(267) Kapitlet er bygget op over Matt 14,22-33; Mark 6,45-52; Joh 6,14-21.
I forårsaftenens tusmørke sad folket på den græsklædte slette og spiste den mad, som Kristus havde sørget for. Ordene, de havde hørt denne dag, havde lydt for dem som Guds røst. De helbredelser, de havde været vidne til, kunne kun ske ved guddommelig kraft. Men miraklet med brødene appellerede til enhver i denne store skare. Alle havde fået del i denne velgerning. På Moses’ tid havde Gud mættet Israel med manna i ørkenen, og hvem andre end netop han, som Moses havde profeteret om, kunne have givet dem mad, som det skete i dag? Ingen menneskelig magt kunne af fem bygbrød og to småfisk skabe mad nok til at mætte tusinder af sultne mennesker. Og de sagde til hinanden: „Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.“ ret
(267) De ville gøre Jesus til konge
I dagens løb er denne overbevisning blevet stærkere. Denne krone på værket giver vished for, at den længe ventede befrier er hos dem. Folkets håb vokser og vokser. Her står han, som vil gøre Judæa til et paradis på jorden, til et land, der flyder med mælk og honning. Han kan opfylde ethvert ønske. Han kan bryde de forhadte romeres magt. Han kan befri Israel og Jerusalem. Han kan helbrede de soldater, der er såret i kampen. Han kan skaffe mad til hele hæren. Han kan besejre folkeslagene og give Israel det længe ønskede herredømme. ret
(267) I deres begejstring er de rede til at kåre ham til konge. De ser, at han ikke selv bestræber sig for at tiltrække sig opmærksomhed eller sikre sig nogen ære. Heri er han væsentligt forskellig fra præsterne og rådsherrerne, og de frygter, at han aldrig vil hævde sin ret til Davids trone. De rådfører sig med hinanden, og bliver enige om med magt at tage ham og udråbe ham til Israels konge. Disciplene forener sig med mængden i erklæringen om, at Davids trone er deres Mesters retmæssige arv. Ifølge dem er det Kristi beskedenhed, der får ham til at afvise en sådan ære. Lad folket hylde deres befrier. Lad de hovmodige præster og rådsherrer blive tvunget til at ære ham, der kommer til dem med Guds myndighed! ret
(267) De forbereder sig ivrigt på at gennemføre deres forsæt, men Jesus ser, hvad der er i gære, og i modsætning til dem indser han, hvad resultatet af en sedan udvikling ville blive. Allerede nu stræber præsterne og rådsherrerne ham efter livet. De anklager ham for at lokke folket bort fra dem. Vold og oprør ville blive følgen af at sætte ham på tronen, og det åndelige riges gerning ville blive hindret. Denne udvikling må omgående standses. Jesus kalder sine disciple til sig og befaler dem at tage båden tilbage til Kapernaum og overlade til ham at sende folket hjem. ret
(268) Aldrig nogensinde før havde en befaling fra Kristus syntes så umulig at efterkomme. Disciplene havde længe håbet på en folkelig bevægelse til at sætte Jesus på tronen. De kunne ikke udholde tanken om, at al denne begejstring ikke skulle føre til noget. Skarerne, der var samlede for at fejre påske, var spændte på at se den nye profet. For hans disciple syntes dette at være en gylden chance for at anbringe deres elskede mester på Israels trone. I glansen af denne nye ambition var det svært for dem selv at tage af sted og efterlade Jesus alene på denne øde bred. De protesterede mod beslutningen; men Jesus talte nu med en autoritet, som han aldrig før havde anvendt over for dem. De vidste, at yderligere modstand fra deres side ville være nytteløs, og i tavshed gik de mod søen. ret
(268) Jesus befaler nu skaren at sprede sig, og hans adfærd er så bydende, at de ikke vover at være ulydige. De lovprisende ord forstummer på deres læber. I samme øjeblik, som de vil gå frem for at tage fat i ham, standser de op, og det glade ivrige udtryk forsvinder fra deres ansigter. I denne skare er der mænd med stærke viljer og fast beslutsomhed; men Jesu kongelige attitude og de få bydende ord, han siger, dæmper uroen og tilintetgør deres planer. De erkender i ham en magt, der er hævet over enhver jordisk autoritet, og de adlyder uden indvendinger. ret
(268) Jesus går bort for at bede
Da Jesus var blevet alene tilbage, „gik han ene op på bjerget for at bede.“ I timevis bad han indtrængende til Gud. Han bad ikke for sig selv, men for menneskene. Han bad om magt til at åbenbare sin missions guddommelige karakter for mennesker, så Satan ikke skulle forblinde deres forståelse og ødelægge deres dømmekraft. Frelseren vidste, at hans dage med personlig tjeneste på jorden snart var til ende, og at kun få ville tage imod ham som deres Frelser. Han bad i sjælekval for sine disciple. De ville komme til at møde hårde prøvelser. Deres længe nærede håb, der byggede på en folkelig vrangforestilling, ville blive skuffet på den smerteligste og mest ydmygende måde. I stedet for at se ham ophøjet på Davids trone skulle de være vidner til hans korsfæstelse. Dette skulle i virkeligheden være hans sande kroning. Men dette fattede de ikke, og derfor ville de komme ud for hårde fristelser, som de ville have vanskeligt ved at opfatte som fristelser. Uden Helligånden til at oplyse og give en større forståelse ville disciplenes tro ikke slå til. Det var smerteligt for Jesus, at deres opfattelse af hans rige i så høj grad var begrænset af verdslig storhed og ære. For deres skyld hvilede der en tung byrde på hans sjæl, og han opsendte sine indtrængende bønner med den bitreste kval og tårer. ret
(269) Disciplene sejler ud på søen
Disciplene var ikke straks sejlet ud, som Jesus havde bedt dem om. De ventede en tid i håb om, at han ville komme ned til dem. Men da de så, at mørket hurtigt sænkede sig, gik de „om bord i en båd for at tage over til Kapernaum.“ De havde forladt Jesus med stor utilfredshed og mere utålmodige over for ham end nogensinde, siden de havde anerkendt ham som deres Herre. De brokkede sig, fordi de ikke havde fået lov til at udråbe ham til konge. De bebrejdede sig selv, fordi de så hurtigt havde givet efter for hans befaling. De forestillede sig, at hvis de havde været lidt mere vedholdende, kunne de måske have fået deres vilje ført igennem. ret
(269) Vantroen var ved at gribe dem fuldstændigt. Ærgerrigheden havde forblindet dem. De vidste, at Jesus var forhadt af farisæerne, men de var ivrige efter at se ham ophøjet, sådan som de mente han burde være. At være knyttet til en lærer, som kunne udføre mægtige mirakler, og dog blive hånet som bedragere var en prøvelse, som de næsten ikke kunne klare. Skulle de da altid blive regnet for at følge en falsk profet? Ville Kristus mon aldrig hævde sin myndighed som konge? Når han havde så stor en magt, hvorfor åbenbarede han sig så ikke i sin sande karakter og gjorde deres tilværelse mindre pinefuld? Hvorfor havde han ikke frelst Johannes Døber fra en voldsom død? Sådan ræsonnerede disciplene, indtil de havde bragt sig selv ud i et stort åndeligt mørke. De spurgte sig selv: Kunne Jesus være en bedrager, som farisæerne hævdede? ret
(269) Disciplene havde samme dag været vidne til Jesu underfulde gerninger. Det havde været, som om Himmelen var kommet ned til jorden. Erindringen om denne dyrebare, vidunderlige dag burde have fyldt dem med tro og håb. Havde de talt om disse ting, mens hjertet var fyldt til overflod med dem, var de ikke faldet i fristelse. Men skuffelsen dominerede helt deres tanker. Kristi ord: „Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde,“ forblev upåagtede. Det havde for disciplene været timer med rig velsignelse, men nu var det glemt alt sammen. De var ude på dybt vand. Deres tanker var i oprør og urimelige, og Herren gav dem noget andet til at forurolige deres sind og beskæftige deres tanker med. Dette gør Gud ofte, når mennesker selv skaber sig byrder og vanskeligheder. Disciplene behøvede ikke at skabe sig vanskeligheder. Faren nærmede sig allerede hastigt. ret
(269) I havsnød
En voldsom storm havde listet sig ind på dem, og de var ikke forberedt på den. Det var en pludselig kontrast, for dagen havde været perfekt, og da stor men brød løs, blev de bange. De glemte deres misfornøjelse, deres vantro og deres utålmodighed. Hver eneste af dem arbejdede for at redde båden fra at synke. Til søs var der kun kort afstand fra Betsajda til det sted, hvor de forventede at træffe Jesus, og i almindeligt vejr tog turen kun et par timer; men nu blev de drevet længere og længere bort fra det sted, de søgte. De sled i det med årerne indtil den fjerde nattevagt. Så gav de udmattede mænd fortabt. I storm og mørke havde søen belært dem om deres egen hjælpeløshed, og de længtes efter at være i nærheden af Jesus. ret
(270) Jesus kommer gående på søen
Men Jesus havde ikke glemt dem. Han fulgte dem fra bredden og så de rædselsslagne mænd kæmpe mod stormen. Ikke et øjeblik tabte han sine disciple af syne. Med den kærligste omsorg fulgte hans blik den stormomsuste båd med dens dyrebare last; for disse mænd skulle blive verdens lys. Som en mor, der ømt våger over sit barn, således vågede den medfølende Mester over sine disciple. Da deres hjerter var kuede, deres ugudelige ambitioner dæmpet, og de i ydmyghed bad om hjælp, fik de den. ret
(270) I det øjeblik, hvor de tror, de er fortabt, åbenbarer et lysglimt en forunderlig skikkelse, der kommer gående på vandet hen imod dem. Men de ved ikke, at det er Jesus. Han, som kommer dem til hjælp, tror de, er en fjende. De bliver overvældet af rædsel. Hænderne, der har grebet om årerne med muskler af stål, slipper deres tag. Båden kastes hid og did af bølgerne. Alles blik fæstes ved synet af en mand, der går på de skumklædte bølger over den brusende sø. ret
(270) De tror, det er et spøgelse, som varsler deres undergang, og skriger af angst. Jesus fortsætter, som om han ville gå forbi dem, men de genkender ham og råber bønfaldende, om han vil hjælpe dem. Deres elskede Mester vender om, hans stemme dæmper deres frygt: „Vær frimodige; det er mig, frygt ikke!“ ret
(270) Peters erfaring
Så snart de turde tro på den vidunderlige kendsgerning, var Peter næsten ude af sig selv af glæde. Som om han endnu knap kunne tro på det, råbte han: „‘Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.’ Han sagde: ‘Kom!’“ ret
(270) Så længe Peter ser på Jesus, går han i sikkerhed; men da han selvsikkert kigger tilbage til sine kammerater i båden, er hans blik vendt bort fra Frelseren. Stormen hyler, bølgerne går højt og skyller direkte ind mellem ham og Mesteren, og han bliver bange. Et øjeblik er Kristus skjult for hans øjne, og hans tro svigter. Han begynder at synke. Men mens bølgerne truer med død, hæver Peter sit blik fra det rasende vand og fæster det på Jesus, mens han råber: „Herre, frels mig!“ Straks griber Jesus den udstrakte hånd, idet han siger: „Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?“ ret
(270) Mens de går ved siden af hinanden, Peter med sin hånd i Mesterens, trækker der de sammen ind i båden. Men nu var Peter afdæmpet og tavs. Han havde grund til at prale over for sine kammerater, for han havde nær mistet livet ved sin vantro og selvhævdelse. Da han holdt op med at se på Jesus, mistede han fodfæstet og sank ned i bølgerne. ret
(271) Hvor ofte ligner vi ikke Peter, når vanskelighederne tårner sig op over os. Vi ser på bølgerne i stedet for at holde blikket fæstet på Frelseren. Vi mister fodfæstet, og de store bølger skyller ind over vore sjæle. Jesus kaldte ikke på Peter, for at han skulle omkomme. Han kalder os ikke til at følge sig for derpå at svigte os. „Frygt ikke,“ siger han, „for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser.“ ret
(271) Jesus kendte sine disciples karakter. Han vidste, hvor hårdt deres tro ville blive sat på prøve. Med denne episode på søen ville han afsløre Peters svaghed for ham selv og vise ham, at hans sikkerhed til stadighed var afhængig af Guds kraft. Omgivet af fristelsens storme kunne han kun vandre trygt, hvis han erkendte sin egen utilstrækkelighed og satte sin lid til Frelseren. Det var netop på det punkt, hvor Peter mente sig stærk, at han var svag; og først da han blev klar over sin egen svaghed, kunne han indse nødvendigheden af sin afhængighed af Kristus. Hvis han havde forstået, hvad det var, Jesus prøvede at lære ham ved denne oplevelse på søen, ville han ikke have svigtet, da han virkelig blev sat på prøve. ret
(271) Dag efter dag underviser Gud sine børn. Gennem det daglige livs hændelser forbereder han dem til deres rolle på den langt større scene, som han ved sit forsyn har bestemt for dem. Det er resultatet af den daglige prøve, som er afgørende for, om vi skal sejre eller tabe i livets store kriser. ret
(271) De, som ikke kan nå til erkendelse af deres konstante afhængighed af Gud, vil blive overvundet af fristelser. Vi mener måske, at vort fodfæste nu er sikkert, og at vi aldrig vil kunne rokkes. Vi siger måske med fuld overbevisning: Jeg ved, hvem jeg tror på! Intet kan rokke min tro på Gud og på hans ord! Men det er Satans hensigt at drage fordel af vore nedarvede og udviklede karaktertræk og at gøre vore øjne blinde for vore egne behov og mangler. Kun ved klart at indse vor egen svaghed og ved urokkeligt at se hen til Jesus kan vi være i sikkerhed. ret
(271) I samme øjeblik, som Jesus havde indtaget sin plads i båden, lagde stormen sig, „og straks var båden fremme ved den søbred, de var på vej til.“ Rædselsnatten blev efterfulgt af morgenrødens skær. Disciplene og andre, som også var med om bord, kastede sig ned for Jesu fødder i dyb taknemmelighed og sagde: „Sandelig, du er Guds søn.“ ret