(256) Kapitlet er bygget op over Matt 14,1-2.12-13; Mark 6,30-32; Luk 9,7-10.
Disciplene, som var vendt tilbage fra deres missionsvandring, „samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: ‘Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.’ For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.“ ret
(256) Disciplene kom til Jesus og fortalte ham alt. Deres tætte forhold til ham gav dem mod til at forelægge ham såvel deres heldige som mindre heldige erfaringer, deres glæde over at se resultater af deres arbejde, og sorg over deres fejltagelser, deres fejl og deres svagheder. De havde begået fejl under deres første gerning som evangelister, og da de frimodigt fortalte Jesus om deres oplevelser, så han, at de behøvede megen vejledning. Han så også, at de var blevet trætte af deres anstrengelser, og at de trængte til hvile. ret
(256) Men der, hvor de dengang opholdt sig, kunne de ikke få den nødvendige uforstyrrethed; „for der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise“. Folket flokkedes om Jesus, ivrige efter at blive helbredt og ivrige efter at lytte til hans ord. Mange følte sig draget til ham, for han forekom dem at være kilden til alle velsignelser. Mange af dem, der dengang flokkedes om Jesus for at modtage helbredelsens vidunderlige gave, tog imod ham som deres Frelser. Mange andre, som dengang var bange for at bekende sig til ham på grund af farisæerne, blev omvendt, da Helligånden kom, og de bekendte over for de vrede præster og rådsherrer, at han var Guds Søn. ret
(256) Men nu længtes Kristus efter at trække sig tilbage, så han kunne være sammen med sine disciple, for han havde meget at sige til dem. I deres gerning havde de været udsat for konflikter, og de havde mødt modstand under forskellige former. Hidtil havde de spurgt Jesus til råds om alt; men de havde i nogen tid været alene, og til tider havde de været meget bekymrede over, hvad de skulle gøre. Deres gerning havde været dem til stor opmuntring, for Kristus sendte dem ikke af sted uden sin ånd, og ved troen på ham udførte de mange mirakler; men nu trængte de til at spise af livets brød. De trængte til at trække sig tilbage til et sted, hvor de kunne være sammen med Jesus og modtage instruktion for deres fremtidige arbejde. ret
(257) „Og han sagde til dem: ‘Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.’“ Kristus er fuld af omsorg for og medfølelse med alle, der tjener ham. Nu ville han vise sine disciple, at Gud ikke kræver offer, men barmhjertighed. De havde lagt hele deres sjæl i arbejdet for folket, og dette var opslidende for deres fysiske og åndelige kræfter. Nu var det deres pligt at hvile. ret
(257) Da disciplene havde set, at de havde haft succes med deres arbejde, var de i fare for at komme til at overvurdere sig selv, i fare for at komme til at nære åndeligt hovmod, og således falde for Satans fristelser. Et stort arbejde lå foran dem, og allerførst måtte de lære, at deres styrke ikke kom fra dem selv, men fra Gud. Ligesom Moses i Sinajs ørken, som David i Judæas bjerge eller Elias ved bækken Krit trængte disciplene til at komme bort fra skuepladsen for deres travle aktivitet for at være alene sammen med Jesus, med naturen og med deres eget hjerte. ret
(257) Mens disciplene havde været borte på deres missionsrejse, havde Jesus besøgt andre byer og landsbyer og havde prædiket Rigets evangelium. Det var omkring dette tidspunkt, han fik meddelelsen om Johannes Døbers død. Denne begivenhed viste ham med levende klarhed den afslutning, han selv var på vej mod. Skyggerne samlede sig tæt om ham. Præster og skriftkloge vogtede på ham med planer om hans død, spioner var i hælene på ham, og alle havde travlt med sammensværgelser for at ødelægge ham. Nyheden om apostlenes forkyndelser i hele Galilæa nåede Herodes og gjorde ham opmærksom på Jesus og hans gerning. „Det er Johannes Døber,“ sagde han. ret
(257) „Han er stået op fra de døde,“ og han udtrykte ønsket om at få Jesus at se. Herodes levede i en stadig frygt for, at der var hemmelige planer om et oprør, der havde til formål at afsætte ham fra tronen og bryde det romerske åg, som hvilede på jødefolket. Blandt folket var misfornøjelsens og oprørets ånd moden. Det var tydeligt, at Kristi offentlige arbejde i Galilæa ikke kunne fortsætte ret meget længere. Tidspunktet for hans lidelser nærmede sig, og han længtes efter at være borte et stykke tid fra menneskemængdernes forvirring. ret
(257) Tunge om hjertet havde Johannes’ disciple båret hans lemlæstede legeme til graven. Derefter gik de „hen og fortalte Jesus det.“ Disse disciple havde været misundelige på Kristus, fordi det så ud som om, han trak folket bort fra Johannes. De havde taget farisæernes parti ved at anklage ham, da han sad til bords med tolderne ved Matthæus’ gæstebud. De havde tvivlet på hans guddommelige mission, fordi han ikke havde sat Døberen i frihed. Men nu, hvor deres lærer var død, og de trængte til trøst i deres store sorg og til vejledning om deres fremtidige gerning, kom de til Jesus og forenede deres interesser med hans. Også de trængte til en stille tid for at være sammen med Frelseren. ret
(257) I nærheden af Betsajda, ved den nordlige ende af søen, var der et ensomt område, der lige nu var smukt og forårsgrønt. Det ville være et kærkomment tilflugtssted for Jesus og hans disciple, og de begav sig på vej dertil i deres båd tværs over søen. Her ville de være væk fra de store færdselsårer og fra byens larm og uro. Naturens sceneri var i sig selv en hvile, en forandring, der virkede velgørende på sanserne. Her kunne de lytte til Kristi ord uden at skulle høre på de vrede afbrydelser og skarpe svar og beskyldninger fra de skriftkloge og farisæerne. Her kunne de nyde en kort stund med værdifuldt fællesskab i selskab med Frelseren. ret
(258) Den hvile, som Kristus og hans disciple undte sig, var ikke en egoistisk nydelse. Den tid, de tilbragte borte fra andre, var ikke beregnet til fornøjelser. De talte sammen om Guds gerning og om muligheden for at gøre arbejdet mere effektivt. Disciplene havde været sammen med Kristus, og de forstod ham; til dem behøvede han ikke at tale i lignelser. Han rettede deres fejl og forklarede dem, hvordan man bedst kom i kontakt med folket. Han gav dem endnu bedre indblik i den guddommelige sandheds dyrebare skatte. Ved guddommelig kraft blev de genoplivet og tilført nyt håb og mod. ret
(258) Skønt Jesus kunne udføre mirakler og havde givet sine disciple magt til det samme, instruerede han sine tjenere om at tage ud på landet og hvile. Da han sagde, at høsten var stor og arbejderne få, indskærpede han ikke sine disciple nødvendigheden af uophørligt arbejde, men sagde: „Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ Gud har tildelt hvert eneste menneske dets arbejde alt efter dets evner, (Se Ef 4,11-13) og han vil ikke, at nogle få skal tynges af ansvar, mens andre ikke bærer nogen byrde, ikke har noget åndeligt slid. ret
(258) Kristi medfølende ord gælder lige så sikkert for hans tjenere i dag, som de gjaldt for hans disciple. „Kom med ud til et øde sted, hvor I kan … hvile jer lidt“, siger han til dem, der er udslidte og trætte. Det er ikke klogt altid at være under pres af arbejde og spændinger, selv om man tjener menneskers åndelige behov; for på denne måde forsømmes ens egen gudsdyrkelse, og sindets, sjælens og legemets kræfter bliver overbelastede. Der kræves selvfornægtelse af Kristi disciple, og der må bringes ofre; men de må også udvise forsigtighed og ikke blive for nidkære, så Satan udnytter den menneskelige svaghed, og Guds arbejde bliver ødelagt. ret
(258) Efter de skriftkloges vurdering bestod virkelig fromhed i altid at være i energisk aktivitet. De var afhængige af en eller anden ydre præstation for at vise deres store fromhed. Således skilte de deres sjæle fra Gud og byggede sig op med selvtilstrækkelighed. De samme farer er der stadig. Når aktiviteten stiger, og det lykkes for mennesker at udrette noget for Gud, er der risiko for at komme til at stole for meget på menneskelige planer og metoder. Der kommer tilbøjelighed til at bede mindre og til at have mindre tro. Ligesom disciplene er vi i fare for at tabe vor afhængighed af Gud af syne og søge frelse i vore gerninger. Vi må konstant have Jesus for øje og gøre os klart, at det er hans kraft, som gør arbejdet. Selvom vi skal arbejde alvorligt for de fortabtes frelse, skal vi også tage os tid til overvejelse og bøn og til at studere Guds ord. Kun det arbejde, der er udført med megen bøn og helliget ved Kristus, vil til slut vise sig at have virket til det gode. ret
(259) Ingen andens liv har nogensinde været så overbebyrdet med arbejde og ansvar som Jesu liv; alligevel fandt man ham ofte i bøn! Hvor konstant var han ikke i kontakt med Gud! Atter og atter møder vi i beretningen om hans liv på jorden ord som disse: „Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.“ „Store skarer samledes for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Men han trak sig tilbage til øde steder og bad.“ „I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud.“ ret
(259) I en tilværelse, der helt var viet til gavn for andre, var det nødvendigt for Frelseren at trække sig tilbage fra trafikken af rejsende og fra de skarer, der fulgte ham dag efter dag. Han måtte vende sig bort fra et liv med uophørlig aktivitet og kontakt med menneskelige behov, for at søge ensomhed og uforstyrret samvær med sin Fader. Som ét med os, havde han også vore fornødenheder og svagheder, og var helt afhængig af Gud. Derfor søgte han guddommelig kraft i bøn på afsides steder, så han kunne gå styrket ud til pligter og prøvelser. I en verden af synd måtte Jesus udholde kampe og sjælekval. I samværet med Gud kunne han lægge de sorger fra sig, som var ved at knuse ham. Her fandt han trøst og glæde. ret
(259) Ved Kristus nåede menneskehedens råb Faderen med den uendelige medfølelse. Som menneske lå han i ydmyg bøn for Guds trone, indtil den menneskelige side af hans væsen blev fyldt med en himmelsk kraft, som skulle forene menneskeligheden med guddommeligheden. Ved kontinuerlig kontakt modtog han liv fra Gud for at kunne tilføre verden liv. Hans erfaring skal være vor. ret
(259) „Kom med ud til et øde sted,“ siger han til os. Hvis vi ville gøre, som han siger, ville vi blive stærkere og mere nyttige. Disciplene søgte til Jesus og fortalte ham alt, og han opmuntrede og vejledte dem. Hvis vi i dag ville tage os tid til at fortælle Jesus, hvad vi trænger til, ville vi ikke blive skuffede; han ville være hos os for at hjælpe os. Vi trænger til mere enkelhed, mere tro og tillid til vor Frelser. Han skal kaldes „Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste“ han, om hvem der står skrevet, at „herredømmet skal ligge på hans skuldre,“ er den Underfulde Rådgiver. Vi opfordres til at bede ham om visdom. Han „giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser.“ ret
(259) I alle, der er under Guds oplæring, skal der åbenbares et liv, som ikke harmonerer med verden, dens skikke eller dens sædvaner, og enhver er nødt til at have personlig erfaring med at opnå kendskab til Guds vilje. Vi må hver især høre ham tale til vort hjerte. Når enhver anden stemme er bragt til tavshed, og vi i stilhed venter foran ham, vil sjælens stilhed gøre Guds stemme tydeligere. Han siger til os: „Stands, og forstå, at jeg er Gud.“ Kun her kan der findes sand hvile. Og dette er den virkningsfulde forberedelse for alle, der kæmper for Gud. Midt i livets travlhed og under pres af intens aktivitet vil det menneske, der s:iledes har forfrisket sig, være omgivet af en atmosfære af lys og fred. Livet vil blive som en duft og åbenbare en guddommelig kraft, der kan n:i til menneskers hjerter. ret