(179) Kapitlet er bygget op over Matt 8,2-4; Matt 9,1-8; 9,32-34; Mark 1,40-45; 2,1-12; Luk 5,12-28.
Spedalskhed var den mest frygtede af alle østens sygdomme. Dens uhelbredelige og smitsomme karakter og den frygtelige virkning, den havde på de ramte, fyldte selv de tapreste med frygt. Blandt jøderne blev den anset for at være en straf for synd, og derfor blev den kaldt „slaget“ eller „Guds finger.“ Dybtgående, uhelbredelig og dødelig, som den var, blev den betragtet som et symbol på synd. Ifølge ritualloven blev den spedalske erklæret uren. Som en, der allerede var død, blev han udelukket fra menneskers boliger. Alt, hvad han rørte ved, var urent. Luften blev besmittet af hans ånde. Hvem, der blev mistænkt for at have denne sygdom, måtte fremstille sig for præsterne, der skulle undersøge ham og afgøre hans sag. Hvis han blev erklæret for spedalsk, blev han isoleret fra sin familie, udelukket fra Israels menighed og dømt til kun at omgås dem, der havde den samme sygdom. Loven var ubøjelig i sine krav. Hverken konger eller herskere var undtaget. En regent, der blev angrebet af denne frygtelige sygdom måtte afgive scepteret og flygte ud af samfundet. ret
(179) Adskilt fra venner og slægtninge måtte den spedalske bære sin sygdoms forbandelse Han var forpligtet til at bekendtgøre sin egen elendighed, til at sønderrive sine klæder og slå alarm for at advare alle om at flygte fra hans smitsomme tilstedeværelse. Råbet: „Uren! uren!“ som lød med klagende stemme fra de ensomme forviste, var et signal, som hørtes med frygt og rædsel. ret
(179) „Hvis du vil, kan du gøre mig ren“
I den del af landet, hvor Kristus virkede, var der mange, der led af denne sygdom, og rygterne om hans gerning nåede til dem og vakte en gnist af håb. Men siden profeten Elisas tid havde man ikke kendt til helbredelse af mennesker med denne sygdom. De turde ikke håbe på, at Jesus ville gøre for dem, hvad han aldrig havde gjort for nogen anden. Der var imidlertid én, i hvis hjerte troen begyndte at spire. Blot vidste denne mand ikke, hvordan han skulle komme i forbindelse med Jesus. Afskåret som han var fra forbindelse med sine medmennesker, hvordan skulle han kunne fremstille sig for lægen? Og han tvivlede også på, at Jesus ville helbrede sådan en som ham. Ville han nedlade sig til at lægge mærke til én, som blev anset for at være ramt af Guds dom? Ville han ikke ligesom farisæerne og endog lægerne forbande ham og advare ham mod at prøve at flygte fra menneskets forbandelse. Han tænkte på alt, hvad der var blevet fortalt ham om Jesus. Ikke en eneste, der havde søgt hans hjælp, var blevet vist bort. Den ulykkelige mand besluttede at finde Frelseren. Skønt han var lukket ude fra byerne, kunne det jo tænkes, at han kunne krydse Jesu vej på en sidevej langs med bjergvejene, eller finde ham når han underviste folk uden for byerne. Vanskelighederne var store, men dette var hans eneste håb. ret
(180) Den spedalske bliver ledt til Frelseren. Jesus taler ved søens bred, og folket er forsamlet om ham. Stående langt borte opfatter den spedalske nogle få af Frelserens ord. Han ser ham lægge sine hænder på de syge. Han ser de halte, de blinde, de lamme og de, der var dødssyge af forskellige sygdomme, rejse sig op og være raske, mens de takkede Gud for deres helbredelse. Hans tro bliver stærkere. Han nærmer sig mere og mere den forsamlede mængde. Glemt er de forsigtighedsregler, som er ham påbudt, folkets sikkerhed og den frygt, hvormed alle mennesker ser på ham. Han tænker kun på det velsignede håb om helbredelse. ret
(180) Han er et afskyeligt syn. Sygdommen har gjort grufulde indhug i ham, og hans angrebne krop er frygtelig at se på. Ved synet af ham viger folket tilbage i rædsel. De er ved at falde over hinanden i deres iver efter at undgå kontakt med ham. Nogle prøver at forhindre ham i at nærme sig Jesus, men forgæves. Han hverken ser eller hører dem. Deres udtryk for væmmelse preller af på ham. Han ser kun Guds Søn. Han hører kun den stemme, der taler om liv til de døende. Han maser sig frem til Jesus, kaster sig ned for hans fødder, mens han råber: „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.“ ret
(180) Jesus svarede: „Jeg vil, bliv ren!“ og lagde sin hånd på ham. ret
(180) Øjeblikkelig skete der en forvandling med den spedalske. Hans kød blev sundt, nerverne følsomme, musklerne faste. Den grove, skællede overflade, der kendetegner spedalskheden, forsvandt og blev blød og normal igen. ret
(180) Jesus befalede manden ikke at sige til nogen, hvad der var sket med ham, men straks at gå hen og fremstille sig med en offergave i templet. En sådan offergave kunne ikke blive modtaget, før præsterne havde foretaget en undersøgelse og erklæret manden helt fri for sygdommen. Hvor uvillige de end var til at udføre denne tjeneste, kunne de ikke slippe for at foretage en undersøgelse og afgøre sagen. ret
(180) Skriftens ord viser, hvor indtrængende Kristus pålagde manden nødvendigheden af at tie og handle hurtigt. „Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk, idet han sagde til ham: ‘Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.’“ Hvis præsterne havde kendt omstændighederne ved den spedalskes helbredelse, ville deres had til Kristus have fået dem til at afsige en uærlig dom. Jesus ønskede, at manden skulle fremstille sig i templet, før noget rygte om underet havde nået dem. På den måde var der sikkerhed for en upartisk afgørelse, og den helbredte spedalske ville igen få lov til at forenes med sin familie og sine venner. ret
(181) Der var også andre ting, som Kristus forudså, da han pålagde manden tavshed. Frelseren vidste, at hans fjender bestandigt søgte at begrænse hans gerning og vende folket fra ham. Han vidste, at hvis helbredelsen af den spedalske rygtedes viden om, ville andre, som led af denne forfærdelige sygdom, stimle sammen om ham, og der ville blive råbt op om, at folket ville blive smittet ved at være i nærheden af dem. Mange af de spedalske ville ikke benytte helbredelsens gave til velsignelse for sig selv eller for andre, og ved at drage de spedalske til sig ville han give anledning til anklage om, at han brød rituallovens strenge bestemmelser. Således ville hans gerning med at prædike ordet blive hindret. ret
(181) Hvad der skete viste, at Kristi advarsel var velbegrundet. En mængde mennesker havde været vidne til den spedalskes helbredelse, og de var spændt på at høre præsternes afgørelse. Da manden vendte tilbage til sine venner, var der stor begejstring. På trods af Jesu advarsel havde manden ikke gjort sig videre anstrengelser for at skjule, hvordan han var blevet helbredt. Det ville i virkeligheden også have været umuligt at skjule det, men den spedalske bekendtgjorde det vidt og bredt. Han troede, at Jesus af lutter beskedenhed havde pålagt ham tavshed, og derfor gik han omkring og fortalte om den store læges kraft. Han forstod ikke, at enhver sådan tilkendegivelse gjorde præsterne og de ældste fastere besluttet på at tilintetgøre Jesus. Den helbredte mand følte, hvor dyrebar sundheden var. Han frydede sig over sin livskraft og over genforeningen med sin familie og sin vennekreds og følte, det var umuligt ikke at give æren til den læge, der havde helbredt ham. Men den kendsgerning, at han fortalte om det overalt, bevirkede, at Frelserens gerning blev hindret. Den fik folk til at flokkes om ham i så store skarer, at han for en tid blev tvunget til at standse sit arbejde. ret
(181) Enhver handling under Kristi gerning havde vidtrækkende følger. Den indbefattede mere, end der viste sig ved selve handlingen. Således også i tilfældet med den spedalske. Mens Jesus hjalp alle, der kom til ham, længtes han inderligt efter at blive til velsignelse for dem, der ikke kom. Mens han tiltrak toldere, hedninger og samaritanere, længtes han efter at nå præsterne og lærerne, der var omgærdet af fordomme og overleveringer. Han lod intet middel uforsøgt for at prøve at nå dem. Ved at sende den helbredte spedalske til præsterne gav han dem et vidnesbyrd beregnet på at afvæbne deres fordomme. ret
(181) Farisæerne havde hævdet at Kristi lære var i modstrid med loven, som Gud havde givet Moses; men hans påbud til den rensede spedalske om at give offergave i overensstemmelse med loven modbeviste denne anklage. Det var tilstrækkeligt bevis for alle, der var villige til at lade sig overbevise. ret
(182) Lederne i Jerusalem havde udsendt spioner for at finde et påskud til at få Jesus dømt til døden. Han svarede med at give dem et bevis på sin kærlighed til menneskeheden, sin respekt for loven og sin magt til at udfri fra synd og død. Således vidnede han om dem: „De gengælder mig godt med ondt, kærlighed med had.“ Han, som på bjerget gav dette bud: „Elsk jeres fjender,“ gav selv eksemplet herpå ved ikke at gengælde „ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse“ . ret
(182) De samme præster, som fordømte den spedalske til forvisning, bekræftede hans helbredelse. Denne dom, som blev offentligt bekendtgjort og registreret, var et stadigt vidnesbyrd for Kristus. Og da den helbredte mand var genoptaget i Israels menighed efter præsternes egen forsikring om, at der ikke var den ringeste smule af sygdommen tilbage, var han selv et levende vidne om sin velgører. Med fryd frembar han sin offergave og lovpriste Jesu navn. Præsterne var overbeviste om Frelserens guddommelige magt. Der blev givet dem mulighed for at kende sandheden og nyde godt af lyset. Forkastede de den, ville den forsvinde og aldrig komme igen. Lyset blev forkastet af mange, men alligevel blev det ikke givet forgæves. Manges hjerter blev bevægede, skønt de for en tid ikke viste tegn på det. Mens Frelseren levede, syntes hans gerning kun at vinde ringe genklang af kærlighed hos præsterne og lærerne, men efter hans himmelfart var der „en stor gruppe præster“, som „blev lydige mod troen“ . ret
(182) Syndens spedalskhed
Kristi handling med at rense den spedalske fra hans frygtelige sygdom er et billede på hans gerning med at rense hjertet for synd. Manden, der kom til Jesus, var „fuld af spedalskhed“. Hele hans krop var gennemsyret af dens dødelige gift. Disciplene søgte at forhindre deres Mester i at røre ved ham, for den, som rørte ved en spedalsk, blev selv uren. Men Jesus blev ikke besmittet ved at lægge hånden på den spedalske. Hans berøring overførte livgivende kraft. Spedalskheden blev helbredt. Således er det også med syndens spedalskhed — dybt forankret, dødsens farlig og umulig at helbrede ved menneskelig kraft. „Hovedet er ét stort sår, hjertet er blevet sygt. Fra isse til fod er der ikke et helt sted, kun flænger, skrammer og åbne sår.“ Men Jesus, som kommer for at tage ophold hos menneskeheden, tager ikke imod besmittelse. Hans nærhed har helbredende virkning på synderen. Hvem, der end kaster sig ned for hans fødder og i tro siger: „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren,“ vil høre svaret: „Jeg vil, bliv ren!“ ret
(182) I nogle tilfælde af helbredelse, gav han ikke straks den velsignelse, der blev søgt. Men når det gjaldt spedalskhed, blev bønnen opfyldt, så snart den blev fremført. Når vi beder om jordiske goder, venter svaret på vor bøn måske med at komme, eller Gud giver os måske noget andet end det, vi beder om, men det sker ikke, når vi beder om at blive frigjort fra synd. Det er hans vilje at rense os fra synd, at gøre os til sine børn og gøre det muligt for os at leve et helligt liv. „For at rive os ud af den nuværende onde verden“ gav Jesus Kristus ret
(183) Den „uhelbredelige“ blev rask
Gennem helbredelsen af den lamme i Kapernaum lærte Kristus os igen den samme sandhed. Det var for at manifestere sin magt til at tilgive synder, at miraklet blev gjort. Og helbredelsen af den lamme illustrerer også andre dyrebare sandheder. Den er fuld af håb og opmuntring, men i relation til farisæernes smålige kritik rummer den også en advarsel. ret
(183) Lige som den spedalske havde denne lamme mand mistet alt håb om helbredelse. Hans sygdom var en følge af et liv i synd, og hans lidelser blev forbitrede af samvittighedsnag. Han havde for længe siden henvendt sig til farisæerne og de lovkyndige i håbet om lindring af sine psykiske lidelser og fysiske smerter; men de havde blot koldt erklæret ham for uhelbredelig og overladt ham til Guds vrede. Farisæerne anså sygdom for at være vidnesbyrd om Guds mishag, og de tog afstand fra syge og trængende. Og dog var disse mennesker, som roste sig af at være hellige, ofte mere skyldige end de lidende, som de fordømte. ret
(183) Den lamme mand var fuldstændigt hjælpeløs, og da han ikke havde udsigt til hjælp fra nogen side, var han sunket hen i fortvivlelse. Så hørte han om Jesu vidunderlige gerninger. Han fik at vide, at andre, som var lige så syndige og hjælpeløse som han, var blevet helbredt; selv spedalske var blevet renset. Og de venner, der fortalte dette, opmuntrede ham til at tro, at også han kunne blive helbredt, hvis han kunne blive båret til Jesus. Men hans håb sank, da han huskede på, hvordan han havde pådraget sig denne sygdom. Han frygtede, at denne rene læge ikke ville tåle ham i sin nærhed. ret
(183) Alligevel higede han ikke så meget efter legemlig helbredelse, som efter lettelse for syndens byrde. Hvis han kunne møde Jesus og få vished for tilgivelse og fred med Himmelen, så ville han være tilfreds med at leve eller dø, alt efter Guds ønske. Den døende mands nødråb var: Kunne jeg dog blot komme hen til ham! Der var ingen tid at spilde — hans udtærede legeme viste allerede tegn på opløsning. Han bønfaldt sine venner om at bære ham på hans leje til Jesus, og de påtog sig det med glæde. Men så tæt var vrimmelen, der havde samlet sig inde i og omkring det hus, hvor Frelseren var, at det var umuligt for den syge og hans venner at nå hen til ham eller blot komme inden for hørevidde. ret
(184) Jesus underviste folket i Peters hus. Som de plejede, sad disciplene tæt omkring ham, og der sad „nogle farisæere og lovlærere, som var kommet fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem“. De var kommet som spioner for at søge anledning til at anklage Jesus. Uden om disse embedsmænd trængtes den blandede skare, de ivrige, de ærbødige, de nysgerrige og de vantro. Forskellige nationaliteter og alle samfundsklasser var repræsenteret her. „Og han havde kraft fra Herren, så han kunne helbrede.“ Livets Ånd hvilede over forsamlingen, men farisæerne og de lovlærde opfattede ikke dens tilstedeværelse. De havde ingen følelse af at mangle noget, og lægedommen gjaldt ikke dem. „Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.“ ret
(184) Atter og atter forsøgte de, som bar den lamme, at bane sig vej gennem trængselen, men forgæves. Den syge så sig om i usigelig ængstelse. Når den længselsfuldt ventede hjælp var så nær, hvordan kunne han så opgive håbet? Efter hans eget forslag bar vennerne ham op på husets tag, og efter at have brudt et hul i taget firede de ham ned for fødderne af Jesus. Talen forstummede. Frelseren betragtede det sorgfulde ansigtsudtryk og så det bønfaldende blik, der var rettet imod ham. Han forstod sammenhængen; han havde trukket denne forvildede og tvivlende ånd til sig. Mens den lamme endnu befandt sig i sit hjem, havde Frelseren overbevist hans samvittighed. Da han angrede sine synder og troede på Jesu magt til at gøre ham rask, havde Frelserens livgivende nåde første gang velsignet hans længselsfulde hjerte. Jesus havde set det første glimt af tro vokse til en overbevisning om, at han var den eneste der kunne hjælpe synderen, og han havde set den vokse sig stærkere ved hver bestræbelse for at komme ham nær. ret
(184) Nu sagde Frelseren med ord, der for den syges øren lød som musik: „Søn, dine synder tilgives dig.“ ret
(184) Fortvivlelsens byrde falder fra den syge mands sind; tilgivelsens fred hviler over hans ånd og stråler fra hans ansigt. Hans legemlige smerter er borte, og hele hans væsen er forandret. Den hjælpeløse lamme er helbredt! Den skyldige synder er tilgivet! ret
(184) I enfoldig tro modtog han Jesu ord som et nyt livs velsignelse. Han fremkom ikke med nogen yderligere bøn, men blev liggende i salig tavshed, for lykkelig til at kunne tale. Det himmelske lys strålede fra hans ansigt, og folket så til med ærefrygt. ret
(184) Rabbinerne havde spændt ventet på at se, hvordan Kristus ville gribe denne sag an. De huskede godt, at manden havde henvendt sig til dem for at få hjælp, og at de hverken havde givet ham håb eller vist ham medlidenhed. Og ikke nok med dette: De havde erklæret, at han var under Guds forbandelse på grund af sine synder. Dette stod tydeligt i deres erindring, da de så den syge foran sig. De lagde mærke til den interesse, hvormed alle fulgte begivenhederne, og de blev frygteligt bange for at miste deres indflydelse over folket. ret
(185) Disse embedsmænd udvekslede ingen ord med hinanden, men ved at se på hinanden, læste de den samme tanke hos dem alle: At noget måtte gøres for at standse følelsernes tidevand. Jesus havde erklæret, at den lammes synder var tilgivet! Farisæerne slog ned på disse ord som en gudsbespottelse og fandt på, at de kunne udlægge dette som en synd, der burde straffes med døden. De sagde ved sig selv: „Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?“ ret
(185) Idet han så på dem med et blik, der fik dem til at dukke sig og vige tilbage, sagde Jesus: „Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder“ — da siger han til den lamme: „Rejs dig, tag din seng og gå hjem!“ ret
(185) Han, som var blevet bragt til Jesus på en båre, rejser sig nu op med ungdommens spændstighed og styrke. Det livgivende blod springer gennem hans årer. Hvert eneste organ i hans krop bliver pludselig fyldt med liv. En sund kulør vinder over den dødelige bleghed. „Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, for de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: ‘Aldrig har vi set noget lignende!’“ ret
(185) Hvilken vidunderlig kærlighed fra Kristus, ikke at føle sig hævet over at helbrede syndige og plagede! Guddommeligheden sørger over og lindrer den lidende menneskeheds dårligdomme! Hvilken forunderlig kraft der på denne måde bliver åbenbaret for menneskenes børn! Hvem kan tvivle på budskabet om frelse? Hvem kan lade hånt om barmhjertigheden fra en medfølende Frelser? ret
(185) Der krævedes intet mindre end skabende kraft for at genoprette sundheden i denne forfaldne krop. Den samme stemme, som gav liv til mennesket, der var skabt af jordens støv, havde givet liv til den dødssyge, lamme mand. Og den samme kraft, som gav liv til hans legeme, havde forvandlet hans hjerte. Han, som ved skabelsen „talte, og det skete,“ som „befalede, og det stod der“ , havde talt liv i mennesket, der var død i overtrædelser og synder. Helbredelsen af legemet var et vidnesbyrd om den kraft, der havde forvandlet hans hjerte. Kristus bad den lamme rejse sig og gå, „for at I kan vide,“ sagde han, „at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder“. ret
(185) Den lamme fik ved Kristus helbredelse for både sjæl og legeme. Den åndelige helbredelse blev efterfulgt af fysisk helbredelse. Det, der kan læres heraf, bør ikke overses. Der er i dag tusinder, som plages af legemlig sygdom, og som ligesom den lamme længes efter budskabet: „Dine synder tilgives dig!“ Syndens byrde med dens uro og uopfyldte ønsker er grundlaget for deres sygdomme. De kan ikke finde lindring, før de kommer til åndens læge. Den fred, som kun han kan give, ville bringe styrke til sindet og sundhed til legemet. ret
(185) Jesus kom for at „tilintetgøre Djævelens gerninger.“ „I ham var liv,“ og han siger: „Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.“ Han er „en ånd, der gør levende.“ Og han har stadig den samme livgivende kraft, som da han her på jorden helbredte den syge og gav tilgivelse til synderen. „Han tilgiver al din skyld,“ han „helbreder alle dine sygdomme“ . ret
(186) På folket virkede helbredelsen af den lamme, som om Himmelen havde åbnet sig og åbenbaret den bedre verdens herlighed. Da den helbredte mand gik bort gennem skaren, mens han priste Gud for hvert skridt, han tog, og bar sin byrde så let, som vejede den ikke mere end en fjer, trådte folk til side for at give plads for ham og stirrede på ham med ansigter fulde af ærefrygt, mens de hviskede til hinanden: „I dag har vi set det utrolige!“ ret
(186) Farisæerne var målløse af forundring og overvældede af nederlaget. De indså, at der her ikke var nogen mulighed for at ophidse folket med deres skinsyge. Det mirakel, der var sket med manden, som de havde overgivet til Guds vrede, havde gjort så dybt et indtryk på alle, at rabbinerne for en tid var glemt. De så, at Kristus ejede en kraft, som de havde tilskrevet Gud alene; Hans væsens milde værdighed stod i markant kontrast til deres egen hovmodige optræden. De var forvirrede og flove og erkendte, skønt de ikke indrømmede det, at de havde mødt en, som var dem overlegen. Jo stærkere beviser de fik for, at Jesus her på jorden havde magt til at forlade synder, jo stærkere forskansede de sig i deres vantro. De gik bort fra Peters hjem, hvor de havde set den lamme blive helbredt ved Jesu ord, for at opfinde nye planer til at bringe Guds Søn til tavshed. ret
(186) Uanset hvor ondartede og rodfæstede fysiske lidelser var, blev de helbredt af Kristi kraft, men sjælens lidelser havde et fastere greb om dem, der lukkede øjnene for lyset. Spedalskhed og lammelse var ikke så forfærdelige som hykleri og vantro. ret
(186) Da den helbredte lamme vendte tilbage til sin familie og med lethed bar det leje, på hvilket han langsomt var båret fra dem for kort tid siden, blev der stor glæde i hans hjem. Alle flokkedes om ham med glædestårer og vovede knap at tro deres egne øjne. Nu stod han sund og rask foran dem. De før så livløse arme adlød nu hurtigt hans vilje. Huden, der havde været indskrumpet og gusten, var nu frisk og rødmosset. Han gik med faste, ubesværede skridt. Glæde og håb var at læse i alle hans ansigtstræk, og et udtryk af renhed og fred havde erstattet mærkerne af synd og lidelse. Der steg glad taksigelse op fra dette hjem, og Gud blev herliggjort ved sin Søn, der havde givet de håbløse håbet og de hårdt ramte kraften tilbage. Denne mand og hans familie var rede til at ofre livet for Jesus. Ingen tvivl formørkede deres tro, ingen vantro ødelagde deres troskab mod ham, der havde bragt lys ind i deres mørke hjem. ret