(233) Kapitlet er bygget op over Matt 11,28-30.
„Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.“ ret
(233) Disse trøstens ord blev talt til den skare, som fulgte Jesus. Frelseren havde sagt, at kun gennem ham kunne mennesker komme til at kende Gud. Han havde omtalt sine disciple som dem, der havde fået kendskab til himmelsk viden. Men han lod ingen føle sig udelukket fra hans omsorg og kærlighed. Alle de, der er trætte og tyngede af byrder, kan komme til ham. ret
(233) Trods deres nøje overholdelse af religiøse skikke havde de skriftkloge og rabbinerne en fornemmelse af at mangle noget, som bodsritualerne aldrig kunne erstatte. Toldere og syndere kunne foregive at lade sig tilfredsstille af det sanselige og jordiske, men i deres hjerter var der mistillid og frygt. Jesus så på de nødstedte og de ulykkelige, hvis håb var slukket, og som forsøgte at stille deres længsler med jordiske glæder, og han indbød dem alle til at finde hvile hos sig. ret
(233) Kristi åg
Han sagde mildt til de hårdtarbejdende: „Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.“ ret
(233) Med disse ord henvender Jesus sig til hvert eneste menneske. Hvad enten de ved det eller ej, så er alle trætte og belastede. Alle er tyngede af byrder, som kun Kristus kan lette. Den tungeste byrde, vi bærer på, er syndens byrde. Hvis vi blev overladt til selv at bære denne byrde, ville den knuse os. Men han, som er uden synd, har taget vor plads. „Herren lod al vor skyld ramme ham.“ Han har båret byrden af vor synd. Han vil tage byrden fra vore trætte skuldre. Han vil give os hvile. Han vil også bære bekymringens og sorgens byrde. Han opfordrer os til at kaste al vor bekymring på ham, thi han bærer os i sit hjerte. ret
(233) Vor slægts ældre bror er ved den evige trone. Han ser til hvert eneste menneske, der retter ansigtet mod ham som sin Frelser. Han kender af erfaring menneskers svagheder og ved, hvad vi trænger til, og hvor stærke vore fristelser er, for han blev i alle måder fristet ligesom vi, dog uden at synde. Han våger over dig, du ængstelige Guds barn. Bliver du fristet? Han vil udfri dig. Er du svag? Han vil give dig kraft. Er du såret? Han vil læge dig. Heren „bestemmer stjernernes tal“ , og dog læger han „dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår.“ „Kom til mig!“ lyder hans indbydelse. Uanset hvad dine ængstelser og dine prøvelser består i, så læg dem frem for Herren. Dit sind vil få styrke til at holde ud. Der vil åbne sig en vej for dig, så du kan frigøre dig for hindringer og vanskeligheder. Jo svagere og mere hjælpeløs du føler dig, jo stærkere vil du blive ved hans kraft. Jo tungere dine byrder er, jo mere velsignet vil hvilen føles ved at lægge dem over på ham, som bærer dine byrder. Den hvile, som Kristus tilbyder os, gives på visse betingelser, men der er gjort klart rede for disse betingelser. De er af en art, som alle kan imødekomme. Han fortæller os netop, hvordan man kan få hans hvile. ret
(234) „Tag mit åg på jer,“ siger Jesus. Åget er et arbejdsredskab. Okser får et åg på, når de skal arbejde, og åget er en betingelse for, at de kan arbejde ordentligt. Ved dette eksempel lærer Kristus os, at vi er kaldede til at tjene, så længe vi lever. Vi skal tage hans åg på os, så at vi kan blive hans medarbejdere. ret
(234) Det åg, som binder os til tjenesten, er Guds lov. Kærlighedens store lov, som blev åbenbaret i Edens have, forkyndt på Sinaj og i den nye pagt indskrevet i hjertet, er det, som binder den menneskelige arbejder til Guds vilje. Hvis vi var overladt til at følge vore egne tilbøjeligheder, til at gå netop derhen, hvor vor egen vilje ville føre os, så ville vi komme ind i Satans rækker og få hans egenskaber. Derfor holder Gud os inden for rammerne af sin vilje, som er ophøjet, ædel og højnende. Han ønsker, at vi tålmodigt og klogt skal påtage os tjenestens pligter. Kristus bar selv tjenestens åg, da han var menneske. Han sagde: „Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.“ „For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.“ Kærlighed til Gud, iver efter hans æreog kærlighed til den faldne menneskehed førte Jesus til jorden for at lide og dø. Det var denne magt, som beherskede hans liv. Han vil, at vi skal handle efter de samme principper. ret
(234) Der findes mange, hvis hjerte pines under en byrde af bekymringer, fordi de søger at leve efter verdens målestok. De har valgt at tjene den, accepteret dens forvirring og antaget dens skikke. Således ødelægges deres karakter, og deres liv bliver til en byrde. For at kunne tilfredsstille deres ambitioner og verdslige ønsker krænker de samvittigheden og pålægger sig selv ekstra byrder af samvittighedsnag. De bestandige bekymringer slider på livskraften. Vor Herre vil, at vi skal lægge dette trældomsåg fra os. Han opfordrer os til at tage imod sit åg. Han siger: „Mit åg er godt, og min byrde er let.“ Han byder os først søge Guds rige og hans retfærdighed, og han lover os, at alt, hvad der er nødvendigt i dette liv, skal gives os. Bekymring er blind og kan ikke se ind i fremtiden, men Jesus ser afslutningen lige fra begyndelsen. For hver vanskelighed har han sin egen måde til at bringe lettelse. Vor himmelske Fader har tusinde måder at sørge for os på, som vi ikke kender noget til. De, der accepterer princippet om at lade tjenesten for Gud og hans ære gå forud for alt andet, vil se vanskelighederne forsvinde og en tydelig vej foran sig. ret
(235) Lær af mig
„Lær af mig,“ siger Jesus, „for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile.“ Vi må gå i Kristi skole for af ham at lære sagtmodighed og ydmyghed. Genløsningen er den proces, gennem hvilken mennesket forberedes til himlen. Denne oplæring er det samme som kendskab til Kristus. Den betyder frigørelse fra ideer, vaner og handlinger, som er blevet tilegnet i skolen hos mørkets fyrste. Mennesket skal befries for alt, hvad der er i modstrid med troskab mod Gud. ret
(235) I Kristi hjerte, hvor der herskede fuldkommen harmoni med Gud, var der fuldkommen fred. Han blev aldrig stolt over bifald eller modløs over kritik eller skuffelser. Omgivet af den kraftigste modstand og under den mest grusomme behandling tabte han aldrig modet. Men mange, der hævder at være hans disciple, har et ængsteligt, bekymret sind, fordi de er bange for at betro sig til Gud. De overgiver sig ikke helt til ham, fordi de viger tilbage for de følger, en sådan overgivelse kunne få. Men hvis de ikke overgiver sig helt, kan de ikke få fred. ret
(235) Det er egenkærlighed, der bringer uro. Når vi er født ovenfra, vil det samme sind være i os, som var i Jesus; dette sind, der fik ham til at ydmyge sig selv, for at vi kunne blive frelst. Derfor skal vi ikke søge de højeste pladser. Vi skal lære at sidde ved Jesu fødder og lære af ham. Vi skal forstå, at værdien af vor gerning ikke består i at gøre os bemærkede i verden og ved at være aktive og nidkære med vor egen styrke. Værdien af vort arbejde står i forhold til tildelingen af Helligånden. Tillid til Gud giver renere karakteregenskaber, så at vi kan vinde vore sjæle med tålmodighed. ret
(235) Åget bliver lagt på okserne for at hjælpe dem til at kunne trække læsset, for at gøre byrden lettere. Sådan er det også med Kristi åg. Når vor vilje bliver ét med Guds vilje, og vi bruger hans gaver til velsignelse for andre, så vil vi opdage, at livets byrder er lette at bære. Den, der vandrer efter Guds bud, vandrer sammen med Kristus, og i hans kærlighed findes hvile. Da Moses bad: „Vis mig nu din vej, så jeg kan kende dig,“ svarede Herren ham: „Jeg vil selv gå med dig, og jeg vil give dig hvile.“ Og ved profeterne blev dette budskab givet: „Dette siger Herren: ‘Stil jer ved vejene, og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle!’“ ret
(235) Og han siger: „Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din fred som en flod og din retfærdighed som havets bølger.“ ret
(235) De, der tager Kristus på ordet og overgiver sig i hans varetægt og deres liv til hans befalinger, vil finde hvile og fred. Intet af denne verden kan gøre dem bedrøvede, når Jesus gør dem glade ved sin nærværelse. Ved fuldkomment samtykke er der fuldkommen fred. Herren siger: „Du vil bevare ham i fuldkommen fred, hvis sind støtter sig til dig, fordi han stoler på dig.“ Vort liv kan synes meget forvirret, men når vi overgiver det til den kloge Mester, vil han få det livsog karaktermønster frem, som vil være til hans ære. Og den karakter, som udtrykker Kristi herlighed og karakter, vil blive modtaget i Guds Paradis. En fornyet slægt skal vandre med ham i hvide klæder, fordi de er værdige dertil. ret
(236) Når vi i Jesus finder fred, begynder Himmelen her på jorden. Vi tager imod hans opfordring: „Kom, … lær af mig!“, og ved således at komme begynder vi på det evige liv. Himmelen er en uophørlig tilnærmelse til Gud gennem Kristus. Jo længere vi er i lyksalighedens Himmel, jo mere — og stadig mere — af herligheden vil blive åbnet for os, og jo mere vi kender til Gud, jo mere intens vil vor lykke være. Når vi vandrer med Jesus i dette liv, kan vi blive fyldt af hans kærlighed og tilfredsstilles ved hans nærhed. Alt, hvad et menneske kan tåle, kan vi komme til at modtage her. Men hvad er dette i sammenligning med den kommende tilværelse! Der „står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ ret