(304) Kapitlet er bygget op over Matt 17,1-8; Mark 9,2-8; Luk 9,28-36.
Aftenen er ved at falde på, da Jesus kalder tre af sine disciple til sig, Peter, Jakob og Johannes, og fører dem hen over markerne og langt op ad en ujævn sti til en ensom bjergskråning. Frelseren og hans disciple har tilbragt dagen med at rejse og undervise, og bjergbestigningen gør dem endnu mere trætte. Kristus har lettet byrderne på sjæl og legeme for mange stakler; han har sendt livets åndepust gennem deres skrøbelige legemer; men også han er underlagt menneskelige kår, og han er lige så træt efter opstigningen som disciplene. ret
(304) Lyset fra den synkende sol ses stadig på bjergtoppen og forgylder med sit sidste skær stien, de går på. Men snart svinder lyset fra både bjerg og dal, solen forsvinder bag den vestlige horisont, og de ensomme vandrere indhylles ind i nattens mørke. De dystre omgivelser synes at passe til deres triste tilværelse, som skyerne trækker stadigt tættere sammen om. ret
(304) Disciplene vover ikke at spørge Kristus, hvor han går hen, eller hvorfor han gør det. Han har ofte tilbragt hele nætter i bøn oppe i bjergene. Han, hvis hånd dannede bjerge og dale, føler sig hjemme i naturen og nyder dens stilhed. Disciplene følger Jesus, hvor han fører dem hen. Dog undrer de sig over, hvorfor deres Mester fører dem ad denne besværlige sti, når de er trætte, og han også selv trænger til hvile. ret
(304) I bøn på bjerget
Lidt efter siger Kristus til dem, at de nu ikke skal gå længere. Han går lidt væk fra dem og tynget af sorg og overvældet af gråd, bønfalder han ydmygt Gud. Han beder om styrke til at udholde prøven for menneskenes skyld. Han må selv forny sit tag i kraften fra Den Almægtige, for kun således kan han overskue, hvad der ligger foran ham. Og han udøser sin største bekymring vedrørende sine disciple — at deres tro ikke må svigte i timen for mørkets magt. Duggen falder tæt på hans bøjede skikkelse, men han ænser det ikke. Nattens skygger samler sig om ham, men han lægger ikke mærke til, hvor mørkt det er. På denne måde glider timerne langsomt hen. Først forener disciplene sig med ham i inderlig bøn; men efter en tids forløb bliver de overvældet af træthed, og selv mens de forsøger at fastholde deres opmærksomhed ved det, der sker, falder de i søvn. Jesus har fortalt dem om sine lidelser. Han har taget dem med sig, for at de skal forene sig med ham i bøn. Selv i dette øjeblik beder han for dem. Jesus har set sine disciples mørke tanker, og han længes efter at lette deres sorg ved at forvisse dem om, at deres tro ikke har været forgæves. Ikke alle, selv ikke alle de tolv, kan modtage den åbenbaring, han ønsker at give dem. Kun de tre, som skal være vidne til hans sjælekval i Getsemane, er blevet udvalgt til at være sammen med ham på bjerget. Nu er hovedvægten i hans bøn, at de må få en åbenbaring af den herlighed, han havde hos sin Fader, før verden blev til; at hans rige må blive åbenbaret for menneskers øjne, og at hans disciple må få styrke til at se det. Han trygler om, at de må blive vidne til en tilkendegivelse af hans guddommelighed, som vil være dem til trøst i timen for hans yderste smerte i bevidstheden om, at han i sandhed er Guds Søn, og at hans skændige død er en del af frelsesplanen. ret
(305) I himmelsk lys
Hans bøn bliver hørt. Mens han bøjer sig dybt og ydmygt på klippegrunden, åbnes Himmelen pludselig, portene til Gud står vidt åbne, og en hellig stråleglans daler ned over bjerget og indhyller Frelserens skikkelse. Den indre guddommelighed stråler ud gennem menneskeskikkelsen og møder herligheden, der kommer ovenfra. Kristus rejser sig fra sin bøjede stilling og står i guddommelig majestæt. Sjælekvalen er forbi. Nu stråler hans ansigt „som solen“, og hans klæder er „hvide som lyset“. ret
(305) Disciplene vågner og ser det væld af herlighed, der oplyser bjerget. Med frygt og forbavselse stirrer de på deres Mesters strålende skikkelse. Da de bliver i stand til at tåle det vidunderlige lys, ser de, at Jesus ikke er alene. Ved siden af ham er to himmelske skikkelser i fortrolig samtale med ham. Det er Moses, der på Sinaj havde talt med Gud, og Elias, som fik det høje privilegium — der kun var tildelt én mere af Adams efterkommere — aldrig at komme under dødens magt. ret
(305) På bjerget Pisga havde Moses for femten hundrede år siden stået og stirret ind i Det forjættede Land. Men på grund af hans synd ved Meriba fik han ikke lov til at komme derind. Det var ikke ham, der skulle have glæden af at føre Israels folk ind til deres fædres arv. Hans fortvivlede bøn, „Lad mig få lov at komme over og se det herlige land på den anden side af Jordan, dette herlige bjergland og Libanon,“ blev afslået. Det håb, som gennem fyrre år havde lyst op i ørkenvandringens mørke, skulle fratages ham. En grav i ødemarken blev afslutningen på alle disse års møje og bekymringer. Men han, „som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår,“ havde på denne måde opfyldt sin tjeners bøn. Moses kom under dødens herredømme, men han skulle ikke forblive i graven. Kristus selv kaldte ham frem til livet. Fristeren Satan havde gjort fordring på Moses’ legeme på grund af hans synd; men Frelseren Kristus kaldte ham frem fra graven (se Jud 9). ret
(306) På Forklarelsens bjerg var Moses vidne til Kristi sejr over synd og død. Han var et symbol på dem, der skal stige op fra graven ved de retfærdiges opstandelse. Elias, der var blevet optaget til Himmelen uden at have set døden, repræsenterede dem, der ville leve på jorden ved Kristi genkomst, og som „skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed.“ Jesus var iklædt Himmelens lys, sådan som han vil vise sig, for han „vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse.“ For han vil komme „i sin faders herlighed sammen med de hellige engle“ . Nu var Frelserens løfte til disciplene blevet opfyldt. På bjerget blev fremtidens herlighedsrige vist i lille format: Kristus som Kongen, Moses som repræsentant for de opstandne hellige og Elias for dem, som bortrykkes. ret
(306) Disciplene forstår endnu ikke, hvad det er, der foregår, men de fryder sig over, at deres tålmodige lærer, den ydmyge og sagtmodige, der har vandret omkring som en hjælpeløs fremmed, nu bliver æret af Himmelens udvalgte. De tror, at Elias er kommet for at bekendtgøre Messias’ regeringstid, og at Kristi rige er ved at blive oprettet på jorden. Mindet om deres frygt og skuffelse kan de glemme for altid. Her, hvor Guds herlighed har åbenbaret sig, vil de gerne blive. Peter udbryder: „Rabbi, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.“ Disciplene er overbeviste om, at Moses og Elias er blevet sendt for at beskytte deres Mester og for at stadfæste hans autoritet som konge. ret
(306) Kors og krone
Men korset må komme forud for kronen. Det er ikke indvielsen af Kristus som konge, deres samtale med Jesus drejer sig om, men døden der venter ham i Jerusalem. Iført menneskehedens svaghed og bebyrdet med dens sorger og synd gik Jesus alene blandt mennesker. Da presset fra hans kommende prøvelse virkeligt tyngede ham, var han åndeligt ensom i en verden, som ikke kendte ham. Selv hans elskede disciple, som var så optaget af deres egen tvivl og sorg og ærgerrige forhåbninger, havde ikke forstået baggrunden for hans mission. Han havde boet midt i Himmelens kærlighed og fællesskab, men i den verden, som han havde skabt, var han ensom. Nu havde Himmelen sendt sine sendebud til Jesus; ikke engle, men mennesker, der havde lidt skuffelser og sorg, og som havde forståelse for Frelseren i hans jordiske livs prøvelse. Moses og Elias havde samarbejdet med Kristus. De havde taget del i hans længsel efter menneskers frelse. Moses havde tryglet for Israel: „Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.“ Elias havde kendt til åndelig ensomhed, da han i tre og et halvt år med hungersnød havde båret byrden af folkets had og dets ulykke. Alene havde han stået foran Gud på Karmels bjerg. Alene var han flygtet til ørkenen i smerte og fortvivlelse. Disse mænd, der var udvalgt frem for enhver engel omkring tronen, var kommet for i nær samtale med Jesus at støtte ham til de forestående lidelser og for at trøste ham med forsikringen om Himmelens deltagelse. Verdens håb, frelsen af hvert eneste menneske, var det, som deres samtale drejede sig om. ret
(307) Fordi de var så overmandede af søvn, hørte disciplene kun lidt af, hvad der foregik mellem Kristus og de himmelske sendebud. Da de ikke havde formået at våge og bede, havde de ikke modtaget det, som Gud havde ønsket at give dem — viden om Kristi lidelser og den herlighed, der ville følge efter den. De gik glip af den velsignelse, de kunne have fået ved at dele hans selvopofrelse. Disse disciple var langsomme til at tro og påskønnede kun i ringe grad den skat, som Himmelen forsøgte at skænke dem. ret
(307) Dog modtog de meget lys. De fik vished for, at hele Himmelen kendte til jødefolkets synd ved at forkaste Kristus. De fik en dybere indsigt i Frelserens gerning. Med deres egne øjne og ører så og hørte de ting, som lå uden for menneskelig forståelse. De „havde med egne øjne set Jesu majestæt,“ og de indså, at Jesus virkelig var den Messias, som patriarker og profeter havde vidnet om, og at han blev anerkendt som sådan af det himmelske univers. ret
(307) Mens de stadig stirrede på, hvad der foregik på bjerget, „da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’“ Da de så den lysende sky, mere strålende end den, som gik foran Israels stammer i ørkenen; da de hørte Guds stemme tale med frygtindgydende majestæt, så bjerget bævede, faldt disciplene med stor kraft til jorden. De blev liggende med hovedet nedad og ansigtet skjult, indtil Jesus kom hen og rørte ved dem og jog deres frygt bort med sin velkendte stemme: „Rejs jer og frygt ikke!“ Da de vovede at se op, så de, at den himmelske stråleglans var borte, og at Moses’ og Elias’ skikkelser var borte. De var alene på bjerget sammen med Jesus. ret