(121) Kapitlet er bygget op over Joh 4,1-42.
På vej til Galilæa kom Jesus gennem Samaria. Da det var middag, nåede han den skønne dal ved Sikem. Ved indgangen til denne dal lå Jakobs brønd. Træt efter vandringen satte han sig til hvile her, mens hans disciple gik hen for at købe mad. ret
(121) Jøderne og samaritanerne var bitre fjender og undgik så vidt muligt at have noget med hinanden at gøre. Det blev imidlertid regnet for lovligt at handle med samaritanerne, hvis det var nødvendigt, men alt socialt samkvem med dem blev fordømt. En jøde kunne ikke låne noget af en samaritaner og heller ikke tage imod en venlighed — ikke engang et stykke brød eller et bæger vand. Da disciplene købte mad, handlede de i overensstemmelse med deres folks skikke; men de gik heller ikke videre. At bede samaritanerne om en tjeneste eller på nogen måde søge at gavne dem, faldt ikke engang Jesu disciple ind. ret
(121) Jesus og den samaritanske kvinde
Da Jesus sad ved brønden, var han udmattet af sult og tørst. Det havde været en lang vandring fra om morgenen, og nu brændte middagssolen over ham. Hans tørst forøgedes ved tanken om det kølige, friske vand, der var så tæt på og dog utilgængeligt for ham; for han havde hverken reb eller vandkrukke, og brønden var dyb. Han delte menneskehedens lod og ventede på, at der skulle komme nogen for at hente vand op. ret
(121) En kvinde fra Samaria nærmede sig, og tilsyneladende uden at bemærke hans tilstedeværelse fyldte hun sin krukke med vand. Da hun vendte sig om for at gå bort, bad Jesus hende om noget at drikke. Ingen østerlænding kunne nægte en sådan tjeneste. I Østen blev vandet kaldt „Guds gave“. Det blev anset for så hellig en pligt at give en tørstig rejsende noget at drikke, at ørkenens arabere var villige til at gå en omvej for at kunne udføre den. Hadet mellem jøderne og samaritanerne hindrede denne kvinde i at være venlig mod Jesus, men Frelseren søgte at finde nøglen til hendes hjerte, og med en finfølelse, der havde sit udspring i guddommelig kærlighed, bad han om en tjeneste i stedet for at tilbyde en. Et venligt tilbud var måske blevet afvist, men tillid vækker tillid. Himmelens Konge kom til dette udstødte menneske og bad hende om at gøre ham en tjeneste. Han, som skabte havet, som behersker vandene i dybet og som åbnede jordens kilder og strømme, hvilede i sin træthed ved Jakobsbrønden og var afhængig af en fremmed kvindes venlighed, blot for at få noget vand at drikke. ret
(122) Levende vand
Kvinden så, at Jesus var jøde. I sin forundring glemte hun at opfylde hans bøn, men forsøgte at få grunden til den at vide. „Hvordan kan du, en jøde,“ sagde hun, „bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ ret
(122) Jesus svarede: „Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand!“ Du undrer dig over, at jeg vil bede dig om så ringe en tjeneste som lidt vand fra brønden her ved vore fødder. Hvis du havde bedt mig om det, ville jeg have givet dig at drikke af det evige livs vand. ret
(122) Kvinden havde ikke forstået Kristi ord, men hun følte deres højtidelige betydning. Hendes lette, spøgende væremåde begyndte at ændre sig. Hun formodede, at Jesus talte om brønden foran dem, og sagde: „Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?“ Hun så kun en tørstig vandrer foran sig, træt og støvet. I tankerne sammenlignede hun ham med den højt ærede patriark Jakob. Hun mente helt naturligt, at ingen anden brønd kunne stå mål med den, som fædrene havde givet. Hun så tilbage til fædrene og fremad til Messias’ komme, mens fædrenes håb, Messias selv, var ved siden af hende, og hun kendte ham ikke. Hvor mange tørstende står ikke i dag tæt ved livets kilde, men ser alligevel langt ud i det fjerne for at finde livets kildespring! „Sig ikke i dit hjerte: ‘Hvem vil stige op til himlen?’ nemlig for at hente Kristus ned, eller: ‘Hvem vil stige ned i afgrunden?’ nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Nej, hvad siger den? ‘Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,’ og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.“ ret
(122) Jesus besvarede ikke straks spørgsmålet om sig selv, men med stor hvor sagde han: „Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.“ ret
(122) Hvis man søger at slukke sin tørst ved denne verdens kilder, kommer man hurtigt til at tørste igen. Alle vegne findes der utilfredse mennesker. De længes efter noget, der kan tilfredsstille deres åndelige behov. Kun en eneste kan gøre noget ved denne længsel. Det, som verden trænger til, er Kristus, menneskeslægtens eneste håb. Den guddommelige nåde, som han alene kan tildele, er som det levende vand, rensende, forfriskende og styrkende for hjertet. ret
(123) Jesus gav ikke udtryk for, at det var tilstrækkeligt at modtage livets vand en enkelt gang. Har man først „smagt“ Kristi kærlighed, vil man konstant længes efter mere, man søger ikke efter andet. Verdens rigdomme, ære og fornøjelser har ingen tiltrækning. Hjertet forlanger ustandseligt: Mere af dig! Og han, som har åbenbaret menneskets længsel, venter kun på at kunne stille den. Alt, hvad der er afhængigt af mennesker, kan slå fejl. Brønde og damme kan tørre ud, men vor Frelser er en uudtømmelig kilde. Vi kan „drikke“ igen og igen og altid finde frisk tilførsel. Hvis man lader Kristus virke i sig, har man velsignelsens kilde inde i sig selv, „en kilde, som vælder med vand til evigt liv“. Af denne kilde kan man hente tilstrækkelig kraft og nåde til alt, hvad man har behov for. ret
(123) Mens Jesus talte om det levende vand, betragtede kvinden ham med forundret opmærksomhed. Han havde vakt hendes interesse og ønsket om at få den gave, som han talte om. Hun fandt ud af, at det ikke var Jakobsbrøndens vand, han talte om, for det brugte hun til stadighed, når hun drak og blev tørstig igen. Hun sagde: „Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.“ ret
(123) Sand tilbedelse
Nu drejede Jesus pludselig samtalen i en anden retning. Før hun kunne modtage den gave, som han længtes efter at give hende, måtte hun erkende sin synd og anerkende sin Frelser. „Han sagde til hende: ‘Gå hen og kald på din mand, og kom herud!’“ Hun svarede: „Jeg har ingen mand.“ På denne måde håbede hun at undgå alle spørgsmål om denne sag. Men Frelseren blev ved: „Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.“ ret
(123) Hans tilhører var rystet. En mystisk hånd bladede i hendes livs historie og bragte alt det for dagen, som hun havde håbet at kunne holde skjult for evigt. Hvem var han, som kunne se hendes livs hemmeligheder? Hun kom til at tænke på evigheden, på den kommende dom, hvor alt det, som nu er skjult, skal åbenbares. Ved de tanker blev hendes samvittighed vakt. ret
(123) Hun kunne intet benægte; men hun forsøgte at undgå enhver omtale af et så ubehageligt emne. Med dyb ærbødighed sagde hun: „Herre, jeg ser, at du er en profet.“ For ikke at høre mere for det, gik hun over til religiøse stridsspørgsmål. Hvis denne mand var profet, kunne han helt sikkert lære hende noget om disse emner, som der så længe havde været diskussion om. ret
(123) Jesus lod hende tålmodigt føre samtalen, hvorhen hun ville, alt imens han vogtede på en lejlighed til igen at nå ind til hendes hjerte med sandheden. „Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg,“ sagde hun. „men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.“ Garizims bjerg var netop synlig for dem. Dets tempel var nedbrudt, og kun alteret stod tilbage. Denne helligdom havde været et stridsspørgsmål mellem jøderne og samaritanerne. ret
(124) Nogle af de sidstnævntes forfædre havde engang hørt til Israel; men på grund af deres syndighed havde Herren ladet dem blive overvundet af et afgudsdyrkende folk. Gennem mange generationer havde de blandet sig med afgudsdyrkere, hvis religion efterhånden smittede af på deres egen. Det er sandt, at de mente, at deres afguder kun tjente til at minde dem om den levende Gud, universets hersker; men ikke desto mindre blev folket forført til at ære deres udskårne billeder. ret
(124) Da Jerusalems tempel på Ezras tid blev genopbygget, ønskede samaritanerne at deltage i dets genrejsning sammen med jøderne. Dette privilegium blev nægtet dem, og der opstod et bittert fjendskab mellem de to folk. Samaritanerne byggede et rivaliserende tempel på bjerget Garizim. Her dyrkede de Gud efter det mosaiske ritual, skønt de ikke helt gav afkald på afgudsdyrkelsen. Men de forfulgtes af ulykker, deres tempel blev ødelagt af deres fjender, og de syntes at være under en forbandelse. Dog klyngede de sig stadig til deres traditioner og deres form for gudsdyrkelse. De ville hverken anerkende templet i Jerusalem som Guds hus eller indrømme, at jødernes religion var bedre end deres egen. ret
(124) Som svar til kvinden sagde Jesus: „Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.“ Jesus havde vist, at han var frigjort fra den jødiske fordom mod samaritanerne. Nu forsøgte han at nedbryde denne samaritaners fordom mod jøderne. Mens han henviste til, at samaritanernes tro var forvansket af afgudsdyrkelse, erklærede han, at frelsens store sandhed var blevet betroet til jøderne, og at Messias skulle udgå fra dem. I de hellige Skrifter havde de en klar fremstilling af Guds karakter og principperne for hans herredømme. Jesus klassificerede sig selv med jøderne, som var dem, til hvem Gud havde givet meddelelse om ham. ret
(124) Han ønskede at lede sin tilhørers tanker væk fra emner om tradition og ceremoni og stridsspørgsmål. „Men der kommer en time,“ sagde han, „ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.“ ret
(124) Her forkyndes den samme sandhed, som Jesus havde åbenbaret for Nikodemus, da han sagde: „Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.“ Mennesker kommer ikke i kontakt med Himmelen ved at opsøge et helligt bjerg eller et helligt tempel. Religion kan ikke indskrænkes til ydre former og ceremonier. Den religion, der kommer fra Gud, er den eneste religion, der kan føre til Gud. For at kunne tjene ham på rette måde må vi fødes af Guds Ånd. Det vil rense hjertet, forny sindet og give os fornyet evne til at kende og elske Gud. Det vil få os til villigt at adlyde alle hans krav. Sådan er sand gudsdyrkelse. Frugten af Helligåndens virke i os. Ved Helligånden bliver enhver oprigtig bøn til, og en sådan bøn har Guds velbehag. Hvor som helst et menneske rækker hånden ud efter Gud, åbenbarer Åndens gerning sig, og Gud vil åbenbare sig for mennesket. Det er sådanne tilbedere, han søger. Han venter på at tage imod dem og gøre dem til sine sønner og døtre. ret
(125) Mens kvinden talte med Jesus, blev hun betaget af hans ord. Hun havde aldrig hørt en så bevægende udlægning hos sit eget folks præster og heller ikke hos jødernes. Da hendes fortid var blevet blotlagt for hende, var hun kommet til at forstå sit eget store behov. Hun indså nu sin sjæls tørst, som vandet fra brønden i Sykar aldrig ville kunne slukke. Intet af det, hun tidligere havde været i berøring med, havde i den grad vakt hendes trang til noget højere. ret
(125) Messias giver sig til kende
Jesus havde overbevist hende om, at han kendte hendes livs hemmeligheder; men alligevel følte hun, at han var hendes ven, som havde medynk med hende og elskede hende. Skønt han ved sin egen renhed virkede fordømmende på hendes synd, havde han ikke sagt et eneste anklagende ord, men havde fortalt hende om sin nåde, der kunne forny sjælen. Hun begyndte at føle sig overbevist om, hvem han var. Dette spørgsmål dukkede op i hendes sind: Mon han ikke er den længe ventede Messias? Hun sagde til ham: „‘Jeg ved, at Messias skal komme’ — det vil sige Kristus; ‘når han kommer, vil han fortælle os alt.’“ Jesus svarede: „Det er mig, den der taler til dig.“ ret
(125) Da kvinden hørte disse ord, vågnede troen i hendes hjerte. Hun tog imod den vidunderlige meddelelse fra den guddommelige lærers læber. Denne kvinde havde et modtageligt sind. Hun var rede til at modtage den højeste åbenbaring; for hun var interesseret i Skrifterne, og Helligånden havde forberedt hendes sind til at modtage mere lys. Hun havde studeret den gammeltestamentlige forjættelse: „Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.“ Hun længtes efter at forstå denne profeti. Lyset skinnede allerede ind i hendes sind. Livets vand, det åndelige liv, som Kristus skænker enhver som tørster, var begyndt at vælde frem i hendes hjerte. Herrens Ånd arbejdede med hende. ret
(125) Det tydelige udsagn, som Kristus fremkom med til denne kvinde, kunne han ikke have givet de selvretfærdige jøder. Kristus var langt mere tilbageholdende, når han talte med dem. Det, som var blevet tilbageholdt for jøderne, og som det senere blev pålagt disciplene at bevare som en hemmelighed, blev åbenbaret for hende. Jesus så, at hun ville benytte sin viden til at lade andre få del i hans nåde ret
(125) Da disciplene vendte tilbage fra deres ærinde, blev de overraskede over at finde deres Mester i samtale med kvinden. Han havde ikke fået den forfriskende drik, som han havde bedt om, og han stoppede ikke for at spise den mad, som hans disciple havde bragt med. Da kvinden var gået, bønfaldt disciplene ham om at spise. De så, at han var tavs og opslugt af dyb eftertanke. Hans ansigt strålede af lys, og de var bange for at forstyrre ham i hans samvær med Himmelen. Men de vidste, at han var udmattet og træt, og mente, at det var deres pligt at minde ham om hans legemlige behov. Jesus var klar over deres kærlige interesse, og han sagde: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.“ ret
(126) Disciplene undrede sig over, hvem der kunne have bragt ham mad; men han forklarede dem: „Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.“ Jesus frydede sig over, at hans ord til kvinden havde vækket hendes samvittighed. Han så, at hun drak af livets vand, og hans egen sult og tørst blev stillet. At udføre den mission, som han havde forladt Himmelen for at udrette, styrkede Frelseren i hans arbejde og hævede ham over menneskelige fornødenheder. At hjælpe et menneske, der hungrede og tørstede efter sandheden, var ham en større tilfredsstillelse end at spise og drikke. Det var for ham en trøst og en forfriskning. At gøre godt mod andre var selve livet for ham. ret
(126) Frelserens højeste ønske er, at vi skal kendes ved ham. Han længes efter sympati og kærlighed fra dem, som han har købt med sit eget blod. Han længes endnu mere efter, at de skal komme til ham og få livet. Ligesom en mor spejder efter et genkendende smil fra sit lille barn, som fortæller hende om den vågnende forstand, sådan spejder Kristus efter det udtryk for taknemmelig kærlighed, som viser, at det åndelige liv er begyndt i mennesket. ret
(126) Samaritanerne møder Jesus
Kvinden var blevet fyldt med glæde, mens hun lyttede til Kristi ord. Den vidunderlige åbenbaring var næsten overvældende. Hun lod sin vandkrukke blive stående og vendte tilbage til byen for at bringe budskabet videre til andre. Jesus vidste, hvorfor hun var gået bort. At hun lod vandkrukken blive stående, talte umiskendeligt om virkningen af hans ord. Det var hendes inderligste ønske at opnå at få det levende vand, og hun glemte sit ærinde ved brønden; hun glemte Frelserens tørst, som det havde været hendes hensigt at slukke. Med hjertet fuldt af overstrømmende glæde skyndte hun sig af sted for at lade andre få del i det vidunderlige lys, som hun havde modtaget. ret
(126) „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort,“ sagde hun til byens beboere. „Måske er det ham, der er Kristus?“ Hendes ord virkede betagende på dem. Hendes ansigt havde fået et andet udtryk, hele hendes fremtoning var forandret. De fik lyst til at se Jesus. „De forlod byen for at gå ud til ham.“ ret
(126) Mens Jesus stadig sad ved brønden, så han ud over kornmarkerne, der lå udbredt for hans øjne med blide grønne farver i skæret af det gyldne solskin. Han henledte disciplenes opmærksomhed på landskabet og anvendte det som symbol: „Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? ret
(127) Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst.“ Og mens han talte, betragtede han de skarer, der var på vej ud til brønden. Der var fire måneder til, at kornet skulle høstes, men her var en høst, som var klar til høstfolkene. ret
(127) „Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen. For her gælder det ord: ‘Én sår, og en anden høster.’“ Her henviser Kristus til den hellige tjeneste, som de, der tager imod evangeliet, skylder Gud. De skal være hans levende repræsentanter. Han kræver deres personlige tjeneste, og hvad enten vi sår eller høster, så arbejder vi for Gud. Den ene spreder sæden, og den anden samler høsten i lade; og både den, som sår, og den, som høster, får deres løn. De glæder sig sammen over belønningen for deres arbejde. ret
(127) Jesus sagde til disciplene: „Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.“ Her refererede Frelseren til den store høst på pinsedagen. Disciplene skulle ikke betragte denne som resultatet af deres egne anstrengelser. De fortsatte andre menneskers arbejde. Lige siden Adams syndefald havde Kristus overgivet forpligtelsen med ordets sædekorn til sine udvalgte tjenere, for at det kunne blive sået i menneskers hjerter. Og et usynligt virke, en almægtig kraft, havde arbejdet stille men effektivt for at frembringe høsten. Guds nådes dug, regn og solskin var blevet givet for at opfriske og nære sandhedens sæd. Kristus skulle snart vande sæden med sit eget blod. Disciplene var privilegerede ved at arbejde sammen med Gud. De arbejdede sammen med Kristus og fortidens hellige mænd. Da Helligånden blev udgydt på pinsedagen, blev tusinder omvendt på en dag. Dette var resultatet af, hvad Kristus havde sået, høsten af hans gerning. ret
(127) Ved de ord, der var blevet sagt til kvinden ved brønden, var den gode sæd blevet sået, og hvor hurtigt fulgte høsten ikke efter! Samaritanerne kom og hørte Jesus og troede på ham. De flokkedes om ham ved brønden, bestormede ham med spørgsmål og modtog ivrigt hans forklaringer på mange ting, som havde været uklare for dem. Mens de lyttede, begyndte deres rådvildhed at forsvinde. De var som et folk, der i dybt mørke følger sporet af en pludselig lysstråle, indtil de finder dagens lys. Men de lod sig ikke stille tilfreds med denne korte sammenkomst. De var ivrige efter at høre mere og ønskede, at deres venner også skulle lytte til denne vidunderlige lærer. De inviterede ham til deres by og bad ham indtrængende om at blive hos dem. I to dage blev han boende i Samaria, og der blev mange flere, som troede på ham. ret
(127) Farisæerne ringeagtede Jesu ligefremhed. De ænsede ikke hans mirakler og krævede et tegn på, at han var Guds Søn. Men samaritanerne forlangte ikke noget tegn, og Jesus lavede ingen mirakler blandt dem med undtagelse af, at han over for kvinden ved brønden afslørede hemmelighederne i hendes liv. Alligevel var der mange, som tog imod ham. I deres nye glæde sagde de til kvinden: „Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.“ ret
(128) Samaritanerne troede, at Messias skulle komme som en Frelser, ikke blot for jøderne, men for hele verden. Helligånden havde ved Moses forudsagt, at han skulle være en profet, der var udsendt af Gud. Ved Jakob var det blevet forkyndt, at alle folkeslag skulle samles om ham, og ved Abraham, at i ham skulle alle jordens folk velsignes. Disse skrifter dannede grundlaget for samaritanernes tro på Messias. Den kendsgerning, at jøderne havde misfortolket de senere profeter og havde tillagt Kristi første komme herligheden ved hans andet komme, havde fået samaritanerne til at forkaste alle de hellige Skrifter med undtagelse af dem, der var givet ved Moses. Men da Frelseren fejede disse falske fortolkninger bort, var der mange, der accepterede de senere profetier og Kristi egne ord vedrørende Guds rige. ret
(128) Jesus fordømte raceskel
Jesus var begyndt at nedbryde skillevægen mellem jøder og hedninger og at forkynde frelse for hele verden. Skønt han var jøde, færdedes han frit sammen med samaritanerne uden at tage hensyn til sit folks farisæiske skikke. Trods alle fordomme tog han imod dette foragtede folks gæstfrihed. Han sov under deres tag, sad med ved deres bord og deltog i de måltider, de havde tilberedt og anrettet; han underviste på deres gader og behandlede dem med den største venlighed og høflighed. ret
(128) I Jerusalems tempel adskilte en lav mur den ydre gård fra alle andre dele af den hellige bygning. På denne mur var der indskrifter på forskellige sprog, som bekendtgjorde, at ingen andre end jøder havde lov til at overskride denne grænse. Hvis en hedning havde dristet sig til at betræde den indre gård, ville han have besmittet templet og ville komme til at bøde med sit liv. Men Jesus, stifteren af templet og dets tjeneste, samlede hedningerne om sig med bånd af menneskelig sympati, mens hans guddommelige nåde bragte dem den frelse, som jøderne forkastede. ret
(128) Jesu ophold i Samaria skulle være en velsignelse for disciplene, der stadig var under indflydelse af jødernes fanatisme. De mente, at loyalitet mod deres eget folk krævede, at de skulle nære fjendtlige følelser mod samaritanerne. De undrede sig over Jesu handlemåde. De kunne ikke nægte at følge hans eksempel, og under de to dages ophold i Samaria holdt deres troskab mod ham deres fordomme under kontrol; men i hjertet var de uforsonlige. De var længe om at lære, at deres foragt og had måtte vige pladsen for medlidenhed og sympati. Men efter Herrens himmelfart vendte hans belæring tilbage til dem med en ny betydning. Efter Helligåndens udgydelse mindedes de Frelserens blik, hans ord og den respekt og mildhed, der prægede hans holdning til disse foragtede fremmede. Da Peter tog hen for at prædike i Samaria, var hans arbejde præget af den samme ånd. Da Johannes blev kaldt til Efesus og Smyrna, huskede han, hvad han havde oplevet ved Sikem, og fyldtes af taknemmelighed mod den guddommelige lærer, som ved sit eget eksempel hjalp dem gennem de vanskeligheder, som han havde forudset, de ville møde. ret
(129) En Frelser for alle
Frelseren forsætter stadig den samme gerning, som dengang han tilbød livets vand til den samaritanske kvinde. De, som kalder sig hans disciple, kan muligvis foragte og undgå dem, der er udstødt af samfundet, men ingen omstændigheder vedrørende fødsel eller nationalitet, kan vende hans kærlighed bort fra menneskebørnene. Til hvert eneste menneske, hvor syndigt det end er, siger Jesus: Hvis du havde bedt mig om det, så havde jeg givet dig levende vand. ret
(129) Evangeliets indbydelse skal ikke indsnævres og kun tildeles nogle få, som vi formoder vil gøre os ære, hvis de tager imod den. Budskabet skal gives til alle. Hvor som helst hjerterne er åbne for at modtage sandheden, er Kristus klar til at vejlede dem. Han åbenbarer Faderen for dem og lærer dem, hvordan de skal tilbede ham, som læser alle hjerter. Her bruger han ikke lignelser. Her siger han, som til kvinden ved brønden: „Det er mig, den der taler til dig.“ ret
(129) Dengang Jesus satte sig for at hvile ved Jakobsbrønden, var han kommet fra Judæa, hvor hans gerning kun havde båret lidt frugt. Han var blevet afvist af præsterne og de skriftkloge, og selv de mennesker, der hævdede at være hans disciple, var det ikke lykkedes at fornemme hans guddommelige natur. Han var træt og udmattet; alligevel forsømte han ikke lejligheden til at tale med en kvinde, skønt hun var en fremmed, en udlænding i Israel, og skønt hun levede i åbenlys synd. ret
(129) Frelseren ventede ikke på, at der skulle forsamle sig store skarer. Ofte begyndte han sin undervisning, med kun få samlet omkring sig, men en efter en standsede de forbipasserende for at lytte, indtil en mængde mennesker med undren og ærefrygt lyttede til Guds ord fra den himmelsendte lærer. Den, der arbejder for Kristus behøver ikke føle, at han ikke kan tale med samme alvor til nogle få tilhørere som til en større forsamling. Selvom der kun er en enkelt, der hører budskabet, kan ingen sige, hvor vidtrækkende dets indflydelse vil blive. Selv for Frelserens disciple forekom det at være en ringe sag at bruge sin tid til at tale med en samaritansk kvinde. Men han drøftede emnerne mere alvorligt og veltalende med hende end med konger, rådsherrer og ypperstepræster. Det, som han lærte denne kvinde, er gentaget ved jordens fjerneste grænser. ret
(129) Så snart den samaritanske kvinde havde fundet Frelseren, førte hun andre til ham. Hun viste sig at være en mere effektiv missionær end hans egne disciple. Disciplene så intet i Samaria, som indikerede, at det var en lovende arbejdsmark. Deres tanker var rettet mod et stort arbejde, som skulle udføres i fremtiden. De så ikke, at der lige rundt omkring dem var en høst, som skulle i hus. Men ved hjælp af denne kvinde, som de ringeagtede, kom en hel by til at høre Frelseren. Hun bragte straks lyset videre til sine landsmænd. ret
(130) Denne kvinde er et billede på virkningen af praktisk tro på Kristus. Enhver sand discipel fødes ind i Guds rige som missionær. Den, som drikker af det levende vand, bliver selv til en livets kilde. Modtageren bliver til en giver. Kristi nåde i hjertet er som en kilde i ørkenen, der vælder frem for at forfriske alle, og får dem, der er ved at omkomme, til at hige efter at drikke af livets vand. ret