(22) Kapitlet er bygget op over Luk 2,1-20.
Ærens Konge fornedrede sig dybt for at blive menneske. Hans jordiske omgivelser var grove og frastødende. Hans herlighed var skjult, for at hans ydre skikkelses majestæt ikke skulle virke tiltrækkende. Han skyede al ydre pragt. Rigdom, verdslig ære og menneskelig storhed kan aldrig frelse et menneske fra døden. Hensigten var, at ingen tiltrækningskraft af jordisk art skulle kunne kalde mennesker til ham. Kun den himmelske sandheds skønhed måtte tiltrække dem, der ville følge ham. Messias’ egenskaber var for længst blevet forudsagt i profetierne, og han ønskede, at mennesker skulle tage imod ham på grundlag af det vidnesbyrd, de havde i Guds ord. ret
(22) Englene havde undret sig over den herlige frelsesplan. De overvågede, hvordan Guds folk ville tage imod Guds Søn, når han var i menneskeskikkelse. Der kom engle til det udvalgte folks land. Folk i andre lande beskæftigede sig med opdigtede beretninger og dyrkede falske guder. Englene kom til det land, hvor Guds herlighed var blevet åbenbaret, og hvor profetiernes lys havde skinnet. De kom til Jerusalem, uden at nogen så dem, til de beskikkede fortolkere af de hellige Skrifter og tjenerne i Guds hus. Præsten Zakarias havde allerede, da han gjorde tjeneste ved alteret, fået en forkyndelse om Kristi snarlige komme. Forløberen var allerede født, og hans tjeneste var blevet bevidnet gennem undere og forudsigelser. Nyheden om Kristi fødsel og den vidunderlige betydning af hans mission var rygtedes viden om. Men alligevel beredte Jerusalem sig ikke til at byde Frelseren velkommen. ret
(22) Sensation uden reaktion
Med forundring betragtede de himmelske sendebud ligegyldigheden hos det folk, som Gud havde udvalgt til at videregive den hellige sandheds lys til verden. Det jødiske folk var blevet bevaret som vidne om, at Kristus skulle fødes i Abrahams slægt og være af Davids hus; men alligevel vidste de ikke, at hans komme var nær. I templet viste morgen- og aftenofferet hver dag hen til Guds Lam; alligevel var der selv her ikke truffet forberedelser til at tage imod ham. Folkets præster og lærere vidste ikke, at århundredernes største begivenhed snart skulle finde sted. De gentog deres meningsløse bønner og udførte gudsdyrkelsens ritualer for at blive set af mennesker, men i deres bestræbelser på at blive rige og vinde verdslig ære var de uforberedte på åbenbaringen af Messias. Israels land var gennemsyret af den samme ligegyldighed. Egenkærlige hjerter, der var optaget af verden, lod sig ikke bevæge af den glæde, der havde henrykket Himmelen. Kun nogle få længtes efter at se den Usete. Til disse blev det himmelske budskab sendt. ret
(23) Et primitivt fødested
Engle våger over Josef og Maria, da de drager fra deres hjem i Nazaret til Davids stad. Romerrigets forordning om, at alle folkene i hele det vældige rige skulle skrives i mandtal, nåede helt ud til dem, der boede i Galilæas bjerge. Ligesom Kyros i gamle dage blev kaldet til verdensrigets trone, for at han skulle frigive Herrens fanger, således blev kejser Augustus benyttet til at opfylde Guds plan om at føre Jesu moder til Betlehem. ret
(23) Hun er af Davids hus, og Davids søn skal fødes i Davids stad. Fra Betlehem, sagde profeten, „skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.“ Men i deres kongelige slægts by er Josef og Maria ukendte, og ingen ærer dem. Trætte og hjemløse drager de gennem den snævre gade i dens fulde længde, fra byens port til byens yderste østlige grænse, og søger forgæves et sted, hvor de kan søge hvile for natten. Der er ingen plads til dem i det overfyldte herberg. I en primitiv bygning, hvor dyrene søger ly, finder de til sidst et tilflugtssted, og her bliver verdens Frelser født. ret
(23) Mennesker aner det ikke, men dette budskab opfylder hele Himmelen med jubel. De hellige skabninger fra lysets verden drages mod jorden med en dybere og mere kærlig interesse. Hele verden er blevet lysere ved hans tilstedeværelse. Over Betlehems høje forsamler sig en utallig skare af engle. De afventer tegnet til at bekendtgøre den glædelige nyhed for verden. Hvis de ledende mænd i Israel havde været tro mod deres kald, kunne de have fået del i glæden af at forkynde Jesu fødsel; men nu bliver de forbigået. ret
(23) Gud siger: „For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land.“ „For de retskafne bryder lys frem i mørket.“ De klare stråler fra Guds trone vil lyse for dem, der søger efter lyset, og som tager imod det med glæde. ret
(23) Hyrderne var beredte
På de marker, hvor David som dreng havde vogtet sine får, var der stadig hyrder, som holdt vagt om natten. I de stille timer talte de sammen om den forjættede Frelser og bad om, at den konge, som skulle sidde på Davids trone, måtte komme. „Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.“ ret
(24) Ved at høre disse ord bliver de lyttende hyrders sind opfyldt af herlige syner om fremtiden. Befrieren er kommet til Israel! Magt, ophøjelse og triumf er forbundet med hans komme. Men engelen må forberede dem på at kunne finde deres Frelser i fattigdom og ringhed. „Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.“ ret
(24) Det himmelske sendebud havde beroliget deres frygt. Han havde fortalt dem, hvordan de skulle finde Jesus. Med den kærligste hensyntagen til deres menneskelige svaghed havde han givet dem tid til at vænne sig til den himmelske stråleglans. Derefter kunne jubelen og herligheden ikke længere holdes skjult. Hele sletten blev oplyst af de himmelske hærskarers stråleglans. Jorden tav, og Himmelen bøjede sig dybt ned for at lytte til sangen: ret
(24) „Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!“ ret
(24) Om blot menneskeslægten i dag ville vedkende sig denne sang! Den forkyndelse, der dengang lød, den tone, der blev anslået, vil lyde til tidernes ende og give genlyd til verdens ende. Når Retfærdighedens Sol skal stå op med lægedom under sine vinger, vil denne sang tone igen med en vældig skares røst, ligesom en brusen af mange vande, og lyde således: „Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten.“ ret
(24) Da englene forsvandt, svandt lyset bort, og nattens skygger sænkede sig atter over Betlehems høje. Men det mest strålende billede, som menneskers øjne nogensinde har set, forblev i hyrdernes erindring. „Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ‘Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.’“ De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. ret
(24) De var draget af sted med stor glæde og berettede om de ting, de havde set og hørt, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem. Men Maria gemte alle disse ting i sit hjerte, og grundede over dem. Så drog hyrderne tilbage igen og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set. ret
(24) Himmelen og jorden er i dag ikke længere borte fra hinanden end dengang, da hyrderne lyttede til englenes sang. Mennesker er stadig lige så meget genstand for Himmelens interesse, som dengang almindelige mennesker med almindeligt arbejde mødte engle midt på dagen og talte med de himmelske sendebud i vingårdene og på markerne. For os almindelige mennesker kan Himmelen være ganske nær. Engle fra de himmelske boliger følger de mennesker, som kommer og går efter Guds befaling. ret
(24) Beretningen om Betlehem er et uudtømmeligt emne. I den er gemt et. „dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab“ . Vi er fulde af beundring over Frelserens opofrelse ved at bytte Himmelens trone med krybben, og de tilbedende engles selskab med dyrene i stalden. Menneskelig stolthed og selvtilfredshed bliver gjort til skamme ved hans nærværelse. Dog var dette kun begyndelsen til hans selvfornedrelse. Selv på det tidspunkt, da Adam stod uskyldig i Edens have, ville det have været en næsten ufattelig ydmygelse for Guds Søn at påtage sig menneskeskikkelse. Men Jesus gjorde det, efter at slægten gennem fire tusinde år var blevet svækket af synden. Ligesom ethvert af Adams børn gik han ind under den store arvelighedslovs følgevirkninger. Hvori disse bestod, ser vi gennem hans jordiske forfædres historie. Han kom med en sådan arv for at dele vore sorger og fristelser og for at give os eksemplet på et liv uden synd. ret
(25) I Himmelen havde Satan hadet Kristus for den stilling, han indtog hos Gud. Han hadede ham endnu dybere, da han selv blev stødt fra tronen. Han hadede ham, som forpligtede sig til at frelse en slægt af syndere. Alligevel tillod Gud sin Søn at komme som et hjælpeløst barn og underkastet menneskelige svagheder til denne verden, hvor Satan håndhævede sit herredømme. Gud tillod, at han mødte menneskelivets farer på samme måde som ethvert andet menneske for at kæmpe sin kamp, ligesom ethvert menneskebarn må kæmpe, med risiko for nederlag og evig fortabelse. ret
(25) En menneskefar ængstes for sin søn. Han ser ind i sit lille barns ansigt og skælver ved tanken om livets farer. Han længes efter at beskytte sit elskede barn mod Satans magt, at holde ham borte fra fristelser og konflikter. Gud udsatte sin enbårne søn for langt alvorligere konflikter og endnu større risici, for at livets vej kunne blive sikker for vore børn. „Deri består kærligheden!“ Undres, I Himle, og fald i forundring, du jord! ret