(261) Kapitlet er bygget op over Matt 14,13-21; Mark 6,32-44; Luk 9,10-17; Joh 6,1-13.
Kristus havde trukket sig tilbage til et afsides sted sammen med sine disciple, men denne sjældne stund med fredfyldt stilhed blev snart afbrudt. Disciplene mente, at de havde fundet et sted, hvor de ikke ville blive forstyrret, men så snart folkeskaren savnede den guddommelige lærer, spurgte de: „Hvor er han?“ Nogle af dem havde lagt mærke til, i hvilken retning Kristus og hans disciple var gået. Mange gik til fods for at møde dem, mens andre fulgte efter dem i deres både over søen. Påsken nærmede sig, og skarer af pilgrimme, der var kommet fra fjern og nær på rejse til Jerusalem, samledes for at se Jesus. Flere og flere strømmede til, indtil der var samlet fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Før Kristus nåede bredden, ventede en stor menneskemængde på ham. Men han kom ubemærket i land og tilbragte en kort tid alene sammen med sine disciple. ret
(261) Fra bjergskråningen så han skaren, som bevægede sig frem, og han fik inderlig medlidenhed med dem. Skønt forstyrret og berøvet sin hvile var han ikke utålmodig. Han så et meget større behov, som krævede hans opmærksomhed, da han betragtede menneskene, som blev ved med at komme. „Han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde.“ Han forlod sit tilflugtssted og fandt et passende sted, hvorfra han kunne hjælpe dem. Fra præsterne og rådsherrerne fik de ingen hjælp, men livets helbredende vand strømmede fra Kristus, mens han lærte folket om vejen til frelse. ret
(261) Folket lyttede til nådens ord, der flød så frit fra Guds Søns læber. De hørte de milde ord, der var så enkle og så letfattelige, at de var som Gileads balsam for deres sjæle. Helbredelse ved hans guddommelige hånd bragte glæde og liv til de døende og lettelse og sundhed til dem, der var syge. Denne dag forekom dem at være som Himmelen på jorden, og de anede ikke det mindste om, hvor længe det var siden, de havde fået noget at spise. ret
(261) Til sidst var dagen næsten til ende. Solen gik ned i vest, og stadig blev folk, hvor de var. Jesus havde arbejdet hele dagen uden mad eller hvile. Han var bleg af træthed og sult, og disciplene bønfaldt ham om at holde op med det strenge arbejde. Men han kunne ikke løsrive sig fra de mange, der trængte sig om ham. ret
(261) Disciplene gik til sidst hen til ham og gjorde opmærksom på, at folk for deres egen skyld burde sendes hjem. Mange var kommet langvejs fra og havde ikke fået noget at spise siden om morgenen. I de omliggende byer og landsbyer kunne de måske købe mad. Men Jesus sagde: „Giv I dem noget at spise!“, og derefter vendte han sig til Filip og spurgte: „Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?“ Dette sagde han for at prøve disciplens tro. ret
(262) Miraklet med brødene og fiskene
Filip så ud over dette menneskehav og tænkte på, hvor umuligt det ville være at skaffe mad til at mætte en sådan skare. Han svarede, at brød for to hundrede denarer ikke ville være nær nok til at dele ud iblandt dem, hvis de hver skulle have en lille smule. Jesus spurgte, hvor meget mad der kunne skaffes til veje blandt skaren. „Der er en lille dreng,“ sagde Andreas, „han har fem bygbrød og to fisk, men hvad er det til så mange?“ Jesus bad dem bringe dem til ham. Så bad han disciplene om at få folket til at sætte sig ned i græsset i flokke på halvtreds eller hundrede for at holde orden, og for at alle kunne være vidne til det, han nu ville gøre. Da dette var gjort, tog Jesus brødene og fiskene, „så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk.“ „Og alle spiste og blev mætte; og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde.“ ret
(262) Han som lærte folket vejen til fred og lykke, tænkte lige så meget på deres timelige fornødenheder, som på deres åndelige behov. Folket var træt og udmattet. Der var mødre med spædbørn på armen og små børn, som klamrede sig til deres skørter. Mange havde stået op i timevis. De havde været så dybt interesserede i Kristi ord, at de ikke en eneste gang havde tænkt på at sætte sig ned, og skaren var så stor, at der var fare for, at de skulle trampe hinanden ned. Jesus ville give dem lejlighed til at hvile sig, og han bad dem sætte sig ned. Der var meget græs der på stedet, og alle kunne hvile sig godt. ret
(262) Kristus udførte kun mirakler, når det virkeligt var nødvendigt, og hvert mirakel var af en sådan art, at det kunne lede mennesker til livets træ, hvis blade bringer lægedom til alle folkeslag. Den enkle mad, som blev uddelt af disciplene, rummede en rigdom af belæring. Det var kun enkel kost, der blev fremskaffet, fiskene og brødene var den daglige føde for fiskerbefolkningen ved Galilæas sø. Kristus kunne have dækket et rigt bord for folket, men mad, som kun var beregnet til at kildre ganen, ville ikke have lært dem, hvad der tjente til deres gavn. Kristus lærte dem ved dette, at Guds naturlige gaver til mennesket var blevet forvanskede. Og aldrig nogensinde har mennesker nydt overdådige gæstebud, beregnet til tilfredsstillelse af kræsen smag, sådan som disse mennesker nød hvilen og den enkle kost, som Kristus skaffede dem så langt fra menneskelig beboelse. ret
(262) Hvis mennesker i dag havde en mere enkel livsform og levede i harmoni med naturens love, sådan som Adam og Eva gjorde det ved tidernes begyndelse, så ville der være rigeligt til at dække alle menneskers behov. Der ville være færre indbildte behov og flere muligheder for at arbejde, som Gud vil det. Men egoisme og tilfredsstillelse af en unaturlig lyst har bragt synd og elendighed ind i verden som følge af for meget af det ene og for lidt af det andet. ret
(263) Jesus forsøgte ikke at tiltrække folk ved at tilfredsstille deres trang til overdådighed. For alle disse mennesker, som var trætte og sultne efter den lange, indholdsrige dag, var den enkle kost ikke blot en forsikring om hans magt, men også om hans kærlige omsorg for dem, når det gjaldt livets almindelige behov. Frelseren har ikke lovet sine disciple denne verdens overdådighed. Deres kost kan være både ringe og knap, deres lod i verden hæmmet af fattigdom; men de har fået hans tilsagn om, at han vil komme dem til hjælp i deres nød, og han har lovet dem det, som er langt bedre end jordiske goder — den varige trøst ved sin egen tilstedeværelse. ret
(263) Ved at bespise de fem tusinde løfter Jesus sløret for naturens verden og åbenbarer den kraft, der til stadighed udøves til vort bedste. Ved at frembringe jordens afgrøder udfører Gud et mirakel hver eneste dag. Ved naturens kræfter fuldføres det samme, som skete ved bespisningen af den store skare. Mennesker forbereder jorden og sår sæden, men det er det liv, Gud har givet, som bevirker at sæden spirer. Det er Guds regn, luft og solskin, som er årsag til, at den spirer frem „først strå, så aks, så fuld kerne i akset.“ ret
(263) Hvad kan vi lære af bespisningsunderet?
Det er Gud, som hver eneste dag mætter millioner ved hjælp af høsten fra jordens marker. Menneskers opgave er at samarbejde med Gud ved at dyrke kornet og tilberede brødet, men ofte taber de den guddommelige medvirken af syne. De giver ikke Gud den ære, der tilkommer hans hellige navn. Virkningen af hans magt tilskrives naturlige årsager eller menneskelig mellemkomst. Mennesket får æren i stedet for Gud, og hans gode gaver bliver lavet om til egoistiske formål og bliver derved en forbandelse i stedet for en velsignelse. Alt dette forsøger Gud at ændre. Han ønsker, at der kommer liv i vore sløve sanser, så vi kan opdage hans barmhjertige godhed og ære ham for hans vældige gerninger. Han vil, at vi skal erkende ham i hans gaver, så de kan blive til det, som var hans hensigt — en velsignelse for os. Det var med dette for øje, Kristus udførte sine mirakler. ret
(263) Da de mange mennesker havde spist, var der en overflod af mad tilovers. Men han, som rådede over alle ressourcerne fra almægtig kraft, sagde: „Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.“ Disse ord betød mere end at lægge brødet i kurvene. De rummede en dobbelt lære. Intet må gå til spilde. Vi må ikke lade noget jordisk gode forblive uudnyttet. Vi må ikke overse noget, som kan gavne et andet menneske. Lad alt blive samlet op, som kan lette nøden for de sultende i verden. Og der burde herske den samme omhu i åndelig henseende. Da de mange kurve med resterne af maden var samlet sammen, tænkte folk på deres venner derhjemme. De ville gerne have, at de også skulle få del i det brød, som Jesus havde velsignet. Kurvenes indhold blev delt ud til den ivrigt ventende skare og blev bragt ud til hele den omliggende egn. Således skulle de, som deltog i måltidet, bringe andre det brød, som kommer ned fra Himmelen for at stille sjælens sult. De skulle genfortælle, hvad de havde lært om Guds vidunderlige gaver. Intet skulle gå til spilde. Ikke et eneste ord vedrørende deres evige frelse skulle tabes på jorden til ingen nytte. ret
(264) Miraklet med brødene lærer os noget om afhængighed af Gud. Da Kristus bespiste de fem tusinde, var maden ikke lige ved hånden. Tilsyneladende havde han ingen muligheder at råde over. Han stod her i en ødemark med fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Han havde ikke opfordret den store skare til at følge sig. De kom uden invitation eller befaling; men han vidste, at de ville føle sig sultne og udmattede efter at have lyttet så længe til hans tale; for han var lige som de i deres behov for mad. De var langt hjemme fra, og natten ville snart falde på. Mange af dem havde ikke midler til at købe mad. Han, som for deres skyld havde fastet i fyrre dage i ørkenen, ville ikke plage dem med at måtte vende fastende hjem igen. Guds forsyn havde placeret Jesus, hvor han var, og han stolede på, at hans himmelske Fader ville hjælpe ham med det fornødne. ret
(264) Også vi bør stole på Gud, når vi kommer i vanskelige situationer. Vi skal bruge vor forstand og dømmekraft i alle livets tilskikkelser, for ikke at blive udsat for prøvelser som følge af uforsvarlige handlinger. Vi skal ikke styrte os i vanskeligheder og forsømme de muligheder, Gud har givet os, eller misbruge de evner, han har ladet os få. Kristi tjenere skal adlyde hans befalinger ubetinget. Gerningen er Guds, og hvis vi ønsker at være til velsignelse for andre, skal vi følge hans anvisninger. Vort eget jeg må ikke være det centrale og har ikke ret til nogen ære. Hvis vi handler ud fra vore egne ideer, vil Herren overlade os til selv at gøre vore fejltagelser. Men hvis vi kommer i vanskeligheder efter at have fulgt hans anvisninger, vil han hjælpe os. Vi skal ikke modløst opgive håbet, men i enhver krisesituation bede om hjælp hos ham, som har uudtømmelige hjælpekilder til rådighed. Ofte vil vi befinde os i prøvende omstændigheder, og så skal vi med fuld tillid stole på Gud. Hvert eneste menneske, der måtte blive grebet af rådvildhed, vil Han hjælpe igennem ved at prøve at få dem til at følge Herren. ret
(264) Kristus har ved profeten befalet os dette: „At du deler dit brød med den sultne,“ „mætter den forkuede,“ „at du klæder den nøgne, du ser,“ og „giver husly til hjemløse stakler.“ Han har befalet os: „Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.“ Men hvor ofte taber vi ikke modet, og troen svigter os, når vi ser, hvor stort behovet er, og hvor få midler vi har til rådighed. Vi udbryder ligesom Andreas, da han så på de fem bygbrød og de to småfisk: „Hvad er det til så mange?“ Ofte tøver vi, uvillige til at give alt hvad vi har af frygt for at blive udnyttet af andre. Men Jesus har befalet os: „Giv I dem noget at spise.“ Hans befaling er også et løfte, og bag det er den samme kraft, som bespiste den store skare ved søen. ret
(265) I Kristi handling med at tilvejebringe timelige fornødenheder til en sultán menneskemængde er der gemt en dyb åndelige lærdom til alle hans tjenere. Kristus modtog fra Faderen, han gav videre til sine disciple, de gav videre til skaren, og folket til hinanden. Sådan skal alle, der er forenet med Kristus, modtage livets brød fra ham og give det videre til andre. ret
(265) I fuld tillid til Gud tog Jesus de få brød, og skønt de i sig selv næppe rakte til ham og hans disciple, opfordrede han dem ikke til selv at spise, men fordelte brødene mellem dem med befaling om at give dem videre til folket. Brødene mangedobledes i hans hænder, og disciplenes hænder, som raktes frem mod Kristus, som selv var livets brød, var aldrig tomme. Det lille forråd var tilstrækkeligt til alle. Da alle var blevet mætte, blev resterne samlet op, og Kristus og hans disciple spiste sammen af det dyrebare, himmelsendte brød. ret
(265) Disciplene var kommunikationsledet mellem Kristus og folket. Dette burde være en stor opmuntring for hans disciple i dag. Kristus er det enestående midtpunkt, kilden til al kraft. Hans disciple skal modtage deres forsyning fra ham. Selv de bedst begavede, de mest åndeligt indstillede, kan kun give, hvad de har modtaget. Ved egen kraft kan de ikke tilføre noget for menneskers behov. Vi kan kun dele ud af, hvad vi har modtaget fra Kristus, og vi kan kun blive ved med at modtage, når vi giver videre til andre. Når vi bliver ved med at dele ud, bliver vi ved med at modtage, og jo mere vi deler ud, jo mere vil vi komme til at modtage. Således kan vi fortsat have tro, have tillid, modtage og give videre. Arbejdet med at opbygge Kristi rige vil skride fremad, skønt det efter alt at dømme går langsomt, og umuligheder synes at vidne imod fremskridt. Arbejdet er for Gud, og han vil fremskaffe midler og udsende hjælpere, sande og alvorlige disciple, hvis hænder også vil blive fyldt med føde til de sultende skarer. Gud glemmer ikke dem, der i kærlighed arbejder med at give livets ord til døende sjæle, der, når det atter bliver deres tur, rækker hænderne frem efter føde til andre sultne sjæle. ret
(265) Under vort arbejde for Gud er der fare for, at vi stoler for meget på, hvad mennesker kan udrette med deres talenter og evner. På den måde mister vi den eneste virkelige Mester af syne. Alt for ofte formår Kristi tjener ikke at erkende sit personlige ansvar. Han er i fare for at ville lægge sin byrde over på organisationer i stedet for at stole på ham, som er kilden til al styrke. Det er en stor fejl at stole på menneskers visdom eller antal, når det gælder tjenesten for Gud. Et vellykket arbejde for Kristus afhænger ikke så meget af antal eller talenter som af rene hensigter, den sande enfoldighed ved dyb, tillidsfuld tro. Man må være sig sit personlige ansvar bevidst; man må påtage sig personlige pligter; der må gøres personlige anstrengelser for dem, som ikke kender Kristus. I stedet for at lægge dit ansvar over på en eller anden, som du synes har fået rigeligere gaver end du selv, skal du arbejde med de evner, du selv har fået. ret
(266) Når du spørger dig selv: „Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?“ så lad ikke dit svar være præget af vantro. Da disciplene hørte Frelserens henstilling til dem: „Giv I dem noget at spise!“, dukkede alle vanskelighederne frem i deres sind. De spurgte: „Skal vi gå hen i landsbyerne og købe mad?“ Sådan er det også nu. Når mennesker ikke har livets brød, spørger Guds børn: „Skal vi sende bud efter en eller anden langvejs fra, så han kan komme og give dem åndelig næring?“ Men hvad sagde Kristus? „Få folk til at sætte sig!“ og han mættede dem dér. Når du altså er omgivet af mennesker i nød, skal du vide, at Kristus er hos dig. Tal med ham om det. Bring dine bygbrød til Jesus. ret
(266) De midler, der står til vor rådighed, ser måske ikke ud til at række til opgaven; men hvis vi fortsætter fremad i tro og har tillid til Guds altformående kraft, vil der åbne sig rige muligheder for os. Hvis opgaven kommer fra Gud, vil han selv muliggøre, at den kan blive fuldført. Han vil belønne den ærlige, enfoldige tillid til ham. Det lidt, som klogt og sparsommeligt anvendes til tjeneste for Himmelens Herre, vil forøges i samme øjeblik, som man uddeler det. I Kristi hænder forblev det lille forråd uformindsket, indtil den sultne folkeskare var blevet mættet. Hvis vi går til kilden for al kraft, med troens hænder strakt ud for at modtage, vil vi blive holdt oppe i vort arbejde, selv under de mest truende omstændigheder, og vi vil blive i stand til at række andre livets brød. ret
(266) Herren siger: „Giv, så skal der gives jer.“ „Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt … Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt — som der står skrevet: Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid. ret
(266) Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os.“ ret