(156) „Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: ‘Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!’“ ret
(156) Messias’ komme var først blevet forkyndt i Judæa. I templet i Jerusalem var forløberens fødsel blevet forudsagt Zakarias, mens han tjente foran alteret. Over Betlehems høje havde englene forkyndt Jesu fødsel. Vismændene var kommet til Jerusalem for at søge efter ham. Simeon og Anna havde i templet bevidnet hans guddommelighed. „Jerusalem og hele Judæa“ havde lyttet til Johannes Døbers prædiken; og udsendingene fra Sanhedrin havde sammen med skarerne hørt hans vidnesbyrd om Jesus. I Judæa havde Kristus modtaget sine første disciple. Her var meget af hans første virksomhed foregået. Hans guddommelighed, der strålede frem ved tempelrensningen, hans helbredelsesundere, og de guddommelige sandheder han forkyndte — alt dette vidnede om det, som han havde erklæret over for rådet efter helbredelsen ved Betesda: at han var den evige Guds Søn. ret
(156) Forkastet af folkets ledere
Hvis Israels ledende mænd havde taget imod Kristus, ville han have ladet dem få æren af at bringe evangeliet ud til verden som hans sendebud. De var de første, der fik mulighed for at blive forkyndere af riget og Guds nåde. Men Israel kendte ikke sin besøgelsestid. De jødiske lederes skinsyge og mistro havde udviklet sig til åbent had, og folkets hjerter vendte sig bort fra Jesus. ret
(156) Sanhedrin havde forkastet Kristi budskab og var opsat på, at han skulle dø. Derfor tog Jesus bort fra Jerusalem, fra præsterne, fra templet, fra de religiøse ledere, fra folket, der var blevet oplært i loven, og henvendte sig til en anden type mennesker for at forkynde sit budskab og udvælge dem, der skulle bringe evangeliet ud til alle folkeslag. ret
(156) Ligesom menneskers lys og liv blev forkastet af de gejstlige myndigheder på Kristi tid, således er det blevet forkastet i alle efterfølgende generationer. Historien om Kristi tilbagetrækning fra Judæa har gentaget sig igen og igen. Da reformatorerne prædikede Guds ord, var det ikke deres tanke at udskille sig fra den etablerede kirke; men de gejstlige ledere kunne ikke tolerere lyset, og de, som bragte det, blev nødt til at opsøge andre mennesker, der længtes efter sandheden. I vore dage er det kun få af dem, der hævder at være reformatorernes efterfølgere, der drives af deres ånd. Kun få lytter til Guds røst og er rede til at tage imod sandheden, i hvilken skikkelse den end viser sig. Ofte bliver de, som følger i reformatorernes fodspor, nødsaget til at vende sig bort fra de menigheder, de elsker, for at kunne forkynde den rene lære af Guds ord. På grund af denne lære er de, som søger lyset, ofte forpligtet til at forlade deres fædres kirke, hvis de vil vise lydighed. ret
(157) Begejstringen var stor i Galilæa
De skriftkloge i Jerusalem foragtede Galilæas befolkning, og betragtede dem som værende simple og uoplyste, men alligevel udgjorde de et mere fordelagtigt arbejdsområde for Frelseren. De var mere alvorlige og oprigtige og mindre beherskede af fanatisme. Deres sind var mere åbent for at modtage sandheden. Jesus drog ikke til Galilæa for at søge ensomhed eller afsondrethed. Provinsen var på den tid hjemsted for en tæt befolkning med et langt større islæt af folk fra andre nationer, end tilfældet var i Judæa. ret
(157) Jesus drog gennem Galilæa, alt imens han underviste og helbredte, og store skarer fra byerne og landsbyerne flokkedes om ham. Selv fra Judæa og de tilstødende provinser kom der mange. Ofte var han nødt til at skjule sig for folket. Begejstringen blev så stor, at det var nødvendigt med forsigtighedsregler, for at de romerske myndigheder ikke skulle nære frygt for et oprør. Aldrig før havde verden oplevet en tid som denne. Himmelen var kommet ned til menneskene. Hungrende og tørstende mennesker, som længe havde ventet på Israels genløsning, frydede sig nu over en barmhjertig Frelsers nåde. ret
(157) Tiden er inde
Hovedpunktet i Kristi prædiken var dette: „Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!“1 Således byggede evangeliets budskab, som det lød fra Frelseren selv, på profetierne. „Tiden,“ som han erklærede var inde, var den tidsperiode, som englen Gabriel havde forkyndt til Daniel. „Halvfjerds uger,“ sagde englen, „er fastsat for dit folk og for din hellige by, før overtrædelserne bliver tøjlet, synden bragt til ophør og skylden sonet, før den evige retfærdighed kommer, før profeternes syner bliver beseglet, og det højhellige bliver salvet.“ I profetier gælder en dag for et år. Se 4 Mos 14,34; Ez 4,6. De 70 uger eller 490 dage repræsenterer 490 år. Der bliver angivet et begyndelsespunkt for denne tidsperiode: „Vid derfor og forstå at fra befalingen udgår om at genopbygge Jerusalem indtil Messias, Fyrsten, skal der være 7 uger, og 62 uger“ — altså 69 uger — eller 483 år. Befalingen om at genoprette og opbygge Jerusalem, sådan som den blev genopbygget efter Artaxerxes Longimanus’ dekret (Se Ez 6,14; 7,1.9), trådte i kraft i efteråret 457 før Kristus. Fra dette tidspunkt rækker 483 år til efteråret år 27 efter Kristus. Ifølge profetien skulle denne tidsperiode vare til Messias, Den Salvede. År 27 blev Jesus ved sin dåb salvet med Helligånden og begyndte snart efter på sin gerning. Derpå blev dette budskab forkyndt: „Tiden er inde!“ ret
(158) Derefter sagde englen: „Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge (=7 år)“. I 7 år, efter at Frelseren var begyndt på sin virksomhed, skulle evangeliet særligt prædikes for jøderne: I 3 ½ år af Kristus selv og derefter af apostlene. „Midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør.“ ret
(158) I foråret år 31 døde Kristus på Golgata som det sande offer. Da blev templets forhæng sønderrevet som tegn på, at offertjenestens hellighed og betydning var forbi. Tiden var inde, hvor det jordiske slagtoffer og afgrødeoffer skulle ophøre. ret
(158) Denne ene uge — de 7 år — endte år 34 efter Kristus. Da beseglede jøderne ved at stene Stefanus deres endelige forkastelse af evangeliet. Disciplene, der gennem forfølgelsen blev spredt til andre lande, „begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet“ . Kort tid efter blev forfølgeren Saulus omvendt og blev til Paulus, hedningernes apostel. ret
(158) Tiden for Kristi komme, hans salvelse ved Helligånden, hans død og evangeliets udbredelse til hedningerne var tydeligt udpeget. Det var det jødiske folks privilegium at forstå disse profetier og at erkende deres opfyldelse gennem Jesu mission. Kristus indprentede sine disciple, hvor betydningsfuldt det var at studere profetierne. Idet han henviste til den profeti, som Daniel havde modtaget med hensyn til deres tid, sagde han. „Den, der læser dette, skal mærke sig det!“ Efter sin opstandelse udlagde han for sine disciple, hvad der hos „alle profeterne … stod om ham“ . „Kristi Ånd i dem … vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge.“ ret
(158) Det var Gabriel, englen, som i rang var næst efter Guds Søn, der bragte Daniel dette guddommelige budskab. Kristus sendte „sin engel,“ Gabriel, for at åbenbare fremtiden for den elskede discipel Johannes; og der lyses velsignelse over dem, „som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den“ . ret
(158) Han kommer med herlighedens rige
„Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.“ „De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til.“ Gud har givet os alt dette, og hans velsignelse vil være hos den, der ved hjælp af bøn respektfuldt og seriøst studerer de profetiske skrifter. ret
(158) Ligesom budskabet om Kristi første komme forkyndte hans nådes rige, således forkynder budskabet om hans genkomst hans herligheds rige. Og det andet budskab er ligesom det første baseret på profetierne. Engelens ord til Daniel om de sidste tider skulle blive forstået ved tidernes ende. På den tid skal „mange granske i den, og kundskaben skal blive stor“ . „De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår.“ Frelseren selv har givet os tegnene på sit komme, og han siger: „Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. … Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer. …Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.“ ret
(159) Vi er nået til den tidsperiode, som er forudsagt i disse skriftsteder. Endens tid er kommet, seglet er fjernet fra profeternes forudsigelser, og deres højtidelige advarsler peger på, at vor Herres komme i herlighed er nært forestående. ret
(159) Jøderne misfortolkede og misbrugte Guds ord, og de kendte ikke deres besøgelsestid. Årene, hvor Kristus og hans apostle virkede iblandt dem — de sidste dyrebare år med nåde til det udvalgte folk — brugte de på at planlægge tilintetgørelsen af Herrens sendebud. De var opfyldt af jordiske ambitioner, og tilbudet om det åndelige rige var spildt på dem. Således er menneskers tanker også i dag optaget af materielle behov, og de tager hverken notits af profetierne, der bliver opfyldt i hastigt tempo, eller af tegnene på, at Guds rige er nært. ret
(159) „Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket.“ Skønt vi ikke kender timen for vor Herres genkomst, så kan vi vide, når den er nær. „Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru.“ ret