(187) Kapitlet er bygget op over Matt 9,9-17; Mark 2,14-22; Luk 5,27-39.
Af de romerske embedsmænd i Palæstina var ingen mere forhadte end tolderne. Det faktum, at told og skat var påtvunget af en fremmed magt, var til bestandig irritation for jøderne, fordi den mindede dem om, at de havde mistet deres uafhængighed. Og skatteopkræverne var ikke blot redskaber for den romerske undertrykkelse, de var pengeafpressere for egen regning og berigede sig på folkets bekostning. En jøde, der tog imod dette embede på romernes opfordring, blev betragtet som en, der forrådte sit folks ære. Han blev foragtet som en frafalden og blev regnet for at høre til blandt de laveste af alle. ret
(187) „Følg mig“
Levi-Matthæus hørte til denne samfundsklasse. Han blev som den næste efter de fire disciple ved Genezaret sø kaldet til Kristi tjeneste. Farisæerne havde bedømt Matthæus efter hans beskæftigelse, men Jesus så i denne mand et sind, der var åbent til at tage imod sandheden. Matthæus havde lyttet til Frelserens undervisning. Ved Guds Ånds overbevisende kraft så han sin egen syndighed, og han længtes efter at søge hjælp hos Kristus; men han var vant til de skriftkloges afvisende holdning og kunne ikke forstille sig, at denne store lærer ville lægge mærke til ham. ret
(187) En dag, da han sad i toldboden, så tolderen Jesus komme derhen. Stor var hans forbavselse, da han hørte ordene henvendt til sig: „Følg mig!“ ret
(187) Matthæus „lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham.“ Der var ingen tøven og ingen spørgsmål, ingen tanke for det indbringende arbejde, der måtte ombyttes med fattigdom og prøvelser. Det var nok for ham at være sammen med Jesus, at kunne lytte til hans ord og forenes med ham i hans gerning. ret
(187) Sådan var det også med de tidligere kaldede disciple. Da Jesus bød Peter og hans venner følge sig, havde de straks forladt deres både og deres garn. Nogle af disse disciple havde venner, der var afhængige af deres hjælp; men da de modtog Frelserens opfordring, tøvede de ikke for at spørge: Hvordan skal jeg klare mig og underholde min familie? De var lydige mod kaldet, og da Jesus senere spurgte dem: „Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?“ kunne de svare: „Nej, ingenting.“ ret
(188) Matthæus med sin rigdom og Andreas og Peter med deres fattigdom blev sat på den samme prøve, de helligede sig alle kaldet på samme måde. I det lykkelige øjeblik, hvor garnene fyldtes med fisk og den gamle tilværelse virkede mest dragende, bød Jesus disciplene ved søen forlade det hele for gerningen med evangeliet Sådan bliver enhver prøvet for at fastslå, om ønsket efter jordiske goder er stærkere end ønsket om fællesskab med Kristus. ret
(188) Principper er altid krævende. Ingen kan få held med tjenesten for Gud, medmindre han går helhjertet ind i den og regner alt andet for mindre væsentligt end det helt ekstraordinære at kende Kristus. Intet menneske, som tager forbehold, kan være Kristi discipel og endnu mindre hans medarbejder. Når mennesker værdsætter den store frelse, vil selvopofrelsen i Kristi liv også vise sig i deres. Uanset hvor han leder dem hen, vil de fryde sig over at følge ham. ret
(188) Til gæstebud hos tolderen
Kaldelsen af Matthæus til en af Jesu disciple vakte stor indignation. Det var en krænkelse af de religiøse, sociale og nationale skikke, at en religiøs lærer valgte en tolder som en af sine nærmeste hjælpere. Ved at appellere til folkets fordomme håbede farisæerne at kunne vende folkestemningen mod Jesus. ret
(188) Blandt tolderne skabte det en udbredt interesse. De følte sig tiltrukket af den guddommelige lærer. I sin glæde over at være blevet discipel længtes Matthæus efter at føre sine tidligere kolleger til Jesus. Derfor holdt han et gæstebud i sit eget hus og sammenkaldte sine slægtninge og venner. Blandt dem var der ikke blot toldere, men mange med tvivlsomt omdømme, som blev fordømt af deres mere nøjeregnende naboer. ret
(188) Festen blev givet til ære for Jesus, og han tøvede ikke med at tage imod venligheden. Han vidste udmærket, at dette ville virke anstødeligt på farisæerne og også ville kompromittere ham i folkets øjne. Men intet spørgsmål om sædvane kunne få indflydelse på, hvad han foretog sig. For ham betød de ydre omstændigheder intet. Det, som talte til hans hjerte var, at et menneske tørstede efter livets vand. ret
(188) Jesus sad som hædersgæst ved toldernes bord og viste ved sin forståelse og selskabelige venlighed, at han anerkendte menneskets værdighed, og menneskene længtes efter at blive værdige til hans tillid. Hans ord faldt på deres tørstige hjerter med en velsignet livgivende kraft. Nye impulser vågnede, og muligheden for et nyt liv åbnede sig for disse udstødte i samfundet. ret
(188) Ved sammenkomster som denne var der ganske mange af dem, der lod sig bevæge af Frelserens lære, som først anerkendte ham efter hans optagelse til Himmelen. Da Helligånden blev udgydt og tretusinde blev omvendt på en eneste dag, var der blandt dem mange, som første gang havde hørt sandheden ved toldernes bord, og nogle af dem blev evangeliets sendebud. ret
(189) For Matthæus selv blev Jesu tilstedeværelse ved gæstebudet en bestandig lære. Den foragtede tolder blev en af de frommeste evangelister, og i sin egen gerning fulgte han nøje sin Mesters fodspor. ret
(189) Da de skriftkloge hørte om Jesu nærværelse ved Matthæus’ gæstebud, greb de straks anledningen til at anklage ham. Men de valgte at virke gennem disciplene. Ved at vække deres fordomme håbede de at støde dem bort fra deres mester. Deres fremgangsmåde bestod i at anklage Kristus over for disciplene og disciplene over for Kristus, idet de rettede deres våben imod det sted, hvor de havde størst sandsynlighed for at såre. Det er på denne måde, Satan har arbejdet lige siden oprøret i Himmelen; og alle, der forsøger at skabe disharmoni og fjendskab, drives af hans ånd. ret
(189) „Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?“ spurgte de misundelige skriftkloge. ret
(189) Jesus ventede ikke på at hans disciple skulle besvare anklagen, men svarede selv: „De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Gå hen og lær, hvad det vil sige ‘Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.“ Farisæerne hævdede at være åndeligt sunde, og derfor trængte de ikke til læge; men de betragtede tolderne og hedningerne som mennesker, der var ved at omkomme af syndens sygdomme. Var det så ikke hans pligt som læge at gå til dem, der trængte til hans hjælp? ret
(189) Men skønt farisæerne havde så høje tanker om sig selv, var de i virkeligheden i en ringere tilstand end dem, som de foragtede. Tolderne var mindre hykleriske og selvtilfredse og var derfor mere åbne for sandhedens indflydelse. Jesus sagde til de skriftkloge: „Gå hen og lær, hvad det vil sige: ‘Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’“ Han viste dem således, at de — til trods for at de hævdede at udlægge Guds ord — var fuldstændigt uvidende om dets ånd. ret
(189) Farisæerne blev for en tid bragt til tavshed, men blev kun endnu mere målbevidste i deres fjendskab. Som det næste udsøgte de sig Johannes Døbers disciple og prøvede at sætte dem op mod Frelseren. Farisæerne havde ikke anerkendt Døberens gerning. De havde med foragt peget fingre ad hans mådeholdne tilværelse, hans enkle vaner, hans grove klæder, og havde kaldt ham fanatiker. Fordi han fordømte deres hykleri, havde de modstået hans ord og forsøgt at ophidse folket imod ham. Guds Ånd havde talt til disse spotteres hjerter og overbevist dem om synd, men de havde forkastet Guds råd og havde erklæret, at Johannes var besat af Djævelen. ret
(189) Nu, hvor Jesus blandede sig med folket og spiste og drak ved deres bord, beskyldte de ham for at være en frådser og vindranker. Netop de mennesker, som fremkom med denne anklage, var selv skyldige. Ligesom Gud fremstilles forkert og af Satan iklædes onde egenskaber, således blev Guds sendebud forfalsket af disse onde mennesker. ret
(190) Farisæerne ville ikke indse, at Jesus spiste sammen med toldere og syndere for at bringe Himmelens lys til dem i deres mørke. De ville ikke se, at hvert ord, der lød fra den guddommelige lærer, var et levende sædekorn, som ville spire og bære frugt til Guds ære. De havde besluttet ikke at tage imod lyset; og skønt de havde modarbejdet Døberens gerning, var de nu parat til at dyrke hans disciples venskab i håb om at sikre sig deres medvirken mod Jesus. De hævdede, at Jesus ringeagtede de gamle traditioner, og de fremhævede Døberens strenge fromhed som kontrast til Jesus, som sad til bords med toldere og syndere. ret
(190) Johannes’ disciple var på dette tidspunkt opfyldt af stor sorg. Det var før, de besøgte Jesus med Johannes’ budskab. Deres elskede lærer var kastet i fængsel, og deres dage gik med at sørge. Og Jesus gjorde intet for at udfri Johannes og syntes endog næsten at bringe hans lære i miskredit. Hvis Johannes var blevet sendt af Gud, hvorfor fulgte så Jesus og hans disciple en så vidt forskellig fremgangsmåde? ret
(190) Om at faste
Johannes’ disciple havde ikke nogen klar forståelse af Kristi gerning. De troede, at der måske var et grundlag for farisæernes anklage. De overholdt mange af de regler, der var foreskrevet af de skriftkloge, og håbede endog at blive retfærdiggjort ved lovgerninger. Faste blev praktiseret af jøderne som en fortjenstfuld handling, og de strengeste af dem fastede to gange om ugen. Farisæerne og Johannes’ disciple fastede, da de sidstnævnte kom til Jesus med spørgsmålet: „Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?“ ret
(190) Jesus gav dem et meget mildt svar. Han gjorde ikke noget forsøg på at rette deres forkerte opfattelse af at faste, men prøvede blot at retlede dem angående sin egen opgave. Og dette gjorde han ved at benytte det samme eksempel, som Døberen selv havde brugt, da han vidnede om Jesus. Johannes havde sagt: „Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.“ Johannes’ disciple kunne ikke undgå at huske disse ord fra deres lærer, da Jesus med anvendelse af det samme billede sagde: „Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem?“ ret
(190) Himmelens Prins var hos sit folk. Guds største gave var blevet givet til verden. Til glæde for de fattige, for Kristus var kommet for at gøre dem til arvinger til sit rige. Til glæde for de rige, for han ville lære dem at sikre sig evige rigdomme. Til glæde for de uvidende; for han ville gøre dem vise til frelsen. For at glæde de vise, for han ville åbenbare dem dybere hemmeligheder, end de nogensinde havde fattet; sandheder, der havde været skjult fra verdens skabelse, ville blive åbenbaret for mennesker ved Frelserens gerning. ret
(191) Johannes Døber havde frydet sig ved at se Frelseren. Hvilken anledning til at fryde sig havde ikke disciplene, der havde fået det privilegium at vandre og tale med Himmelens Majestæt! Dette var ikke tidspunktet for dem til at sørge og faste. De måtte med åbent sind tage imod herlighedens lys, så de kunne sprede lys til dem, der sad i mørket og dødens skygge. ret
(191) Det var et lyst billede, som Kristi ord kaldte frem, men over det lå der en mørk skygge, som kun hans øjne opfattede. „Men der kommer dage,“ sagde han, „da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste.“ Når disciplene skulle se deres Herre forrådt og korsfæstet, så ville de sørge og faste. I sine sidste ord til dem i salen ovenpå sagde han til dem: „En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.“ ret
(191) Når han stod op fra graven, skulle deres sorg vendes til glæde. Efter sin optagelse til Himmelen ville han i personlig skikkelse være borte fra dem, men gennem Talsmanden ville han stadig være hos dem, og de skulle ikke bruge tiden til at sørge. Dette var, hvad Satan ønskede. Han ville, at de skulle give verden indtryk af, at de var blevet svigtet og skuffet; men de skulle i tro se op til den himmelske helligdom, hvor Jesus gjorde tjeneste for dem; de skulle åbne deres sind for Helligånden, Jesu stedfortræder, og fryde sig i lyset af hans tilstedeværelse. Dog ville der komme dage med fristelser og prøvelser, hvor de ville komme i konflikt med denne verdens herskere og ledere af mørkets rige. Når Kristus ikke mere personligt var sammen med dem, og de ikke kunne mærke Talsmanden, så ville det være mere passende for dem at faste. ret
(191) Farisæerne søgte at ophøje sig selv ved deres strenge overholdelse af former, men deres hjerter var fulde af misundelse og strid. Skriften siger: „I faster i kiv og strid og kaster med sten i ondskab. Når I faster, som I nu gør, bliver jeres bøn ikke hørt i himlen. Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag?“ ret
(191) Den sande faste er ikke blot en formssag. Skriften beskriver den faste, som Gud har anerkendt: „at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg,“ „rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede.“ Her forkyndes selve ånden og karakteren i Kristi gerning. Hele hans liv var et offer af sig selv til verdens frelse. Hvad enten han fastede i fristelsens ørken eller sad til bords med tolderne ved Matthæus’ gæstebud, så gav han sit liv for at frelse de fortabte. Den sande hengivenheds ånd viser sig ikke ved unyttig sorg, legemlig ydmygelse alene eller mangfoldige ofre, men den åbenbarer sig ved overgivelsen af selvet til beredvillig tjeneste for Gud og mennesker. ret
(192) „Ung vin på nye sække“
I fortsættelse af sit svar til Johannes’ disciple fortalte Jesus en lignelse og sagde: „Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre.“ Johannes Døbers budskab skulle ikke sammenblandes med tradition og overtro. Et forsøg på at sammenblande farisæernes komediespil med Johannes’ gudsfrygt ville kun gøre kløften mellem dem endnu tydeligere. ret
(192) Heller ikke principperne for Kristi lære lod sig forene med farisæernes skikke. Kristus skulle ikke udfylde den kløft, der var skabt ved Johannes’ undervisning. Han ville gøre adskillelsen mellem det gamle og det nye endnu tydeligere. Jesus anskueliggjorde dette ved at sige: „Ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges.“ De læderflasker, der blev brugt som beholdere for den nye vin, blev efter nogen tid tørre og skøre og var da uegnede til at genanvendes. Med denne velkendte lignelse illustrerede Jesus de jødiske lederes tilstand. Præster og skriftkloge og rådsherrer var groet fast i en rutine af ceremonier og traditioner. Deres hjerter var blevet indskrumpede ligesom de indtørrede lædersække til vin, som han havde sammenlignet dem med. Så længe de følte sig tilfredse med en lovmæssig religion, var det umuligt for dem at tilegne sig Himmelens levende sandhed. De mente, at deres egen retfærdighed var fuldt ud tilstrækkelig, og ønskede ikke, at der skulle føres noget nyt element ind i deres gudsdyrkelse. De betragtede ikke Guds kærlighed til menneskene som uforskyldt. De opfattede den som deres egen fortjeneste som følge af deres gode gerninger. Den tro, som arbejder af kærlighed og renser hjertet, kunne ikke forbindes med farisæernes religion, der var bygget op af ceremonier og menneskers påbud. Bestræbelser på at forene Jesu lære med den etablerede religion ville være forgæves. Guds levende sandhed ville som den gærende vin sprænge de farisæiske traditioners gamle, hentørrede læderflasker. ret
(192) Farisæerne mente, de var for kloge til at behøve belæring, for retfærdige til at trænge til frelse og for højt ærede til at behøve den ære, der kommer fra Kristus. Frelseren vendte sig bort fra dem for at finde andre, der vil tage imod Himmelens budskab. I de uoplyste fiskere, i tolderen på markedspladsen, i den samaritanske kvinde, i den almindelige befolkning, som med glæde hørte på ham, fandt han sine „nye flasker til den nye vin“. De hjælpere, som kan bruges i evangeliets tjeneste, er de, som med glæde tager imod det lys, Gud sender dem. Disse er hans medarbejdere i arbejdet med at delagtiggøre verden i budskabet om sandheden. Hans folk skal blive som nye læderflasker, og han vil fylde dem med ny vin. ret
(192) Skønt Kristi lære blev omtalt som den nye vin, var den ikke en ny lære, men en åbenbaring af det, som var blevet sagt fra begyndelsen. Men for farisæerne havde Guds sandhed mistet sin oprindelige betydning og skønhed. ret
(193) For dem var Kristi lære ny i næsten enhver henseende, og den blev hverken genkendt eller anerkendt. ret
(193) Jesus påpegede den falske læres magt til at ødelægge værdsættelsen af og ønsket om sandheden. Han sagde: „Ingen, som har drukket gammel vin, vil have en ung, for han siger: Den gamle er bedst.“ Al den sandhed, der var blevet givet verden af patriarkerne og profeterne, strålede frem i ny skønhed gennem Jesu ord. Men de skriftkloge og farisæerne nærede ikke noget ønske om at få den dyrebare nye vin. Før deres liv var blevet befriet for de gamle overleveringer, skikke og handlinger, havde de ikke plads i sind eller tanke for Kristi lære. De klamrede sig til de døde skikke og vendte sig bort fra den levende sandhed og Guds kraft. ret
(193) Det var dette, som blev til jødefolkets ødelæggelse, og det vil blive til ødelæggelse for mange mennesker i vor egen tid. Tusinder begår den samme fejltagelse som de farisæere, Kristus dadlede ved Matthæus’ gæstebud. Hellere forkaster mange den sandhed, der kommer fra lysenes Fader, end de opgiver en yndet ide eller aflægger et holdningsidol. De stoler på sig selv, har tillid til deres egen klogskab og er ikke klar over deres åndelige fattigdom. De føler sig sikre på at blive frelst på en eller anden måde med et eller andet vigtigt arbejde. Når det går op for dem, at der ikke er mulighed for at påvirke opgaven via deres eget jeg, forkaster de den tilbudte frelse. ret
(193) En lovmæssig religion kan aldrig føre mennesker til Kristus, for det er en religion uden kærlighed og uden Kristus. Faste og bøn, som udøves i selvretfærdighedens ånd, er en vederstyggelighed for Gud. Den højtidelige menighedsforsamling, de rutinemæssige religiøse ceremonier, den ydre ydmyghed, det ærefrygtindgydende offer forkynder, at den, som udøver dette, betragter sig selv som retfærdig og værdig til himmelen; men det er alt sammen bedrag. Vore egne gerninger kan aldrig sikre os frelsen. ret
(193) Som det var på Kristi tid, sådan er det også nu. Farisæerne kendte ikke selv deres åndelige fattigdom. Til dem lyder budskabet: „Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses.“ Tro og kærlighed er det guld, som er lutret i ild. Men for mange er guldet blevet mat, og den rige skat er gået tabt. For dem er Kristi retfærdighed som en ubrugt klædning, en uberørt kilde. Til dem siges der: „Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.“ ret
(193) „Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.“ Et menneske må være renset for sit eget jeg, før det i ordets fulde betydning kan blive en troende kristen. Når mennesket har fornægtet sig selv, kan Herren g re det til en ny skabning. Nye lædersække kan indeholde den nye vin. Kristi herlighed vil indgyde den troende nyt liv. Kristi karakter vil åbenbare sig i den, som ser hen til vor tros banebryder og fuldender. ret