik, men hans afskedsløfte står ved magt: „Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ Han tildeler sin magt til ringere tjenere, men hans livgivende tilstedeværelse er stadig hos hans menighed. ret
(109) „Da vi nu har en stor ypperstepræst … Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.“ ret