(237) Kapitlet er bygget op over Matt 8,23-34; Mark 4,35-41; 5,1-20; Luk 8,22-39.
Det havde været en begivenhedsrig dag for Jesus. Ved Genezaret sø havde han fortalt sine første lignelser, idet han med velkendte eksempler forklarede folket om sit rige, og hvordan det skulle oprettes. Han havde sammenlignet sin egen gerning med en sædemands, udviklingen af sit rige med et sennepsfrøs vækst og virkningen af surdej i et mål mel. Den store, endelige adskillelse mellem de retfærdige og de onde illustrerede han med lignelserne om hveden og rajgræsset og om voddet. Den umådelige rigdom i de sandheder, han lærte dem om, var blevet skildret som den skjulte skat og den kostbare perle, mens han i lignelsen om husholderen lærte sine disciple, hvordan de skulle arbejde som hans stedfortrædere. ret
(237) Hele dagen var gået med at undervise og helbrede, og da det blev aften, stimlede skarerne stadig sammen om ham. Dag efter dag tjente han dem, næsten uden pause til mad eller hvile. Den ondskabsfulde kritik og den fordrejning af hans ord, som farisæerne konstant forfulgte ham med, gjorde hans gerning endnu mere streng og opslidende; og nu, ved dagens afslutning, var han så totalt udmattet, at han besluttede at trække sig tilbage til et eller andet ensomt sted på den anden side af søen. ret
(237) Genezaretsøens østlige kyst var ikke ubeboet, for hist og her lå der byer ved søens bred; men det var dog en ensom egn i sammenligning med den vestlige side. Befolkningen dér bestod mere af hedninger end af jøder, og den havde kun ringe forbindelse med Galilæa. Der kunne Jesus finde den afsondrethed, han søgte, og han bad nu sine disciple ledsage sig derover. ret
(237) Da han havde sendt skarerne bort, tog de ham med, „i den båd, han sad i,“ og skyndte sig at komme af sted. Men de kom ikke til at sejle bort alene. Der lå andre fiskerbåde nær ved kysten, og de fyldtes hurtigt med mennesker, som fulgte efter Jesus, stadig ivrige efter at se og høre ham. ret
(237) Stormen på søen
Frelseren var endelig blevet fri for skarernes trængsel, og overvældet af træthed og sult lagde han sig ned i bagstavnen af båden, hvor han hurtigt faldt i søvn. Det havde været en stille og smuk aften, og søen var ganske rolig; men pludselig blev himmelen overskyet, blæsten susede vildt ned fra bjergslugterne langs den østlige bred, og et voldsomt uvejr brød ud over søen. ret
(238) Solen var gået ned, og nattens mørke sænkede sig over den oprørte sø. Bølgerne, der blev pisket til skum af den hylende storm, slog ind over disciplenes båd og truede med at opsluge den. Disse hærdede fiskere havde tilbragt deres liv på søen og havde ført deres skib trygt gennem mangt et uvejr, men her slog deres kræfter og dygtighed ikke til. De var hjælpeløse i uvejrets magt, og de tabte modet, da de så båden fyldes med vand. ret
(238) De var så optaget af deres anstrengelser for at redde sig, at de havde glemt, at Jesus var med om bord. Men nu, hvor de så, at deres slid var forgæves, og at de måtte se døden i øjnene, kom de til at huske på, hvem det var, der havde befalet dem at begive sig over søen. Jesus var deres eneste håb. I deres hjælpeløshed og fortvivlelse råbte de: „Mester, Mester!“ Men det tætte mørke skjulte ham for deres blik. Deres stemmer druknede i stormens hylen, og der lød intet svar. De blev grebet af tvivl og frygt. Havde Jesus mon svigtet dem? Var han, som havde overvundet sygdomme og onde ånder, ja selv døden, nu ude af stand til at hjælpe sine disciple? Bekymrede han sig slet ikke om dem i deres ulykke? ret
(238) Atter kalder de, men der lyder intet andet svar end stormens rasende tuden. Deres båd er allerede ved at synke. Endnu et øjeblik, og de ville tilsyneladende blive opslugt af de grådige bølger. ret
(238) „Ti stille, hold inde!“
Pludselig gennembrydes mørket af et lynglimt, og de ser Jesus ligge og sove uden at lade sig forstyrre af larmen. Forundrede og fortvivlede råber de: ret
(238) „Mester, er du ligeglad med, at vi går under?“ Hvor kan han dog hvile så trygt, mens de er i fare og kæmper mod døden? ret
(238) Deres råb vækker Jesus. Skæret fra lynene oplyser ham, og de ser en himmelsk fred over hans ansigt. De læser i hans blik både selvforglemmelse og den inderligste kærlighed, og af hele deres hjerte råber de til ham: „Herre, frels os! Vi går under!“ ret
(238) Aldrig har noget menneske upåagtet råbt sådan. Idet disciplene griber årerne for at gøre en sidste anstrengelse, rejser Jesus sig op. Han står midt iblandt disciplene, mens stormen raser, bølgerne slår ind over dem, og lynene oplyser hans ansigt. Han løfter sin hånd, som han så ofte har brugt til barmhjertighedsgerninger, og siger til de vrede bølger: „Ti stille, hold inde!“ ret
(238) Stormen stilner af. Bølgerne falder til ro. Skyerne ruller bort, og stjernerne kommer frem. Båden ligger på en rolig sø. Så spørger Jesus bedrøvet, idet han vender sig til disciplene: „Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?“ ret
(238) Der blev tavshed blandt disciplene. Selv Peter forsøgte ikke at give udtryk for den ærefrygt, som fyldte ham. De både, der var sat ud for at ledsage Jesus, havde været i samme fare som disciplenes. De ombordværende havde været grebet af rædsel og fortvivlelse; men Jesu befaling bragte ro i al forvirringen. Stormens hærgen havde ført bådene tæt op ad hinanden, og alle ombordværende så miraklet. Mændene hviskede til hinanden: „Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?“ ret
(239) Fri for frygt
Da Jesus blev vækket for at trodse stormen, var han fuldkommen rolig. Der var intet spor af frygt i stemmen eller blikket, for der fandtes ikke frygt i hans sind. Han hvilede ikke i kraft af sin almagt. Det var ikke som „jordens og havets og himlens Herre“, han hvilede så trygt. Den magt havde han givet fra sig. Han siger: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv.“ Han stolede på sin Faders magt. Det var i tro — tro på Guds kærlighed og omsorg — at Jesus hvilede, og kraften i det ord, der stillede stormen, var Guds kraft. ret
(239) Ligesom Jesus hvilede i tro på sin Faders omsorg, skal vi hvile i Frelserens omsorg. Hvis disciplene havde stolet på ham, ville de være blevet bevaret i fred. Deres frygt i farens stund afslørede deres manglende tro. I deres bestræbelser for at redde sig selv havde de glemt Jesus; og det var først, da de — efter fortvivlet at have opgivet håbet herom — henvendte sig til ham, at han kunne hjælpe dem. ret
(239) Hvor ofte oplever vi ikke det samme som disciplene! Når fristelsernes uvejr trækker med voldsomme lyn, og bølgerne slår ind over os, kæmper vi alene mod stormen og glemmer, at der er én, som kan hjælpe os. Vi stoler på vor egen styrke, indtil håbet er ude og vi er nær ved at bukke under. Så husker vi på Jesus, og hvis vi kalder på hjælp fra ham, kommer vi ikke til at kalde forgæves. Skønt han bedrøvet bebrejder os vor mangel på tro og selvtillid, undlader han aldrig at give os den hjælp, vi behøver. Hvad enten det er til lands eller til vands, har vi Frelseren i vort hjerte, er der ingen grund til frygt. En levende tro på Frelseren gør livets hav roligt og udfrier os af fare på den måde, som han ved, er bedst. ret
(239) Der er endnu en åndelig lære i dette mirakel med at stille stormen. Ethvert menneskes erfaring bekræfter sandheden i ordene fra Skriften: „Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro … De gudløse har ingen fred, siger min Gud.“ Synden har ødelagt vor fred. Så længe selvet ikke er neddæmpet, kan vi ikke finde nogen hvile. Hjertets stærke lidenskaber kan ikke styres af nogen menneskelig kraft. Det formår vi lige så lidt, som disciplene formåede at standse den rasende storm. Men han, som fik bølgerne på Genezaret sø til at falde til ro, har talt fredens ord til hver eneste menneske. Hvor voldsomt uvejret end er, så vil de, der henvender sig til Jesus med råbet „Herre, frels os!“, blive reddet. Hans nåde, som forsoner sjælen med Gud, dæmper de menneskelige lidenskabers strid, og i hans kærlighed finder hjertet hvile. „Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig; de blev glade, fordi det faldt til ro, og han førte dem til den havn, de ønskede.“ „Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.“ „Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid.“ ret
(240) De besatte fra gravhulerne
Tidligt om morgenen nåede Frelseren og hans ledsagere ind til bredden, og strålerne fra den opgående sol lagde sig over sø og land som med fredens velsignelse. Men ikke så snart var de trådt ind på bredden, før deres øjne mødte et syn, der var mere frygteligt end stormens rasen. Fra et skjulested mellem gravene kom to vanvittige mænd styrtende mod dem, som ville de flå dem i stykker. På disse mænd hang der stumper af lænker, som de havde revet itu, da de undslap derfra, hvor de var blevet holdt indespærret. Deres hud var forrevet og blødte, hvor de havde såret sig med skarpe sten. Deres øjne stirrede ud fra deres lange, filtrede hår, enhver menneskelig lighed syntes at være udslettet af de dæmoner, som havde besat dem, og de lignede mere vilde dyr end mennesker. ret
(240) Disciplene og deres ledsagere flygtede i rædsel, men snart bemærkede de, at Jesus ikke var med dem, og de vendte sig om for at se efter ham. Han stod, hvor de havde forladt ham. Han, som havde standset stormen, og som tidligere havde mødt Satan og overvundet ham, flygtede ikke for disse dæmoner. Da mændene tænderskærende og med fråde om munden nærmede sig ham, løftede Jesus den hånd, som havde vinket bølgerne til ro, og mændene kunne ikke komme nærmere. Rasende, men magtesløse stod de foran ham. ret
(240) Han bød med myndighed de urene ånder fare ud af dem. Hans ord trængte ind i de ulykkelige menneskers formørkede sind. De fik en uklar følelse af, at én var nær, som kunne frelse dem fra de plagsomme dæmoner. De kastede sig ned for Frelserens fødder for at tilbede ham; men da de åbnede munden for at bønfalde ham om barmhjertighed, talte dæmonerne gennem dem og skreg voldsomt: „Hvad har jeg med dig at gøre Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!“ ret
(240) Jesus spurgte: „Hvad er dit navn?“ og svaret lød: „Legion er mit navn; for vi er mange.“ Idet de brugte de besatte mænd som talerør, tryglede de Jesus om ikke at sende dem ud af landet. På en bjergskråning ikke langt derfra græssede en flok svin. De urene ånder bad om at få lov til at fare i dem, og Jesus tillod dem det. Straks blev flokken grebet af panik. De styrtede som vanvittige ned ad skrænten, og ude af stand til at styre sig selv på bredden styrtede de ned i søen og omkom. ret
(240) I mellemtiden var der sket en fantastisk forandring med de besatte. Lyset havde skinnet ind i deres hjerter, og fra deres øjne strålede igen sund fornuft. Ansigterne, som så længe havde været præget af Satan, blev pludselig milde; de blodplettede hænder blev rolige, og med glade stemmer priste mændene Gud for deres udfrielse. ret
(241) Fra skrænten havde svinehyrderne set alt, hvad der var foregået, og de skyndte sig af sted for at fortælle det videre til deres arbejdsgivere og til alle mennesker. I frygt og forundring samledes hele befolkningen for at træffe Jesus. De to besatte havde været en rædsel for landet. Det havde ikke været sikkert for nogen at passere det sted, hvor de holdt til; for de plejede at falde over enhver rejsende med djævelsk raseri. Nu sad disse mænd påklædte og med deres forstands fulde brug ved Jesu fødder og lyttede til hans ord, mens de priste navnet på Ham, som havde sat dem fri. Men folket, som overværede denne vidunderlige begivenhed, glædede sig ikke. For dem syntes tabet af svinene at være af større betydning end befrielsen af disse fanger af Satan. ret
(241) Det var af barmhjertighed mod svinenes ejermænd, at dette tab havde fået lov til at ramme dem. De var så optaget af materielle ting, og bekymrede sig ikke om det åndelige liv. Jesus ønskede at bryde den selviske ligegyldigheds fortryllelse, så de kunne komme til at tage imod hans nåde. Men ærgrelsen over deres materielle tab havde forblindet deres øjne for Frelserens nåde. ret
(241) Denne demonstration af overnaturlig kraft vakte folkets overtro og fremkaldte frygt hos dem. Der kunne følge andre ulykker med, hvis denne fremmede blev hos dem. De frygtede økonomisk ruin og besluttede, at de ikke ville have ham hos sig. De, som var taget over søen sammen med Jesus, fortalte dem om alt, hvad der var sket den foregående nat, om deres dødsfare under uvejret, og hvordan søen og stormen var blevet stille. Men deres ord havde ingen virkning. Folket flokkedes i rædsel omkring Jesus og bønfaldt ham om at drage bort fra dem, og han indvilligede og drog straks med et skib over til den anden bred. ret
(241) Beboerne i gadarenernes egn stod over for det levende vidnesbyrd om Kristi magt og barmhjertighed. De så de mænd, der havde fået deres fornuft tilbage; men de var så ængstelige for at bringe deres jordiske interesser i fare, at han, som havde besejret mørkets fyrste lige for deres øjne, blev behandlet som en uønsket person, og Himmelens gave blev afvist af dem. Vi har ikke mulighed for at afvise Kristus personligt, sådan som gadarenerne gjorde det, men der er stadig mange, der nægter at adlyde hans ord, fordi lydighed ville medføre afkald på en eller anden verdslig interesse. Af frygt for at lide økonomiske tab afviser mange hans nåde og jager hans ånd bort fra sig. ret
(241) Gå og fortæl
Men følelserne hos de helbredte besatte var vidt forskellige herfra. De ønskede at være sammen med deres befrier. I hans nærhed følte de sig i sikkerhed for de urene ånder, som havde gjort deres tilværelse til en pine og ødelagt deres liv. Da Jesus skulle til at gå om bord i båden, holdt de sig tæt ved siden af ham, knælede ved hans fødder og tiggede ham om at beholde dem i sin nærhed, hvor de altid kunne lytte til hans ord. Men Jesus bød dem gå hjem og fortælle, hvor store ting Herren havde gjort for dem. ret
(242) Her havde de en gerning at udføre — at gå tilbage til et hedensk hjem og fortælle om den velsignelse, de havde modtaget fra Jesus. Det var hårdt for dem at skilles fra Frelseren. De var sikre på at komme til at møde store vanskeligheder i forbindelse med deres hedenske landsmænd. Og deres lange isolation fra samfundet syntes at have gjort dem uegnede til det arbejde, han havde anvist dem. Men så snart Jesus viste dem, hvad der var deres pligt, var de rede til at adlyde ham. Ikke blot fortalte de deres egen familie og deres naboer om Jesus, men de gik gennem hele Dekapolis, og fortalte overalt om hans magt til at frelse og beskrev, hvordan han havde udfriet dem fra dæmonerne. Ved at gøre dette kunne de få en større velsignelse, end hvis de mest til gavn for dem selv var blevet i hans nærhed. Det er ved at arbejde for at udbrede det gode budskab om frelse, at vi kommer Frelseren nær. ret
(242) Disse to helbredte besatte var de første missionærer, som Kristus sendte ud for at prædike evangeliet i Dekapolis regionen. Kun i nogle få øjeblikke havde disse mænd haft det privilegium at lytte til Kristi lære. De havde aldrig hørt en eneste prædiken fra hans mund. De kunne ikke belære folket sådan som disciplene, der dagligt havde været sammen med Kristus. Men de medbragte i sig selv beviset for at Kristus var Messias. De kunne fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og oplevet af Kristi kraft. Dette er, hvad enhver kan gøre, hvis hjerte har følt Guds nåde. Johannes, den discipel Herren elskede, skrev: „Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: Livets ord, … det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer.“ Som Kristi vidner bør vi fortælle, hvad vi ved, hvad vi selv har set og hørt og følt. Hvis vi skridt for skridt har fulgt Jesus, må vi have noget afgørende at fortælle om den måde, hvorpå han har ført os. Vi kan fortælle, hvordan vi har sat hans løfter på prøve og fundet, at de var sande. Vi kan vidne om, hvad vi har erfaret af Kristi nåde. Det er til dette vidnesbyrd, Herren kalder os, og uden det vil verden gå til grunde. ret
(242) Skønt gadarenerne ikke havde taget imod Jesus, lod han dem ikke forblive i det mørke, de selv havde valgt. Da de bad ham om at forlade dem, havde de ikke hørt hans ord. De var uvidende om, hvad de forkastede. Derfor sendte han atter lyset til dem og gjorde det ved hjælp af nogen, som de ikke kunne nægte at høre på. ret
(242) Ved at forårsage, at svinene omkom, var det Satans hensigt at vende folket fra Frelseren og forhindre, at evangeliet blev prædiket i denne del af landet. Men netop denne begivenhed vækkede hele landet, som intet andet kunne have gjort det, og henledte opmærksomheden på Kristus. Skønt Frelseren selv tog af sted, blev de mænd, han havde helbredt, tilbage som vidner om hans magt. De, som havde været medier for mørkets fyrste, blev til lyskilder og sendebud for Guds Søn. Mennesker undrede sig, mens de lyttede til den vidunderlige beretning. Der blev åbnet en dør for evangeliet i hele denne egn af landet. Da Jesus vendte tilbage til Dekapolis, flokkedes folk om ham, og i tre dage lyttede ikke blot en enkelt bys beboere til frelsens budskab, men tusinder fra hele regionen omkring den. Selv magten over dæmoner er under vor Frelsers kontrol, og påvirkningen fra det onde er overvundet for bestandig. ret
(243) Onde vaner lænkebinder
Mødet med de besatte mænd fra gadarenernes egn indeholdt en lære for disciplene. Det viste dybden af nedværdigelse, som Satan forsøger at trække hele menneskeslægten ned i, og Kristi mission er at frigøre dem fra hans magt. Disse ødelagte skabninger, der boede mellem gravene, besatte af dæmoner og slaver af ubeherskede lidenskaber og afskyeligt begær, er et billede på, hvad menneskeslægten ville blive til, hvis den blev overladt til satanisk myndighed. Satans indflydelse udøves konstant på mennesker for at distrahere fornuften, gøre tankerne onde og anstifte til vold og kriminalitet. Han svækker legemet, formørker forstanden og nedværdiger mennesket. Når som helst mennesker afviser Frelserens indbydelse, overgiver de sig til Satan. Utallige mennesker gør det i dag i hvert stadium af livet, i hjemmet, i erhvervslivet og selv i kirken. Det er årsag til vold og forbrydelser i verden, og til at åndeligt mørke som et ligklæde indhyller menneskers tilværelse. Ved sine besnærende fristelser forleder Satan menneskene til større og større ondskab, indtil resultatet er fuldkommen moralsk fordærv og ødelæggelse. Den eneste sikkerhed mod hans magt er Kristi nærvær. For mennesker og engle er Satan blevet afsløret som menneskets fjende og ødelægger, og Kristus som menneskets ven og befrier. Hans Ånd vil i mennesket udvikle alt det, som forædler karakteren og giver værdighed til dets natur. Den vil udvikle mennesket til Guds herlighed i krop, sind og ånd. „For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.“ Han har givet kaldet, „for at I skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed“ — hans karakter. Han har kaldet os til „at formes efter sin søns billede“ . ret
(243) Mennesker, der har været degraderet til Satans redskaber, bliver ved Kristi kraft stadig forvandlet til at blive budbringere af retfærdighed og sendes ud af Guds søn for at fortælle, „om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig“. ret