(160) Kapitlet er bygget op over Luk 4,16-30.
Over de lyse dage, hvor Jesus virkede i Galilæa, hvilede der en skygge. Nazarets beboere afviste ham, „Er det ikke tømrerens søn?“ sagde de. ret
(160) Gennem hele sin barndom og ungdom var Jesus kommet i synagogen i Nazaret sammen med sine brødre. Siden han var begyndt på sin gerning, havde han været borte fra dem, men de havde ikke været uvidende om, hvad der var sket med ham. Da han atter viste sig hos dem, var deres interesse og forventning spændt til bristepunktet. Her var de kendte skikkelser og ansigter, som han havde kendt fra sin barndom. Her var hans mor, hans brødre og hans søstre, og alles blikke var rettet imod ham, da han på sabbatsdagen trådte ind i synagogen og indtog sin plads blandt sine trosfæller. ret
(160) Ved dagens sædvanlige gudstjeneste læste den ældste højt af profeterne og formanede folket til stadig at håbe på Ham, der skulle komme og herske sejrrigt over folket og bandlyse al undertrykkelse. Han forsøgte at opmuntre sine tilhørere ved ofte at gentage beviserne på, at Messias’ komme var nært. Han beskrev herligheden ved hans komme, idet han fremhævede tanken om, at han ville komme til syne i spidsen for hære, der ville befri Israel. ret
(160) I synagogen i Nazaret
Når en rabbiner var til stede i synagogen, forventedes han at holde prædiken, og enhver israelit havde lov til at foretage oplæsningen af profeterne. På denne sabbatsdag bad man Jesus om at tage del i gudstjenesten. Så „han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog.“ Det skriftord, han læste, anså man for at vise hen til Messias: ret
(160) „Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.“ ret
(160) „Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham … Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund.“ ret
(160) Jesus stod foran folket som en levende fortolker af profetierne om ham selv. Idet han udlagde de ord, han havde læst, talte han om Messias som de undertryktes befrier, den, der satte fanger i frihed, helbredte de syge, gav de blinde deres syn igen og åbenbarede sandhedens lys for verden. Hans betagende fremstillingsevne og hans ords vidunderlige betydning begejstrede tilhørerne med en kraft, som de aldrig før havde følt. Bølgen af guddommelig påvirkning nedbrød enhver skranke. Ligesom Moses skuede de den Usynlige. Da deres hjerter blev påvirket af Helligånden, svarede de med et inderligt amen og priste Herren. ret
(161) Men da Jesus forkyndte: „I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse,“ kom de pludselig til igen at tænke på sig selv og på, hvem han var, som havde talt til dem. De, israelitter, Abrahams børn, var blevet fremstillet, som om de var i trældom. De var blevet talt til som fanger, der skulle udfries fra det ondes magt, — som om de var i mørke og trængte til sandhedens lys. Deres stolthed var blevet krænket og deres frygt vakt. Jesu ord tilkendegav, at hans gerning for dem skulle blive helt anderledes, end de ønskede det. Deres gerninger ville måske blive undersøgt alt for nøje. Til trods for deres nøjagtighed, når det gjaldt ydre ceremonier, veg de tilbage for at lade sig undersøge af dette klare, ransagende blik. ret
(161) Hvem er denne Jesus? spurgte de. Han, som gjorde fordring på Messias’ herlighed, var søn af en tømrer og havde arbejdet i sit fag sammen med sin far, Josef. De havde set ham knokle op og ned ad bjergene, de kendte hans brødre og søstre og vidste alt om hans liv og hans arbejdsindsats. De havde set ham udvikle sig fra barn til ung og fra ung til voksen. Skønt hans liv havde været uden en plet, ville de ikke tro på, at han skulle være den Forjættede. ret
(161) Hvilken modsætning var der ikke mellem hans lære om det kommende rige og det, som de havde hørt fra deres ældste! Jesus havde ikke sagt noget om at udfri dem fra romerne. De havde hørt om hans undergerninger og havde håbet på, at han ville udøve sin magt til deres fordel, men de havde ikke set noget tegn på, at han havde sådanne hensigter. ret
(161) Da de gav tvivlen indpas, blev deres hjerter endnu mere forhærdede, fordi de et kort øjeblik havde været blødgjort. Satan var fast besluttet på, at der ikke skulle åbnes blinde øjne den dag, ligesom ingen trælbundne skulle sættes fri. Han arbejdede intenst på at fastholde dem i deres vantro. De tog ingen notits af det tegn, de allerede havde fået, da de var blevet opflammet af overbevisningen om, at det var deres Frelser, der talte til dem. ret
(161) Men nu gav Jesus dem et bevis på sin guddommelighed ved at afdække deres hemmelige tanker. Han sagde til dem: „I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!“ Men han sagde: „Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.“ ret
(162) Gennem denne beretning om begivenheder i profeternes liv imødegik Jesus sine tilhøreres spørgsmål. De tjenere, som Gud havde udvalgt til en særlig gerning, fik ikke lov til at virke for et hårdhjertet og vantro folk. Men de, som havde hjerte til at føle og evne til at tro, blev gennem profeterne særligt begunstigede med beviser på hans magt. I Elias’ dage var Israel veget bort fra Gud. De holdt fast ved deres synder og forkastede Åndens advarsler gennem Herrens sendebud. Således afskar de sig selv fra den kanal, gennem hvilken Guds velsignelse kunne komme til dem. Herren forbigik de israelitiske hjem og fandt et tilflugtssted til sin tjener i et hedensk land hos en kvinde, som ikke tilhørte det udvalgte folk. Men denne kvinde blev foretrukket, fordi hun havde fulgt det lys, hun havde modtaget, og hendes hjerte var åbent for det større lys, som Gud sendte hende gennem sin profet. ret
(162) Af samme grund blev de spedalske i Israel forbigået på Elisas tid. Men Nahaman, en hedensk adelsmand, havde været tro mod sin overbevisning om det rigtige og havde mærket sit store behov for hjælp. Han var i stand til at modtage Guds nådes gaver. Han blev ikke blot renset for sin spedalskhed, men han blev velsignet med viden om den sande Gud. ret
(162) Vor stilling over for Gud afhænger ikke af, hvor meget lys vi har modtaget, men af, hvordan vi gør brug af det, vi har. Således er selv hedningerne, der vælger det rigtige, så vidt som de kan skelne det, mere gunstigt stillede end de, der har fået meget lys og hævder at tjene Gud, men som ignorerer lyset, og i deres daglige liv modsiger deres bekendelse. ret
(162) Jesu ord til hans tilhørere i synagogen ramte i hjertet af deres selvretfærdighed, og fik dem til at erkende den bitre sandhed om, at de havde forladt Gud og havde forspildt deres krav på at være hans folk. Hvert ord skar som en kniv, da de så realiteterne i øjnene. Nu foragtede de den tro, som Jesus fra starten havde indgydt dem. De ville ikke indrømme, at han, som kom fra fattigdom og beskedne kår, var andet end et almindeligt menneske. ret
(162) Deres vantro avlede ondskabsfuldhed. Satan havde dem i sin magt, og i deres vrede råbte de ad Frelseren. De havde vendt sig fra ham, hvis mission det var at helbrede og genoprette. Nu åbenbarede de ødelæggerens egenskaber. ret
(162) Forkastet i sin hjemby
Da Jesus omtalte de velsignelser, der var skænket hedningerne, rejstes hans tilhøreres voldsomme, nationale hovmod, og hans ord druknede i en forvirring af stemmer. Disse mennesker havde været stolte af at overholde loven; men nu, hvor deres fordomme blev krænket, var de rede til begå mord. Forsamlingen brød op og de lagde hånd på Jesus og skubbede ham ud af synagogen og ud af byen. Alle syntes ivrige efter at gøre det af med ham. De drev ham hen til randen af en afgrund i den hensigt at styrte ham ned. Luften genlød af råb og forbandelser. Nogle kastede sten efter ham, da han pludselig forsvandt fra dem. De himmelske sendebud, som havde været ved hans side i synagogen, var nu hos ham midt i denne vanvittige skare. De dækkede ham for hans fjender og førte ham til et sikkert sted. ret
(163) Sådan beskyttede englene også Lot og førte ham sikkert ud fra Sodoma. Sådan beskyttede de Elisa i den lille bjergby. Da de omkringliggende bjerge var fyldt af den syriske konges heste og vogne, så Elisa, at de nærmeste bjergskråninger var fulde af Herrens hærskarer — heste og ildvogne omgav Herrens tjener. ret
(163) Således har engle til alle tider været i nærheden af Guds trofaste disciple. Ondskabens store alliance står rustet mod alle dem, der ønsker at overvinde den, men Kristus vil, at vi skal huske på de ting, som man ikke ser, på de himmelske hære, der er lejret omkring alle dem, der elsker Gud, for at udfri dem. Hvor mange farer, synlige og usynlige, vi ved engles mellemkomst er blevet bevaret for, vil vi aldrig få at vide, før vi ser Guds forsyn i evighedens lys. Da vil vi se, at hele den himmelske familie var interesseret i familien hernede, og at udsendinge fra Guds trone fulgte vore skridt fra dag til dag. ret
(163) Da Jesus i synagogen læste højt af profetien, standsede han lige før den sidste beskrivelse af Messias’ gerning. Da han havde læst ordene: „for at udråbe et nådeår fra Herren,“ undlod han sætningen: „og en hævndag fra vor Gud.“ ret
(163) Dette var i lige så høj grad sandhed som den første del af profetien, og ved sin tavshed fornægtede Jesus ikke sandheden. Men denne sidste sætning var den, som hans tilhørere frydede sig over at dvæle ved, og som de higede efter at få opfyldt. De fældede dom over hedningerne og erkendte ikke, at deres egen skyld var endnu større end andres. De havde selv det største behov for den barmhjertighed, som de var parate til at nægte hedningerne. Denne dag i synagogen, hvor Jesus stod iblandt dem, var deres mulighed for at tage imod kaldet fra Himmelen. Han, som „holder af at vise godhed,“ ønskede blot at frelse dem fra den ødelæggelse, som deres synder ville forårsage. ret
(163) Men han kunne ikke opgive dem uden at give dem endnu en mulighed for omvendelse. Hen imod slutningen af sin virksomhed i Galilæa besøgte han igen sit barndomshjem. Siden han blev afvist der, havde rygterne om hans forkyndelse og hans mirakler bredt sig over hele landet. Nu kunne ingen benægte, at han var i besiddelse af mere end almindelig menneskelig magt. Nazarets beboere vidste, at han drog omkring og gjorde godt og helbredte alle, der var undertrykt af Satan. ret
(163) Omkring dem var der hele landsbyer, hvor der ikke var sygdom i noget hus, for han havde været der og havde helbredt alle deres syge. Den barmhjertighed, der åbenbarede sig i alle hans handlinger, vidnede om hans guddommelige salvelse. ret
(163) Igen blev nazaræernes hjerte rørt af Helligånden, ved at lytte til hans ord. Men selv nu ville de ikke indrømme, at denne mand, som var vokset op iblandt dem, var noget andet eller større end de selv. Stadig nagedes de af den bitre erindring om, at, mens han selv hævdede at være den Forjættede, havde han faktisk nægtet dem en plads i Israel, for han havde vist dem, at de var mindre værdige til Guds velbehag end en hedensk mand eller kvinde. Skønt de spurgte: „Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger?“ ville de ikke tage imod ham som Guds Kristus. På grund af deres vantro kunne Frelseren ikke udrette mange mirakler blandt dem. Kun nogle få var modtagelige for hans velsignelse, og modstræbende drog han derfra for aldrig mere at vende tilbage. ret
(164) Vantroen, som én gang var blevet næret, vedblev med at beherske disse mænd fra Nazaret. På samme måde beherskede den Sanhedrin og hele folket. For præsterne og folket blev den første forkastelse af åbenbaringen af Helligåndens kraft begyndelsen til enden. For at bevise, at deres første modstand var rigtig, forsatte de altid senere med at kritisere Kristi ord. Deres afvisning af Ånden kulminerede med korset på Golgata, med ødelæggelsen af deres by og med folkets spredning for alle vinde. ret
(164) Hvor Kristus dog længtes efter at åbenbare sandhedens værdifulde skatte for Israel! Men deres åndelige blindhed var så stor, at det var umuligt at åbenbare sandhederne om hans rige for dem. De klamrede sig til deres overbevisning og deres unyttige ceremonier, mens den himmelske sandhed ventede på, at de skulle tage imod den. De brugte deres penge til avner og tomme skaller, mens livets brød var inden for deres rækkevidde. Hvorfor gik de ikke til Guds ord og så nøje efter, om de tog fejl? Det gamle Testamentes skrifter angav helt klart hver eneste detalje af Kristi gerning, og igen og igen gentog han profeternes ord og erklærede: „I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.“ Hvis de ærligt og redeligt havde studeret Skrifterne og ladet deres teorier efterprøve ved Guds ord, havde Jesus ikke behøvet at græde over deres forhærdelse. Han havde ikke behøvet at sige: „Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!“ De var blevet gjort bekendt med beviserne for, at han var Messias, og den ulykke, der lagde deres stolte by i ruiner, kunne have været undgået. Men jøderne var blevet snæversynede på grund af deres stærke fanatisme. Kristi lære afslørede deres karaktersvagheder og krævede omvendelse. Hvis de tog imod hans lære, måtte deres skikke og sædvaner forandres, og de måtte opgive deres kæreste forhåbninger. For at blive æret af Himmelen måtte de give afkald på menneskers ære. Hvis de adlød denne nye rabbiners ord, måtte de gå på tværs af holdningen hos tidens største tænkere og lærere. ret
(164) Sandheden var ikke velset på Kristi tid. Den er heller ikke velset i vore dage. Den har været upopulær, lige siden Satan gav mennesker aversion mod den, ved at fortælle opdigtede historier, som førte til selvforherligelse. Møder vi ikke også i dag teorier og læresætninger, som ikke bygger på Guds ord? Mennesker klamrer sig lige så hårdnakket til dem, som jøderne klamrede sig til deres overleveringer. ret
(165) De jødiske ledere var opfyldt af åndeligt hovmod. Deres begærlighed efter selvforherligelse kom endog til udtryk under deres tjeneste i helligdommen. De satte pris på at få de fornemste pladser i synagogen. De holdt af at blive hilst på torvene og nød at høre deres titler lyde fra menneskers læber. Efterhånden som den ægte fromhed blev mindre, vogtede de mere skinsygt over deres traditioner og ceremonier. ret
(165) Fordi deres forståelse var formørket af egenkærlige fordomme, kunne de ikke få kraften i Kristi overbevisende ord til at stemme overens med hans fattige tilværelse. De værdsatte ikke den kendsgerning, at virkelig storhed ikke behøver ydre pragtudfoldelse. Denne mands fattigdom syntes at være ganske uforenelig med, at han hævdede at være Messias. De spurgte: Hvis han var den, han hævdede at være, hvorfor var han da så fordringsløs? Hvis han var tilfreds med ikke at have nogen våbenmagt, hvad ville der så blive af deres folk? Hvordan kunne den så længe ventede magt og ære så gøre de øvrige folkeslag til den jødiske stats undersåtter? Havde præsterne ikke lært dem, at Israel skulle blive hersker over hele jorden? Og kunne det være muligt, at de store åndelige vejledere havde taget fejl? ret
(165) Men det var nu ikke blot den manglende ydre glans over hans liv, der fik jøderne til at forkaste Jesus. Han var den personificerede renhed og de var urene. Han levede blandt mennesker som et eksempel på pletfri retskaffenhed. Hans ulastelige liv kastede lys i deres hjerter. Hans oprigtighed afslørede deres mangel på oprigtighed. Den åbenbarede hulheden i deres pralende fromhed og afdækkede syndighedens afskyelige karakter for dem. Et sådant lys var ikke velkomment. ret
(165) Hvis Kristus havde henvendt sig til farisæerne og havde prist deres lære og fromhed, ville de med glæde have tiljublet ham. Men når han talte om Himmeriget som en nådens gave til hele menneskeheden, forkyndte han en side af religionen, som de ikke ville tolerere. Deres eget eksempel og lære havde aldrig fået det til at fremstå som noget attråværdigt at tjene Gud. Når de så Jesus tage sig af netop dem, som de hadede og afskyede, vakte det de værste lidenskaber i deres hovmodige hjerter. Skønt de pralede af, at under „Løven af Judas stamme“ skulle Israel ophøjes til at herske over alle folkeslag, kunne de lettere have udholdt at se deres ærgerrige håb blive skuffet, end de kunne tåle Kristi kritik af deres synder og den bebrejdelse, som de følte ved blot at være i nærheden af hans renhed. ret