(282) Kapitlet er bygget op over Matt 15,1-20; Mark 7,1-23.
De skriftkloge og farisæerne, som ventede at se Jesus ved påskehøjtiden, havde stillet en fælde for ham. Men Jesus, som kendte deres planer, havde holdt sig borte fra denne sammenkomst. „Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samlede sig omkring Jesus.“ Da han ikke ville komme til dem, kom de til ham. En tid havde det set ud til, at Galilæas befolkning ville anerkende Jesus som Messias, og at præsternes magt i denne landsdel skulle brydes. Udsendelsen af de tolv, der indikerede udvidelsen af Kristi gerning og bragte disciplene i mere direkte konflikt med de skriftkloge, havde på ny vakt skinsyge hos lederne i Jerusalem. De spioner, som de havde sendt til Kapernaum på et tidligere tidspunkt af Jesu virksomhed, og som havde forsøgt at anklage ham for at bryde Sabbatten, var blevet bragt i forlegenhed; men rabbinerne var fast besluttede på at udføre deres forsæt. Nu blev der sendt en anden deputation ud for at overvåge hans handlinger og finde på en eller anden beskyldning imod ham. ret
(282) Ligesom tidligere var grundlaget for klagen Jesu ligegyldighed over for de overleverede forskrifter, som Guds lov var behæftet med. Disse var efter sigende bestemt til at vogte lovens overholdelse, men de blev betragtet som mere hellige end loven selv. Hvis de kom i modstrid med de bud, som blev givet på Sinaj, havde rabbinernes forskrifter præferencen. ret
(282) Blandt de højtideligholdelser, som blev håndhævet mest strengt, var den ceremonielle renselse. En forsømmelse af reglerne, der skulle overholdes før spisning, blev regnet for en frygtelig synd, der måtte straffes både i denne og den kommende verden; og det blev betragtet som en god gerning at dræbe synderen. ret
(282) Der fandtes utallige regler med hensyn til renselse. Et menneskes levetid var næppe tilstrækkelig til at lære dem alle. For dem, der forsøgte at overholde de skriftkloges krav, var tilværelsen en lang kamp mod formel besmittelse og en endeløs række af tvætninger og renselser. Mens folket var beskæftiget med ubetydelige forskelle og overholdelse af regler, som Gud ikke havde forlangt, blev deres opmærksomhed bortledt fra de store principper i Hans lov. ret
(282) Kristus og hans disciple overholdt ikke disse ceremonielle tvætninger, og spionerne gjorde denne undladelse til grundlaget for deres anklager. ret
(283) De fremkom imidlertid ikke med et direkte angreb på Kristus, men gik til ham med kritik af hans disciple. I folkeskarens påhør sagde de: „Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser.“ ret
(283) Når som helst sandhedens budskab ved en særlig kraft finder vej til mennesker, sætter Satan gang i sine hjælpere for at starte en strid om et eller andet underordnet spørgsmål. Således søger han at bortlede opmærksomheden fra, hvad det egentlig drejer sig om. Hver gang et godt arbejde er påbegyndt, står smålige kritikere parat til at begynde en strid om skik og brug eller tekniske enkeltheder for at aflede tankerne fra kendsgerningerne. Når det viser sig, at Gud vil til at arbejde på en særlig måde for sit folk, så lad dem ikke blive lokket ind i en strid, som kun vil medføre ødelæggelse af mennesker. De vigtigste spørgsmål for os er: Tror jeg med en frelsende tro på Guds Søn? Lever jeg mit liv i overensstemmelse med Guds lov? „Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet.“ „Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud.“ ret
(283) Til angreb på ubibelske traditioner
Jesus gjorde ikke noget forsøg på at forsvare hverken sig selv eller sine disciple. Han kom ikke med nogen hentydning til beskyldningerne imod sig, men gav sig til at påvise den ånd, som drev disse pedantiske forsvarere af menneskelige ritualer. Han gav dem et eksempel på, hvad de altid gjorde, og hvad de netop havde gjort, lige før de kom for at søge efter ham. Han sagde: „Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering. Moses har jo sagt: ‘Ær din far og din mor!’ og: ‘Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.’ Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban — det vil sige tempelgave — så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor.“ De tilsidesatte det femte bud, som om det ikke havde nogen betydning; men de var meget nøjeregnende med at rette sig efter de ældstes overleveringer. De lærte folket, at overdragelse af deres ejendom til templet var en pligt, der var mere hellig end selv det at hjælpe sine forældre, og at det var helligbrøde at tildele sin far eller mor noget som helst af det, der var blevet helliget på denne måde, uanset hvor meget de end trængte til det. En søn, som ikke var pligtopfyldende, behøvede blot at udtale ordet „korban“ over sin ejendom og på den måde vie den til Gud. Han kunne derefter benytte den til eget brug hele sin levetid, og efter hans død ville den blive overdraget til tempeltjenesten. Således stod det ham frit både i livet og i døden at vanære og bedrage sine forældre under dække af hyklerisk hengivenhed over for Gud. ret
(283) Aldrig — hverken i ord eller handling — lempede Jesus menneskers forpligtelse til at bringe gaver og ofre til Gud. Det var Kristus, som gav alle retningslinjer i loven med hensyn til tiende og offergaver. Da han var på jorden, roste han den fattige enke, som lagde alt, hvad hun ejede, i tempelblokken. Men præsternes og de skriftkloges tilsyneladende nidkærhed over for Gud var et hykleri, som skulle dække over deres trang til selvforherligelse. Folket blev bedraget af dem. De bar tunge byrder, som Gud ikke havde pålagt dem. Selv Kristi disciple var ikke helt frigjort fra det åg, som var blevet lagt på dem, ved nedarvet fordom og rabbinsk autoritet. Ved at afsløre rabbinernes sande jeg søgte Jesus nu at befri de mennesker fra traditionsåget, som virkeligt ønskede at tjene Gud. „Hyklere!“ sagde han, idet han henvendte sig til de listige spioner, „Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: ‘Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.’“ Kristi ord var en anklage mod hele det farisæiske system. Han erklærede, at ved at vægte deres krav tungere end de guddommelige forskrifter, placerede de skriftkloge sig selv højere end Gud. ret
(284) Udsendingene fra Jerusalem blev rasende. De kunne ikke beskylde Kristus for at gøre vold på den lov, der blev givet på Sinaj, for han forsvarede den mod deres overleveringer. Lovens store forskrifter, som han forkyndte, stod i slående kontrast til de smålige regler, som mennesker havde opfundet. ret
(284) For folkeskaren — og senere mere udførligt for sine disciple — forklarede Jesus, at besmittelse ikke kommer udefra, men indefra. Renhed og urenhed er noget, der angår sindet. Det er de onde gerninger, de onde ord, de onde tanker, overtrædelsen af Guds bud og ikke undladelse af ydre, menneskeskabte ceremonier, som gør et menneske urent. ret
(284) Disciplene lagde mærke til spionernes raseri, da deres falske lære blev afsløret. De så de vrede blikke og hørte den lavmælte mumlen, der udtrykte misfornøjelse og hævntørst. Uden at tænke på, hvor ofte Kristus havde givet dem beviser på, at han læste i hjerterne som i en åben bog, fortalte de ham, hvordan hans ord havde virket. I håb om, at han ville forsone sig med de vrede embedsmænd, sagde de til Jesus: „Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?“ ret
(284) Han svarede: „Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.“ De skikke og overleveringer, som de skriftkloge værdsatte så højt, var af denne verden og stammede ikke fra Himmelen. Hvor stor magt de end havde over folket, så kunne de ikke bestå Guds prøve. Enhver menneskelig opfindelse, som er blevet sat i stedet for Guds bud, vil blive regnet for værdiløs på den dag, hvor „Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.“ ret
(284) Sker også i vor tid
Anvendelsen af menneskers forskrifter som erstatning for Guds bud er stadig ikke ophørt. Endog blandt kristne findes der regler og skikke, som ikke har noget bedre grundlag end fædrenes overleveringer. Sådanne foranstaltninger, som alene hviler på menneskelig autoritet, har fortrængt de guddommeligt fastsatte. Mennesker klamrer sig til deres traditioner, sætter deres skikke højt og nærer had mod dem, der forsøger at vise, at de begår fejl. Når vi i vore dage bliver bedt om at henlede opmærksomheden på Guds bud og troen på Kristus, ser vi det samme fjendskab, som blev tilkendegivet på Kristi tid. Om den rest af Guds folk, der er tilbage, står der skrevet: „Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd.“ ret
(285) Men „Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.“ I stedet for de såkaldte kirkefædres autoritet, befaler Gud os at tage imod ordet fra den evige Far, Himmelens og jordens Herre. Kun her er sandheden ikke blandet med vildfarelser. David sagde: „Jeg har mere indsigt end alle mine lærere, for jeg har dine formaninger i tankerne. Jeg har mere forstand end de gamle, for jeg overholder dine forordninger.“ Lad alle, som accepterer menneskelig autoritet, kirkens skikke eller forfædrenes traditioner, være opmærksomme på advarslen, der bringes i Kristi ord: „Forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.“ ret