(313) Kapitlet er bygget op over Matt 17,22-27; 18,1-20: Mark 9,30-50; Luk 9,46-48.
Ved sin tilbagekomst til Kapernaum begav Jesus sig ikke til de velkendte steder, hvor han havde belært folket, men sammen med sine disciple opsøgte han i stilhed det hus, der skulle være hans midlertidige bolig. Under resten af sit ophold i Galilæa var det hans hensigt at vejlede disciplene frem for at virke blandt de store skarer. ret
(313) På vandringen gennem Galilæa havde Jesus igen forsøgt at forberede disciplene mentalt på de begivenheder, der forestod. Han fortalte dem, at han skulle til Jerusalem for at blive dræbt og for at genopstå, og han tilføjede en mærkelig og højtidelig meddelelse om, at han ved at forrådes skulle komme i sine fjenders hænder. Heller ikke nu forstod disciplene hans ord. Skønt en stor sorg ventede dem, lod de sig gribe af rivaliseringens ånd. De skændtes indbyrdes om, hvem der ville blive regnet for størst i kongeriget. De forsøgte at skjule denne strid for Jesus, og de holdt sig ikke, som de plejede, lige op ad ham, men holdt sig bag ham i nogen afstand, så han var forud for dem, da de nåede ind i Kapernaum. Jesus læste deres tanker, og han længtes efter at råde og vejlede dem. Men hertil afventede han en stille time, hvor de ville være åbne for at modtage hans ord. ret
(313) Tempelskatten
Kort tid efter at de var nået til byen, kom opkræveren af tempelskatten til Peter med spørgsmålet: „Betaler jeres mester ikke tempelskat?“ Denne skat var ikke nogen statsskat, men et religiøst bidrag som enhver jøde var forpligtet til at betale årligt til templets vedligeholdelse. At afslå at betale denne skat ville blive betragtet som manglende loyalitet over for templet — en meget alvorlig synd efter de skriftkloges bedømmelse. Frelserens indstilling til rabbinernes love og hans tydelige irettesættelser til forsvarerne af traditioner gav dem påskud til en anklage om, at han forsøgte at nedbryde tempeltjenesten. Nu så hans fjender en lejlighed til at miskreditere ham. I skatteopkræveren fandt de en villig forbundsfælle. ret
(313) I skatteopkræverens spørgsmål fornemmede Peter en hentydning, der berørte Kristi troskab over for templet. Nidkær om sin Mesters ære svarede han hurtigt og uden først at spørge Jesus, at han ville betale skatten. ret
(314) Men Peter havde kun delvis forstået den spørgendes hensigt. Der var nogle samfundsklasser, som blev holdt fritaget for at betale skatten. Da levitterne på Moses’ tid blev udskilt fra folket for at tjene i helligdommen, fik de ingen arv blandt folket. Herren sagde: „Derfor har Levi ikke fået tildelt arvelod, sådan som hans brødre fik det; Herren er hans lod.“ På Kristi tid blev præsterne og levitterne stadig betragtet som særligt indviede til templet, og man krævede ikke, at de skulle betale det årlige vedligeholdelsesbidrag. Også profeter var fritaget for at betale. Ved at kræve skatten af Jesus tilsidesatte de skriftkloge hans rettighed som profet og lærer og behandlede ham som ethvert andet menneske. Hvis han afslog at betale skatten, ville det blive fremstillet som manglende ærbødighed mod templet; og betalte han den, ville det på den anden side blive betragtet som en erkendelse af, at deres afvisning af ham som profet var berettiget. ret
(314) For ganske kort tid siden havde Peter anerkendt Jesus som Guds Søn; men nu gik han glip af en lejlighed til at præcisere, hvem hans Mester var. Ved at svare skatteopkræveren, at Jesus ville betale skatten, havde han faktisk anerkendt den falske opfattelse af ham, som præsterne og rådsherrerne forsøgte at sætte i omløb. ret
(314) Da Peter trådte ind i huset, kom Frelseren ikke med nogen hentydning til det, der var foregået, men spurgte: „Hvad mener du, Simon? Af hvem tager jordens konger told og skat, af deres egne sønner eller af de fremmede?“ Peter svarede: „Af de fremmede.“ Og Jesus sagde: „Så er jo sønnerne fri.“ , Mens befolkningen i et land må betale skat til deres konges underhold, så danner kongens egne børn en undtagelse. Derfor krævedes det af Israel, Guds udvalgte folk, at de skulle opretholde tjenesten for ham; men for Jesus, Guds egen Søn, gjaldt der ikke nogen sådan forpligtelse. Hvis præsterne og levitterne var undtaget på grund af deres forbindelse med templet, var han så meget desto mere, for templet var jo hans Faders hus. ret
(314) Hvis Jesus havde betalt skatten uden at protestere, ville han i realiteten have anerkendt kravets berettigelse, og således have benægtet sin guddommelighed. Men skønt han så det gode ved at imødekomme kravet, benægtede han den påstand, som lå til grund for det. Ved at tilvejebringe pengene til betaling af skatten beviste han sin guddommelige karakter. Det var blevet forkyndt, at han var ét med Gud og derfor ikke var skyldig at betale skat som en af landets almindelige undersåtter. ret
(314) „Gå ned til søen,“ sagde han til Peter, „kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en statér. Tag den og giv dem den for mig og dig.“ ret
(314) Skønt hans guddommelighed var iført menneskeskikkelse, åbenbarede han ved dette mirakel sin herlighed. Det var indlysende, at det var ham, om hvem David havde sagt: „For alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge. Jeg kender alle fuglene i bjergene, markens dyr hører mig til. Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min med alt, hvad den rummer.“ ret
(315) Mens Jesus gjorde det klart, at han ikke havde nogen forpligtelse til at betale skatten, så indlod han sig ikke i ordstrid med jøderne herom, for de ville have fordrejet hans ord og vendt dem imod ham. For ikke at vække forargelse ved at nægte at betale skatten gjorde han noget, som man ikke med rette kunne forlange af ham. Denne lære ville være af stor værdi for hans disciple. Markante forandringer skulle snart finde sted i deres forhold til tempeltjenesten, og Kristus lærte dem, at de ikke unødvendigt skulle modsætte sig fastsatte regler. Så vidt muligt skulle de undgå at give anledning til fejlfortolkning af deres tro. Selvom kristne ikke må ofre et eneste af sandhedens principper, bør de undgå strid, når som helst dette er muligt. ret
(315) Den største i Himmeriget
Da Kristus og disciplene var alene i huset, mens Peter var gået ned til søen, kaldte Jesus de andre til sig og spurgte: „Hvad var det, I talte om på vejen?“ Jesu tilstedeværelse og hans spørgsmål anbragte sagen i et helt andet lys end dengang, de skændtes på vejen. Skam og selverkendelse fik dem til at tie. Jesus havde fortalt dem, at han skulle dø for deres skyld, og deres egoistiske ærgerrighed var en sørgelig modsætning til hans uselviske kærlighed. ret
(315) Dengang Jesus fortalte dem, at han skulle dø og atter opstå, forsøgte han at drage dem ind i en samtale, der drejede sig om den store prøve på deres tro. Hvis de havde været rede til at modtage det, som han ønskede at lade dem vide, så ville de være blevet sparet for bitter smerte og fortvivlelse. Hans ord ville have bragt dem trøst i timen for skuffelsen og det smertelige tab. Men skønt han havde talt så tydeligt om, hvad der ventede ham, så havde hans omtale af, at han snart skulle til Jerusalem, atter genoplivet deres håb om, at riget nu skulle oprettes. Dette havde ført til diskussion om, hvem der ville få de højeste embeder. Da Peter vendte hjem fra søen, fortalte disciplene ham om Frelserens spørgsmål, og til sidst var der én, som vovede at spørge Jesus: „Hvem er den største i Himmeriget?“ ret
(315) Frelseren samlede sine disciple omkring sig og sagde til dem: „Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.“ I disse ord var der en højtidelighed og en storslåethed, som disciplene langt fra forstod. Hvad Kristus klart erkendte, kunne de ikke se. De forstod ikke Kristi riges natur, og denne uvidenhed var tilsyneladende årsagen til deres strid. Men den virkelige årsag stak dybere. Ved at forklare, af hvilken natur riget var, kunne Kristus måske for en tid have dæmpet deres stridighed, men dette ville ikke have berørt den dybere liggende årsag. Selv efter at de havde fået den mest fuldstændige viden, kunne et hvilket som helst spørgsmål om rangfølge have fornyet problemerne. En sådan katastrofe ville være blevet ført ind i menigheden efter Kristi bortgang. Striden om den øverste plads var forårsaget af den samme ånd, som startede den enorme kontrovers i den himmelske verden, og som resulterede i, at Kristus skulle ned på jorden for at dø. I et syn så han Lucifer for sig, den „strålende morgenstjerne“ , der i sin herlighed overgik alle englene omkring tronen og var knyttet til Guds Søn med de stærkeste bånd. Lucifer havde sagt: Jeg vil være „lige med den Højeste“ . Og ønsket om selvophøjelse havde bragt strid ind i de himmelske boliger og havde forvist en stor del af Guds engleskarer. ret
(316) Hvis Lucifer virkelig havde ønsket at blive som den Højeste, ville han aldrig have forladt den plads, der var tildelt ham i Himmelen; for den Højestes Ånd giver sig udtryk gennem uselvisk tjeneste. Lucifer ønskede Guds magt, men ikke hans egenskaber. Han søgte den øverste plads for sig selv, og enhver skabning, der drives af hans ånd, vil gøre det samme. Derfor vil fjendskab, uenighed og strid være uundgåelige. Herredømmet bliver den stærkestes sejrspris. Satans rige er et magtens rige; hvert individ betragter enhver anden som en hindring på vejen til sin egen forfremmelse eller som et springbræt til en højere placering af sig selv. ret
(316) Lucifer regnede det for noget attråværdigt at være Gud lig, mens Kristus, den ophøjede, „gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors“ . Nu var dette kors umiddelbart forude, og hans egne disciple var så fyldt af egoisme — selve grundprincippet i Satans rige — at de ikke kunne komme til forståelse med deres Herre, ja end ikke kunne forstå ham, når han talte om sin ydmygelse for deres skyld. ret
(316) Meget nænsomt, men dog med højtidelig præcisering, forsøgte Jesus at afhjælpe ondet. Han viste dem, hvad det er for et princip, der hersker i Himmeriget, og hvad sand storhed består i efter de himmelske boligers målestok. De, som lod sig drive af stolthed og ærgerrighed, tænkte mere på sig selv og den løn, de skulle få, end hvordan de skulle gengælde Gud de gaver, som de havde modtaget. De ville slet ikke få nogen plads i Himmeriget, for de havde stillet sig på lige fod med Satans forkæmpere. ret
(316) Før ære kommer ydmyghed. Til at udfylde en betroet plads blandt mennesker vælger Himmelen en tjener, der som Johannes Døber indtager en ydmyg plads over for Gud. Den mest barnlige discipel kan udrette det mest virkningsfulde arbejde for Gud. De himmelske kræfter kan samarbejde med den, som ikke er ude på at ophøje sig selv, men at frelse sjæle. Den, som stærkest føler sin trang til guddommelig hjælp, vil trygle om at få den; og Helligånden vil give ham glimt af Jesus, som vil styrke og opmuntre ham. Efter en sådan kontakt til Jesus vil han gå ud for at arbejde for dem, der er ved at gå fortabt i deres synder. Han er salvet til sin gerning, og den vil lykkes for ham, hvor den mislykkes for mange lærde og intellektuelt begavede. ret
(316) Men når mennesker ophøjer sig selv og føler, at de er nødvendige for et godt udfald af Guds store plan, så sørger Herren for, at de bliver tilsidesat. ret
(317) Det vil med stor tydelighed fremgå, at Herren ikke er afhængig af dem. Arbejdet går ikke i stå, fordi de bliver fjernet fra det, men skrider fremad med større kraft. ret
(317) Det var ikke nok for Jesu disciple at blive belært om hans riges sande væsen. Det, som de trængte til, var en forvandling af hjertet, som kunne bringe dem i harmoni med rigets principper. Jesus kaldte et lille barn til sig og anbragte det midt iblandt dem. Så tog han kærligt den lille i sine arme og sagde: „Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.“ Et lille barns enfoldighed, selvforglemmelse og tillidsfulde kærlighed er de egenskaber, som Himmelen værdsætter. Det er de karakteristiske egenskaber for ægte storhed. ret
(317) Igen forklarede Jesus disciplene, at hans rige ikke er karakteriseret af jordisk værdighed og pragtudfoldelse. Ved Jesu fødder glemmes alle disse udmærkelser. De rige og de fattige, de lærde og de uvidende mødes uden tanke for klasseforskelle eller verdslig betydning. Alle mødes som dyrekøbte sjæle, der alle er lige afhængige af Ham, som har løskøbt dem til Gud. ret
(317) Den oprigtigt angrende er dyrebar i Guds øjne. Han sætter sit eget segl på mennesker, ikke på grund af deres rang, ikke på grund af deres rigdom, ikke på grund af deres intellektuelle storhed, men fordi de er ét med Kristus. Ærens Konge er tilfreds med dem, som er sagtmodige og ydmyge. „Du gav mig din frelse til skjold,“ sagde David, „din omsorg gjorde mig stor!“ ret
(317) „Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig,“ sagde Jesus, „og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.“ „Dette siger Herren: Himlen er min trone, jorden min fodskammel … Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord.“ ret
(317) Omsorg for den mindste
Frelserens ord fremkaldte hos disciplene en følelse af mistillid til sig selv. Ingen af dem var blevet særligt udpeget ved svaret; men Johannes kunne ikke lade være med at spørge, om han i et enkelt tilfælde havde handlet rigtigt. Med barnlig enfoldighed fremlagde han sagen for Jesus: „Vi så en mand, der drev dæmoner ud i dit navn; vi sagde til ham, at det skulle han holde op med; han er jo ikke en af vore!“ ret
(317) Jakob og Johannes havde ment, at de ved at standse denne mand havde tænkt på deres Herres ære. Nu begyndte de at indse, at de havde tænkt mere på deres egen. De indrømmede deres fejl og tog imod Jesu irettesættelse: „I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig..“ Ingen af dem, der på nogen måde viste Jesus venlighed, måtte afvises. Der var mange, der havde været dybt betaget af Jesu personlighed og gerning, og hvis hjerte var ved at åbne sig for ham i tro; og disciplene, der ikke kunne tyde bevæggrundene, måtte være forsigtige for ikke at gøre disse mennesker modløse. Når Jesus ikke mere selv var hos dem, og gerningen var overgivet i deres hænder, måtte de ikke give efter for en snæversindet, afvisende ånd, men give udtryk for den samme udstrakte venlighed, som de havde set hos deres Mester. ret
(318) Den kendsgerning, at et menneske ikke i alt stemmer overens med vore personlige forestillinger eller meninger, kan ikke berettige os til at forbyde det at arbejde for Gud. Kristus er den store lærer. Vi skal hverken dømme eller befale, men vi skal alle i ydmyghed sidde ved Jesu fødder og lære af ham. Hvert eneste menneske, som ved Guds hjælp har åbnet sig, er et redskab gennem hvilket Kristus vil åbenbare sin tilgivende kærlighed. Hvor må vi være omhyggelige for ikke at tage modet fra en af Guds lysbærere og således hindre de stråler, som han ville have til at skinne for verden! ret
(318) Hvis en discipel viser hårdhed eller kulde mod en, som Kristus er ved at føre til sig — en handling af samme slags som da Johannes forbød en mand at gøre undergerninger i Kristi navn — så kan følgen blive, at den pågældende vælger fjendens vej, og at et menneske går fortabt. Bedre end at gøre dette ville for det menneske være, „at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet.“ Og han tilføjede: „Hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede, til den uudslukkelige ild, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede.“ ret
(318) Hvorfor disse alvorlige ord, som ikke kunne siges stærkere? Fordi „Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.“ Skal hans disciple udvise mindre omsorg for deres medmenneskers frelse, end Himmelens Majestæt har gjort? Ethvert menneske har kostet en uendeligt stor pris, og hvor er det en frygtelig synd at vende blot et eneste menneske bort fra Kristus, så Frelserens kærlighed og ydmygelse og kval i dette tilfælde har været forgæves. ret
(318) „Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald.“ Verden vil under Satans påvirkning sikkert sætte sig op imod Kristi disciple og forsøge at tilintetgøre deres tro; men ve den, som bærer Kristi navn, men alligevel handler på denne måde! Vor Herre gøres til skamme af dem, der hævder at tjene ham, men som giver en falsk fremstilling af hans væsen; og utallige bliver narret og ført på vildspor. ret
(318) Enhver vane eller handlemåde, der kan føre til synd og dermed vanære over Kristus, er det bedst at opgive, koste hvad det vil. Det, som vanærer Gud, kan aldrig være til gavn for mennesket. Himmelens velsignelse kan ikke følge et menneske, der overtræder retfærdighedens evige principper. Og en enkelt synd, der bliver hæget om, er tilstrækkelig til at medføre svækkelse af karakteren og til at vildlede andre. Hvis foden eller hånden måtte hugges af eller endog øjet rives ud for at frelse legemet for synd, hvor langt alvorligere burde vi så ikke afvise den synd, der kan forårsage den åndelige død. ret
(319) Ved den rituelle tjeneste blev ethvert offer tilsat salt. Dette betegnede ligesom røgelsesofferet, at kun Kristi retfærdighed kunne gøre tjenesten acceptabel for Gud. Det var denne skik, Jesus hentydede til, da han sagde: ret
(319) „Sammen med alle dine gaver skal du bringe salt.“ „Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden!“ Enhver, der vil bringe sig selv som „et levende og helligt offer, der er Gud til behag“ , må tage imod det frelsende salt, vor Frelsers retfærdighed. Så bliver de til „jordens salt“ og modvirker det onde i verden, ligesom saltet bevarer fra fordærvelse. Men hvis saltet har mistet sin kraft, hvis der kun findes en tilsyneladende fromhed uden Kristi kærlighed, så er der ingen kraft til det gode. Livet kan ikke udøve nogen frelsende indflydelse på verden. Jeres energi og effektivitet ved opbygningen af mit rige, siger Jesus, afhænger af, om I modtager min Ånd. I skal have del i min nåde for at kunne blive en kraft af liv til liv. Så vil der ikke være nogen rivalisering, ingen egoisme, intet ønske om de øverste pladser. I vil have den kærlighed, der ikke søger rigdom for sig selv, men for andre. ret
(319) Få den angrende synder til at fæste blikket ved „Guds Lam, som bærer verdens synd,“ og ved at betragte det, vil han forvandles. Hans frygt bliver vendt til glæde, hans tvivl til håb. Taknemmelighed bryder frem. Det hårde hjerte knuses. En bølge af kærlighed strømmer ind over sjælen. Kristus er i ham en kilde af vand, der springer frem til evigt liv. Når vi ser Jesus, tynget af sorg og smerte, arbejde for at frelse de fortabte, ringeagtet, spottet, hånet og jaget fra by til by, indtil hans mission var fuldført; når vi ser ham i Getsemane, svedende store dråber af blod, og døende på korset under de frygteligste smerter — når vi ser dette, så vil vort eget jeg ikke mere kræve vor opmærksomhed. Når vi ser Jesus, vil vi blive skamfulde over vor kulde, vor sløvhed og vor egoisme. Vi må være villige til alt eller intet, så vi kan tjene Mesteren af hele vort hjerte. Vi skal fryde os over at bære korset efter Jesus, over at tåle prøvelser, skam eller forfølgelser på grund af hans navn. ret
(319) „Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv.“ Ingen, der tror på Kristus, skal bedømmes lavt, uanset om hans tro er svag og hans skridt vaklende som et lille barns. På grund af alt, hvad der har givet os fordele frem for andre, det være sig uddannelse, opdragelse, forædling af karakteren, kristen oplæring, religiøs erfaring, står vi i gæld til dem, som har været mindre heldige, og så vidt det står i vor magt, skal vi tage os af dem. Hvis vi er stærke, skal vi holde de svages hænder oppe. Herlighedens engle, som altid kan se vor himmelske Faders ansigt, glæder sig over at tjene hans små. Ængstelige sjæle, som har mange uønskede karaktertræk, er genstand for deres særlige omsorg. Engle er altid til stede, hvor der er størst behov for dem; hos dem, der har de hårdeste kampe at kæmpe med sig selv, og hvis omgivelser er mest nedslående. Og denne tjeneste vil Kristi sande tjenere tage del i. ret
(320) Hvis en af disse små skulle komme til at begå en uret imod dig, så er det din opgave at prøve at få ham på rette vej igen. Vent ikke på, at han skal tage det første skridt til forsoning. „Hvad mener I?“ sagde Jesus, „hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.“ ret
(320) I ydmyghedens ånd skal du „se til, at du ikke selv bliver fristet,“ men gå til den vildfarne „og drag ham til ansvar på tomandshånd“. Hæng ham ikke ud over for andre, og bring ikke vanære over Kristus ved at offentliggøre synder og fejl hos en, der bærer Hans navn. Tit må sandheden siges rent ud til den pågældende. Han skal hjælpes til at indse sin fejl, så han kan forandre sig. Men det tilkommer ikke dig at dømme eller fordømme. Gør ikke noget forsøg på at retfærdiggøre dig selv. Lad alle dine bestræbelser gælde hans genrejsning. Behandling af sjælens sår skal ske med den største varsomhed og indfølingsevne. Kun den kærlighed, der udspringer fra Ham, som led på Golgata, kan nytte her. Med kærlig indfølingsevne skal bror omgås bror i bevidstheden om, at hvis det lykkes, frelser du „hans sjæl fra døden og skjuler mange synder“ . ret
(320) Men selv disse bestræbelser slår måske ikke til. „Så tag,“ sagde Jesus, „én eller to med dig.“ Det kan ske, at der med deres samlede påvirkning kan opnås et resultat, hvor det ikke lykkedes for den første. Da de ikke har nogen andel i problemet, vil de lettere kunne handle upartisk, og denne kendsgerning vil give deres ord større vægt over for den vildfarne. ret
(320) Hvis han da ikke vil høre på dem, men også først da, skal sagen forelægges de troendes samfund. Lad menighedens medlemmer som Kristi stedfortrædere bede sammen og kærligt bønfalde om, at den fejlende atter må kunne vindes tilbage. Under Helligåndens påvirkning vil Kristi tjenere indtrængende bede den vildfarne om at vende tilbage til Gud. Apostlen Paulus siger under Åndens påvirkning: „Idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ Den, som afviser denne fælles tilnærmelse, har brudt det bånd, der binder ham til Kristus og har således afskåret sig selv fra menighedsfællesskabet. Fra nu af, siger Jesus, „skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder“, men han skal ikke betragtes som udelukket fra Guds barmhjertighed. Han må ikke foragtes eller forsømmes af sine tidligere brødre, men behandles med mildhed og medfølelse som et af de fortabte får, Kristus stadig prøver at bringe tilbage til sin fold. ret
(320) Kristi belæring om, hvordan man skal behandle de vildfarne, gentager på en mere specifik måde den lære, der ved Moses blev givet israelitterne: „Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld.“ ret
(320) Det vil sige, at hvis man forsømmer den af Kristus påbudte pligt til at forsøge at retlede dem, der lever i vildfarelse og synd, bliver man meddelagtig i synden. Synder, som vi kunne have forhindret, er vi lige så ansvarlige over for, som hvis vi selv havde begået dem. ret
(261) Kristus havde trukket sig tilbage til et afsides sted sammen med sine disciple, men denne sjældne stund med fredfyldt stilhed blev snart afbrudt. Disciplene mente, at de havde fundet et sted, hvor de ikke ville blive forstyrret, men så snart folkeskaren savnede den guddommelige lærer, spurgte de: „Hvor er han?“ Nogle af dem havde lagt mærke til, i hvilken retning Kristus og hans disciple var gået. Mange gik til fods for at møde dem, mens andre fulgte efter dem i deres både over søen. Påsken nærmede sig, og skarer af pilgrimme, der var kommet fra fjern og nær på rejse til Jerusalem, samledes for at se Jesus. Flere og flere strømmede til, indtil der var samlet fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Før Kristus nåede bredden, ventede en stor menneskemængde på ham. Men han kom ubemærket i land og tilbragte en kort tid alene sammen med sine disciple. ret