(286) Kapitlet er bygget op over Matt 15,21-28; Mark 7,24-36.
Efter mødet med farisæerne tog Jesus bort fra Kapernaum og begav sig tværs over Galilæa til højlandet ved Fønikiens grænser. Når han så mod vest, kunne han på sletten nedenfor se de ældgamle byer Tyrus og Sidon med deres hedenske templer, deres pragtfulde paladser og markedspladser og havnene, som vrimlede med skibe. Bag dem lå Middelhavets blå flade, over hvilken evangeliets sendebud skulle bringe det glade budskab til de store byer i verdens største rige. Men endnu var tiden ikke kommet. Det arbejde, som nu lå foran ham, var at forberede disciplene til deres tjeneste. Ved at tage til denne egn håbede han på at få mulighed for at trække sig lidt tilbage, hvad der ikke var lykkedes ham ved Betsajda. Dog var dette ikke hans eneste hensigt med denne rejse. ret
(286) En kvinde beder om hjælp
„Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en démon.“ Befolkningen i dette område tilhørte den gamle kana’anæiske folkestamme. De var afgudsdyrkere, og de var hadet og foragtet af jøderne. Det var en kvinde af denne slags, der nu kom til Jesus. Hun var hedning, og derfor var hun udelukket fra de rettigheder, som jøderne daglig nød godt af. Der var mange jøder, som boede blandt fønikerne, og rygtet om Kristi gerning var nået helt op til dette område. Nogle blandt folket havde lyttet til hans ord og havde været vidne til hans undergerninger. Denne kvinde havde hørt tale om profeten, om hvem man sagde, at han helbredte alle slags sygdomme. Da hun hørte om hans kraft, vågnede håbet i hendes sjæl. Opfyldt af moderkærlighed besluttede hun at fortælle ham om sin datters tilfælde. Det var hendes faste beslutning at komme til Jesus med sin sorg. Han måtte helbrede hendes barn. Hun havde søgt hjælp hos de hedenske guder, men til ingen nytte. Og til tider følte hun sig fristet til at tænke: Hvad kan denne jødiske lærer gøre for mig? Men hun havde hørt dette rygte: Han helbreder alle slags sygdomme, hvad enten det er rige eller fattige, der kommer til ham. Hun besluttede ikke at slippe sit eneste håb. ret
(286) Kristus vidste alt om denne kvinde. Han vidste, at hun længtes efter at træffe ham, og han sørgede for at møde hende. Ved at hjælpe hende i hendes nød kunne han give en levende fremstilling af det, som han havde til hensigt at undervise om. Derfor havde han ført sine disciple til denne egn. Han ville have, at de skulle se, hvilken uvidenhed der herskede i byer og landsbyer lige op ad Israels land. Det folk, som havde fået enhver mulighed for forståelse af sandheden, var uden kendskab til den nød, der var omkring dem. Der blev intet gjort for at hjælpe disse mennesker ud af deres åndelige mørke. Den skillevæg, som det jødiske hovmod havde rejst, udelukkede selv disciplene fra at føle deltagelse med den hedenske verden. Men disse skranker skulle nedbrydes. ret
(287) Jesus udfordrer hendes tro
Kristus svarede ikke umiddelbart på kvindens bøn. Han modtog denne repræsentant for et foragtet folk, som jøderne ville have gjort det. Hermed tilsigtede han, at hans disciple skulle få et indtryk af den kolde og hjerteløse holdning, som jøderne plejede at indtage i en sådan sag, sådan som han tilkendegav det ved sin modtagelse af kvinden, samt den medmenneskelige holdning han ville have dem til at indtage, og som fremgik af, at han efterfølgende opfyldte hendes bøn. ret
(287) Men skønt Jesus ikke svarede, mistede kvinden ikke troen. Da han gik videre, som om han ikke hørte hende, fulgte hun efter ham og vedblev at bønfalde ham. Irriterede over hendes plageri bad disciplene Jesus om at sende hende bort. De så, at deres Mester behandlede hende med ligegyldighed, og derfor antog de, at han syntes godt om jødernes fordomme mod kana’anæerne. Men det var til en medfølende Frelser, kvinden henvendte sin bøn, og som svar på disciplenes opfordring sagde Jesus: „Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.“ Skønt dette svar syntes at stemme overens med jødernes fordom, rummede det en irettesættelse til disciplene, som de siden hen forstod, fordi den mindede dem om det, som han så ofte havde sagt til dem, at han var kommet til verden for at frelse alle dem, der ville tage imod ham. ret
(287) Med forøget styrke fremførte kvinden nu sin bøn, kastede sig ned for Kristi fødder og råbte: „Herre, hjælp mig!“ Jesus tilbageviste tilsyneladende stadig hendes tryglen og svarede i overensstemmelse med jødernes fordom: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.“ Dette var i virkeligheden en tilkendegivelse af, at det ikke var retfærdigt at ødsle de velsignelser, der tilkom Guds udvalgte folk, på fremmede og sådanne, som ikke tilhørte Israel. Dette svar ville helt have taget modet fra en mindre alvorligt troende. Men kvinden så, at hendes mulighed var kommet. Bag Jesu tilsyneladende afslag så hun en medfølelse, som han ikke kunne skjule. Hun svarede: „Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.“ Selvom husets børn spiser ved deres fars bord, så lader man dog heller ikke hundene sulte. De har ret til de smuler, der falder fra det rigt forsynede bord. Skønt der var givet Israel så mange velsignelser, var der så ikke alligevel en velsignelse til hende? Hun blev betragtet som en hund, og havde hun så ikke også en hunds krav på at få en krumme af hans gaver? ret
(288) Jesus havde lige forladt sit arbejdsområde, fordi de skriftkloge og farisæerne stræbte ham efter livet. De murrede og beklagede sig. De afslørede både vantro og bitterhed og afviste den frelse, der blev tilbudt dem så frit. Her møder Kristus et menneske, som tilhører et uheldigt og ringeagtet folk, som ikke har været begunstiget med Guds lys. Alligevel lader hun sig straks påvirke af Kristi guddommelige indflydelse og har ubetinget tro på hans kraft til at yde hende den tjeneste, hun beder om. Hun beder om krummerne, der falder fra Herrens bord. Hvis hun må få de samme rettigheder som en hund, så er hun villig til at lade sig betragte som en hund. Hun har ingen religiøs eller national stolthed eller fordom, der kan påvirke hende, og hun anerkender umiddelbart Jesus som Frelseren og som den, der kan udrette alt det, hun beder ham om. ret
(288) Frelseren er tilfreds. Han har prøvet hendes tro på ham. Ved sin handlemåde over for hende har han vist, at hun, der af Israel er blevet betragtet som et udskud, ikke mere er en fremmed, men er medlem af Guds husstand. Som et barn har hun ret til at få del i Faderens gaver. Nu opfylder Kristus hendes bøn og afslutter sin belæring til disciplene. Han vender sig mod hende med et blik, der udtrykker medlidenhed og kærlighed og siger: „Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.“ Og fra det øjeblik var hendes datter helbredt. Dæmonen plagede hende ikke mere. Kvinden gik bort, vedkendte sig sin Frelser og var lykkelig over, at hendes bøn var blevet opfyldt. ret
(288) Dette var det eneste mirakel, som Jesus udførte på denne rejse. Det var for at udføre denne handling, at han drog til Tyrus’ og Zidons grænser. Han ville hjælpe denne hårdt ramte kvinde, og samtidig ved sin barmhjertighedsgerning mod et medlem af det foragtede folk efterlade et eksempel til gavn for sine disciple, når han ikke mere skulle være sammen med dem. Han ønskede at lede dem bort fra deres jødiske, afvisende holdning til at interessere sig for at arbejde for andre end deres eget folk. ret
(288) Også hedningerne har del i Guds gave
Jesus længtes efter at afsløre de dybe mysterier i sandheden, som gennem menneskealdre havde været skjult, om at hedningerne skulle være jødernes medarvinger og „har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af“ evangeliet. Disciplene var længe om at lære denne sandhed, og deres guddommelige lærer gav dem den ene lektion efter den anden. Ved at belønne officerens tro i Kapernaum og ved at prædike evangeliet for Sykars beboere havde han allerede givet dem beviser for, at han ikke delte jødernes intolerance. Men samaritanerne vidste noget om Gud, og officeren havde vist venlighed mod Israel. Nu bragte Jesus disciplene i forbindelse med en hedning, som efter deres mening ikke havde mere ret til gunstbevisning fra ham end andre af hendes folk. Han ville give dem et eksempel på, hvordan man burde behandle sådant et menneske. Disciplene syntes, at han uddelte sine nådegaver alt for gavmildt. Han ville vise dem, at hans kærlighed ikke var begrænset af race eller nation. ret
(289) Da Jesus sagde: „Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus,“ var det sandhed, han udtalte, og ved at hjælpe den kana’anæiske kvinde udførte han sit hverv. Denne kvinde var et af de fortabte får, som Israel burde have reddet. Det var den gerning, de var udvalgt til, den gerning de havde forsømt, som Kristus udførte. ret
(289) Denne handling gav disciplene en mere klar forståelse af den gerning, som ventede dem blandt hedningerne. De så et vidtstrakt arbejdsområde uden for deres land. De så mennesker belastet af sorger, som var ukendte for disse højere privilegerede. Blandt dem, som de var blevet oplært til at ringeagte, var der mennesker, som længtes efter hjælp fra den mægtige helbreder, og som hungrede efter det sandhedens lys, der var blevet givet så rigeligt til jøderne. ret
(289) Senere, da jøderne endnu mere hårdnakket vendte sig fra disciplene, fordi de erklærede Jesus for at være verdens Frelser, og da skillevæggen mellem jøder og hedninger blev nedbrudt ved Kristi død, havde dette eksempel og andre tilsvarende, som indikerede en forkyndelse af evangeliet uden begrænsning af skikke eller nationalitet, en stærk indflydelse på Kristi repræsentanter som vejledning i deres arbejde. ret
(289) Frelserens besøg i Fønikien og miraklet, han der udførte, havde et langt bredere perspektiv. Denne gerning udførtes ikke kun for den ramte kvindes skyld eller for disciplene og dem, som de arbejdede iblandt, men også „for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.“ De samme kræfter, som forhindrede mennesker i at nå Kristus for to tusind år siden, er virksomme i dag. Den ånd, som opbyggede skillevæggen mellem jøder og hedninger, er stadig aktiv. Stolthed og fordom har bygget stærke skillevægge mellem mennesker. Kristus og hans opgave er blevet udlagt forkert, og mange føler, at de praktisk talt er udelukket fra evangeliets tjeneste. Men de skal ikke føle, at de er lukket ude fra Kristus. Hverken mennesker eller Satan kan rejse skranker, som troen ikke kan trænge igennem. ret
(289) Den fønikiske kvinde kastede sig i tro mod de skranker, der havde tårnet sig op mellem jøder og hedninger. På trods af modløshed, uden hensyntagen til holdninger, som kunne have fået hende til at tvivle, stolede hun på Frelserens kærlighed. Det er således, Kristus ønsker, at vi skal stole på ham. Frelsens velsignelse gælder for hvert eneste menneske. Kun et menneskes eget valg kan hindre det i at få del i Kristi løfter ved evangeliet. ret
(289) Gud hader social rangordning. Den slags ignorer han totalt. I hans øjne er alle mennesker lige meget værd. „Af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo — for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.“ Uden skelnen til alder, rang, nationalitet eller religiøse privilegier er alle indbudt til at komme til ham og leve. „Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri.“ „‘Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.’ Der er ingen forskel.“ „Rig og fattig kan mødes, Herren er begges skaber.“ „Alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for ‘enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.’“ ret