(322) Kapitlet er bygget op over Joh 7,1-15.37-39.
Tre gange om året skulle jøderne samles i Jerusalem af religiøse årsager. Indhyllet i en skystøtte havde Israels usynlige fører givet dem anvisninger med hensyn til disse sammenkomster. Under jødernes fangenskab var det ikke muligt at overholde dem, men da folket var genetableret i deres eget land, begyndte man igen at overholde disse mindehøjtider. Det var Guds tanke, at disse årsfester skulle minde folket om Ham; men med ganske få undtagelser havde præsterne og folkets ledere tabt dette formål af syne. Han, som havde forordnet disse nationale forsamlinger og forstod deres betydning, var vidne til den forvanskning, der havde fundet sted. ret
(322) En fest for alle
Løvhyttefesten var årets afsluttende højtid. Det var Guds hensigt, at folket på dette tidspunkt skulle tænke på hans godhed og nåde. Hele landet havde været under hans ledelse og modtaget hans velsignelse. Dag og nat havde han våget over dem. Hjulpet af solen og regnen havde jorden frembragt sin afgrøde. Fra Palæstinas dale og sletter var høsten blevet hentet. Olivenfrugterne var blevet plukket og den værdifulde olie lagret i kander. Palmerne havde afgivet deres forråd. De purpurfarvede vindrueklaser var blevet trådt i persekarrene. ret
(322) Festen varede i syv dage, og såvel beboerne i Palæstina som jøder fra andre lande forlod deres hjem og drog til Jerusalem for at fejre den. De kom fra fjern og nær med et tegn på deres glæde i hånden. Gamle og unge, rige og fattige, alle medbragte en eller anden gave som et takoffer til Ham, der havde kronet året med sin godhed og ladet jorden bugne af frugtbarhed. Alt, hvad der kunne fryde øjet og give udtryk for den universelle glæde, blev bragt frem fra skovene. Byen kom til at ligne den skønneste skov. ret
(322) Festen var ikke kun en taksigelse for høsten, men et minde om Guds beskyttende omsorg for Israel i ørkenen. Til minde om deres liv i telte boede israelitterne under festen i hytter eller overdækninger af grønne grene. Disse blev rejst på gaderne, i tempelgårdene eller på husenes tage. Bakkerne og dalene omkring Jerusalem var også fyldt med disse løvklædte beboelser og syntes at være levende af mennesker. ret
(323) Med religiøse sange og taksigelser fejrede de troende denne begivenhed. Et lille stykke tid før festen blev forsoningsdagen fejret, hvor folket efter at have bekendt deres synder blev erklæret for at have fred med Himmelen. På denne måde var vejen banet for en glædesfest. „Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid,“ lød det triumferende, mens al slags musik, blandet med hosiannaråb, ledsagede den fælles sang. Templet var midtpunktet for glæden. Her foregik offerceremonierne med al deres pragt. Gudstjenestens sang blev ledet af levitternes kor, der stod opstillet på begge sider af den hvide marmortrappe op til den hellige bygning. Svingende med deres palme- og myrtegrene tog de mange tempelgæster melodien op som et ekko af korene, og melodien blev igen opfanget af stemmer fra nær og fjern, indtil de omliggende bjerge genlød af lovsang. ret
(323) Ved nattetid var templet og tempelgårdene kunstigt oplyst. Musikken, de viftende palmegrene, de glade hossiannaråb, den store tilstrømning af mennesker, over hvem lyset strålede fra de hængende lamper, præsternes dragter og den højtid, der var over ceremonierne, forenedes til en helhed, der gjorde et dybt indtryk på de tilstedeværende. Men det mest betagende ved festen og det, der skabte størst glæde, var en ceremoni til minde om en begivenhed under opholdet i ørkenen. ret
(323) Ved det første daggry blæste præsterne en lang, gennemtrængende tone på deres sølvtrompeter, og trompeterne, der svarede, og folkets glade råb fra deres hytter gav genlyd over bakker og dale og hilste festdagen velkommen. Derefter tog præsten en kande fyldt med vand fra Kedrons rindende vand, løftede den højt op, og under trompeternes klang steg han op ad templets brede trappe i takt til musikken med langsomme, afmålte skridt, mens han sang: „Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem.“ ret
(323) Han bar kanden hen til alteret, som indtog en central plads i præsternes gård. Her stod to sølvskåle, og ved hver af dem stod en præst. Kanden med vandet blev tømt i den ene skål, i den anden en kande vin, og indholdet af begge skåle flød ind i et rør, der havde forbindelse med Kedron, og førtes derfra ud i Det døde Hav. Denne symbolik med det indviede vand repræsenterede den kilde, der på Guds befaling vældede frem af klippen for at slukke Israels børns tørst. Derefter klang disse jublende toner: „Herren er min styrke og lovsang. … I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.“ ret
(323) Jesus venter med at komme
Da Josefs sønner gjorde forberedelser til at deltage i løvhyttefesten, lagde de mærke til, at Kristus ikke foretog sig noget, der tydede på, at han havde til hensigt at deltage. De så bekymret på ham. Siden helbredelsen ved Betesda dam havde han ikke deltaget i nogen af folkets sammenkomster. For at undgå unødig konflikt med de ledende mænd i Jerusalem havde han indskrænket sit arbejdsområde til Galilæa. Hans tilsyneladende ligegyldighed over for de store religiøse festdage, og det fjendskab, som præsterne og de skriftkloge udviste mod ham, forårsagede forvirring blandt folk omkring ham, ja selv blandt hans egne disciple og hans familie. I sin lære havde han lagt vægt på lydighed mod Guds lov, men alligevel syntes han selv at være ligeglad med den guddommeligt indstiftede tjeneste. Hans samkvem med tolderne og andre med dårligt omdømme, hans ligegyldighed over for rabbinernes forskrifter, og den dristighed, hvormed han tilsidesatte de traditionelle krav vedrørende Sabbatten, syntes alt sammen at bringe ham i modsætningsforhold til den gejstlige øvrighed og forårsagede mange spørgsmål. Hans brødre mente, at det var en fejl af ham at skabe fjendskab med landets store og lærde mænd. De følte, at disse mænd havde ret, og at Jesus begik en fejl ved at bringe sig i modsætningsforhold til dem. Men de havde været vidne til hans pletfrie liv, og skønt de ikke betragtede sig selv som hans disciple, så havde hans gerninger gjort dybt indtryk på dem. Det tilfredsstillede deres ærgerrighed, at han var så elsket i Galilæa. De håbede stadig på, at han ville give et bevis på sin magt, som kunne få farisæerne til at indse, at han var den, som han hævdede at være. Tænk, om han virkelig var Messias, Israels Konge! Med stolt tilfredshed hægede de om denne tanke. ret
(324) De var så ivrige efter det, at de tilskyndede Jesus til at drage til Jerusalem. „Tag herfra og gå til Judæa, for at dine disciple også kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der gør noget i hemmelighed, når han vil frem i offentlighed. Når du gør sådanne ting, så vis dig for verden.“ Disse ord gav udtryk for tvivl og vantro. De tillagde ham fejhed og svaghed. Hvis han vidste, at han var Messias, hvorfor holdt han sig så uvirksomt tilbage? Hvis han virkelig ejede en sådan magt, hvorfor så ikke dristigt drage til Jerusalem og hævde sine krav? Hvorfor ikke i Jerusalem gøre de samme vidunderlige gerninger, som der blev berettet om i Galilæa? Lad være med at skjule dig i afsides provinser, sagde de, og udelukkende udføre dine mægtige gerninger for uvidende bønder og fiskere. Træd frem i Hovedstaden, få støtte fra præsterne og rådsherrerne og få folket samlet til oprettelsen af det nye rige. ret
(324) Jesu brødre ræsonnerede ud fra det egoistiske motiv, der så ofte fines hos dem, som gerne vil føre sig frem. Denne ånd var den fremherskende i verden. De var krænkede, fordi Kristus i stedet for at søge verdslig magt havde erklæret, at han var livets brød. De var dybt skuffede, fordi så mange af hans disciple svigtede ham. De vendte sig selv bort fra ham for at undgå det ubehagelige ved at anerkende, hvad hans gerninger åbenbarede — at han var den, som Gud havde udsendt. ret
(324) „Da sagde Jesus til dem: ‘Min tid er endnu ikke kommet, men jeres tid er det altid. Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde. Drag I op til festen, jeg drager ikke op til denne fest, for min tid er endnu ikke inde.’“ Hans brødre havde talt til ham i en myndig tone og foreskrevet ham, hvilken fremgangsmåde han burde følge. Han vendte irettesættelsen mod dem selv ved ikke at ligestille dem med sine selvfornægtende disciple, men med verden. „Jer kan verden ikke hade“, sagde han, „men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.“ Verden hader ikke dem, der i ånden er som den; dem elsker den som sine egne. ret
(325) For Kristus var verden ikke et sted til velvære og selvforherligelse. Han var ikke ude efter dens magt og dens ære. For ham frembød den intet af værdi. Den var det sted, hvortil hans Far havde sendt ham. Han var blevet givet for verdens liv, for at gennemføre den store frelsesplan. Han var i færd med at udføre sit arbejde for den faldne slægt. Men han skulle ikke være overmodig, ikke udsætte sig for fare, ikke fremskynde kriser. Hver begivenhed i hans gerning havde sin fastsatte time. Han skulle vente tålmodigt. Han vidste, at han skulle møde verdens had. Han vidste, at hans arbejde ville resultere i hans død; men at udsætte sig for det før tiden, ville ikke være hans Faders vilje. ret
(325) Fra Jerusalem havde rygtet om Kristi mirakler spredt sig overalt, hvor der boede jøder; og skønt han i mange måneder ikke havde været til stede ved højtiderne, var interessen for ham ikke mindsket. Fra alle verdens egne var mange kommet op til løvhyttefesten i håb om at få ham at se. Ved festens begyndelse var der mange, som spurgte efter ham. Farisæerne og rådsherrerne holdt udkik efter ham i håb om at finde en anledning til at få ham dømt. De spurgte ivrigt: „Hvor er han?“ men ingen vidste det. Tanken om Ham var den første i alles sind. Af frygt for præsterne og rådsherrerne vovede ingen at anerkende ham som Messias, men alle vegne blev han drøftet lavmælt og alvorligt. Mange forsvarede ham som Guds sendebud, mens andre beskyldte ham for at vildlede folket. ret
(325) Han tager del i løvhyttefesten
I mellemtiden var Jesus i al stilhed ankommet til Jerusalem. Han havde valgt en ubefærdet rute for at undgå de rejsende, der fra alle egne begav sig til hovedstaden. Hvis han havde sluttet sig til en af de karavaner, der var på vej til festen, ville det have vakt almindelig opmærksomhed, når han ankom til byen, og en folkelig demonstration til fordel for ham ville have ophidset øvrigheden imod ham. Det var for at undgå dette, han valgte at foretage rejsen alene. ret
(325) Midt under højtiden, da ophidselsen på grund af ham var på sit højeste, gik han ind i tempelgården og stod ansigt til ansigt med de store skarer. Fordi han havde været fraværende under festen, var det blevet antydet, at han ikke turde udsætte sig for at falde i hænderne på præsterne og rådsherrerne. Alle var forbavsede over hans tilstedeværelse. Al tale forstummede. Alle undrede sig over hans værdige og modige optræden midt blandt de magtfulde fjender, der stræbte ham efter livet. ret
(326) Mens Jesus således stod som midtpunkt for den store skares opmærksomhed, talte han til dem, som intet menneske nogensinde havde gjort. Hans ord viste et kendskab til Israels love og indstiftelser, til offertjenesten og profeternes lære, som langt overgik de skriftkloges og præsternes. Han nedbrød formalismens og traditionens skranker. Begivenheder i fremtiden syntes at ligge udbredt foran ham. Som én, der kunne se det skjulte, talte han om det jordiske og det himmelske, det menneskelige og det guddommelige med sikker autoritet. Hans ord var særdeles klare og overbevisende, og ligesom i Kapernaum var folket igen forbavset over hans lære, „for der var myndighed bag hans ord“ . Ved hjælp af en række forskellige eksempler advarede han sine tilhørere om den katastrofe, der ville blive følgen for alle, der forkastede de velsignelser, han var kommet for at bringe dem. Han havde givet dem ethvert muligt bevis på, at han var udgået fra Gud, og havde på enhver måde bestræbt sig på at få dem til at omvende sig. Han ville ikke afvises og myrdes af sit eget folk, hvis han kunne frelse dem fra at begå en sådan ugerning. ret
(326) Alle undrede sig over hans kendskab til loven og profetierne, og fra den ene til den anden lød spørgsmålet: „Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?“ Ingen blev anset for kvalificeret til at være religiøs lærer, medmindre han havde studeret ved rabbinernes skoler, og både Jesus og Johannes Døber var blevet omtalt som uvidende, fordi de ikke havde gennemgået denne oplæring. De, som hørte dem, var forbløffede over deres skriftkundskab, da de ikke var blevet „oplært“. Af mennesker havde de i sandhed ikke lært; men Himmelens Gud var deres lærer, og fra Ham havde de modtaget den højeste form for visdom. ret
(326) Mens Jesus talte i templet, var folket som tryllebundet. De samme mænd, som hørte til hans mest lidenskabelige modstandere, følte sig ude af stand til at gøre ham fortræd. Lige i øjeblikket var alt andet glemt. ret
(326) Jesus tilbyder levende vand
Dag efter dag belærte han folket, indtil „festens sidste og største dag.“ Om morgenen denne dag var folket blevet træt af de mange festligheder. Pludselig hævede Jesus sin stemme og råbte, så det gav genlyd i tempelgårdene: ret
(326) „Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ‘Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’“ Folkets tilstand gjorde denne henvendelse meget virkningsfuld. De havde været optaget af et fortsat skue af pragt og festivitas, deres øjne havde været blændet af lys og farver, og deres ører var blevet frydet med den rigeste musik; men i hele denne række af ceremonier havde der ikke været noget, der kunne stille sjælens længsel, intet, der kunne slukke sjælens tørst efter det, som ikke forgår. Jesus indbød dem til at komme og drikke af livets kilde, af den, som i dem ville blive en kilde, der sprang til evigt liv. ret
(326) Præsten havde samme morgen udført den ceremoni, der skulle minde om, hvordan der i ørkenen var blevet slået på klippen. Denne klippe var et symbol på Ham, som ved sin død ville få frelsens levende vand til at strømme ud til alle dem, der tørstede. Kristi ord var livets vand. Her, i overværelse af de forsamlede skarer, udleverede han sig selv til at blive slået, for at livets vand kunne komme til at strømme ud til verden. Satan mente, at han ved at slå Kristus kunne tilintetgøre livets Konge, men fra klippen, der blev slået, strømmede der levende vand. Da Jesus talte således til folket, dirrede deres hjerter af en forunderlig ærefrygt, og mange var rede til som kvinden fra Samaria at udbryde: „Giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste.“ ret
(327) Jesus kendte sjælens længsel. Pragt, rigdom og ære kan ikke tilfredsstille hjertet. „Den, der tørster, skal komme til mig.“ De rige og de fattige, de høje og de lave, alle er lige velkomne. Han lover at lette byrden fra det tyngede sind, at trøste de sørgende og give håb til de modløse. Mange af dem, der hørte Jesus, sørgede over skuffede forhåbninger. Mange nærede en hemmelig sorg. Mange søgte at tilfredsstille deres rastløse længsler med denne verdens goder eller menneskers bifald; men når alt var opnået, opdagede de, at de trods al deres møje kun var nået til en utæt brønd, som ikke kunne hjælpe dem med at slukke deres tørst. Midt i glansen fra de muntre scener stod de, utilfredsstillede og bedrøvede. Det pludselige råb: „Den, der tørster,“ vækkede dem af deres sørgmodige grublerier, og da de lyttede til ordene, der fulgte, tændtes et nyt håb i deres sind. Helligånden præsenterede symbolet foran dem, indtil de deri så tilbudet om frelsens uvurderlige gave. ret
(327) Kristi råb til den tørstende sjæl lyder stadig i verden, og det taler til os med endnu større kraft end til dem, der hørte det i templet på løvhyttefestens sidste dag. Dette kildespring er åbent for alle. De som er trætte og udmattede, får tilbudt det evige livs forfriskende vand. Jesus råber stadig: „Den, der tørster, skal komme til mig og drikke.“ „Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.“ ret