(17) „Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.“ ret
(17) Frelserens komme blev forudsagt i Edens Have. Da Adam og Eva havde hørt dette løfte, så de hen til dets snarlige opfyldelse. De tog med glæde mod deres førstefødte søn og håbede, at han var befrieren. Men det varede længe med opfyldelsen af løftet. De, som først havde modtaget det, døde uden at have oplevet dets opfyldelse. Fra Enoks dage blev forjættelsen gentaget ved patriarker og profeter, så håbet om Frelserens komme blev holdt levende, og alligevel kom han ikke. Daniels profeti åbenbarede tidspunktet for hans komme, men ikke alle fortolkede budskabet på rette måde. Det ene århundrede gik efter det andet, og profeternes røst holdt op med at lyde. Undertrykkernes hånd hvilede tungt over Israel, og mange var rede til at udbryde: „Tiden går, og alle syner slår fejl.“ ret
(17) Men ligesom stjernerne på deres fastsatte baners store kredsløb tender. Guds planer hverken til hast eller opsættelse. Gennem symbolerne med det store mørke og den rygende ovn havde Gud åbenbaret Israels trældom i Ægypten for Abraham og havde forkyndt, at tiden for deres ophold dér skulle være fire hundrede år. Gud sagde: „Derefter skal de drage ud med storerigdomme.“ Imod dette ord kæmpede al magten i Faraos stolte rige forgæves. „Netop den dag.“ der var bestemt i det guddommelige løfte, „drog alle Her-rens hærskarer ud af Egypten.“ På samme måde var timen for Kristi kommeblevet besluttet i det himmelske råd. Da tidens store ur angav denne time, blev Jesus født i Betlehem. ret
(17) „Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn.“1 Forsynet havde styret folkeslagenes udvikling og indflydelse, indtil verden var moden til befrierens komme. Folkene var forenede under én regering. Ét sprog blev talt næsten overalt og blev alle vegne anerkendt som litteraturens sprog. Jøder fra allelande samledes i Jerusalem til de årlige højtider. Når de igen vendte tilbage tilde steder, hvor de boede, kunne de udbrede beretningen om Messias’ kommeover hele verden. ret
(18) På dette tidspunkt var de hedenske religionssystemer ved at miste deres greb om folket. Mange var trætte af tom pragt og opdigtede historier. De længtes efter en religion, som kunne give dem fred i hjertet. Skønt sandhedens lys syntes at være veget fra menneskene, var der dog nogle, der søgte efter lyset, og som var fulde af forvirring og sorg. De tørstede efter viden om den levende Gud, efter en forsikring om et liv hinsides graven. ret
(18) Messias’ forventning
Da jøderne var veget bort fra Gud, var troen blevet svækket, og håbet var næsten holdt op med at kaste lys over fremtiden. Man forstod ikke profeternes ord. For det store flertal af folket var døden en frygtelig gåde — hinsides den fandtes der usikkerhed og elendighed. Det var ikke blot jammeren fra mødrene i Betlehem, men skriget fra menneskehedens store hjerte, der hen over århundrederne blev båret til profeten — stemmen, der hørtes i Rama: „Gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.“ I „mørkets dal“ sad mennesker uden at finde trøst. Med længsel så de hen til Befrierens komme, hvor mørket skulle spredes, og fremtidens hemmeligheder afsløres. ret
(18) Uden for jødefolket fandtes der mennesker, der forudsagde en guddommelig lærers komme. Disse mænd søgte efter sandheden, og inspirationens ånd blev tildelt dem. Gang på gang er der fremstået den slags lærere som stjerner på den mørke himmel. Deres profetiske ord har tændt nyt håb i hjertet hos de mange tusinder i hedningeverdenen. ret
(18) Gennem århundreder var skriften blevet oversat til det græske sprog, der dengang blev talt overalt i hele romerriget. Jøderne levede spredt alle steder, og deres forventning om Messias’ komme blev til en vis grad delt af hedningerne. Blandt dem, som jøderne gav navn af hedninger, fandtes der mænd, som havde en bedre forståelse af skriftens profetier, der omtalte Messias, end Israels lærere havde. Der fandtes nogle, der håbede på hans komme som en befrier fra synden. Filosoffer forsøgte at sætte sig ind i de hebraiske hemmeligheder, men jødernes fanatisme hindrede udbredelsen af lyset. Ivrige, som de var, efter at opretholde adskillelsen mellem dem selv og andre folkeslag, var de uvillige til at delagtiggøre andre i den viden, de stadig besad med hensyn til den symbolske gudstjeneste. Det var nødvendigt, at den rette fortolker kom. Han, som alle disse forbilleder symboliserede, måtte forklare deres betydning. ret
(18) Ved hjælp af naturen, ved hjælp af forbilleder og symboler, ved hjælp af profeter og patriarker havde Gud talt til verden. Der måtte gives menneskeheden en belæring på menneskehedens eget sprog. Pagtens eget sendebud måtte tale. Hans røst måtte høres i hans eget tempel. Kristus måtte komme for at forkynde ord, som skulle forstås klart og definitivt. Han, der er sandhedens oprindelse, måtte udskille sandhedens kerne fra menneskelige udtalelsers avner, som havde gjort den virkningsløs. Principperne for Guds herredømme og frelsesplanen måtte skildres på en tydelig måde. Det gamle Testamentes lære måtte meddeles helt og fuldt til menneskene. ret
(19) Blandt jøderne fandtes der endnu standhaftige mennesker, efterkommere af den hellige slægt, ved hvis hjælp der var blevet bevaret kendskab til Gud. Disse så stadig frem til det forjættelsens håb, der var blevet givet til deres forfædre. De styrkede deres tro ved at dvæle ved den forsikring, der var givet dem ved Moses: „Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer.“ Og atter læste de, hvordan Herren ville salve én til „at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger,“ og „et nådeår fra Herren.“ De læste, at han skulle føre „retten igennem på jorden,“ at „de fjerne øer venter på hans belæring,“ og at „folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans.“ ret
(19) Den døende Jakobs ord fyldte dem med håb: „Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde.“ Israels svindende magt var et vidnesbyrd om, at Messias’ komme var forestående. Daniels profeti skildrede glansen ved hans herredømme over et rige, der skulle overgå alle jordiske riger; og, sagde profeten: „Selv skal det bestå i al evighed.“ Skønt kun få forstod, af hvilken art Kristi mission var, så var der en vidt udbredt forventning om en mægtig fyrste, der skulle oprette sit rige i Israel, og som skulle komme som en befrier for folkene. ret
(19) Blindet af selvbedrag
Nu var tidens fylde kommet. Menneskeslægten, der på grund af lange tiders overtrædelser var blevet yderligere fornedret, trængte til Frelserens komme. Satan havde arbejdet for at gøre svælget mellem jorden og Himmelen dybt og ufremkommeligt. Ved sine løgne havde han opmuntret menneskene til at synde. Det var hans hensigt at slide Guds barmhjertighed op og at udslukke hans kærlighed til mennesker, så Han ville overlade verden til Satans herredømme. ret
(19) Satan prøvede at udelukke menneskene fra kendskabet til Gud, at bortlede deres opmærksomhed fra Guds tempel og oprette sit eget rige. Hans kamp for at vinde overherredømmet syntes næsten at være lykkedes. Det er sandt, at Gud i hvert slægtled har haft sine hjælpere. Selv blandt hedningerne var der mennesker, gennem hvem Kristus arbejdede for at løfte folket fra synd og nedværdigelse. Men disse mennesker blev foragtet og hadet. Mange af dem led en voldsom død. De mørke skygger, som Satan havde kastet over jorden, blev dybere og dybere. ret
(19) Gennem hedenskabet havde Satan i menneskealdre fået vendt mennesker bort fra Gud, men sin største sejr vandt han ved at fordreje Israels tro. Ved kun at værdsætte og tage deres egne forestillinger i betragtning, havde hedningerne mistet kendskabet til Gud og var blevet mere og mere fordærvede. På samme måde var det gået med Israel. Princippet om, at ethvert menneske kan frelse sig selv ved sine gerninger, var grundlaget for enhver hedensk religion. Nu var det også blevet grundlaget for den jødiske religion. Satan havde indpodet dette princip. Overalt, hvor det bliver hævdet, har mennesker intet værn mod synden. ret
(20) Frelsens budskab meddeles til mennesker gennem menneskelige formidlere. Men jøderne havde forsøgt at få eneret på sandheden, som er evigt liv. De havde hamstret den levende manna, og den var blevet til fordærv. Den religion, som de søgte at beholde for sig selv, blev til lovbrud. De vanærede Gud og bedrog verden med et forfalsket evangelium. De havde afslået at overgive sig til Gud for at frelse verden, og de blev Satans medhjælpere til dens ødelæggelse. ret
(20) Det folk, som Gud havde kaldet til at være sandhedens støtte og grundvold, var blevet repræsentanter for Satan. De udrettede den gerning, som han ville have dem til at gøre, og fulgte kursen med at fordreje Guds karakter og få verden til at betragte ham som en tyran. Selv præsterne, der gjorde tjeneste i templet, havde mistet betydningen af den tjeneste, de udførte, af syne. De var hørt op med at se ud over symbolet til det, det var et billede på. Under udøvelsen af offertjenesten var de som optrædende i et skuespil. De forordninger, som Gud selv havde indstiftet, blev gjort til et middel til at forblinde sindet og forhærde hjertet. Gud kunne ikke gøre mere for mennesket ad disse veje. Hele systemet måtte ryddes bort. ret
(20) Syndens bedrag havde nået sit højdepunkt. Alt, hvad der tjente til at nedværdige mennesket, var blevet sat i gang. Når Guds Søn betragtede verden, så han lidelse og elendighed. Med medynk så han, hvordan mennesker var blevet ofre for Satans grusomhed. Han så med medlidenhed på dem, der var ved at blive ødelagt, myrdet og fortabt. De havde valgt sig en hersker, der lænkede dem som fanger til sin stridsvogn. Rådvilde og vildledte drog de fremad i et dystert optog imod evig tilintetgørelse — til en død, hvorfra der ikke findes noget håb om liv, mod en nat, der ikke efterfølges af nogen morgen. Satans hjælpere havde taget bolig i mennesker. Menneskers legemer, der var skabt til bolig for Guds ånd, var blevet opholdsted for onde ånder. Sanserne, nerverne, lidenskaberne, de menneskelige organer blev af overnaturlige kræfter påvirket til at hengive sig til de laveste lyster. De onde ånder havde sat deres eget stempel på menneskers ansigt. De menneskelige træk genspejlede udtrykket hos de hærskarer af djævle, der havde besat dem. Det var et sådant billede, verdens Frelser betragtede. Hvilket syn for den fuldstændigt rene at skue! ret
(20) Synden var blevet til en videnskab, og laster var blevet indviet til at være en del af religionen. Oprøret havde slået dybe rødder i hjertet, og menneskets fjendskab mod Himmelen var af den voldsomste art. Det var blevet bevist over for universet, at adskilt fra Gud kunne menneskeslægten aldrig højnes. Der måtte meddeles den et nyt element af liv og kraft fra ham, som havde skabt verden. ret
(21) Med største interesse havde de ikke faldne verdener holdt øje for at se Jehova rejse sig og bortrydde jordens beboere. Og hvis Gud ville gøre dette, var Satan rede til at udføre sin plan om at sikre sig forbund med de himmelske væsener. Han havde erklæret, at principperne i Guds herredømme gjorde syndsforladelse til en umulighed. Hvis verden var blevet lagt øde, ville han have hævdet, at hans beskyldninger var sande. Han var rede til at kaste skylden over på Gud og udbrede sit oprør i de himmelske verdener. Men i stedet for at tilintetgøre verden sendte Gud sin Søn ned for at frelse den. Skønt der fandtes fordærv og trods alle vegne på denne fremmede klode, blev der sørget for en udvej til dens redning. Netop i det afgørende øjeblik, hvor det så ud, som om Satan skulle sejre, kom Guds Søn med budskabet om Guds nåde. Gennem alle slægter og til enhver tid har Gud udvist kærlighed over for den faldne slægt. Trods menneskehedens fordærvelse har der ustandselig vist sig tegn på barmhjertighed, og da tidens fylde var kommet, viste guddommen sin herlighed ved at overøse verden med en strøm af nåde, som ikke skulle stoppes eller tilbagetrækkes, før frelsesplanen var fuldført. ret
(21) Satan jublede over, at det var lykkedes ham at fornedre Guds billede i mennesket. Da kom Jesus for atter at genoprette Skaberens billede i mennesket. Ingen anden end Kristus kan genskabe den karakter, der er blevet ødelagt af synden. Han kom for at uddrive de onde ånder, der havde kontrolleret viljen. Han kom for at rejse os af støvet, for at omdanne den fordærvede karakter til at ligne hans egen guddommelige karakter og smykke den med sin egen herlighed. ret