(222) Kapitlet er bygget op over Matt 8 ,5-13; Luk 7,1-17.
Kristus havde sagt til den kongelige embedsmand, hvis søn han havde helbredt: „Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.“ Han var bedrøvet over, at hans eget folk skulle behøve disse ydre tegn på, at han var Messias. Atter og atter havde han undret sig over deres vantro. Men han forbavsedes over troen hos den officer, som kom til ham. Officeren tvivlede ikke på Frelserens magt. Han bad ham end ikke om at komme personligt for at udføre miraklet. Han sagde: „Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.“ ret
(222) Tro uden betingelser
Officerens tjener var ramt af en lammelse og var ved at dø. Hos romerne var tjenerne slaver, der blev købt og solgt på markederne og behandlet med hårdhed og grusomhed; men officeren var inderligt knyttet til denne tjener og ønskede meget, at han skulle blive helbredt. Han troede, at Jesus kunne helbrede ham. Han havde ikke set Frelseren, men de rygter, han hørte, havde indgivet ham troen. Trods jødernes formalisme var denne romer overbevist om, at deres religion stod over hans egen. Han havde allerede nedbrudt de skranker af nationale fordomme og had, som skilte erobrerne fra det besejrede folk. Han havde vist ærbødighed for dyrkelsen af Gud og havde vist jøderne venlighed som tilbedere af ham. Han havde i Kristi lære, som den var blevet indberettet til ham, fundet det, som kunne hjælpe ham i hans nød. Alt det, som var åndeligt i ham, var modtageligt for Frelserens ord. Men han følte sig uværdig til at være i Jesu nærhed, og han henvendte sig til jødernes ældste for at få dem til at gå i forbøn for hans tjeners helbredelse. De kendte den store lærer, og han mente, at de måtte vide, hvordan man bedst kunne henvende sig til ham for at vinde hans gunst. ret
(222) Da Jesus kom ind i Kapernaum, mødte han en lille flok af de ældste, der fortalte ham om officerens ønske. De fremhævede, at „han fortjener, at du gør dette for ham, for han elsker vort folk, og han har selv ladet synagogen bygge til os.“ ret
(222) Jesus begav sig straks af sted til officerens hus, men da skarerne trængte sig om ham, kom han kun langsomt frem. Rygtet om hans komme var hurtigere fremme, og officeren sendte i sin følelse af uværdighed Jesus dette bud: „Herre, gør dig ingen ulejlighed, for jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag.“ Men frelseren gik blot videre, og officeren, som endelig vovede at nærme sig ham, sagde: „Derfor regnede jeg mig heller ikke for værdig til at komme selv. Men sig blot et ord og helbred min tjener! Jeg er jo selv en mand, der står under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til en: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! Så gør han det.“ — Ligesom jeg er repræsentant for Roms magt, og mine soldater anerkender min myndighed som deres overordnede, sådan repræsenterer du den almægtige Guds magt, og alt, hvad der er skabt, adlyder dit ord. Du kan befale sygdommen at forsvinde, og den vil adlyde dig. Du kan hidkalde dine himmelske sendebud, og de vil bringe helbredelse. Sig blot dette ord, så bliver min tjener rask. ret
(223) Troen blev belønnet
„Da Jesus hørte det, undrede han sig over ham og vendte sig om og sagde til den skare, der fulgte ham: ‘Jeg siger jer, ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro.’“ „Men til officeren sagde Jesus: ‘Gå, det skal ske dig, som du troede!’ Og hans tjener blev helbredt i samme time.“ ret
(223) De jødiske ældste, som anbefalede officeren til Kristus, havde vist, hvor langt de var fra at besidde evangeliets ånd. De forstod ikke, at vor store nød er vor eneste berettigelse til Guds barmhjertighed. I deres selvretfærdighed anbefalede de officeren på grund af den gunst, han havde vist „vort folk.“ Mens officeren selv sagde: „Jeg er ikke værdig.“ Hans hjerte var blevet berørt af Kristi nåde. Han så sin egen uværdighed, men dog var han ikke bange for at bede om hjælp. Han stolede ikke på sin egen godhed; han påberåbte sig kun sin store nød. Ved troen forstod han, hvordan Kristus virkelig var. Han troede ikke blot på ham som den, der gjorde undere, men som menneskers ven og frelser. ret
(223) Det er på denne måde, at enhver synder kan komme til Kristus. „Ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig.“ Når Satan siger til dig, at du er en synder, som ikke kan håbe på at opnå Guds velsignelse, så sig til ham, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Vi ejer intet, som kan tale vor sag over for Gud; men vi kan både nu og altid påberåbe os vor fuldstændigt hjælpeløse tilstand, som gør, at vi ikke kan undvære hans frelsende magt. Vi må give afkald på al selvsikkerhed og se hen til Golgatas kors og sige: „Intet bringer jeg til dig. Kun til korset klynger mig.“ ret
(223) Jøderne var fra barndommen blevet belært om Messias’ gerning. De havde haft patriarkernes og profeternes inspirerede ord og offertjenestens symbolske belæring. Men de havde ignoreret lyset, og nu så de i Jesus ikke noget ønskværdigt. Men officeren, som var født inden for hedenskabet og opdraget til afgudsdyrkelse i kejsertidens Rom, oplært som soldat og tilsyneladende afskåret fra åndeligt liv på grund af sin uddannelse og sine omgivelser, og yderligere udelukket gennem jødernes fanatisme og sine egne landsmænds foragt for Israels folk — denne mand opfattede den sandhed, som Abrahams børn var blinde for. Han ventede ikke for at se, om jøderne selv ville tage imod ham, som hævdede at være Messias. „Da det sande lys, som oplyser ethvert menneske,“ havde skinnet på ham, havde han, skønt på afstand, skimtet Guds Søns herlighed. ret
(224) For Jesus var dette en forsmag på det arbejde, som evangeliet skulle udrette blandt hedningerne. Han så frem til at samle mennesker fra alle folkeslag i sit rige. Dybt bedrøvet skildrede han for jøderne, hvad deres forkastelse af hans nåde ville føre med sig: „Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.“ Hvor mange går ikke i dag den samme skæbnesvangre skuffelse i møde. Mens mennesker i hedensk mørke tager imod hans nåde, hvor mange er der så ikke i de kristne lande, som ignorerer det lys, der skinner for dem. ret
(224) Jesus opvækker enkens søn
Over tredive kilometer fra Kapernaum, på en højslette med udsigt over den store, smukke Esdralon slette, lå landsbyen Nain, og der begav Jesus sig nu hen. Mange af hans disciple og andre fulgte med ham, og langs hele vejen kom der mennesker, som længtes efter hans kærlige og medfølende ord, medbringende deres syge, for at han kunne helbrede dem, og hele tiden med håbet om, at han, som udøvede en så vidunderlig magt, ville give sig til kende som Israels konge. En stor skare flokkedes om ham, og det var en glad og forventningsfuld flok, der fulgte ham op ad bjergstien til den lille bys porte. ret
(224) Mens de nærmer sig, ser de et begravelsesfølge komme ud gennem porten. Med langsomme, bedrøvede skridt bevæger det sig hen mod gravpladsen. På en åben båre forrest i følget ligger den døde, og omkring den går de sørgende, mens luften genlyder af deres klagen. Alle byens beboere ser ud til at være samlet for at vise deres respekt for den døde og deres medfølelse med den efterladte. ret
(224) Det var et syn, der måtte vække deltagelse. Den afdøde var sin moders eneste søn, og hun var enke. Den ensomme, sørgende kvinde fulgte sin eneste jordiske støtte og trøst til graven. „Da Herren så hende, ynkedes han over hende.“ Mens hun grædende vandrede fremad som i blinde og ikke bemærkede hans tilstedeværelse, gik han tæt hen til hende og sagde blidt: „Græd ikke!“ Jesus ville forvandle hendes sorg til glæde, men alligevel kunne han ikke lade være med at sige disse kærlige, medfølende ord. ret
(224) „Og han gik hen og rørte ved båren.“ På ham kunne ikke engang berøring med døde virke besmittende. Bærerne stod stille, og de sørgende holdt op med deres klageråb. De to flokke samledes om båren med håb imod håb. Der var én til stede, som havde helbredt sygdom og overvundet onde ånder; mon døden også var undergivet hans magt? ret
(225) Med klar og myndig røst lyder ordene: „Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!“ Denne stemme trænger igennem til den dødes ører. Den unge mand åbner sine øjne. Jesus tager ham ved hånden og rejser ham op. Hans blik falder på hende, som har stået grædende ved siden af ham, og moder og søn forenes i en lang, tæt og lykkelig omfavnelse. Skaren ser til i tavshed som tryllebundne. „Alle blev fyldt af frygt.“ Fuldstændigt tavse og ærbødige, som om Gud var til stede, stod de der en kort tid. Så priste de „Gud og sagde: En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk“. Begravelsesfølget vendte tilbage til Nain som et triumftog. „Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.“ ret
(225) Han, som stod ved den sørgende moders side ved porten til Nain, lægger mærke til enhver, som står sørgende ved en båre. Han har medfølelse med os i vor sorg. Hans hjerte, som elskede og følte medynk, er fyldt med uforanderlig ømhed. Hans ord, som vakte den døde til live, er ikke mindre virkningsfuldt i dag end dengang, det blev talt til den unge mand i Nain. Han siger: „Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.“ Denne magt er hverken formindsket i årenes løb eller blevet opbrugt som følge af hans overvældende nådes uophørlige aktivitet. For alle, der tror på ham, er han stadig en levende Frelser. ret
(225) Jesus forvandlede moderens sorg til glæde, da han gav hende sønnen tilbage; og dog blev denne unge mand kun hentet tilbage til dette jordiske liv for at udholde dets sorger, dets møje og farer, og så igen komme i dødens magt. Men Jesus trøster os i vor sorg over de døde med et budskab om evigt håb: „Jeg er den, … som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.“ „Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom.“ ret
(225) Satan kan ikke fastholde taget i de døde, når Guds Søn byder dem at leve. Han kan heller ikke holde en eneste fast i åndelig død, hvis han i tro tager imod Kristi mægtige ord. Gud siger til alle, der er døde i synden: „Vågn op, du som sover, stå op fra de døde.“ Dette ord er evigt liv! Som Guds ord, der bød det første menneske leve, stadig giver os liv; som Kristi ord: „Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!“ gav liv til den unge mand fra Nain; sådan er ordene „Stå op fra de døde!“ livet for den, der i tro på Gud tager imod det. „Gud friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige.“ Det bliver alt sammen tilbudt os i hans ord. Hvis vi tager imod ordet, får vi frelsen. ret
(225) „Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin and, som bor i jer.“ „For Herren selv vil, nar befalingen lyder, nar a:rkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.“ Dette er det trøstende ord, hvormed han byder os trøste hinanden. ret