(248) Kapitlet er bygget op over Matt 10; Mark 6,7-11; Luk 9,1-6
Apostlene var medlemmer af Jesu familie, og de havde fulgt ham, mens han til fods drog gennem Galilæa. De havde delt det hårde slid og strabadserne med ham. De havde lyttet til hans taler, de havde vandret sammen med og talt med Guds Søn, og gennem hans daglige undervisning havde de lært, hvordan de skulle arbejde for menneskehedens oprejsning. Når Jesus tog sig af de store skarer, som samledes om ham, var disciplene klar til ivrigt at adlyde hans befalinger og lette hans arbejde. De hjalp med at organisere de mange mennesker, bringe de syge til Frelseren og bidrage til, at alle befandt sig godt. De holdt øje med interesserede tilhørere, forklarede dem skrifterne og virkede på forskellige måder til gavn for deres åndelige bedste. De lærte andre, hvad de selv havde lært af Jesus og høstede hver eneste dag nye, rige erfaringer. Men de havde også brug for at gøre erfaringer i at arbejde alene. De havde stadig brug for instruktion, stor tålmodighed og overbærenhed. Nu, mens han personligt var hos dem og kunne udpege deres fejltagelser og råde og korrigere dem, sendte Frelseren dem ud som sine stedfortrædere. ret
(248) Mens disciplene havde været sammen med ham, havde de ofte ladet sig forvirre af præsternes og farisæernes lære, men de var kommet til Jesus med deres rådvildhed. Han havde holdt Skriftens sandheder op for dem i kontrast til traditionerne. På denne måde havde han styrket deres tillid til Guds ord og havde i det store og hele befriet dem for deres frygt for de skriftkloge og deres traditionsbundethed. For disciplenes oplæring var Frelserens eget eksempel af langt større virkning end nogen dogmatisk undervisning. Når de ikke var sammen med ham, mindedes de hvert blik, hver betoning og hvert ord. I meningsudvekslinger med evangeliets fjender gentog de ofte hans ord, og når de så virkningen heraf på folket, blev de fyldt med glæde. ret
(248) Jesus kaldte de tolv til sig og bød dem gå ud to og to til byerne og landsbyerne. Ingen blev sendt ud alene, men broder fulgtes med broder og ven med ven. På denne måde kunne de hjælpe og opmuntre hinanden, rådslå og bede sammen, og den enes styrke kunne supplere den andens svaghed. På samme måde udsendte Jesus siden hen de halvfjerds. Det var Frelserens hensigt, at evangeliets sendebud skulle være knyttet til hinanden på denne måde. I vor egen tid ville det evangeliske arbejde få meget større fremgang ved nøjere at følge dette eksempel. ret
(249) Til de fortabte får i Israel
Disciplenes budskab var det samme som Johannes Døbers og Kristi eget: „Himmeriget er kommet nær!“ De skulle ikke indlade sig i nogen ordstrid med folk om, hvorvidt Jesus fra Nazaret var Messias, men de skulle i hans navn gøre de samme barmhjertighedsgerninger, som han havde gjort. Han bød dem: „Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.“ ret
(249) Når Jesus arbejdede, afsatte han mere tid til at helbrede de syge end til at prædike. Hans mirakler bekræftede sandheden i hans ord: At han ikke var kommet for at nedbryde, men for at frelse. Hans retfærdighed gik forud for ham, og Herrens herlighed bagude. Hvor han end kom hen, var rygtet om hans barmhjertighed kommet før ham. Hvor han var passeret forbi, frydede de sig over deres sundhed, som havde været genstand for hans omsorg, mens de prøvede sig frem med deres genvundne kræfter. Skarer samlede sig om dem for af deres mund at høre om, hvad Herren havde udrettet. Hans stemme var den første lyd, mange nogensinde havde hørt, hans navn det første ord, de nogensinde havde udtalt, hans ansigt det første, de nogensinde havde set. Hvorfor skulle de så ikke elske Jesus og forkynde hans pris? Når han vandrede gennem de små og større byer, var han som en livets kilde, der spredte lys og glæde, hvor han kom frem. ret
(249) Kristi disciple skal arbejde på samme måde som han. Vi skal give de sultáne mad og de nøgne klæder, og vi skal trøste de lidende og sygdomsramte. Vi skal hjælpe de fortvivlede og give de modløse nyt håb. Og også for os vil dette løfte blive opfyldt: „Din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.“ Kristi kærlighed, som kommer til udtryk ved uselvisk tjeneste, vil vise sig at være mere effektiv til at forbedre forbryderen end sværdet eller domstolen. Disse er nødvendige for at vække rædsel hos lovovertræderen, men en kærlig missionær kan udrette endnu mere. Hjertet vil ofte blive forhærdet ved irettesættelser, men det vil smelte ved at føle Kristi kærlighed. Missionæren kan ikke blot lindre legemlige sygdomme, men han kan lede synderen til den store læge, der kan rense sindet for syndens spedalskhed. Det er Guds vilje, at de syge, de ulykkelige og de, som er besat af onde ånder, skal høre ham gennem hans tjenere. Ved sine menneskelige budbringere ønsker han at blive den, der trøster, som verden aldrig før har kendt det. ret
(249) Disciplene skulle på deres første missionsrejse kun gå til „de fortabte får af Israels hus.“ Hvis de på daværende tidspunkt havde prædiket evangeliet for hedningerne eller samaritanerne, ville de have mistet deres indflydelse på jøderne. Ved at vække farisæernes modvilje ville de være blevet indblandet i en meningsudveksling, som ville have taget modet fra dem straks fra starten af deres arbejde. Selv apostlene var længe om at forstå, at evangeliet skulle bringes ud til alle folkeslag. Før de selv kunne begribe denne sandhed, var de ikke klar til at arbejde blandt hedningerne. Hvis jøderne ville tage imod evangeliet, var det Guds hensigt at gøre dem til sine sendebud til hedningerne. Derfor skulle de høre budskabet først. ret
(250) Overalt hvor Kristus arbejdede, var der mennesker, som åndeligt var vågnet op, havde erkendt deres behov og nu hungrede og tørstede efter sandheden. Tiden var inde til at sende kærlighedsbudskabet til disse længselsfulde mennesker. Det var alle dem, disciplene skulle komme til som Jesu stedfortrædere. På denne måde ville de troende komme til at betragte dem som guddommeligt udpegede lærere, og når Frelseren skulle tages fra dem, ville de ikke være efterladt uden vejledere. ret
(250) På denne første rejse skulle disciplene kun tage hen, hvor Jesus havde været tidligere, og hvor han havde fået venner. Deres forberedelser til rejsen skulle være af den enkleste art. Intet var tilladt, som kunne aflede deres tanker fra deres store opgave eller på nogen måde vække modstand, så dørene lukkedes i for fortsat arbejde. De skulle ikke efterligne tidens religiøse læreres påklædning og heller ikke klæde sig, så de adskilte sig fra de fattige bønder. De skulle ikke gå ind i synagogerne og kalde folk sammen til offentlig gudstjeneste. Deres indsats skulle koncentreres om husbesøg. De skulle ikke spilde tiden med unødvendige hilsener eller med at gå fra hus til hus for at hilse på. Men hvert sted skulle de tage imod gæstfrihed fra dem, som var værdige til det, dem, der ville tage lige så hjerteligt imod dem, som hvis de havde været Kristus selv. De skulle gå ind i husene med denne smukke hilsen: „Fred være med dette hus!“ Dette hjem ville blive velsignet ved deres bønner, deres lovsange og ved udlægningen af Skrifterne i familiekredsen. ret
(250) Som får blandt ulve
Disse disciple skulle være sandhedens forkyndere og bane vejen for deres Mesters komme. Det budskab, de havde at bringe, var ordene om det evige liv; og menneskers skæbne var afhængig af, om de tog imod eller forkastede det. For at anskueliggøre for folket, hvor seriøst det var, befalede Jesus sine disciple: „Men vil nogen ikke tage imod jer eller høre jeres budskab, så forlad det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder. Sandelig siger jeg jer: Det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.“ Nu vender Frelseren blikket mod fremtiden! Han ser de større arbejdsmarker, hvor disciplene efter hans død skal vidne om ham. Hans profetiske blik ser, hvad hans tjenere skal gennemgå gennem alle tiderne, indtil han kommer anden gang. Han viser sine disciple de konflikter, der venter dem, og han afslører karakteren af og formålet med kampen. Han lader dem klart se de farer, de vil komme ud for og den selvfornægtelse, der vil kræves af dem. Han ønsker, at de skal kunne tage deres forholdsregler for ikke at blive overrumplet af fjenden. Deres strategi skal ikke være rettet mod kød og blod, „men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ De skal kæmpe mod overnaturlige kræfter, men de er sikre på at få overnaturlig hjælp. Alle Himmelens fornuftvæsener er med i denne hær. Og der er andet end engle i rækkerne. Helligånden, som repræsenterer lederen af Herrens hær, kommer for at lede slaget. Vore skavanker kan være nok så mange, vore synder og fejltagelser meget alvorlige, men Guds nåde er for alle, der søger den i oprigtig anger. Almagtens kraft er med alle dem, der stoler på Gud. ret
(251) „Se,“ sagde Jesus, „jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.“ Kristus selv undlod aldrig at sige sandhedens ord, men han sagde dem altid i kærlighed. Han udviste den største takt, hensynsfuld og venlig opmærksomhed i sin omgang med folket. Han var aldrig grov, sagde aldrig uden grund et alvorligt ord og forvoldte aldrig unødvendig smerte i et følsomt sind. Han kritiserede ikke menneskelig svaghed. Frygtløs fordømte han hykleri, vantro og uretfærdighed, men det var med sorg i stemmen, han gav sine meget skarpe irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den by han elskede, men som nægtede at tage imod ham, som var vejen og sandheden og livet. De forkastede ham, deres Frelser, men han betragtede dem med medfølende ømhed og en sorg så dyb, at hans hjerte var ved at briste. Hvert eneste menneske var dyrebart i hans øjne. Skønt han altid optrådte med guddommelig værdighed, bøjede han sig med den kærligste opmærksomhed ned til hvert eneste medlem af Guds familie. I alle mennesker så han faldne sjæle, som det var hans opgave at frelse. ret
(251) Om at repræsentere Kristus
Kristi tjenere skal ikke handle efter, hvad deres eget hjerte dikterer dem. De behøver nær kontakt med Gud for at undgå, at deres eget jeg ved given lejlighed gør oprør og fremkommer med en strøm af ord, som er upassende — som ikke er som dug eller stille, silende regn, der forfrisker de visnende planter. Dette er, hvad Satan ønsker, de skal gøre, for sådan er hans metoder. Det er dragen, som er vred. Det er Satans ånd, som åbenbarer sig gennem vrede og beskyldninger. Men Guds tjenere skal repræsentere Ham. Han ønsker, at de kun bruger Himmelens mønt — sandheden, som bærer hans billede og påskrift. Den kraft, ved hvilken de kan overvinde det onde, er Kristi kraft. Kristi herlighed er deres styrke. De skal holde tankerne fast ved hans kærlige karakter. Så kan de forkynde evangeliet med guddommelig takt og mildhed. Og den ånd, der bevares mild på trods af oprør, vil forsvare sandhedens sag mere virkningsfuldt end nogen bevisførelse, hvor overbevisende den end er. De, som er kommet i strid med sandhedens fjender, skal møde ikke blot mennesker, men også Satan og hans hjælpere. De skal huske på Frelserens ord: „Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve.“ Lad dem hvile i Guds kærlighed, og deres sind vil blive bevaret roligt, selv ved personligt overgreb. Herren vil iføre dem en guddommelig rustning. Hans hellige Ånd vil indvirke på deres sind og hjerte, så de ikke kommer til at hyle med ulvene. ret
(252) Jesus blev ved med at belære sine disciple og sagde: „Tag jer i agt for mennesker!“ De skulle ikke have ubetinget tillid til dem, der ikke kendte Gud, eller tage dem med på råd, for det ville være en fordel for Satans medhjælpere. Menneskers påfund modarbejder ofte Guds planer. De, som bygger Herrens tempel, skal bygge i overensstemmelse med det forbillede, som blev vist på bjerget: Guds forbillede. Gud bliver vanæret og evangeliet forrådt, hvis hans tjenere forlader sig på rådgivning fra mennesker, som ikke ledes af den Hellige Ånd. Verdens visdom er dårskab for Gud. De, som forlader sig på den, vil helt sikkert fare vild. ret
(252) „De skal udlevere jer til domstolene, … og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.“ Forfølgelse vil sprede lyset. Kristi tjenere vil blive stillet for verdens store mænd, som uden dette måske aldrig ville have hørt evangeliet. Sandheden er blevet udlagt forkert for disse mennesker. De har lyttet til falske beskyldninger om Kristi disciples tro. Deres eneste mulighed for at lære dens sande karakter at kende er ofte kun vidnesbyrdet fra dem, som er stillet for domstolen på grund af deres tro. Under forhørene kræves der, at de skal svare, og at deres dommere skal lytte til det vidnesbyrd, der bliver aflagt. Men Guds nade vil blive givet til hans tjenere for at imødegå nødsituationer. „Det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige,“ siger Jesus. „For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.“ ret
(252) Styrke og mod bliver givet
Når Guds Ånd oplyser hans tjeneres sind, vil sandheden blive forkyndt i al sin guddommelige kraft og skønhed. De, som forkaster sandheden, vil rejse sig for at anklage og undertrykke disciplene. Men under tab og lidelser, selv ind til døden, skal Guds børn åbenbare den samme sagtmodighed som deres guddommelige forbillede. Således vil man kunne se forskellen mellem Satans medhjælpere og Kristi stedfortrædere. Frelseren vil blive ophøjet over for herskerne og folket. ret
(252) Disciplene blev ikke udstyret med martyrernes mod og styrke, før de fik brug for en sådan nåde. Så blev Frelserens løfte opfyldt. Da Peter og Johannes aflagde vidnesbyrd for det jødiske råd, „undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus, og … kunne ..ikke tage til genmæle“ . Om Stefanus skrives der, at „alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt“ . Mennesker kunne „ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med“ . Og da Paulus skriver om sit eget forhør ved kejserens domstol, siger han: „Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig. … Men Herren stod mig bi og gav mig kraft til at fuldføre min forkyndelse af budskabet, så at alle folkeslagene kan få den at høre, og jeg blev udfriet af løvens gab.“ ret
(253) Kristi tjenere skulle ikke forberede nogen forud indlært tale, når de blev stillet for en domstol. De skulle forberede sig ved dag efter dag at samle en skat af Guds ords dyrebare sandheder og styrke deres tro ved bøn. Når de så blev ført for retten, ville Helligånden erindre dem om netop de sandheder, som de havde brug for. ret
(253) En daglig, alvorlig stræben efter at kende Gud og Jesus Kristus, som blev sendt af Ham, ville give dem åndelig kraft og styrke. Den viden, som blev opnået ved flittigt at studere Guds ord, ville falde på plads i erindringen til rette tid. Men hvis nogen havde forsømt at få kendskab til Kristi ord, hvis de aldrig havde afprøvet kraften fra hans nåde under en rettergang, kunne de ikke forvente, at Helligånden skulle minde dem om hans ord. De skulle hver dag tjene Gud med helhjertet kærlighed, og så stole på ham. ret
(253) Så bittert ville fjendskabet mod evangeliet blive, at der ikke ville blive taget hensyn til selv de stærkeste jordiske bånd. Kristi disciple ville blive forrådt til døden af medlemmer af deres egen familie. „I skal hades af alle på grund af mit navn,“ tilføjede han, „men den, der holder ud til enden, skal frelses.“ Men han befalede dem ikke at udsætte sig for unødvendig forfølgelse. Selv forlod han ofte et arbejdsområde til fordel for et andet for derved at undslippe dem, der stræbte ham efter livet. Da han blev afvist i Nazaret, og hans egne bysbørn forsøgte at dræbe ham, tog han ned til Kapernaum, og der var folket forbavset over hans lære, „for der var myndighed bag hans ord“ . På samme måde skulle hans disciple ikke tabe modet, hvis de blev forfulgt, men opsøge et andet sted, hvor de kunne fortsætte arbejdet for at frelse mennesker. ret
(253) Sandhedens forkyndere
En tjener står ikke over sin herre. Himmelens Konge blev kaldt Beelzebul, og hans disciple vil på samme måde blive fremstillet forkert. Men hvad faren end består i, så skal Kristi disciple vedkende sig deres principper. De skal med foragt afvise hemmeligholdelse. De kan ikke forblive neutrale, indtil de har sikkerhed for, at de uden risiko kan bekende sandheden. De er sat som vægtere, der skal advare mennesker om deres risiko. Den sandhed, de har modtaget fra Kristus, skal gives videre til alle, frit og åbent. Jesus sagde: „Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.“ ret
(253) Jesus selv købte aldrig fred ved et kompromis. Han var opfyldt af kærlighed til hele menneskeslægten, men han var aldrig overbærende over for deres synder. Han var alt for meget deres ven til at forholde sig tavs, mens de fulgte en kurs, der ville virke ødelæggende på deres sjæle; de sjæle han havde købt med sit eget blod. Han arbejdede for, at mennesket skulle være ærligt over for sig selv og ærligt over for sine højere, evige interesser. Kristi tjenere er kaldet til den samme opgave, og de bør passe på, at de ikke giver køb på sandheden, når de søger at undgå uenighed. De bør „stræbe efter det, der tjener freden.“ Men virkelig fred kan aldrig opnås ved at gå på kompromis. Og intet menneske kan være tro mod sine principper uden at vække modstand. Der vil blive opponeret mod en åndelig kristendom af ulydighedens børn. Men Jesus sagde til sine disciple: „Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel.“ De, som er tro mod Gud, behøver ikke at frygte for menneskers magt eller for Satans fjendskab. Det evige liv er sikret dem ved Kristus. Deres eneste frygt skulle være at komme til at svigte sandheden og dermed den tillid, som Gud i sin nåde har vist dem. ret
(254) Det er Satans gerning at fylde menneskers sind med tvivl. Han får dem til at betragte Gud som en streng dommer. Han frister dem til at synde og til derefter at betragte sig selv som alt for usle til at komme til deres himmelske Fader eller vække hans medfølelse. Herren forstår alt dette. Jesus forsikrer sine disciple om Guds medfølelse i deres nød og svaghed. Der lyder ikke et suk, der lides ikke en smerte, og ingen sorg piner sjælen, uden at det giver genklang i Faderens hjerte. ret
(254) Gud har omsorg
Bibelen viser os Gud i det høje og det hellige, ikke i en tilstand af inaktivitet, ikke i tavshed og ensomhed, men omgivet af ti tusinde gange ti tusinde og tusinder af tusinder af hellige hjælpere, der alle venter på at udføre hans vilje. Ad veje, som vi ikke kan kende, er han i levende forbindelse med alle dele af sit rige. Men det er i dette støvgran af en verden, i de mennesker, som han gav sin enbårne Søn at frelse, at hans og hele Himmelens interesse er centreret. Gud bøjer sig ned fra sin trone for at høre de undertryktes råb. Til enhver ærlig bøn svarer han: „Her er jeg!“ Han oprejser de ulykkelige og underkuede. Han tager del i alle vore lidelser. I enhver fristelse og enhver prøvelse er hans engel os nær for at udfri os. ret
(254) Ikke engang en spurv falder til jorden, uden at Faderen lægger mærke til det. Satans had mod Gud får ham til at hade alt, hvad der er genstand for Frelserens omsorg. Han søger at ødelægge Guds hænders værk, og det er ham en fryd at dræbe selv de umælende dyr. Det er kun ved Guds beskyttende omsorg, at fuglene bliver bevarede, så de kan glæde os med deres glade sang. Han glemmer ikke spurvene. „Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.“ ret
(254) Jesus fortsætter: Når I kendes ved mig over for mennesker, så vil jeg også kendes ved jer over for Gud og de hellige engle. I skal være mine vidner her på jorden, de kanaler, som min nåde kan strømme igennem til frelse for mennesker. Sådan vil jeg også være jeres stedfortræder i Himmelen. Faderen ser ikke jeres mangelfulde karakter, men han ser jer iført min fuldkommenhed. Det er gennem mig, Himmelens velsignelser skal komme til jer. Og enhver, som kendes ved mig ved at tage del i mit offer for de fortabte, ham skal han kendes ved som en, der har del i de frelstes herlighed og glæde. ret
(255) Den, som vil bekende sig til Kristus, må have Kristus boende i sig. Han kan ikke meddele andet, end hvad han selv har modtaget. Disciplene kunne måske uden vanskelighed fortælle om læren; de kunne gentage Kristi egne ord, men hvis ikke de var i besiddelse af Kristi sagtmodighed og kærlighed, så bekendte de sig ikke til ham. En ånd, der er i modstrid med Kristi ånd, vil fornægte ham, hvordan bekendelsen så end er. Mennesker fornægter Kristus ved at tale ondt om andre, ved dårlig tale og ved ord, der er usande eller uvenlige. De kan fornægte ham ved at søge at undgå livets byrder eller ved at dyrke syndige glæder. De kan fornægte ham ved at underlægge sig verdslige skikke, ved uhøflig optræden, ved at retfærdiggøre sig selv, ved at nære tvivl, ved at bringe sig i vanskeligheder og blive i mørket. På alle disse forskellige måder forkynder de, at Kristus ikke bor i dem. Og han siger: „Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.“ ret
(255) Frelseren pålagde sine disciple, at de ikke skulle sætte deres lid til, at verdens fjendskab over for evangeliet ville lade sig overvinde, og at dens modstand ville ophøre, når der var gået nogen tid. Han sagde: „Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.“ Striden er ikke fremkaldt af evangeliet, men den er en følge af den modstand, det vækker. De trængsler, som er allersværest at bære, er uoverensstemmelser i hjemmet og venskaber, der brydes. Men Jesus siger: „Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.“ ret
(255) Tjenesten for Kristus er en stor ære og et helligt tillidshverv. Jesus siger: „Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.“ Enhver venlighed, der bliver vist dem iv hans navn, vil blive anerkendt og belønnet. Og med den samme kærlige påskønnelse omfatter han de svageste og ydmygeste af Guds familie. „Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel,“ — de, der er som børn i deres tro og i deres kendskab til Kristus— „sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn,“ ret
(255) Således endte Frelseren sin belæring. I Kristi navn gik de tolv udvalgte af sted, ligesom han havde gjort, „for at bringe godt budskab til fattige, … for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.“ ret