(171) I perioderne mellem sine rejser hid og did opholdt Jesus sig i Kapernaum, og den blev kendt som hans „egen by.“ Den lå ved bredden af Galilæa søen og i udkanten af eller måske ligefrem på den smukke Genezaret slette. ret
(171) På grund af den dybtliggende sø får sletten, som omgiver dens bredder, sydens milde klima. Her voksede på Kristi tid palmetræer og oliventræer, her var der frugthaver og vingårde, grønne marker og en overdådighed af strålende blomster, og alt fik vand fra livlige vandløb, der brød frem fra klipperne. Byer og landsbyer var strøet ud over søens bredder og de nærliggende, lave bakker omkring den. Søen var fuld af fiskerbåde. Overalt rørte der sig et travlt, aktivt liv. ret
(171) Selve Kapernaum var velegnet til at være midtpunktet for Frelserens gerning. Med sin beliggenhed på hovedvejen fra Damaskus til Jerusalem, Ægypten og Middelhavet havde den megen gennemrejsende trafik. Folk fra mange lande passerede gennem byen eller gjorde ophold for at hvile på rejserne frem og tilbage. Her kunne Jesus træffe mennesker fra alle lande og alle samfundslag, rige og mægtige såvel som fattige og ydmyge, og hans lære ville blive ført videre til andre lande og ind i mange hjem. Der ville komme gang i udforskning af profetierne, opmærksomheden ville blive rettet mod Frelseren, og hans mission ville blive kendt i hele verden. ret
(171) På trods af det jødiske råds fjendtlige holdning over for Jesus afventede folket spændt udviklingen af hans gerning. Hele Himmelen var aktivt interesseret. Englene med at berede vejen for hans gerning og røre ved menneskers hjerter for at drage dem mod Frelseren. ret
(171) I Kapernaum var embedsmandens søn, som Kristus havde helbredt, vidne om hans magt. Og den kongelige embedsmand og hele hans hus vidnede med glæde om deres tro. Da det rygtedes, at læreren selv var iblandt dem, kom hele byen på benene. Store skarer samledes om ham. På sabbatsdagen trængtes folk i synagogen, så mange måtte gå, ude af stand til at komme ind. ret
(171) Forkyndelse som vakte forundring
Alle, som hørte Frelseren, „blev slået af forundring over hans lære, for der var myndighed bag hans ord.“ „Han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.“ De skriftkloges og de ældstes lærdom var kold og formel som en lektie, der er lært udenad. For dem ejede Guds ord ingen levende kraft. Deres egne tanker og overleveringer blev sat i stedet for ordets lære. Ved den rutinemæssige gudstjeneste hævdede de at udlægge loven, men hverken deres egne eller deres tilhøreres hjerter blev bevæget af guddommelig inspiration. ret
(172) Jesus havde intet at gøre med de forskellige årsager til uenighed blandt jøderne. Det var hans opgave at forkynde sandheden. Hans ord spredte et lyshav over profeternes og patriarkernes lære, og skrifterne kom til mennesker som en ny åbenbaring. Aldrig før havde hans tilhørere opfattet så dyb en mening i Guds ord. ret
(172) Jesus mødte folket på deres eget område, som en der kendte til deres rådvildhed. Han gjorde sandheden smuk ved at forkynde den på den mest direkte og enkle måde. Hans sprog var rent, ædelt og klart som rindende vand. Hans stemme var som musik for dem, der havde lyttet til rabbinernes monotone tale. Men mens hans lære var enkel, talte han som en, der havde autoritet. Denne karakteristik satte hans lære i kontrast til alle andres. Rabbinerne talte med tvivl og tøven, som om skrifterne kunne fortolkes til at betyde enten det ene eller det stik modsatte. For hver dag følte tilhørerne større usikkerhed. Men Jesus lærte dem, at skrifterne var en ubestridelig autoritet. Hvad hans emne end var, blev det fremført med styrke, som om hans ord ikke kunne modsiges. ret
(172) Alligevel var han mere alvorlig end lidenskabelig. Han talte som en, der har et konkret forsæt at opfylde. Han anskueliggjorde realiteterne om det evige liv for dem. I hvert eneste emne åbenbaredes Gud. Jesus søgte at hæve den fortryllelse, som forblinder mennesker til kun at værdsætte jordiske ting. Han anbragte tingene i dette liv i deres rette sammenhæng, som værende underordnet det, der har evig betydning, men han ignorerede ikke deres vigtighed. Han lærte dem, at Himmelen og jorden er forbundet med hinanden, og at viden om guddommelig sandhed gør mennesket bedre rustet til at udrette hverdagens pligter. Han talte som en, der er fortrolig med Himmelen, i bevidstheden om sit slægtskab med Gud, men alligevel i erkendelse af sin samhørighed med hvert medlem af menneskeslægten. ret
(172) Hans budskaber om nåde var tilpasset tilhørernes behov, „så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte“ . Og: „Ynde er udgydt på dine læber“ , for at de forskellige kunne få overbragt sandhedens skatte på den mest fordelagtige måde. Han havde taktfølelse til at møde fordomsfulde mennesker og overraske dem med eksempler, som tiltrak sig deres opmærksomhed. Ved fantasiens hjælp nåede han ind til hjertet. Sine eksempler hentede han fra dagliglivet, og selv om de var enkle, lå der en vidunderlig, dyb mening i dem. Fuglene i luften, liljerne på marken, sæden, hyrden og fårene brugte Kristus til at anskueliggøre den udødelige sandhed, og når hans tilhørere sidenhen mødte noget heraf i naturen, huskede de altid hans ord. Kristi eksempler henviste konstant til hans lære. ret
(173) Kristus smigrede aldrig mennesker. Han sagde aldrig noget, som kunne anspore deres fantasi og indbildningskraft, og heller ikke roste han dem for deres kløgtige opfindelser; men dybt tænkende, fordomsfrie mennesker tog imod hans lære og fandt, at den satte deres visdom på prøve. De forbløffedes over den åndelige sandhed udtrykt i det enkleste sprog. De højt uddannede blev betaget af hans ord, og de, der ingen uddannelse havde, fik altid udbytte af dem. Han havde et budskab til analfabeter, og han fik selv hedningerne til at forstå, at han havde et budskab at bringe dem. ret
(173) Hans kærlige medfølelse virkede lindrende på trætte og bekymrede mennesker. Selv i turbulensen blandt vrede fjender var han omgivet af en atmosfære af fred. Hans smukke ansigtsudtryk, hans elskelige karakter og frem for alt: Den kærlighed, der kom til udtryk i blik og stemme, tiltrak alle, der ikke var forhærdede i vantro. Havde det ikke været for denne milde, medfølende ånd, som afspejledes i hvert eneste blik og ord, ville han ikke have tiltrukket så store menigheder, som han gjorde. De syge, der kom til ham, mærkede, at han gjorde deres sag til sin som en trofast og kærlig ven, og de ønskede at vide mere om den sandhed, han talte om. Himmelen var kommet nærmere. De ønskede at blive i hans nærvær, så trøsten ved hans kærlighed altid kunne være hos dem. ret
(173) Jesus betragtede med dyb alvor sine tilhøreres skiftende udtryk. De ansigter, der udtrykte interesse og glæde, var ham en stor tilfredsstillelse. Når sandheden trængte ind i hjertet, brød igennem egenkærlighedens skranker og forårsagede anger og til slut taknemlighed, var Frelseren glad. Når hans blik gled hen over tilhørerskaren, og han der genkendte ansigter, som han før havde set, lyste hans ansigt op af glæde. Han så i dem lovende borgere i sit rige. Når sandheden direkte sagt, anfægtede højt skattet afguderi, bemærkede han det forandrede ansigtsudtryk, det kolde, truende udtryk, som fortalte, at lyset var uvelkomment. Når han så mennesker forkaste fredens budskab, skar det ham dybt i hjertet. ret
(173) En dæmonbesat bliver befriet
I synagogen talte Jesus om det rige, han var kommet for at oprette, og om sin mission for at befri Satans fanger. Han blev afbrudt af et rædselsskrig. Et sindsforstyret menneske styrtede frem af mængden og råbte: „Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!“ ret
(173) Alt var nu forvirring og uro. Folkets opmærksomhed blev bortledt fra Kristus, og ingen lagde mærke til, hvad han sagde. Netop det var Satans hensigt med at føre sit offer til synagogen. Men Jesus irettesatte den onde ånd og sagde: „Ti stille, og far ud af ham!« Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og fór ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.“ ret
(174) Den ulykkelige stakkels sind havde været formørket af Satan, men i Frelserens nærvær var en stråle af lys trængt gennem mørket. Længselen efter frihed fra Satans herredømme rejste sig i ham, men dæmonen modstod Kristi magt. Da manden forsøgte at bede Jesus om hjælp, lagde den onde ånd ord i hans mund, og han skreg i sin frygtelige angst. Den besatte forstod delvis, at han var i nærheden af en, som kunne befri ham; men da han forsøgte at komme inden for rækkevidde af denne mægtige hånd, holdt en andens vilje ham fast, og en andens ord kom til udtryk gennem ham. Konflikten mellem Satans magt og hans eget ønske om frihed var frygtelig. ret
(174) Han, som havde overvundet Satan i fristelsens ørken, stod igen ansigt til ansigt med sin fjende. Dæmonen udøvede al sin magt for at beholde herredømmet over sit offer. At miste fodfæste her ville være at give Jesus en sejr. Det så ud, som om den forpinte mand skulle miste livet i kampen mod den fjende, som havde ødelagt hans tilværelse. Men Frelseren talte med myndighed og gav den fangne hans frihed tilbage. Manden, som havde været besat, stod foran det undrende folk, lykkelig over friheden til at kunne herske over sig selv. Selv dæmonen havde vidnet om Frelserens guddommelige magt. ret
(174) Manden priste Gud for sin befrielse. De øjne, som for et øjeblik siden havde lyst af vanvid, strålede nu af forstand og fyldtes af taknemlighedens tårer. Skaren var målløs af forundring. Så snart de atter genvandt talens brug, sagde de til hinanden: „Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv urene ånder befaler han over, og de adlyder ham.“ ret
(174) Den hemmelige årsag til den lidelse, som havde gjort denne mand til et frygteligt syn for sine venner og en byrde for sig selv, kom fra hans eget liv. Han havde ladet sig fascinere af syndige glæder og havde tænkt sig at leve livet som en stor fest. Han havde ikke drømt om at blive til skræk for sine omgivelser og til skam for sin familie. Han mente, at han kunne bruge sit liv på uskyldige dårskaber. Men da han først var kommet på vej nedad, gik det hurtigt længere ned. Umådeholdenhed og letsindighed fordærvede hans naturlige gode egenskaber, og Satan fik fuldstændig herredømmet over ham. ret
(174) Hans anger kom for sent. Da han ville have ofret rigdom og fornøjelser for at genvinde sit tabte liv, var han hjælpeløst i den ondes vold. Han havde anbragt sig selv i fjendens lejr, og Satan havde gjort sig til herre over alle hans evner. Djævelen havde lokket ham med mange smigrende tilbud; men da først den stakkels mand var kommet i hans magt, blev fjenden ubarmhjertig i sin grusomhed og plagede ham på det frygteligste. Sådan vil det gå alle, der giver efter for den onde; deres ungdoms spændende fornøjelser ender i fortvivlelsens mørke eller i en ødelagt sjæls vanvid. ret
(174) Den samme onde ånd, som fristede Kristus i ørkenen, og som besatte den vanvittige i Kapernaum, beherskede de vantro jøder. Men over for dem påtog den sig en from mine og søgte at bedrage dem med hensyn til deres motiver til at forkaste Frelseren. Deres tilstand var mere håbløs end den besatte mands, for de følte ikke, at de trængte til Kristus, og derfor blev de holdt fast under Satans herredømme. ret
(175) Den tid, hvor Kristus selv virkede blandt mennesker, var også den, hvor mørkets rige udfoldede den største virksomhed. Gennem tiderne havde Satan og hans onde engle søgt at beherske menneskers legeme og sind og at bringe synd og lidelse over dem, og derpå havde han lagt skylden for al denne elendighed over på Gud. Jesus åbenbarede Guds karakter for mennesker. Han brød Satans magt og satte de fangne i frihed. Nyt liv og kærlighed og kraft fra Himmelen virkede på menneskene, og mørkets fyrste blev udfordret til kamp for sit riges overherredømme. Satan samlede alle sine kræfter og bekæmpede hvert af Kristi skridt. ret
(175) Onde ånder i aktivitet
Sådan vil det også blive i den sidste store konflikt mellem retfærdighed og synd. Mens nyt liv, lys og kraft daler ned fra det høje over Kristi disciple, dukker der også nyt liv op nedefra og fylder Satans hjælpere med energi. Ethvert jordisk element bliver behersket af en voldsom styrke. Med en snedighed, erhvervet gennem århundreders strid, arbejder mørkets fyrste i forklædning. Han viser sig klædt som en lysets engel, og mange mennesker „lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme.“ ret
(175) På Kristi tid var Israels ledere og lærere ude af stand til at modstå Satans virke. De ignorerede det eneste middel, med hvilket de kunne have modstået onde ånder. Det var ved Guds ord, Kristus overvandt den onde. Israels ledere hævdede at være fortolkere af Guds ord, men de havde kun studeret det til opretholdelse af deres egne traditioner og for at påtvinge andre deres menneskeskabte ritualer. Gennem deres fortolkning fik de det til at udtrykke holdninger, som Gud aldrig har givet udtryk for. Deres hemmelighedsfulde udlægning gjorde uforståeligt, hvad Gud havde udtrykt klart. De skændtes om ubetydelige spidsfindigheder og fornægtede i virkeligheden de mest væsentlige sandheder. På denne måde blev vantroens frø sået vidt og bredt. Guds ord blev berøvet sin kraft, og de onde ånder fik deres vilje. ret
(175) Historien gentager sig. Med Bibelen opslået foran sig mens de hævder at ære dens lærdomme, ødelægger mange af vor tids religiøse ledere troen på Bibelen som værende Guds ord. De er travlt beskæftiget med at dissekere ordet og sætter deres egne meninger over dets klareste udsagn. I deres hånd mister Guds ord sin genskabende kraft. Dette er grunden til, at vantroen vokser vildt, og uretfærdigheden sætter frugt. ret
(175) Når Satan har undermineret troen på Bibelen, leder han mennesker til andre kilder for lys og styrke. På denne måde indynder han sig. De, som vender sig fra den rene lære i skrifterne og Guds Helligånds overbevisende kraft, åbner døren for de onde ånders magt. Kritik og spekulationer med hensyn til skrifterne har åbnet vejen for spiritisme og teosofi — disse moderniserede former for det gamle hedenskab — så de har vundet fodfæste selv inden for de kristne kirker. ret
(176) Side om side med, at evangeliet prædikes, er der kræfter i gang, som ikke er andet end medier for løgnagtige ånder. Mange mennesker giver sig af med dem af ren og skær nysgerrighed, men når de ser beviser på handlinger af mere end menneskelig kraft, lader de sig lokke videre og videre, indtil de beherskes af en vilje, der er stærkere end deres egen. De kan ikke undslippe fra dens mystiske kraft. ret
(176) Sjælens forsvarsværker bliver brudt ned. Den har ingen barrierer imod synden. Når båndene fra Guds ord og hans ånd én gang er forkastet, kan ingen vide, hvor dyb nedværdigelsen kan blive. Hemmelige synder eller stærk lidenskab kan holde et menneske fanget — så hjælpeløst som den besatte i Kapernaum. Men alligevel er hans tilstand ikke håbløs. ret
(176) Hvilken magt skal dominere?
Det middel, hvormed vi kan besejre den onde, er det, som Kristus sejrede med: Ordets kraft. Gud behersker ikke vore tanker uden vort eget samtykke; men hvis vi ønsker at kende og gøre hans vilje, gælder hans løfter også os: „I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.“ „Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.“ Ved at tro på disse løfter kan ethvert menneske blive befriet fra vildfarelsernes snarer og syndens herredømme. ret
(176) Hvert menneske har frihed til at vælge, hvilken magt han vil have til at herske over sig. Ingen er faldet så dybt, ingen er så usle, at de ikke kan blive frigjort ved Kristus. Den besatte mand kunne kun udtale Satans ord i stedet for at bede, men alligevel blev hans hjertes uudtalte bøn hørt. Intet råb fra et menneske i nød vil gå upåagtet hen, selv om det ikke finder udtryk i ord. De, som er villige til at indgå en pagt med Himmelens Gud, bliver ikke overladt til Satans magt eller til deres egen naturs svaghed. De får denne opfordring fra Frelseren: „Lad ham gribe i min styrke, at han kan slutte fred med mig, og han vil slutte fred med mig.“ Mørkets ånder vil kæmpe for at beholde det menneske, som én gang er kommet under deres herredømme, men Guds engle vil kæmpe for det med endnu større kraft. Herren siger: „Kan man tage byttet fra en kriger? Kan man befri en voldsmands fanger? Dette siger Herren: Fangerne skal tages fra krigeren, voldsmandens bytte skal befries. Jeg vil kæmpe mod dem, der kæmper mod dig, og dine sønner vil jeg frelse.“ ret
(176) Peters svigermor og andre syge helbredes
Mens forsamlingen i synagogen stadig var tryllebundne af ærefrygt, trak Jesus sig tilbage til Peters hjem for at få lidt hvile. Men også her var der en skygge. Peters svigermoder lå syg, „med høj feber.“ Jesus bad feberen forsvinde, og den syge rejste sig og vartede Mesteren og hans disciple op. ret
(177) Rygterne om Kristi gerninger spredtes hastigt i hele Kapernaum. Af frygt for rabbinerne vovede folk ikke at komme for at søge helbredelse på Sabbatten; men ikke så snart var solen forsvundet bag horisonten, før der blev stort røre. Fra hjemmene, butikkerne og torvepladserne strømmede byens beboere hen imod den beskedne bolig, hvor Jesus opholdt sig. De syge blev bragt derhen på bårer, de kom støttende sig til stave, eller hjulpet af venner gik de vaklende hen til Frelseren. ret
(177) Time efter time kom og gik de, for ingen kunne vide, om lægen i morgen ville være at finde iblandt dem. Aldrig nogensinde havde Kapernaum oplevet en dag som denne. Luften genlød af jublende stemmer og befrielsens råb. Frelseren frydede sig over den glæde, han bragte. Når han blev vidne til de lidelser, som pinte dem, der var kommet til ham, rørtes hans hjerte af medlidenhed, og han glædede sig over sin magt til at gengive dem helbred og lykke. ret
(177) Først da den sidste af de syge var blevet helbredt, holdt Jesus op med sit arbejde. Det var langt ud på natten, før skarerne tog af sted, og stilheden sænkede sig over Simons hjem. Den lange, indholdsrige dag var til ende, og Jesus søgte hvile. Men mens byen stadig sov trygt, stod Frelseren op, „ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, … og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.“ ret
(177) Sådan gik dagene, mens Jesus vandrede på jorden. Ofte sendte han sine disciple bort for at besøge deres hjem og for at få hvile, men han modstod blidt deres bestræbelser på at trække ham bort fra hans gerning. Hele dagen igennem arbejdede han med at undervise de uvidende, helbrede syge, give blinde synet igen og med at give skarerne mad, og ved aftenstid eller tidligt om morgenen gik han til sit tilflugtssted i bjergene for at rådføre sig med sin himmelske Fader. Ofte tilbragte han hele natten i bøn og meditation og vendte så ved daggry tilbage til sin gerning blandt mennesker. ret
(177) Tidligt om morgenen kom Peter og hans ledsagere til Jesus og fortalte, at Kapernaums beboere allerede søgte efter ham. Disciplene havde været dybt skuffede over den modtagelse, Kristus hidtil havde fået. Øvrigheden i Jerusalem søgte at myrde ham; selv hans egne bysbørn havde prøvet at berøve ham livet, men i Kapernaum var han blevet hilst med jublende begejstring, og disciplenes håb blussede atter op. Det kunne jo tænkes, at man blandt de frihedselskende galilæere kunne finde mænd, der ville støtte det nye rige. Men med forundring hørte de Kristi ord: „Jeg skal også forkynde evangeliet om Guds rige i de andre byer; det er derfor, jeg er blevet udsendt.“ ret
(177) Hensigten med Jesu mission
I den begejstringsrus, som på dette tidspunkt herskede i Kapernaum, var der fare for, at man kunne miste formålet med hans mission af syne. Det var ikke nok for Jesus kun at henlede opmærksomheden på sig selv, blot fordi han gjorde undere, eller fordi han helbredte legemlige sygdomme. Han ville have mennesker til at anerkende sig som deres Frelser. Mens folket var ivrigt efter at tro, at han var kommet som konge for at oprette et jordisk rige, ønskede han at vende deres sind fra det jordiske mod det åndelige. Verdslig succes alene kunne blive en hindring for hans gerning. ret
(178) Og de sorgløse skarers undren skurrede i hans sind. I hans liv var der ingen spor af selvhævdelse. Den hyldest, som verden giver til rang, rigdom eller evner, var ukendt for Menneskesønnen. Ingen af de metoder, som mennesker bruger for at vinde tilhængere eller blive hyldet, blev brugt af Jesus. Århundreder før hans fødsel var der blevet forudsagt om ham: „Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. Han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden.“ ret
(178) Farisæerne søgte hædersbevisninger for deres omhyggelige overholdelse af ceremonierne og for at stille deres gudsdyrkelse og deres barmhjertige gerninger til skue. De viste deres iver for religionen ved at gøre den til et diskussionsemne. Diskussioner mellem de forskellige partier var højrøstede og langvarige, og det var ikke usædvanligt på gaderne at høre stemmer fra skænderier mellem vrede lovkyndige. ret
(178) Jesu liv var en udpræget kontrast til alt dette. I hans liv fandtes der ikke støjende diskussion, ingen pralende tilbedelse, og ingen handling for at vække bifald blev nogensinde set. Kristus var skjult i Gud, og Gud blev åbenbaret i sin Søns karakter. Denne åbenbaring ønskede Jesus, at folket skulle hylde og rette deres tanker mod. ret
(178) Retfærdighedens Sol brød ikke frem over verden i al sin glans for at blænde sanserne ved sin herlighed. Der står skrevet om Kristus: „Han bryder frem så sikkert som morgenrøden.“ Stille og mildt bryder morgenrøden frem over jorden, spreder mørkets skygger og vækker verden til liv. Sådan stråler retfærdighedens sol frem, „under dens vinger er der helbredelse.“ ret