(202) Kapitlet er bygget op over Mark 3 ,13-19 ; Luk 6,12-16.
Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ønskede at have med, og de kom hen til ham. „Han valgte tolv, … for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike.“ ret
(202) Det var under de skyggefulde træer på bjergskråningen, ikke ret langt fra Genezaret sø, at de tolv blev kaldet til at være apostle, og Bjergprædikenen blev holdt. Markerne og bjergene var Jesu foretrukne opholdsteder, og en stor del af hans lære blev givet under åben himmel frem for i templet eller synagogerne. Ingen synagoge kunne have rummet de skarer, som fulgte ham; men dette var ikke den eneste årsag til, at han valgte at undervise på markerne og under træerne. Jesus elskede naturens skønhed. For ham var hvert stille tilflugtssted som et helligt tempel. ret
(202) Gud taler gennem naturen
Det var under træerne i Edens have, at jordens første beboere havde valgt at have deres helligdom. Det var der, Kristus havde været sammen med menneskeslægtens far. Da vore første forældre blev forvist fra Paradiset, fandt deres tilbedelse stadig sted på markerne og i lundene, og der mødte Kristus dem med evangeliet om sin nåde. Det var Kristus, der talte med Abraham under Mamres ege; med Isak, da han gik ud på marken for at bede ved aftenstid; med Jakob på bjergskråningen ved Betel; med Moses mellem Midjans bjerge og med drengen David, mens han vogtede sin hjord. Det var på Kristi bud, at hebræerne i femten hundrede år havde forladt deres hjem en uge om året og havde boet i hytter, der var dannet af „palmegrene og grene af løvrige træer og af popler“ . ret
(202) Under oplæringen af sine disciple trak Jesus sig helst tilbage fra byens forvirring til stilheden på markerne og bjergsiderne, hvilket var mere i harmoni med den lære om selvfornægtelse, han ønskede at bibringe dem. Og når han prædikede, elskede han at samle folket omkring sig under den blå himmel et sted på et græsbevokset bakkedrag eller ved søens bred. Her kunne han, omgivet af sit eget skaberværk, vende sine tilhøreres tanker fra det kunstige til det naturlige. Væksten og udviklingen i naturen åbenbarede hans riges principper. Hvis mennesker ville løfte blikket mod Guds bjerge og iagttage hans hænders vidunderlige værk, kunne de få værdifuld lærdom af guddommelig sandhed. Kristi lære vil gentage sig for dem i alt, hvad der sker i naturen. Sådan vil det være for alle, der går ud i markerne med Kristus i hjertet. De vil føle sig omgivet af en hellig påvirkning. Naturen overtager vor Herres lignelser og gentager hans råd. Ved kontakten med Gud i naturen bliver sindet opløftet, og hjertet finder hvile. ret
(203) Nu skulle de første skridt tages til oprettelsen af den menighed, der efter Kristi bortgang skulle repræsentere ham her på jorden. Ingen kostbar helligdom stod til deres rådighed, men Frelseren førte sine disciple til det tilflugtssted, han elskede, og i deres erindring var de hellige minder fra denne dag for altid forbundet med bjergenes, dalenes og søens skønhed. ret
(203) Forskellige i karakter
Jesus havde kaldet sine disciple for at kunne sende dem ud som sine vidner for at forkynde verden, hvad de havde set og hørt af ham. Deres embede var det mest betydningsfulde, som mennesker nogensinde var blevet kaldet til, og kom næst efter Kristi egen gerning. De skulle sammen med Gud arbejde for menneskers frelse. Som de tolv patriarker i Det gamle Testamente står som repræsentanter for Israel, således skulle de tolv apostle stå som repræsentanter for evangeliets menighed. ret
(203) Frelseren kendte de mænd, som han havde udvalgt. Han kunne se alle fejl og svagheder ved deres karakterer. Han kendte de farer, de måtte igennem, og det ansvar der ville komme til at hvile på dem, og han følte med disse udvalgte. Alene på et bjerg i nærheden af Genezaret sø tilbragte han hele natten i bøn for dem, mens de sov ved foden af bjerget. Ved det første daggry kaldte han dem til sig, for han havde noget meget vigtigt at meddele dem. ret
(203) Disse disciple havde i nogen tid været sammen med Jesus i aktivt arbejde. Johannes og Jakob, Andreas og Peter havde sammen med Filip, Nathanael og Matthæus været tættere knyttet til ham end de andre og havde været vidne til flere af hans mirakler. Peter, Jakob og Johannes kom ham stadig nærmere. De var næsten konstant sammen med ham, var vidne til hans mirakler og hørte hans ord. Johannes stræbte efter at få et endnu mere fortroligt forhold til Jesus, og derfor betegnes han som den discipel, Jesus elskede. Frelseren elskede dem alle, men Johannes havde det mest modtagelige sind. Han var yngre end de andre, og med en næsten barnlig tillid åbnede han sit hjerte for Jesus. Derved kom han til større forståelse af Kristus, og ved ham er Frelserens dybeste åndelige lærdomme blevet meddelt hans folk. ret
(203) I spidsen for en af de grupper, hvori disciplene blev inddelt, står Filips navn. Han var den første discipel, til hvem Jesus rettede denne direkte befaling: „Følg mig!“ Filip var fra Betsajda, Andreas’ og Peters by. Han havde lyttet til Johannes Døbers lære og havde hørt hans forkyndelse om Kristus som Guds Lam. Filip var en oprigtig sandhedssøger, men han var længe om at komme til tro. Skønt han havde sluttet sig til Kristus, viser hans udtalelse om ham til Nathanael, at han ikke var fuldstændig overbevist om Jesu guddommelighed. Skønt Kristus af en stemme fra himmelen var blevet erklæret for at være Guds Søn, var han for Filip „Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.“ Og da de fem tusinde blev mættede, viste Filips mangel på tro sig atter. Det var for at prøve ham, at Jesus spurgte: „Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?“ Filips svar grænsede til vantro: „Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.“ Jesus blev bedrøvet. Til trods for at Filip havde set hans gerninger og følt hans magt, havde han dog ingen tro. Da grækerne udspurgte Filip om Jesus, benyttede han ikke lejligheden til at føre dem til Frelseren, men han gik hen og sagde det til Andreas. Og i de sidste timer før korsfæstelsen var Filips ord atter af den slags, som svækker troen. Da Tomas sagde til Jesus: „Herre, vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?“ svarede Frelseren: „Jeg er vejen og sandheden og livet.… Kender I mig, vil I også kende min fader.“ Fra Filip lød dette vantro svar: „Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.“ Så tungnem, så svag i troen var denne discipel, som i tre år havde været sammen med Jesus. ret
(204) En glædelig kontrast til Filips vantro var Natanaels barnlige tillid. Han var et menneske med en dybt alvorlig natur, en mand, hvis tro holdt fast ved de usete realiteter. Alligevel var Filip elev i Kristi skole, og den guddommelige lærer udviste tålmodig overbærenhed med hans vantro og sløvhed. Da Helligånden var blevet udgydt over disciplene, blev Filip en lærer efter den guddommelige orden. Han vidste, hvad han talte om, og han underviste med en sikker forvisning, som virkede overbevisende på hans tilhørere. ret
(204) Judas Iskariot
Mens Jesus forberedte disciplene til deres indvielse, var der en, som ikke var kaldet, der indtrængende bad om at få en plads iblandt dem. Det var Judas Iskariot, en mand, der foregav at være Jesu discipel. Nu trådte han frem og bad om en plads i disciplenes inderkreds. Med stor alvor og tilsyneladende oprigtigt erklærede han: „Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.“ Jesus hverken afviste ham eller bød ham velkommen, men sagde blot disse sørgelige ord: „Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.“ Judas troede på, at Jesus var Messias, og han håbede ved at slutte sig til apostlene at kunne sikre sig en høj stilling i det kommende rige. Dette håb ville Jesus fratage ham ved at tilkendegive sin fattigdom. ret
(204) Disciplene ønskede meget, at Judas skulle være med i deres kreds. Han havde en respektindgydende fremtræden og var en handlekraftig mand med en skarp dømmekraft, og de anbefalede ham til Jesus som en mand, der ville være ham til stor hjælp i arbejdet. De var overraskede over, at Jesus modtog ham så køligt. ret
(205) Det havde været en stor skuffelse for disciplene, at Jesus ikke havde forsøgt at sikre sig samarbejde med ledende mænd i Israel. De følte, at det var en fejl ikke at styrke hans sag ved at sikre sig disse indflydelsesrige mænds støtte. Hvis han havde afvist Judas, ville de i deres stille sind have draget deres Mesters klogskab i tvivl. Judas’ senere historie skulle komme til at lære dem, hvor farligt det er at tillade verdslige hensyn, når man skal afgøre, hvor egnede mennesker er til Guds arbejde. En medvirken af den slags mænd, som disciplene var ivrige efter at sikre sig, ville have forrådt gerningen over i hænderne på dens værste fjender. ret
(205) Dog var Judas, da han sluttede sig til disciplene, ikke ufølsom overfor skønheden i Kristi personlighed. Han følte påvirkningen fra den guddommelige kraft, som drog menneskene til Frelseren. Han, som ikke kom for at bryde det knækkede rør eller slukke den osende væge, ville ikke afvise denne mand, hvis blot der var et eneste ønske om at nå frem til lyset. Frelseren læste i Judas’ hjerte som i en åben bog; han vidste, til hvilken dybde af synd Judas ville synke, hvis han ikke blev frigjort ved Guds nåde. Da Jesus knyttede denne mand til sig, gav han ham en plads, hvor han dag efter dag kunne komme i kontakt med hans egen uselviske kærligheds rigdom. Hvis han ville åbne sit hjerte for Kristus, ville Guds nåde uddrive selviskhedens ånd, og selv Judas kunne komme til at høre med i Guds rige. ret
(205) Gud tager imod mennesker, som de er med deres menneskelige karakteregenskaber, og oplærer dem så til sin tjeneste, hvis de vil lade sig lede og belære af ham. De er ikke udvalgt, fordi de er fuldkomne, men på trods af deres ufuldkommenheder, for at de gennem kendskab til og udøvelse af sandheden ved Kristi nåde kan forvandles til at ligne ham. ret
(205) Judas havde de samme muligheder som de andre disciple. Han lyttede til de samme værdifulde lærdomme. Men den udøvelse af sandheden, som Kristus fordrede, stemte ikke overens med Judas’ ønsker og hensigter, og han ville ikke opgive sine egne ideer for at kunne tage imod visdom fra Himmelen. ret
(205) Hvor var Frelseren dog mild over for ham, som skulle blive hans forræder! Når Jesus underviste, gjorde han meget ud af pligten til godgørenhed, som ramte griskheden i selve roden. Mens Judas hørte på det, talte han om begærlighedens hæslige væsen, og mange gange var disciplen klar over, at hans karakter var blevet skildret og hans synd udpeget; men han ville ikke bekende og opgive sin syndighed. Han var selvsikker, og i stedet for at modstå fristelsen fortsatte han med sine svigagtige handlemåder. Kristus stod for ham som et levende eksempel på, hvordan han kunne blive, hvis han høstede frugten af den guddommelige hjælp og tjeneste; men den ene lære efter den anden gik upåagtet hen over hovedet på Judas. ret
(205) Jesus irettesatte ham ikke strengt for hans begærlighed, men bar med guddommelig tålmodighed over med denne vildfarne mand, selv mens han gav ham bevis for, at han læste hans tanker som en åben bog. Han viste ham de højeste motiver til at handle rigtigt, og hvis Judas forkastede Himmelens lys, ville han ikke have nogen undskyldning. ret
(206) Judas valgte at beholde sine fejl i stedet for at vandre i lyset. Onde ønsker, hævngerrighed og mørke og utilfredse tanker blev dyrket, indtil Satan havde denne mand helt i sin magt. Judas blev repræsentant for Kristi fjende. ret
(206) Dengang han kom i forbindelse med Jesus, havde han nogle værdifulde karakteregenskaber, som kunne være blevet til velsignelse for menigheden. Hvis han havde været villig til at bære Kristi åg, kunne han være blevet en af de betydeligste apostle; men han forhærdede sit hjerte, når han blev gjort opmærksom på sine fejl, og i hovmod og oprørsånd valgte han sin egen ærgerrighed og gjorde sig på denne måde uskikket til den opgave, som Gud ville have betroet ham. ret
(206) Disciplene havde fejl og mangler
Alle disciplene havde betydelige fejl, da Jesus kaldte dem til sin tjeneste. Selv Johannes, der kom til at stå den sagtmodige og ydmyge Frelser nærmest, var af natur hverken ydmyg eller føjelig. Han og hans broder blev kaldt „tordensønner“. Mens de var sammen med Jesus, vakte enhver krænkelse af ham deres harme og kampiver. Et heftigt sind, hævntørst og trang til at kritisere fandtes alt sammen hos den discipel, Herren elskede. Han var stolt og stræbte efter at være den første i Guds rige. Men dag efter dag så han Jesu mildhed og overbærenhed, i kontrast til sit eget heftige sind, og hørte ham prædike om ydmyghed og langmodighed. Han åbnede sit hjerte for den guddommelige påvirkning og blev ikke blot en hører, men en gører af Frelserens ord. Hans eget jeg blev skjult i Kristus. Han lærte at tage Kristi åg på sig og at bære hans byrde. ret
(206) Jesus irettesatte sine disciple, han advarede og formanede dem; men Johannes og hans medbrødre forlod ham ikke. De valgte Jesus trods hans bebrejdelser. Frelseren trak sig heller ikke tilbage fra dem på grund af deres svagheder og fejl. De fortsatte til det sidste med at dele hans prøvelser og tage ved lære af hans liv. Ved at se på Kristus blev deres karakter forvandlet. ret
(206) Apostlene var vidt forskellige i vaner og sindelag. Der var tolderen LeviMattæus og den glødende zelot, Simon, en uforsonlig fjende af Roms herredømme; den storsindede, impulsive Peter og den feje Judas; Tomas, som var oprigtig, skønt frygtsom og ængstelig; Filip, der var langsomt opfattende og tilbøjelig til at tvivle, og de ærgerrige, frimodige sønner af Zebedæus, og deres medbrødre. De blev ført sammen med alle deres forskellige fejl, og alle med nedarvede og udviklede tilbøjeligheder til det onde; men i og ved Kristus skulle de være i Guds familie for at lære at blive ét i tro, i lære og i ånd. De ville få deres prøvelser, deres beklagelser, deres meningsforskelle; men så længe Kristus var i deres hjerter, kunne der ikke blive nogen uenighed. Hans kærlighed ville få dem til at elske hinanden. Mesterens opdragelse af dem ville føre til udjævning af alle forskelligheder og gøre disciplene til en enhed, indtil de fik ét sind og én mening. Kristus er det store midtpunkt, og de ville komme nærmere til hinanden i samme forhold, som de nærmede sig midtpunktet ret
(207) Da Jesus havde sluttet sin undervisning af disciplene, samlede han den lille gruppe tæt omkring sig, og mens han knælede iblandt dem og lagde sine hænder på deres hoveder, bad han en bøn, som indviede dem til hans hellige gerning. På denne måde blev Herrens disciple viet til evangeliets tjeneste. ret
(207) Guds medarbejdere
Som sine repræsentanter blandt mennesker vælger Jesus ikke engle, der aldrig har syndet, men mennesker med de samme lidenskaber som dem, de søger at frelse. Kristus iførte sig menneskeskikkelse for at kunne nå mennesker. Guddommen havde selv brug for menneskeheden, for der krævedes både det guddommelige og det menneskelige for at bringe frelsen til verden. Guddommen havde brug for mennesket, for at mennesket kunne være forbindelsesled mellem Gud og mennesker. Således også med Kristi tjenere og sendebud. Mennesket behøver en kraft uden for og over sig selv til at genoprette ligheden med Gud og sætte det i stand til at udføre Guds gerning; men det gør ikke den menneskelige medvirken uvæsentlig. Mennesket tager imod kraft fra Gud, Kristus bor ved troen i hjertet, og ved samarbejdet med Guddommen bliver mennesket i stand til at gøre godt. ret
(207) Han, som kaldte fiskerne fra Galilæa, kalder stadig mennesker til sin tjeneste. Og han er lige så villig til at åbenbare sin magt gennem os som gennem de første disciple. Hvor ufuldkomne og syndige vi end er, så rækker Herren hånden frem med tilbud om partnerskab med sig selv og oplæring i at blive som Kristus. Han indbyder os til at få den guddommelige vejledning, så at vi, når vi forenes med Kristus, kan komme til at udrette Guds gerninger. ret
(207) „Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.“ Dette er grunden til, at evangeliets forkyndelse blev betroet til fejlende mennesker og ikke til englene. Det er åbenbart, at den kraft, som virker gennem svage mennesker, er Guds kraft; og på denne måde får vi mod til at tro, at den kraft som kan hjælpe andre, der er lige så svage som vi, også kan hjælpe os. Og den, som jo „selv er et skrøbeligt menneske,“ burde kunne „føle med de uvidende og vildfarende“ . Da de selv har været i fare, er de kendt med vejens farer og vanskeligheder, og derfor er de udvalgt til at nå ud til andre, som er i samme fare. Der findes mennesker, som er forvirrede af tvivl, tyngede af skrøbeligheder, svage i troen og ude af stand til at fatte det, som ikke ses; men en ven, som de kan se, og som kommer til dem i Kristi sted, kan blive et forbindelsesled, som styrker deres vaklende tro på Kristus. ret
(207) Vi skal sammen med de himmelske engle arbejde på at forkynde Jesus for verden. Englene venter med næsten utålmodig iver på vor medvirken; for mennesket skal være forbindelsesledet til mennesker. Og nar vi overgiver os selv til Kristus i helhjertet tilbedelse, fryder englene sig over, at de kan tale med vore Stemmer for at åbenbare Guds kærlighed. ret