(117) Kapitlet er bygget op over Joh 3,22-36.
I nogen tid havde Døberens indflydelse over folket været større end alle dets rådsherrers, præsters og fyrsters. Hvis han havde forkyndt, at han selv var Messias og havde kaldt til oprør mod Rom, ville præsterne og folket være flokkedes om hans banner. Satan havde prøvet at tilskynde Johannes til at give efter for det, som appellerer til den ærgerrighed, som verdens erobrere har. Men skønt han var klar over sin magt, havde han standhaftigt afslået at tage imod denne storslåede bestikkelse. Den interesse, der havde samlet sig om ham, havde han vendt mod en anden. ret
(117) Han skal blive større, jeg skal blive mindre
Nu så han, hvordan folkegunstens tidevand vendte sig fra ham selv til Frelseren. Dag for dag blev skarerne omkring ham mindre. Da Jesus kom fra Jerusalem til egnen omkring Jordan, flokkedes folket om ham for at høre ham. Disciplenes antal voksede daglig. Mange kom for at lade sig døbe, og skønt Kristus ikke selv døbte nogen, samtykkede han i, at hans disciple udførte dette ritual. Således bekræftede han sin forløbers mission. Men Johannes’ disciple betragtede Jesu voksende folkeyndest med skinsyge. De var rede til at kritisere hans gerning, og det varede ikke længe, før de fik lejlighed til det. Der opstod en ordstrid mellem dem og jøderne om, hvorvidt dåben havde kraft til at rense mennesket fra synd. De hævdede, at Jesu dåb var væsentligt forskellig fra Johannes’. Snart kom de i ordstrid med Kristi disciple om, hvilke ord der var de rigtige at anvende ved dåben, og til sidst, om han i det hele taget havde ret til at døbe. ret
(117) Johannes’ disciple kom til ham med deres bekymringer og sagde: „Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.“ Gennem disse ord fristede Satan Johannes. Skønt Johannes’ virksomhed syntes at nærme sig sin afslutning, var det stadig muligt for ham at hindre Kristi gerning. Hvis han havde følt medlidenhed med sig selv og givet udtryk for sorg eller skuffelse over at være blevet overflødiggjort, ville han have sået uenighedens sæd, som ville have opmuntret til misundelse og skinsyge, og det ville i høj grad have besværliggjort evangeliets fremgang. ret
(118) Johannes havde fra naturens side de fejl og svagheder, der er fælles for alle mennesker, men påvirkningen af den guddommelige kærlighed havde forvandlet ham. Han opholdt sig i en atmosfære, der var ubesmittet af selviskhed og ambition, og han var højt hævet over skinsygens smitstof. Han tilkendegav ikke nogen sympati for sine disciples misfornøjelse, men viste, hvor klart han forstod sin egen relation til Messias, og med hvilken glæde han tog imod ham, for hvem han havde beredt vejen. ret
(118) Han sagde: „Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme.“ Johannes fremstillede sig selv som vennen, der optræder som sendebud mellem de trolovede og bereder vejen for ægteskabet. Når brudgommen havde modtaget sin brud, var vennens hverv afsluttet. Så frydede han sig over lykken hos dem, hvis forening han havde virket for. Således var Johannes blevet kaldet til at vise folket vej til Jesus, og det var hans glæde at være vidne til den succes, Frelserens gerning havde. Han sagde: „Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.“ ret
(118) Ved i tro at se hen til Frelseren var Johannes nået til den højeste form for selvfornægtelse. Han søgte ikke at drage mennesker til sig selv, men at hæve deres tanker højere og højere, indtil de drejede sig om Guds Lam. Han selv havde kun været en stemme, en røst i ørkenen. Nu tog han med glæde mod stilhed og ubemærkethed, for at alles øjne måtte rettes mod Livets Lys. ret
(118) Vejen til åndelig vækst
De, der er tro mod deres kald som Guds sendebud, vil ikke søge hæder for sig selv. Egenkærligheden vil blive opslugt af kærligheden til Kristus. Ingen kappestrid vil komme til at skæmme evangeliets dyrebare sag. De vil erkende, at det er deres opgave ligesom Johannes Døber at forkynde: „Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.“ De vil ophøje Jesus, og sammen med ham vil menneskeheden blive ophøjet. „For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.“ ret
(118) Profetens sind, der var tømt for selvet, fyldtes af det guddommelige lys. Mens han var vidne til Frelserens herlighed, blev hans ord næsten et modstykke til de ord, som Frelseren havde sagt under sit møde med Nikodemus. Johannes sagde: „Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle … for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål.“ Kristus kunne sige: „Jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.“ Til ham er der sagt: „Du elskede ret og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.“ Faderen „giver jo ikke Ånden efter mål“. ret
(119) Sådan er det også for Kristi disciple. Vi kan kun modtage Himmelens lys, hvis vi er villige til at blive tømt for vort eget jeg. Vi kan ikke se Gud, som han er, eller ved troen tage mod Kristus, hvis ikke vi bringer enhver tanke ind under lydighed mod Kristus. Til alle, der gør dette, gives Ånden uden mål. I Kristus „bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham … er I kløvet fyldt med den“ . ret
(119) Johannes’ disciple havde erklæret, at alle mennesker kom til Kristus; men Johannes, som havde en klarere forståelse, sagde: „Ingen tager imod hans vidnesbyrd;“ så få var rede til at tage imod ham som Frelseren fra synd. „Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru.“ „Den, der tror på Sønnen, har evigt liv.“ Der var ingen grund til at diskutere, hvorvidt Kristi dåb eller Johannes’ dåb rensede fra synd. Det er Kristi nåde, som giver mennesket liv. Uden Kristus er dåben, ligesom enhver anden ceremoni, en form uden værdi. „Den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet.“ ret
(119) Den succes, Kristi gerning havde, og som Døberen havde hilst med så stor glæde, kom også myndighederne i Jerusalem for øre. Præsterne og de skriftkloge havde været skinsyge over Johannes’ indflydelse, da de så, hvordan folk forlod synagogerne og i store skarer drog til ørkenen. Men her var der én, som havde endnu større magt til at tiltrække mængden. Disse ledere af Israel var ikke villige til at sige som Johannes: „Han skal blive større, jeg skal blive mindre.“ De traf atter bestemmelse om at gøre en ende på den virksomhed, der trak folket bort fra dem selv. ret
(119) Jesus vidste, at de ikke ville spare nogen anstrengelse for at skabe splittelse mellem hans egne disciple og Johannes’ disciple. Han vidste, at det var ved at trække op til den storm, som ville fjerne en af de største profeter, der nogensinde havde levet i verden. Han ønskede at undgå enhver grund til misforståelser og splid, og ophørte stille og roligt med sin gerning for at trække sig tilbage til Galilæa. Også vi bør, skønt vi er tro mod sandheden, forsøge at undgå alt, hvad der kan føre til disharmoni og misforståelser. For uanset hvornår sådan noget opstår, resulterer det i tab af sjæle. Når som helst der opstår omstændigheder, som truer med at skabe splittelse, bør vi følge Jesu og Johannes Døbers eksempel. Johannes var blevet kaldet til at føre an som reformator. Af denne årsag var disciplene i fare for at fastholde deres opmærksomhed hos ham, da de følte, at arbejdets succes var afhængigt af hans bestræbelser, og derved glemte den kendsgerning, at han kun var et redskab, som Gud havde skabt til formålet. Men Johannes’ gerning var ikke tilstrækkelig til at danne grundlag for Kristi menighed. Da han havde fuldført sin mission, var der et andet arbejde, som skulle udføres, og som hans vidnesbyrd ikke kunne gennemføre. Dette forstod hans disciple ikke. Da de så Kristus komme for at overtage gerningen, blev de skinsyge og misfornøjede. ret
(120) De samme farer består stadig. Gud kalder et menneske til at udrette et særligt arbejde, og når det har bragt det så vidt, som det har mulighed for, overgiver Herren det til andre, der skal føre det endnu videre. Men mange føler, ligesom Johannes’ disciple, at dette arbejdes fremgang er afhængig af den første, som havde med det at gøre. Man fæster sin opmærksomhed ved det menneskelige i stedet for ved det guddommelige, misundelsen træder til, og Guds gerning ødelægges. Den, som således uretmæssigt bliver æret, fristes til at nære selvtillid. Han er ikke klar over sin afhængighed af Gud. Folket lærer at sætte deres lid til et menneske for at få vejledning, og således kommer de ud i vildfarelser og føres bort fra Gud. ret
(120) Guds gerning skal ikke bære et menneskes billede og overskrift. Fra tid til anden vil Herren bruge forskellige hjælpere, ved hvem hans hensigter bedst kan lykkes. Lykkelige er de, som er villige til selv at lade sig ydmyge, og siger som Johannes Døber: „Han skal blive større, jeg skal blive mindre.“ ret