(308) Kapitlet er bygget op over Matt 17,9-21; Mark 9,9-29; Luk 9,37-45.
Hele natten tilbragte de på bjerget, og da solen stod op, gik Jesus og hans disciple ned til sletten. Disciplene var fordybede i deres egne tanker, tavse og fulde af ærefrygt. Selv Peter havde ikke et ord at sige. De ville med glæde være blevet på dette hellige sted, hvor de havde oplevet det himmelske lys, og hvor Guds Søn havde åbenbaret sin herlighed; men der var arbejde at gøre for folket, som allerede ledte efter Jesus alle vegne. ret
(308) Ved forklarelsens bjerg
Ved bjergets fod havde en stor flok samlet sig, ført derhen af de disciple, der var blevet tilbage, men som vidste, hvor Jesus var gået hen. Da Frelseren nærmede sig, pålagde han sine tre ledsagere at tie med det, de havde været vidne til, idet han sagde: „Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.“ Denne åbenbaring, som disciplene havde oplevet, skulle de overveje i deres egne hjerter og ikke fortælle derom vidt og bredt. At fortælle om den til skarerne ville kun vække latter eller unødig forundring. Og selv de ni apostle ville ikke forstå denne begivenhed før efter Kristi opstandelse. Hvor langsomt opfattende selv de tre udvalgte disciple var, ser man af den kendsgerning, at de til trods for alt, hvad Kristus havde fortalt om, hvad der skulle ske ham, alligevel drøftede indbyrdes, hvad det ville sige at opstå fra de døde. Dog bad de ikke Jesus om nogen forklaring. Hans ord med hensyn til fremtiden havde fyldt dem med sorg. De søgte ikke nogen yderligere åbenbaring af det, som de helst ville tro aldrig skulle ske. ret
(308) Da folket på sletten fik øje på Jesus, løb de ham i møde og hilste ham med udtryk for både ærbødighed og glæde. Dog opdagede hans skarpe blik, at de var kommet i store vanskeligheder. Disciplene så bekymrede ud. Der var lige sket noget, som havde forvoldt dem en bitter skuffelse og ydmygelse. ret
(308) Mens de ventede ved bjergets fod, havde en far bragt sin søn hen til dem, for at de skulle befri ham for en ånd, som plagede ham og gjorde ham stum. Jesus havde givet disciplene magt til at uddrive urene ånder, da han sendte de tolv ud for at prædike i hele Galilæa. Når de handlede i fast tro, havde de onde ånder adlydt deres befaling. Nu bød de i Kristi navn den onde ånd forlade sit offer, men ånden spottede dem blot ved en ny demonstration af sin magt. Disciplene, som ikke var i stand til at redegøre for deres nederlag, følte, at de bragte skam over både sig selv og deres Mester. Og der var skriftkloge i mængden, som straks benyttede lejligheden til at ydmyge dem. De trængte sig ind på disciplene og overøste dem med spørgsmål for at bevise, at de og deres Mester var bedragere. De skriftkloge erklærede triumferende, at der her var en ond ånd, som hverken disciplene eller Kristus selv kunne overvinde. Folket var tilbøjeligt til dele de skriftkloges holdning, og en følelse af foragt og hån var ved at få overhånd i skaren. ret
(309) Et nyt mirakel
Men pludselig holdt beskyldningerne op. Man så Jesus og de tre disciple komme vandrende, og med hurtigt omslag i følelserne vendte folket om for at gå dem i møde. Denne nat i nær kontakt med den himmelske herlighed havde sat sine spor på Frelseren og hans ledsagere. Der var et lys over deres ansigter, som slog tilskuerne med ærefrygt. De skriftkloge trak sig ængsteligt tilbage, mens folket hilste Jesus velkommen. ret
(309) Som om Frelseren havde været vidne til det, der var sket, gik han hen til det sted, hvor striden foregik og spurgte, mens han holdt blikket fæstet ved de skriftkloge: „Hvad er det, I diskuterer med dem?“ ret
(309) Men de stemmer, der før havde lydt så tapre og trodsige, tav nu stille. Der var lagt en dæmper på hele forsamlingen. Nu banede den ulykkelige far sig vej gennem skaren og kastede sig ned for Jesu fødder, mens han udøste hele historien om sine bekymringer og sin skuffelse. ret
(309) „Mester,“ sagde han, „jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden. … Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.“ ret
(309) Jesus så ud over skaren, som var grebet af ærefrygt, så på de smålige, kritiske skriftkloge og de forvirrede disciple. I hvert eneste hjerte stod vantroen skrevet, og med sorg i stemmen udbrød han: „Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?“ Derefter befalede han den ulykkelige far: „Kom herhen med ham!“ ret
(309) Drengen blev bragt derhen, og idet Frelserens blik faldt på ham, kastede den urene ånd ham til jorden i frygtelige krampetrækninger. Han lå og vred sig, mens han frådede, og luften genlød af uhyggelige skrig. ret
(309) Igen havde livets Fyrste og de mørke magters fyrste mødt hinanden på slagmarken, Kristus for at opfylde sin bestemmelse, at „udråbe frigivelse for fanger, … for at sætte undertrykte i frihed“ , og Satan for at forsøge at bevare magten over sit offer. Lysets engle og en hær af onde engle — alle usynlige — trængte sig på for at overvære kampen. En kort stund tillod Jesus den onde ånd at vise sin magt, for at de tilstedeværende skulle kunne forstå, hvilken befrielse der nu ville ske. ret
(310) Skaren så til med tilbageholdt åndedræt; faderen i ulidelig spænding med både håb og frygt. Jesus spurgte: „Hvor længe har han haft det sådan?“ Faderen fortalte om de lange år med lidelse og, som om han nu ikke kunne udholde mere, udbrød han: „Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.“ „Hvis du kan!“ Selv nu tvivlede faderen på Kristi magt. ret
(310) Jesus svarede ham: „Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.“ Fra Kristi side er der ingen mangel på magt. Sønnens helbredelse er afhængig af faderens tro. Grådkvalt og i følelsen af sin egen svaghed overgiver faderen sig til Kristi barmhjertighed med råbet: „Jeg tror, hjælp min vantro!“ ret
(310) Jesus vender sig til den syge og siger: „Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!“ Der lyder et skrig, og en frygtelig kamp følger. Det er, som om den onde ånd, idet den farer ud, er ved at berøve sit offer livet. Så ligger drengen ganske stille og tilsyneladende livløs. Mængden hvisker: „Han er død.“ Men Jesus tager ham ved hånden, rejser ham op og overgiver ham, fuldkommen sund på legeme og sjæl, til hans far. Far og søn priser deres befriers navn. Skaren „blev overvældet af Guds storhed“, mens de skriftkloge lister sig bort, ærgerlige, besejrede og slukørede. ret
(310) Hvad troen kan udrette
„Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.“ Hvor mange mennesker har, tynget af synden, ikke gentaget denne bøn! Og til dem alle lyder den barmhjertige Frelsers svar: „Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.“ Det er troen, som forener os med Himmelen og giver os styrke til at tage kampen op mod mørkets magter. I Kristus har Gud givet os mulighed for at undertrykke ethvert syndigt karaktertræk og modstå enhver fristelse, hvor stærk den end måtte være. Men mange føler, at de mangler tro, og derfor holder de sig borte fra Kristus. Gid disse mennesker i deres hjælpeløse uværdighed ville overgive sig til deres medfølende Frelsers nåde. Se ikke på dig selv, men se på Kristus. Han, som helbredte de syge og uddrev dæmoner, dengang han vandrede blandt mennesker, er i dag den samme mægtige Frelser. Troen kommer ved Guds ord. Så hold fast ved hans løfte: „Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.“ Kast dig ned for hans fødder og råb: „Jeg tror, hjælp min vantro!“ Du kan aldrig gå fortabt, når du gør dette — aldrig! ret
(310) I løbet af ganske kort tid har de udvalgte disciple set den største herlighed og den største ydmygelse. De har set mennesket forvandlet i Guds billede og nedværdiget til at ligne Satan. Fra bjerget, hvor Jesus talte med de himmelske sendebud og af stemmen fra den strålende sky var blevet erklæret for at være Guds Søn, har de set ham gå ned for at møde det frygteligste og mest oprørende syn, den vanvittige dreng med de forvredne ansigtstræk, tænderskærende, i pinefuld krampe, som ingen menneskelig magt kunne lindre. Og denne mægtige Frelser, som kun få timer tidligere stod herliggjort foran sine undrende disciple, bøjer sig ned for at løfte Satans offer op fra jorden, hvor han ligger og vælter sig, og giver ham sund og rask på legeme og sjæl tilbage til hans far og hans hjem. ret
(311) Det var anskuelsesundervisning i frelse. Fra Faderens herlighed nedværdiger den guddommelige sig til at frelse de fortabte. Det var også et eksempel på disciplenes tjeneste. Kristi tjeneres liv skal ikke tilbringes alene sammen med Jesus på bjergets top med timer i åndelig klarhed. Der er arbejde til dem nede på sletten. Mennesker, som Satan har gjort til sine slaver, venter på troens og bønnens ord for at blive befriet. ret
(311) De ni disciple undrede sig alligevel over, at deres eget forsøg var mislykkedes, og da Jesus atter var alene med dem, spurgte de: „Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?“ Jesus svarede dem: „Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! Og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer. Den slags fordrives kun ved bøn og faste.“ Deres vantro havde udelukket dem fra at få en dybere forståelse af Kristus, og den skødesløshed, hvormed de betragtede den hellige opgave, der var blevet dem betroet, havde været årsag til deres mislykkede bestræbelser i konflikten mod mørkets magter. ret
(311) Kristi ord, der pegede i retning af hans død, havde skabt sorg og tvivl. Og udvælgelsen af de tre disciple til at ledsage Jesus op på bjerget havde vakt jalousi hos de ni. I stedet for at styrke deres tro gennem bøn og ved at tænke grundigt over Kristi ord havde de kun haft tanke for deres modløshed og deres egne klager. I denne dystre sindstilstand havde de påtaget sig at bekæmpe Satan. ret
(311) For at sejre i sådan en konflikt skulle de have arbejdet i en helt anden ånd. Deres tro skulle have været styrket ved inderlig bøn og faste og med ydmygt sind. De skulle have været befriet fra deres eget jeg og fyldt af Guds Ånd og kraft. Alvorlig, inderlig bøn til Gud i tro — vel at mærke tro, som fører til fuldstændig afhængighed af Gud og uforbeholden overgivelse til hans gerning — kan alene udvirke Helligåndens hjælp til mennesker i kamp mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. „Har I en tro som et sennepsfrø,“ sagde Jesus, „kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! Og det vil flytte sig.“ Skønt sennepsfrøet er så lille, rummer det nøjagtigt det samme hemmelighedsfulde liv, som frembringer vækst i det højeste træ. Når sennepsfrøet lægges i jorden, udnytter den lillebitte kim hvert eneste næringsstof, som Gud har sørget for, og udvikler hurtigt en kraftig vækst. Hvis I har en sådan tro, vil I holde fast ved Guds ord og alle de hjælpende kræfter, han har udpeget. På denne måde vil jeres tro blive stærkere og vil bringe jer Himmelens kraft til hjælp. De forhindringer, som Satan dynger op på jeres vej, og som forekommer lige sa uoverskuelige som de evige bjerge, vil forsvinde på troens bud, „Intet vil va:re umuligt for jer.“ ret