(328) Kapitlet er bygget op over Joh 7,16-36.40-53; 8,1-11.
Mens Jesus var i Jerusalem under højtiden, blev han hele tiden skygget af spioner. Dag efter dag forsøgte man noget nyt for at få ham til at tie. Præsterne og rådsherrerne var på vagt for at lokke ham i en fælde. De lagde planer om at standse ham med vold. Men dette var ikke alt. De ville ydmyge denne galilæiske lærer i folkets påsyn. ret
(328) Den første dag af hans tilstedeværelse ved festen var nogle af de ældste kommet til ham og havde forlangt at få at vide, med hvilken autoritet han underviste. De ønskede at bortlede opmærksomheden fra ham til spørgsmålet om hans ret til at belære andre, og dermed til deres egen betydning og autoritet. ret
(328) Ordduel med de skriftkloge
„Min lære er ikke min egen,“ sagde Jesus, „men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.“ Jesus imødegik disse smålige kritikeres spørgsmål; ikke ved at svare på deres spidsfindigheder, men ved at forkynde den sandhed, som er livsvigtig for sjælens frelse. Opfattelsen og påskønnelsen af sandheden afhænger mindre af forstanden end af hjertet, sagde han. Sandheden skal erkendes inderst inde: den kræver anerkendelse fra viljen. Hvis sandheden alene skulle opfattes fornuftsmæssigt, ville hovmod ikke være nogen hindring for at kunne modtage den. Men den skal modtages ved nådens påvirkning af hjertet, og modtagelsen af den er afhængig af, at man giver afkald på enhver synd, som Guds Ånd afslører. Menneskers fordele ved at opnå viden om sandheden vil — uanset hvor store de end måtte være — ikke gavne noget, hvis de ikke er åbne for at modtage sandheden og viljen til samvittighedsfuldt at opgive alt, hvad der står i modsætning til dens principper, ikke er til stede. For dem, der således overgiver sig til Gud med et ærligt ønske om at kende og gøre hans vilje, åbenbares sandheden som Guds kraft til deres frelse. De vil være i stand til at skelne mellem den, der taler på Guds vegne, og den, der kun taler for sig selv. Farisæernes vilje var ikke på samme side som Guds vilje. De søgte ikke efter sandheden, men efter en undskyldning for at omgå den. Kristus viste dem, at dette var grunden til, at de ikke forstod hans lære. ret
(329) Han gav nu en prøve, gennem hvilken den sande lærer kunne skelnes fra den falske. „Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham.“ Den, der søger sin egen ære, taler kun ud fra sig selv. Egoismens ånd afslører selv sin oprindelse. Men Kristus søgte Guds ære. Han talte Guds ord. Dette var beviset på hans autoritet som sandhedens lærer. ret
(329) Jesus gav de skriftkloge et bevis på sin guddommelighed ved at vise, at han læste deres tanker. Lige siden helbredelsen ved Betesda havde de lagt planer om hans død. Således overtrådte de selv den lov, som de hævdede at forsvare. ret
(329) „Har Moses ikke givet jer loven?“ sagde han, „og dog er der ingen af jer, der holder loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?“ ret
(329) Lynhurtigt afslørede disse ord for de skriftkloge, hvilken ødelæggende afgrund de var ved at styrte sig i. Et øjeblik fyldtes de med rædsel. De indså, at de var i konflikt med Almagten. Men de ville ikke lade sig advare. For at opretholde deres indflydelse over folket måtte deres morderiske planer skjules. De veg uden om Jesu spørgsmål og udbrød: „Du må være besat af en dæmon, hvem vil slå dig ihjel?“ De antydede, at Jesu mirakuløse gerninger var sket ved hjælp af en ond ånd. ret
(329) Jesus tog ikke hensyn til denne beskyldning. Han fortsatte med at vise, at hans arbejde med helbredelsen ved Betesda var i overensstemmelse med sabbatsloven, og at det var retfærdiggjort ved den fortolkning, som jøderne selv gav loven. Han sagde: „Moses har givet jer omskærelsen; … og I omskærer mennesker selv på en sabbat.“ Ifølge loven skulle ethvert drengebarn omskæres på den ottende dag. Skulle dette tidspunkt falde på en sabbat, måtte den rituelle handling alligevel udføres. Hvor langt mere ville det da ikke stemme overens med lovens ånd at gøre „et helt menneske rask på en sabbat?“ Og han advarede dem og sagde: „Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!“ ret
(329) Rådsherrerne måtte tie, og mange udbrød: „Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus?“ ret
(329) Had og intriger
Mange blandt Kristi tilhørere, som boede i Jerusalem, og som ikke var uvidende om rådsherrernes planer imod ham, følte sig draget imod ham af en uimodståelig kraft. Overbevisningen om, at han var Guds Søn, trængte sig ind på dem. Men Satan stod parat til at så tvivl, og hertil var vejen banet gennem deres egne fejlagtige begreber om Messias og hans komme. I almindelighed troede man, at Kristus skulle fødes i Betlehem, men at han efter en tids forløb atter ville forsvinde, og ved hans andet komme ville ingen vide, hvorfra han kom. Der var ikke så få, der mente, at Messias ikke ville have noget naturligt slægtskabsforhold til mennesker. Og da den populære opfattelse af Messias’ herlighed ikke blev imødekommet af Jesus fra Nazaret, var der mange, som hældede til følgende: „Vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.“ ret
(330) Mens de således vaklede mellem tvivl og tro, fulgte Jesus op på deres tanker og svarede dem: „Ja, I ved, hvem jeg er, og I ved, hvor jeg er fra. Og dog er jeg ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru, og ham kender I ikke.“ De påberåbte sig en viden om, hvordan Kristi oprindelse skulle være, men de var fuldstændigt uvidende om den. Hvis de havde levet i overensstemmelse med Guds vilje, så ville de have kendt hans Søn, når han blev åbenbaret for dem. ret
(330) Tilhørerne kunne ikke undgå at forstå Kristi ord. Det var tydeligt, at de var en gentagelse af, hvad han havde hævdet over for Sanhedrin for mange måneder siden, da han erklærede, at han var Guds Søn. Ligesom rådsherrerne dengang forsøgte at udvirke hans død, sådan søgte de også nu at gribe ham; men de blev forhindret af en usynlig magt, som tøjlede deres raseri og sagde: Hertil og ikke længere! ret
(330) Blandt folket var der mange, der troede på ham, og de sagde: „Når Kristus kommer, vil han så gøre flere tegn, end denne mand har gjort?“ De ledende blandt farisæerne, som spændt fulgte begivenhedernes gang, opfangede disse sympatitilkendegivelser blandt mængden. De skyndte sig hen til ypperstepræsterne, mens de planlagde at arrestere ham. Imidlertid aftalte de at gribe ham, når han var alene, for de turde ikke gøre det i folkets nærværelse. Atter gav Jesus dem beviser på, at han kunne læse deres tanker. „En kort tid endnu er jeg hos jer,“ sagde han, „så går jeg til ham, som har sendt mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og hvor jeg er, kan I ikke komme.“ Snart skulle han finde et tilflugtssted uden for rækkevidden af deres hån og had. Han ville stige op til sin Far og atter blive Den Englene Tilbeder; og derhen kunne hans mordere aldrig komme. ret
(330) De skriftkloge sagde spottende: „Hvor mon han vil tage hen, siden vi ikke kan finde ham? Han vil vel ikke tage til dem, der lever spredt blandt grækerne, og undervise grækerne?“ Disse smålige kritikere drømte ikke om, at de med deres hånende ord tegnede et billede af det, som var Kristi opgave! Hele dagen igennem havde han rakt hænderne frem mod et ulydigt og genstridigt folk; dog skulle han findes af dem, som ikke søgte ham; blandt et folk, som ikke påkaldte hans navn, ville han give sig til kende (se Rom 10,20.21). ret
(330) Mange, der var overbevist om, at Jesus var Guds Søn, blev vildledt af præsternes og de skriftkloges falske argumenter. Disse lærere havde med stor virkning gentaget profetierne om, at Messias „er konge på Zions bjerg og i Jerusalem, og de ældste skal se hans herlighed;“ og at „han skal herske fra hav til hav og fra floden til jordens ender.“ Så foretog de ringeagtende sammenligninger mellem den herlighed, der her var skildret, og Jesu ydmyge fremtoning. Selve profetiens ord blev så fordrejet, at de retfærdiggjorde vildfarelsen. ret
(331) Hvis folket selv oprigtigt havde studeret skrifterne, ville de ikke være blevet vildledt. Kapitel 61 hos Esajas vidner om, at Kristus netop skulle gøre den gerning, han gjorde. Kapitel 53 forkynder hans forkastelse og lidelser i denne verden, og kapitel 59 beskriver præsternes og de skriftkloges karakter. ret
(331) Gud tvinger ikke mennesker til at opgive deres vantro. Foran sig har de lys og mørke, sandhed og vildfarelse. Det er op til dem at afgøre, hvad de vil tage imod. Mennesket har fået evne til at skelne mellem ret og uret. Gud tilstræber, at mennesker ikke skal beslutte sig impulsivt, men ud fra vægtige beviser ved omhyggeligt at sammenligne skrift med skrift. Hvis jøderne havde set bort fra deres fordomme og sammenlignet de skrevne profetier med de kendsgerninger, der kendetegnede Jesu liv, ville de have opdaget en smuk harmoni mellem profetierne og deres opfyldelse i den ydmyge galilæers liv og gerning. ret
(331) Mange vildledes i dag på samme måde, som jøderne blev det. Teologiske undervisere læser Bibelen i lyset af deres egen opfattelse og traditioner, og folk læser ikke selv i Skrifterne, eller tager selv stilling til, hvad der er sandhed, men opgiver at bruge dømmekraften og overgiver deres sjæle til deres ledere. Prædiken og undervisning i Hans ord er et af de midler, Gud har anvist til at sprede lys; men vi skal sikre os, at enhver lære er i overensstemmelse med Skriften. Den, der vil læse Bibelen og under bøn ytrer ønske om at kende sandheden for at kunne adlyde den, vil modtage guddommelig oplysning. Han vil komme til at forstå Skrifterne. „Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud.“ ret
(331) „Aldrig har noget menneske talt sådan“
På højtidens sidste dag vendte de folk, som præsterne og rådsherrerne havde sendt ud for at gribe Jesus, tilbage uden ham. Man spurgte dem vredt: „Hvorfor har I ham ikke med?“ Med et højtideligt ansigtsudtryk svarede de: „Aldrig har noget menneske talt sådan.“ ret
(331) Hårdhjertede som de var, lod de sig alligevel bevæge ved hans ord. Mens han talte i tempelgården, havde de stået i nærheden for at opsnappe noget, som kunne bruges imod ham. Men mens de lyttede, havde de glemt, hvorfor de var blevet udsendt. De stod som tryllebundne. Kristus åbenbarede sig for deres sjæle. De så det, som præsterne og rådsherrerne ikke ville se: Menneskelighed badet i guddommelig herlighed. Da de vendte tilbage, var de så opfyldt af hans tanker, så præget af hans ord, at de til spørgsmålet: „Hvorfor har I ham ikke med?“ kun kunne svare: „Aldrig har noget menneske talt sådan.“ ret
(331) Da rådsherrerne og præsterne første gang havde mødt Jesus, havde de følt den samme overbevisning. De var dybt bevægede, og denne tanke trængte sig ind på dem: „Aldrig har noget menneske talt sådan.“ Men de havde kvalt Helligåndens overbevisende kraft. Nu råbte de, oprørte over, at selv lovens håndhævere blev påvirket af den forhadte galilæer: „Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet.“ ret
(332) De, til hvem sandhedens budskab bringes, spørger sjældent: „Er det sandt?“ men: „Hvem er det der siger det?“ Mange mennesker bedømmer det efter, hvor mange der tager imod det; og dette spørgsmål lyder stadig: „Har mon nogen af de lærde eller de teologiske ledere troet på det?“ Mennesker er ikke mere velvilligt indstillet over for ægte gudfrygtighed nu, end de var på Kristi tid. De er akkurat lige så begærlige i deres søgen efter materielle goder på bekostning af de evige rigdomme; og det er ikke noget argument mod sandheden, at så mange ikke vil acceptere den, eller at denne verdens store, eller selv de religiøse ledere ikke vil tage imod den. ret
(332) Nikodemus forsvarer Jesus
Præsterne og rådsherrerne gik nu videre med at lægge planer om at arrestere Jesus. De påstod, at hvis han var fri ret meget længere, så ville han lede folket bort fra deres retmæssige ledere, og at det mest sikre var at få ham bragt til tavshed omgående. Midt i deres diskussion blev de pludselig afbrudt. Nikodemus spurgte: „Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?“ Der blev tavshed i forsamlingen. Nikodemus’ ord ramte dem i deres samvittighed. De kunne ikke dømme en mand, uden at han var forhørt. Men det var ikke blot af denne grund, at de hovmodige rådsherrer blev tavse, mens de stirrede på ham, der havde vovet at tale retfærdighedens sag. De var både rystede og bedrøvede over, at en af deres egne i den grad havde ladet sig betage af Jesu personlighed, at han ville sige et ord til hans forsvar. Da de var kommet sig af deres forbavselse, henvendte de sig til Nikodemus med bidende ironi: „Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa.“ ret
(332) Alligevel resulterede protesten i udsættelse af rådets drøftelse. Rådsherrerne var ikke i stand til at realisere deres hensigt og dømme Jesus uden noget forhør. Overvundne, som de i øjeblikket var, „gik de hver til sit. Men Jesus gik ud til Oliebjerget.“ ret
(332) Jesus og den foragtede kvinde
Fra byens uro og forvirring, fra de fordringsfulde skarer og de forræderiske skriftkloge begav Jesus sig til stilheden i olivenlundene, hvor han kunne være alene med Gud. Men tidligt om morgenen vendte han tilbage til templet, og da folket flokkedes om ham, satte han sig ned og underviste dem. ret
(332) Snart efter blev han afbrudt. En flok farisæere og skriftkloge kom hen til ham, og med sig slæbte de en rædselsslagen kvinde, som de med skarpe, hidsige stemmer beskyldte for at have overtrådt det syvende bud. Efter at have skubbet hende hen i nærheden af Jesus, sagde de til ham med hyklerisk ærbødighed: „I loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?“ ret
(333) Deres foregivne ærbødighed dækkede over en udspekuleret plan til hans ødelæggelse. De havde grebet denne lejlighed til at få ham fordømt, fordi de mente, at uanset hvilken afgørelse han traf, ville de finde anledning til at anklage ham. Hvis han frikendte kvinden, kunne han anklages for at ringeagte Moses’ lov. Hvis han erklærede hende for skyldig til døden, kunne romerne anklage ham for at tiltage sig en myndighed, der alene tilkom dem. ret
(333) Et øjeblik så Jesus på, hvad der foregik. Det skælvende og dybt skamfulde offer, de strenge øvrighedspersoner, blottet for enhver menneskelig medfølelse. Med sin fuldkommen rene ånd veg han tilbage for dette syn. Han vidste udmærket, hvorfor denne sag var blevet forelagt ham. Han læste tankere og kendte karakter og livsforløb hos alle, der stod hos ham. Disse selvbestaltede vogtere af retfærdigheden havde selv ført deres offer i synd for at kunne lægge en fælde for Jesus. Uden at tilkendegive, at han havde Hort deres spørgsmål, bøjede han sig ned, og mens han holdt blikket fæstet ved jorden, gav han sig til at skrive i støvet. ret
(333) Utålmodige over hans tøven og tilsyneladende ligegyldighed trådte anklagerne nærmere hen til ham for at påkalde sig hans opmærksomhed for sagen. Men da deres blik ved at følge Jesu blik faldt på brolægningen ved hans fødder, forandredes deres ansigtsudtryk. Der, for øjnene af dem, stod alle synderne i deres liv skrevet i støvet. Folket, der kiggede på, så den pludselige forandring af deres udtryk og trængte sig frem for at finde ud af, hvad det var, som de betragtede med en sådan forbløffelse og skamfuldhed. ret
(333) Trods al deres hævdelse af ærbødighed for loven lod disse rabbinere dnes bestemmelse ude af betragtning ved at fremkomme med anklagen mod kvinden. Det var ægtemandens pligt at rette anklage imod hende, og de skyldige parter skulle have samme straf. Anklagernes handling var aldeles ulovlig. Jesus imødegik dem imidlertid på deres egne præmisser. Loven sagde udtrykkeligt, at hvis nogen skulle stenes, så skulle vidnerne i sagen være de første til at kaste en sten. Nu rejste Jesus sig, og mens han så fast på de sammensvorne ældste, sagde han: „Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.“ Og idet han bøjede sig ned, fortsatte han med at skrive på jorden. ret
(333) Han havde ikke tilsidesat den lov, Moses havde givet, og heller ikke krænket Roms myndighed. Anklagerne var blevet besejret. Nu, hvor deres foregivne fromheds robe var trukket af dem, stod de skyldige og dømte over for uendelig renhed. De skælvede for, at deres livs skjulte synder skulle blive afsløret for offentligheden, og den ene efter den anden listede sig bort, med bøjet hoved og nedslåede øjne, og efterlod deres offer alene sammen med den medfølende Frelser. ret
(333) Jesus rejste sig op og sagde, mens han så på kvinden: „Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?“ Hun sagde: „Nej, Herre, ingen!“ Og Jesus sagde til hende: „Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.“ ret
(334) Kvinden havde stået foran Jesus og tildækket sit ansigt af frygt. Hans ord: „Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende,“ havde lydt for hende som en dødsdom. Hun vovede ikke at hæve blikket til Frelserens ansigt, men afventede i tavshed sin dom. Med forundring så hun sine anklagere gå bort, målløse og forvirrede. Så lød disse håbets ord for hendes ører: „Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere“. Hun brød sammen og kastede sig ned for Jesu fødder, mens hun hulkende udtrykte sin taknemmelige kærlighed og under bitre tårer bekendte sine synder. ret
(334) For hende var dette begyndelsen til et nyt liv i renhed og fred og viet til at tjene Gud. Ved at oprejse dette faldne menneske udførte Jesus et større mirakel end ved at helbrede den mest alvorlige legemlige sygdom. Han helbredte den åndelige sygdom, som fører til evig død. Denne bodfærdige kvinde blev en af hans mest trofaste disciple. Med selvopofrende kærlighed og hengivenhed lønnede hun hans tilgivende nåde. ret
(334) Ved at tilgive denne kvinde og opmuntre hende til at leve et bedre liv, træder den fuldkomne retfærdighed i Jesu karakter frem i al sin skønhed. Mens han hverken undskylder synden eller formindsker skyldfølelsen, så søger han ikke at fordømme, men at frelse. Verden havde kun foragt og hån tilovers for denne vildfarne kvinde; men Jesus indgyder hende trøst og håb. Den syndfri har medlidenhed med synderens svaghed og rækker hende en hjælpende hånd. Mens de hykleriske farisæere anklager, byder Jesus hende: „Gå, og synd fra nu af ikke mere.“ ret
(334) Man følger ikke Kristus, hvis man med bortvendt blik vender ryggen til de vildfarne og overlader dem til uhindret at fortsætte deres nedadgående kurs. De, som er ivrige for at anklage andre og nidkære for, at retfærdigheden skal ske fyldest, er ofte i deres eget liv mere skyldige. Mennesker hader synderen, mens de elsker synden. Kristus hader synden, men elsker synderen. Den samme ånd vil være i dem, der følger ham. Kristen kærlighed er langsom til at dømme, hurtig til at opfatte anger og rede til at tilgive, at opmuntre, at lede den vandrende ind på vejen til hellighed og hjælpe ham til at blive der. ret