(26) Kapitlet er bygget op over Luk 2,21-38.
Omkring fyrre dage efter Jesu fødsel, tog Josef og Maria ham til Jerusalem for at fremstille ham for Herren og for at bringe deres offergave. Dette var i overensstemmelse med jødernes lov, og som menneskets stedfortræder måtte Kristus rette sig efter loven i enhver henseende. Han havde allerede gennemgået omskærelsesceremonien som et løfte om sin lydighed over for loven. ret
(26) Som offergave for moderen krævede loven et årgammelt lam som brændoffer og en ung due eller en turteldue som syndoffer. Men loven tillod, at, hvis forældrene var for fattige til at bringe et lam, så kunne et par turtelduer eller to unge duer, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer, også accepteres. ret
(26) De offergaver, man bragte Herren, skulle være uden fejl eller lyde. Disse ofre var symboler på Kristus, og dette viser med tydelighed, at Jesus selv var uden legemlige fejl. Han var „et lam uden plet og lyde“ . Hans legemsbygning var ikke skæmmet af nogen fejl, han var legemligt stærk og sund, og hele sit liv levede han i overensstemmelse med naturens love. Fysisk såvel som åndeligt var han et forbillede på, hvad Gud havde bestemt mennesket til at være gennem lydighed mod hans lov. ret
(26) En ceremoni med dybe rødder
Indvielsen af den førstefødte havde sin oprindelse fra de tidligste tider. Gud havde lovet at ville give Himmelens førstefødte til frelse for syndere. Denne gave skulle i ethvert hjem anerkendes gennem en helligelse af den førstefødte søn. Han skulle indvies til præsteskab som repræsentant for Kristus blandt mennesker. ret
(26) Da Israel blev udfriet fra Ægypten, blev der atter påbudt en indvielse af den førstefødte. Mens Israels børn var i trældom i Ægypten, befalede Herren Moses at gå til Farao, Ægyptens konge, og sige: „Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.“ ret
(27) Moses overbragte sit budskab; men den stolte konges svar lød således: „Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde, så jeg lod israelitterne gå? Jeg tender ikke Herren, og jeg vil ikke lade israelitterne gå!“ Herren virkede for sit folk gennem tegn og undere og sendte frygtelige domme over Farao. Til sidst fik dødsengelen befaling til at dræbe de førstefødte blandt mennesker og dyr hos ægypterne. For at israelitterne kunne blive skånet fik de befaling om at stryge blodet af et slagtet lam på deres dørstolper. Ethvert hus skulle mærkes, for at engelen, når han kom for at dræbe, måtte gå forbi israelitternes huse. ret
(27) Efter at have afsagt denne dom over Ægypten, sagde Herren til Moses: „Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.“ „Dengang jeg dræbte alle førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alle førstefødte i Israel, både mennesker og dyr; mig tilhører de.“ Efter at tabernakeltjenesten var indstiftet, valgte Herren Levis stamme i stedet for de førstefødte i hele Israel til at gøre tjeneste i helligdommen. Men de førstefødte skulle stadig betragtes som Herrens ejendom og måtte tilbagekøbes for en løsesum. ret
(27) Således var loven om fremstillingen af den førstefødte særligt betydningsfuld. Samtidig med, at den var en erindring om Herrens vidunderlige udfrielse af Israels børn, var den et symbol på en større udfrielse, der skulle udvirkes ved Guds enbårne Søn. Ligesom blodet strøget på dørstolperne havde frelst de førstefødte i Israel, har Kristi blod kraft til at frelse verden. ret
(27) En skjult herlighed
Hvilken betydning knyttede der sig ikke til fremstillingen af Jesus! Men præsten kunne ikke se gennem sløret. Han kunne ikke tyde det mysterium, der lå bag. Fremstillingen af børn var en daglig begivenhed. Dag efter dag tog præsten imod løsepenge, når børnene blev fremstillet for Herren. Dag efter dag gentog han rutinemæssigt sit arbejde og ænsede kun lidt forældrene eller børnene, medmindre han så noget, der tydede på høj rang eller rigdom hos forældrene. Josef og Maria var fattige, og da de kom med deres barn, så præsterne blot en mand og en kvinde, der var klædt som galilæere og i den mest beskedne påklædning. Der var intet i deres fremtræden, der kunne tiltrække sig opmærksomhed, og deres offergave var kun den, som de fattige plejede at bringe. ret
(27) Præsten gennemførte ceremonien på den foreskrevne måde. Han tog barnet i sine arme og holdt det op foran alteret. Da han havde rakt det tilbage til dets moder, indskrev han navnet „Jesus“ på listen over de førstefødte. Lidet anede han, mens barnet lå i hans arme, at det var Himmelens Majestæt, kongernes Konge. Præsten tænkte ikke på, at dette barn var den, om hvem Moses havde skrevet: „Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer.“ ret
(28) Han tænkte ikke på, at dette barn var ham, hvis herlighed Moses havde bedt om at se. Men én der var større end Moses, lå i præstens arme, og da han indskrev barnets navn, indskrev han navnet på ham, som var grundlaget for hele det jødiske system. Dette navn skulle blive dets dødsdom; thi ofringernes og offergavernes system var ved at forældes. Forbilledet havde næsten nået sit modbillede, skyggen sin virkelighed. Shekinah (det synlige tegn på Guds nærværelse) var veget bort fra helligdommen, men i barnet fra Betlehem gemtes den herlighed, som engle bøjer sig for i respekt. Dette ubevidste barn var den forjættede sæd, som det første alter ved Paradisets port, viste hen til. Det var Silo, fredsfyrsten. Det var ham, der åbenbarede sig for Moses som JEG ER. Det var ham, som i skystøtten og ildstøtten var Israels fører. Det var ham, som seerne gennem lange tider havde forudsagt. Han var alle folkeslagenes håb, Davids rod og kvist og den strålende morgenstjerne. Navnet på dette lille hjælpeløse barn, der blev indskrevet i Israels folkeregister, som erklærede ham for at være vor broder, var den faldne menneskeslægts håb. Det barn, for hvem der var betalt løsesum, var den, der skulle komme til at betale løsesummen for hele verdens synd. Han var en sand „stor præst over Guds hus.“ Hovedet for „et uforgængeligt præstedømme,“ talsmanden ved „den Højestes højre hånd i det høje“ . ret
(28) Herrens Salvede
Det åndelige skal bedømmes åndeligt. I templet blev Guds Søn indviet til den gerning, han var kommet for at udføre. Præsten betragtede ham, som han ville have betragtet ethvert andet barn. Men skønt han hverken så eller følte noget usædvanligt, blev Guds handling ved at give sin Søn dog anerkendt. Begivenheden fandt nemlig ikke sted, uden at nogen genkendte Kristus. „I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; denne mand var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.“ ret
(28) Idet Simeon kommer ind i templet, ser han en familie, der fremstiller deres førstefødte søn for præsten. Deres fremtræden vidner om fattigdom; men Simeon forstår Åndens varsler, og han er dybt påvirket af, at dette lille barn, der bliver fremstillet for Herren, er Israels trøst, den, han har længtes efter at se. På den forbløffede præst virker Simeon som et menneske i ekstase. Barnet er blevet givet tilbage til Maria, og Simeon tager det i sine arme og fremstiller det for Gud, mens en glæde, som han aldrig før har følt, fylder hans hjerte. Idet han løfter den spæde Frelser op mod himmelen, siger han: „Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.“ ret
(28) Profetiens ånd var over denne Guds mand, og mens Josef og Maria stod ved siden af og undrede sig over hans ord, velsignede han dem og sagde til Maria: „Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges — ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge — for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.“ ret
(29) Også Anna, der var en profetinde, kom derind og bekræftede Simeons vidnesbyrd om Kristus. Da Simeon talte, lyste hendes ansigt af Guds herlighed, og hun udøste sit hjertes taknemlighed, fordi hun havde fået lov til at se Herren Kristus. ret
(29) Disse ydmyge tjenere for Gud havde ikke studeret profetierne forgæves. Men de, der beklædte embeder som rådsherrer og præster i Israel vandrede ikke ad Herrens veje — skønt også de havde adgang til profetiernes dyrebare forudsigelser — og deres øjne var ikke så åbne, at de kunne se livets lys. ret
(29) Sådan går det stadig. Begivenheder, som samler hele Himmelens opmærksomhed om sig, forbliver ubemærkede; åndelige vejledere og kirkegængere i Guds hus bemærker ikke, hvad der sker. Mennesker anerkender den historiske Kristus, men de vender sig bort fra den levende Kristus. Kristus — der ved sit ord kalder til selvopofrelse for de fattige og lidende, der trygler om lettelse for fattigdom, hårdt slid og skyldfølelse — bliver i dag ikke modtaget med større beredvillighed, end han blev det for to tusind år siden. ret
(29) Maria undrede sig
Maria grundede over Simeons store og vidtrækkende profeti. Mens hun betragtede barnet i sine arme og mindedes de ord, der var blevet sagt af hyrderne fra Betlehem, blev hun opfyldt af taknemmelig glæde og lyse forhåbninger. Simeons ord erindrede hende om Esajas’ profetiske ord: „Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd … retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter.“ ret
(29) „Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. … For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.“ ret
(29) Alligevel forstod Maria ikke Kristi mission. Simeon havde profeteret om ham både som et lys, der skulle skinne for hedningerne og som en herlighed for Israel. På samme måde havde englene forkyndt Frelserens fødsel som et glædesbudskab til alle mennesker. Gud søgte at rette på den snæversynede, jødiske opfattelse af Messias’ gerning. Gud ville, at mennesker ikke blot skulle betragte ham som Israels befrier, men som verdens Frelser. Men der skulle gå mange år, før selv Jesu mor kunne forstå hans opgave. ret
(29) Maria glædede sig til Messias’ herredømme på Davids trone, men hun så ikke den lidelsens dåb, gennem hvilken den måtte vindes. Ved Simeon blev det åbenbaret, at Messias ikke ville komme igennem verden uden at møde hindringer. Med disse ord til Maria: „Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge!“ giver Gud i sin milde kærlighed Jesu moder en antydning af den smerte, som hun allerede var begyndt at føle for hans skyld. ret
(30) „Se,“ havde Simeon sagt, „dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som skal modsiges.“ De, som skal oprejses, må først falde. Vi skal falde på klippen og knuses, før vi kan oprejses ved Kristus. Hvis vi ønsker at få del i herligheden i det åndelige kongerige, skal vort eget jeg afsættes fra tronen og hovmodet skal ydmyges. Jøderne ville ikke acceptere æren opnået ved ydmygelse. Derfor ville de ikke tage imod deres Frelser. Han var et tegn, som skulle modsiges. ret
(30) „For at mange hjerters tanker kan komme for en dag.“ I lyset af Frelserens liv vil alle hjerters tanker, lige fra Skaberens til mørkets fyrstes tanker, blive åbenbaret. Satan har fremstillet Gud som egoistisk og undertrykkende. Som en, der kræver alt, men intet giver, gør fordring på sine skabningers tjeneste til sin egen forherligelse, men ikke ofrer noget til gavn for dem. Men ved at give os Kristus åbenbarede Faderen sit hjerte. Dette er et vidnesbyrd om, at Guds planer med os er „planer om lykke, ikke om ulykke“ . Det forkynder, at selv om Guds had til synden er stærk som døden, så er hans kærlighed til synderen stærkere end døden. Da han har påtaget sig at frelse os, vil han intet spare, hvor dyrebart det end er ham, til fuldførelsen af sit værk. Ingen sandhed, der har væsentlig betydning for vor frelse, tilbageholdes for os, intet barmhjertighedsunder bliver forsømt, ingen guddommelig kraft får lov at være ubenyttet. Gunstbevisninger hobes oven på gunstbevisninger og gaver oven på gaver. Alle himmelske virkemidler sættes ind for dem, som han søger at frelse. Når han har samlet alle universets skatte og åbnet for Almagtens hjælpekilder, lægger han dem i Kristi hænder og siger: Alt dette er til menneskene. Alt sammen for at overbevise menneskene om, at der ikke findes en kærlighed, der er større end hans, hverken i Himmelen eller på jorden. Mennesket vil finde sin største lykke ved at elske ham. ret
(30) Ved Golgatas kors stod kærligheden og egenkærligheden ansigt til ansigt. Her åbenbarede de sig helt og fuldt. Kristus havde levet for at trøste og velsigne, og ved at dræbe ham afslørede Satan, hvor ondartet hans had mod Gud var. Han gjorde det klart, at det virkelige formål med hans oprør var at styrte Gud fra tronen og tilintetgøre ham, gennem hvem Guds kærlighed var blevet åbenbaret. ret
(30) Gennem Kristi liv og død blev også menneskers tanker bragt for dagens lys. Fra krybben til korset var Jesu liv et kald til selvfornægtelse og til fællesskab i lidelsen. Det afslørede menneskers hensigter. Jesus kom med den himmelske sandhed, og alle, der lyttede til Helligåndens røst, følte sig draget til ham. De, som dyrkede deres eget jeg, tilhørte Satans rige. Ved deres holdning til Kristus ville alle komme til at vise, hvilken side de tilhørte. Således afsiger enhver dommen over sig selv. ret
(31) Når den sidste dom finder sted, vil ethvert fortabt menneske kunne forstå, af hvilken art hans egen forkastelse af sandheden er. Korset vil blive fremstillet, og dets virkelige betydning vil blive forstået af ethvert sind, som har været forblindet af overtrædelser. Over for synet af Golgata med dets ufattelige offer vil syndere komme til at stå fordømte. Enhver løgnagtig undskyldning vil blive fejet bort. Menneskets frafald vil vise sig i sin hæsligste skikkelse. Mennesker vil komme til at se, hvad det er, de har valgt. Ethvert spørgsmål om sandhed og vildfarelse under den langvarige strid vil så være opklaret. På verdensdommens dag vil Gud stå renset for enhver skyld for det ondes eksistens. Det vil blive bevist, at de guddommelige love ikke er medvirkende til synden. Der vil intet fejlagtigt findes i Guds herredømme og heller ingen årsag til utilfredshed. Når alle hjerters tanker skal åbenbares, vil både de trofaste og de oprørske mennesker forene sig i at erklære: „Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? … For dine retfærdige domme er blevet åbenbare.“ ret