(335) Kapitlet er bygget op over Joh 8,12-59 og kap. 9.
Jesus talte nu atter til dem og sagde: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“ ret
(335) Da Jesus sagde dette, stod han i den tempelgård, som var specielt forbundet med tjenesterne, der hørte til løvhyttefesten. Midt i denne gård stod to meget høje master til understøtning af nogle mægtige lamper. Efter aftenofferet blev alle lamper tændt og spredte deres lys over Jerusalem. Denne ceremoni var til minde om ildstøtten, der viste Israel vej i ørkenen, og den ansås også for at pege frem til Messias’ komme. Når lamperne var tændt om aftenen, var gården skueplads for store glædesscener. Gråhårede mænd, templets præster og folkets rådsherrer tog del i festdansene til lyden af musikinstrumenter og levitternes sange. ret
(335) Med illuminationen af Jerusalem gav folket udtryk for deres håb om Messias’ komme for at sprede sit lys over Israel. Men for Jesus havde dette optrin en bredere betydning. Ligesom de strålende tempellamper oplyste alt omkring sig, sådan lyser Kristus, kilden til åndeligt lys, i denne verdens mørke. Men alligevel var billedet ufuldkomment. Det store lys, som hans egen hånd havde sat på himmelen, var et mere virkeligt billede af herligheden ved hans mission. ret
(335) Lyskilden
Det var morgen. Solen var lige stået op over Oliebjerget. Dens stråler faldt med blændende glans på marmorpaladserne og oplyste guldet på tempelmurene, og idet han pegede på det, sagde Jesus: „Jeg er verdens lys.“ ret
(335) Gennem en af dem, der lyttede til disse ord, gav de længe efter genlyd med dette vidunderlige skriftsted: „I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.“ „Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.“ Og længe efter at Jesus var blevet optaget til Himmelen, skrev også Peter under Guds Ånds inspiration og mindedes det symbol, Kristus havde brugt: „Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.“ ret
(336) Når Gud åbenbarede sig for sit folk, havde lyset altid været et symbol på hans nærværelse. Ved skabelsens første ord havde lyset strålet frem fra mørket. Lyset havde været indhyllet i skystøtten om dagen og i ildstøtten om natten, mens det ledte Israels store hærskarer. Lys havde flammet med frygtindgydende vælde omkring Herren på Sinaj bjerg. Der var lys over nådestolen i tabernaklet. Lys fyldte Salomos tempel ved dets indvielse. Lys strålede over bakkerne ved Betlehem, da englene bragte frelsens budskab til hyrderne på deres vagt. ret
(336) Gud er lys, og med ordene: „Jeg er verdens lys,“ erklærede Kristus sig for at være ét med Gud og i slægt med hele menneskeheden. Det var Ham, som fra verdens begyndelse havde sagt: „Af mørke skal lys skinne frem.“ Han er solens, månens og stjernernes lys. Han var det åndelige lys, der ved symboler, forbilleder og profetier havde skinnet over Israel. Men lyset blev ikke givet til det jødiske folk alene. Ligesom solens stråler trænger ud til jordens fjerneste afkroge, sådan skinner lyset fra Retfærdighedens Sol på ethvert menneske. „Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.“2 Verden har haft sine store lærere, mænd med enormt intellekt og vidunderlig forskning, mænd, hvis udtalelser har sat tanker i gang og åbnet for store områder af viden; og disse mænd er blevet æret som menneskehedens ledere og velgørere. Men der er én, der er højere end de. „Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.“ „Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.“ Vi kan følge rækken af verdens store lærere så langt tilbage, som de menneskelige optegnelser når; men Lyset var til før dem. Ligesom månen og stjernerne i solsystemet skinner ved at reflektere lyset fra solen, sådan reflekterer verdens store tænkere — for så vidt som deres lære er sand — strålerne fra Retfærdighedens Sol. Hver ædel tanke, hvert lysende intellekt er fra verdens lys. I vore dage hører man så meget om „højere uddannelse.“ Den sande „højere uddannelse“ er den, som meddeles af ham, „i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult.“ „I ham var liv, og livet var menneskers lys.“1 „Den, der følger mig,“ sagde Jesus, „skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“ ret
(336) Med ordene: „Jeg er verdens lys,“ erklærede Jesus, at han var Messias. Den aldrende Simeon havde i templet, hvor Kristus nu underviste, omtalt ham som „et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.“ ret
(336) Ved disse ord anvendte han på ham en profeti, som hele Israel kendte. Helligånden havde ved profeten Esajas forkyndt: „Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende.“ I almindelighed forstod man denne profeti sådan, at den talte om Messias, og da Jesus sagde, „Jeg er verdens lys!“, kunne folket ikke undgå at erkende hans hævdelse af at være den Forjættede. ret
(337) Sandheden gør fri
For farisæerne og rådsherrerne syntes denne hævdelse at være en arrogant antagelse. At et menneske som de selv skulle komme med den slags påstande, kunne de ikke tolerere. Idet de tilsyneladende ignorerede hans ord, spurgte de: „Hvem er du?“ De var fast besluttede på at tvinge ham til at erklære sig selv for Kristus. Hans fremtoning og hans gerning var så vidt forskellig fra folkets forventninger, at en direkte forkyndelse af ham selv som Messias ville forårsage, at han blev afvist som en bedrager, hvilket hans listige fjender også troede. ret
(337) Men til deres spørgsmål: „Hvem er du?“ svarede Jesus: „Jeg er den, som jeg har sagt jer fra begyndelsen.“ Det, som var blevet åbenbaret ved hans ord, blev også åbenbaret gennem hans karakter. Han var legemliggørelsen af de sandheder, som han fortalte om. „Jeg gør [intet] af mig selv,“ fortsatte han, „men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.“ Han gjorde ikke noget forsøg på at bevise, at han var Messias, men viste dem at han var ét med Gud. Hvis de havde været åbne for at tage imod Guds kærlighed, ville de have taget imod Jesus. ret
(337) Blandt tilhørerne følte mange sig draget til ham i tro, og til dem sagde han: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.“ ret
(337) Disse ord krænkede farisæerne. De så bort fra, at folket længe havde levet under fremmed åg, og sagde vredt: „Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?“ Jesus så på disse mennesker, slaver af ondskaben, hvis tanker kun drejede sig om hævn, og svarede bedrøvet: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.“ De levede i den værste slags trældom — behersket af ondskabens ånd. ret
(337) Ethvert menneske, som nægter at overgive sig til Gud, er under kontrol af en anden magt. Han tilhører ikke sig selv. Han kan godt tale om frihed, men han lever i det usleste slaveri. Han får ikke lov til at se sandhedens skønhed, fordi hans sind beherskes af Satan. Mens han smigrer sig med, at han kun retter sig efter det, hans egen dømmekraft dikterer ham, adlyder han mørkets fyrstes vilje. Kristus kom for at fjerne lænkerne fra syndens slaveri fra sjælen. „Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.“ „For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.“ ret
(337) I forbindelse med genløsningen er der ingen tvang. Der anvendes ingen ydre magt. Under indflydelse af Guds Ånd overlades det til mennesket frit at vælge, hvem det vil tjene. I den forvandling, der finder sted, når mennesket overgiver sig til Kristus, findes den højeste form for frihed. Uddrivelsen af synd er menneskets egen handling. Sandt nok, har vi ikke selv har kraft til at frigøre os fra Satans herredømme; men når vi ønsker at blive frigjort fra synden og i vor store nød råber efter en kraft uden for og over vor rækkevidde, så bliver sjælens kræfter fyldt af Helligåndens guddommelige kraft, og de adlyder viljens ordre om at udføre Guds vilje. ret
(338) Det eneste forhold, der muliggør menneskets frigørelse er, at det bliver ét med Kristus. „Sandheden skal gøre jer frie,“ og Kristus er sandheden. Synden kan kun sejre ved at svække sindet og nedbryde menneskets frihed. Afhængighed af Gud betyder genoprettelse af ens eget jeg til menneskets sande herlighed og værdighed. Den guddommelige lov, som vi skal underkaste os, hedder „frihedens lov“ . ret
(338) Abrahams slægt
Farisæerne havde erklæret, at de var Abrahams børn. Jesus sagde til dem, at denne fordring kun kunne efterkommes, ved at de gjorde Abrahams gerninger. Abrahams sande børn ville, som han gjorde det, leve i lydighed mod Gud. De ville ikke søge at dræbe den, der talte den sandhed, der var overgivet ham af Gud. De skriftkloge gjorde ikke Abrahams gerninger ved at lave sammensværgelser mod Kristus. Det havde ikke nogen værdi blot i lige linje at nedstamme fra Abraham. Uden en åndelig forbindelse med ham, der ville give sig udtryk ved at være i besiddelse af den samme ånd og gøre de samme gerninger, var de ikke hans børn. ret
(338) Dette princip har vejet lige så tungt i et spørgsmål, som længe har skabt røre i den kristne verden. Det drejer sig om spørgsmålet om den apostolske rækkefølge. At nedstamme fra Abraham blev ikke bevist gennem navn og slægtsregister, men ved lighed med hans karakter. Således hviler den apostolske rækkefølge ikke på nogen overgivelse af kirkelig autoritet, men på åndeligt slægtskab. Et liv drevet af apostlenes ånd, troen på og belæring om den sandhed, de forkyndte, dette er det sande vidnesbyrd om apostolsk rækkefølge. Dette er, hvad der gør mennesker til efterfølgere af evangeliets første lærere. ret
(338) Jesus benægtede, at jøderne var Abrahams børn. Han sagde: „I gør jeres faders gerninger.“ De svarede hånligt: „Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.“ Disse ord, der hentydede til omstændighederne ved hans fødsel, var ment som et udfald mod Kristus i overværelse af dem, der var begyndt at tro på ham. Jesus tog ikke hensyn til denne usle hentydning, men sagde: „Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet.“ ret
(338) Deres gerninger bekræftede deres slægtskab med ham, som var en løgner og en morder. „I har Djævelen til fader,“ sagde Jesus, „og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. … Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke.“ Den kendsgerning, at Jesus talte sandhed og gjorde det med sikkerhed, var årsagen til, at de jødiske ledere ikke ville tage imod ham. Det var sandheden, som krænkede disse selvretfærdige mænd. Sandheden udstillede fejl og vildfarelser. Den fordømte deres lære og handlinger, og den var uvelkommen. De ville hellere lukke øjnene for sandheden end ydmyge sig selv ved at erkende, at de havde taget fejl. De elskede ikke sandheden. De ønskede den ikke, selv om den var sandhed. ret
(339) Kristus vidner om sin guddommelighed
„Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?“ Dag efter dag i tre år havde Kristi fjender fulgt efter ham og prøvet at finde en plet på hans karakter. Satan og alle hans onde medsammensvorne havde forsøgt at besejre ham; men de havde ikke i ham kunnet finde noget, som de kunne drage fordel af. Selv de onde ånder var nødt til at erkende: Du er „Guds Hellige.“ Jesus levede efter loven i Himmelens påsyn, i de syndfrie verdeners påsyn og i syndige menneskers påsyn. Over for engle, mennesker og dæmoner havde han uimodsagt talt ord, som fra enhver anden ville have været gudsbespottelse: „Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.“ ret
(339) At jøderne ikke ville tage imod Kristus, skønt de ikke kunne opdage nogen synd hos ham, beviste, at de selv ikke havde nogen forbindelse med Gud. De genkendte ikke Hans stemme i Sønnens budskab. De mente, at det var dem, der skulle fælde dom over Kristus; men ved at forkaste ham fældede de dom over sig selv. Jesus sagde: „Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.“ ret
(339) Denne lære gælder for alle tider. Mange mennesker, der elsker ordkløveri, at kritisere, søge noget at betvivle i Guds ord, mener, at de derved giver bevis for tankens uafhængighed og åndelig skarpsindighed. De tror, at de skal bedømme Bibelen, mens de i virkeligheden dømmer sig selv. De tilkendegiver, at de ikke er i stand til at værdsætte sandheder med oprindelse i Himmelen, og som når evigheden. Guds store retfærdighed gør ikke indtryk på dem. De beskæftiger sig med at jage efter ubetydeligheder og afslører herved en snæversindet og materialistisk karakter og et hjerte, der hastigt mister evnen til at værdsætte Gud. Den, hvis hjerte har reageret på den guddommelige berøring, vil søge efter det, som kan forøge hans viden om Gud, og som kan højne og forædle karakteren. Som en blomst, der vender sig mod solen, så de klare stråler kan komme til at fremhæve dens skønne farvenuancer, sådan vil mennesket vende sig mod Retfærdighedens Sol, så Himmelens lys kan komme til at forskønne karakteren med egenskaber fra Kristi karakter. ret
(339) Jesus vedblev, idet han trak en skarp skillelinje mellem jødernes og Abrahams indstilling: „Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.“ ret
(339) Det havde været Abrahams store ønske at komme til at se den forjættede Frelser. Han opsendte den inderligste bøn om, at han før sin død måtte få Messias at se. Og han så Kristus. Der blev givet ham et overjordisk lys, og han erkendte Kristi guddommelige karakter. Han så Hans dag og glædede sig. Han så i et syn det guddommelige offer for synden. Gennem sine egne erfaringer havde han fået et eksempel på det offer. Han fik denne befaling: ret
(340) „Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Der skal du bringe ham som brændoffer.“ På brændofferalteret lagde han forjættelsens søn, som var midtpunkt for alt hans håb. Da han derefter ventede ved siden af alteret med kniven hævet for at adlyde Gud, hørte han en stemme fra Himmelen, som sagde: „Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.“ ret
(340) Abraham blev udsat for denne frygtelige prøve, for at han kunne komme til at se Kristi dag og erkende Guds store kærlighed til verden, en kærlighed så stor, at Gud for at oprejse verden fra dens nedværdigelse lod sin enbårne Søn lide en yderst skændig død. ret
(340) Abraham modtog fra Gud den største lære, der nogensinde er blevet givet til en dødelig. Hans bøn om at måtte se Kristus før sin død blev hørt. Han så Kristus; han så alt, hvad en dødelig kan tåle at se, og dog leve. Ved at overgive sig selv helt og fuldt blev han i stand til at opfatte det syn af Kristus, der blev givet ham. Det blev vist ham, at ved at give sin enbårne Søn for at frelse syndere fra evig fortabelse bragte Gud et større og mere vidunderligt offer, end et menneske nogensinde kunne bringe. ret
(340) Abrahams oplevelser gav svar på dette spørgsmål: „Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?“ Ved Abrahams ord: „Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng,“ og ved at Gud skaffede et andet offer i stedet for Isak, blev det erklæret, at intet menneske kan bringe soning for sig selv. Den hedenske offertjeneste var Gud vederstyggelig. Ingen far skulle bringe sin søn eller datter som sonoffer. Kun Guds Søn kan bære verdens synd. ret
(340) Gennem sin egen lidelse blev det muligt for Abraham at se Frelserens mission og tjeneste. Men Israel ville ikke forstå det, som var så uvelkomment for deres stolte hjerter. Kristi ord med hensyn til Abraham gav ikke hans tilhørere nogen dybere forståelse. Farisæerne så i dem kun en ny anledning til at kritisere. Deres svar var en hån, som om de ville bevise, at Jesus var vanvittig: „Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?“ ret
(340) Højtideligt og værdigt svarede Jesus: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: JEG ER, før Abraham blev født.“ ret
(340) Der blev tavshed i den store forsamling. Guds navn, der blev givet til Moses for at udtrykke tanken om evig nærhed, havde denne lærer fra Galilæa hævdet som sit eget. Han havde erklæret sig selv for at være den, som har livet i sig selv, den, der var blevet lovet Israel, hvis „udspring er i fortiden, i ældgamle dage.“ ret
(341) Atter råbte præsterne og de skriftkloge op om, at Jesus var en gudsbespotter. Hans erklæring om at være ét med Gud havde tidligere ophidset dem til at ville tage hans liv, og nogle få måneder senere erklærede de rent ud: „Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud.“ Fordi han var, og åbent erklærede, at han var Guds Søn, var det deres faste beslutning at tilintetgøre ham. Nu gjorde mange af folket fælles sag med præsterne og de skriftkloge og tog sten op for at kaste dem på ham. „Men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen.“ Lyset skinnede i mørket, men „mørket greb det ikke“ . ret
(341) Synd og lidelse
„På sin vej så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: ‘Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?’ Jesus svarede: ‘Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.’ … Da han havde sagt det, spyttede han på jorden lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: ‘Gå hen og vask dig i Siloadammen!’ Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.“ ret
(341) Det var den almindelige tro blandt jøderne, at synd bliver straffet her i livet. Enhver sygdom blev betragtet som straf for en eller anden misgerning, som var begået enten af den lidende selv eller af hans forældre. Det er sandt, at al lidelse er en følge af overtrædelse af Guds lov, men denne sandhed var blevet fordrejet. Satan, som er ophav til al synd og alle dens følger, havde fået mennesker til at betragte sygdom og død som noget, der stammede fra Gud, som en straf, der vilkårligt blev tildelt på grund af synd. Derfor måtte den, der blev ramt af en eller anden stor sorg eller ulykke, i tilgift bære den byrde at blive betragtet som en stor synder. ret
(341) Således var vejen banet for jøderne til at forkaste Jesus. Men „det var vore sygdomme, han tog“ og „det var vore lidelser, han bar“, selv om jøderne „regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud“ , og skjulte deres ansigt for ham. (Se Es 53,3). ret
(341) Gud har givet os en lære med henblik på at hindre dette. Jobs historie har vist os, at lidelse påføres af Satan og beherskes af Gud til barmhjertighedens formål. Men Israel forstod ikke denne belæring. Den samme vildfarelse, for hvilken Gud havde irettesat Jobs venner, gentog sig hos jøderne ved deres forkastelse af Kristus. ret
(341) Jødernes tro med hensyn til forbindelsen mellem synd og lidelse havde Jesu disciple også. Skønt Jesus korrigerede deres vildfarelse, gav han dem ingen forklaring på årsagen til mandens sygdom, men fortalte dem, hvad resultatet ville blive. Ved hjælp af den skulle Guds gerninger åbenbares. Han sagde: „Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.“ Da han havde smurt dyndet på den blindes øjne, sendte han ham hen for at vaske sig i dammen Siloam, og manden fik sit syn. På denne måde besvarede Jesus disciplenes spørgsmål på en håndgribelig måde, sådan som han plejede at besvare spørgsmål, der blev rettet til ham af nysgerrighed. Disciplene var ikke kaldede til at drøfte spørgsmålet om, hvem der havde syndet eller ikke havde syndet, men til at forstå Guds magt og barmhjertighed ved at give en blind synet. Det var indlysende, at der ikke var nogen helbredende virkning hverken i dyndet eller i dammen, hvor den blinde blev sendt hen for at vaske sig, men at kraften fandtes i Kristus. ret
(342) Farisæerne kunne ikke andet end være forundrede over helbredelsen. Dog fyldtes de mere end nogensinde af had; for dette mirakel var blevet udført på sabbatsdagen. ret
(342) Den blindfødte krydsforhøres
Den unge mands naboer og de, som tidligere havde kendt ham som blind, sagde: „Er det ikke ham, der plejer at sidde og tigge?“ De så tvivlende på ham, for når hans øjne var åbne, var hans ansigtsudtryk forandret og oplivet, og han var et helt andet menneske. Spørgsmålet lød fra den ene til den anden. Nogle sagde: „Jo, det er ham“ og andre: „Nej, han ligner ham bare.“ Men han, som havde fået den store velsignelse, afgjorde sagen ved at sige: „Det er mig.“ Så fortalte han dem om Jesus, og hvordan han var blevet helbredt, og de spurgte: „Hvor er han?“ Han sagde: „Det ved jeg ikke.“ ret
(342) Så førte de ham for et råd af farisæere. Igen blev manden spurgt om, hvordan han havde fået synet. Han svarede dem: „Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.“ Nogle af farisæerne sagde så: „Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.“ Farisæerne håbede på at bevise, at Jesus var en synder og derfor ikke kunne være Messias. De vidste ikke, at det var ham, som havde indstiftet sabbatten og kendte alle dens forpligtelser, der havde helbredt den blinde. De viste sig forunderligt ivrige efter at overholde sabbatten og planlagde alligevel et mord på den selv samme dag. Men mange blev dybt bevæget ved at høre om dette mirakel og var overbevist om, at han, som havde åbnet den blindes øjne, var mere end et almindeligt menneske. Som svar på beskyldningen om, at Jesus var en synder, fordi han ikke overholdt sabbatten, sagde de: „Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?“ ret
(342) Igen henvendte rabbinerne sig til den blinde: „Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.“ Han svarede: „Han er en profet.“ Nu hævdede farisæerne, at han ikke havde været født blind og derefter fået sit syn. De tilkaldte hans forældre og spurgte dem: „Er det jeres søn, som I siger er født blind?“ ret
(342) Der stod manden selv og erklærede, at han havde været blind og var kommet til at se; men farisæerne ville hellere benægte, hvad de så med deres egne øjne end indrømme, at de tog fejl. Så stærk er fordom, så forvrængende er farisæisk retfærdighed. ret
(343) Farisæerne havde ét håb tilbage, og det var at skræmme mandens forældre. Tilsyneladende troskyldigt spurgte de: „Hvordan kan han så se nu?“ Forældrene frygtede at kompromittere sig selv, for det var blevet bekendtgjort, at hvem som helst, der anerkendte Jesus som Kristus, skulle „udelukkes af synagogen“; dvs. skulle være udelukket fra synagogen i tredive dage. I dette tidsrum kunne intet barn blive omskåret, og der kunne ikke blive holdt klage over døde i synderens hjem. Denne straf blev betragtet som katastrofal, og hvis den ikke fremkaldte anger, blev den efterfulgt af langt hårdere straffe. Den store gerning, der var udført med deres søn, havde virket overbevisende på forældrene, men alligevel svarede de: „Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.“ Sådan skubbede de hele ansvaret fra sig selv over på deres søn; for de turde ikke bekende sig til Kristus. ret
(343) Det dilemma, som farisæerne nu var kommet i, deres afhøringer og fordomme, deres afvisning af sagens kendsgerninger, var ved at åbne øjnene på folk, især det jævne folk. Jesus havde hyppigt udført sine mirakler på åben gade, og det var altid gerninger, der befriede mennesker fra lidelser. Nu spurgte mange sig selv, om Gud mon ville gøre så mirakuløse gerninger ved hjælp af en bedrager, som farisæerne jo påstod, at Jesus var. Uoverensstemmelserne på begge sider var ved at blive meget alvorlige. ret
(343) Farisæerne indså, at de skabte reklame for de gerninger, som Jesus udførte. De kunne ikke benægte miraklet. Den blinde mand var opfyldt af glæde og taknemmelighed; han kunne se alt det vidunderlige i naturen og frydede sig over jordens og himmelens skønhed. Han fortalte frimodigt om, hvad han havde oplevet, og atter forsøgte de at få ham til at tie ved at sige: „Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.“ Dvs.: Lad være med igen at sige, at dette menneske har givet dig dit syn. Det er Gud, som har gjort det. ret
(343) Den blinde svarede: „Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.“ ret
(343) Så spurgte de ham igen: „Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?“ De prøvede på at forvirre ham med mange ord, for at han skulle komme til at tro, at han var blevet narret. Satan og hans onde engle var på farisæernes side og forenede deres kraft og snedighed med menneskers ræsonnement for at modvirke indflydelsen fra Kristus. De sløvede den overbevisning, der var ved at fæstne sig i mange sind. Guds engle var også til stede for at styrke manden, der havde fået sit syn. ret
(343) Farisæerne var ikke klar over, at de havde med andre at gøre end den ulærde mand, der var født blind. De kendte ikke ham, som de var i strid med. Et guddommeligt lys oplyste den blindes sind. Da disse hyklere forsøgte at få ham til at tvivle, hjalp Gud ham med stærke og målrettede svar for at vise, at han ikke lod sig besnære. Han svarede: „‘Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?’ De skældte ham ud og sagde: ‘Du er hans discipel, men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.’“ ret
(344) Herren Jesus vidste besked om den ildprøve, som manden måtte igennem, og gav ham nåde og evne til at blive et vidne for Kristus. Han svarede farisæerne med ord, der var en skarp irettesættelse af deres spørgsmål. De hævdede at være Skriftens fortolkere og folkets religiøse vejledere, men her var en, som udførte mirakler, og de indrømmede, at de var totalt uvidende om, hvorfra han havde sin magt og om hans karakter og berettigelse. „Det underlige ved det er,“ sagde manden, „at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.“ ret
(344) Manden havde imødegået de spørgende på deres egen grund. Hans ræsonnementer var uimodsigelige. Farisæerne var forbløffede, og de tav stille, tryllebundene af hans saglige og målrettede ord. I nogle øjeblikke var der tavshed. Så samlede præsterne og de skriftkloge med rynkede pander deres kapper om sig, som om de frygtede smitte ved kontakt med ham. De rystede støvet af deres fødder og udslyngede fordømmelser mod ham: „‘Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?’ Så jog de ham ud.“ ret
(344) „Til dom er jeg kommet“
Jesus hørte, hvad der var sket, og da han kort efter fandt ham, sagde han: „Tror du på Menneskesønnen?“ ret
(344) For første gang så den blinde sin redningsmands ansigt. Foran rådet havde han set sine forældre bekymrede og forvirrede. Han havde set rabbinernes vrede ansigter. Nu hvilede hans blik på Jesu kærlige og fredfyldte ansigtstræk. Han havde allerede — med store personlige omkostninger — anerkendt ham som den guddommelige magts udsending. Nu blev der bevilget ham en højere åbenbaring. ret
(344) På Frelserens spørgsmål: „Tror du på Menneskesønnen?“ svarede den blinde med at spørge: „Hvem er det, Herre, så jeg kan tro på ham?“ Og Jesus sagde: „Du har set ham; det er ham, der taler med dig.“ Manden kastede sig ned for Frelserens fødder og tilbad ham. Ikke alene havde han fået sit legemlige syn, men også hans øjne til åndelig forståelse var blevet åbnet. Kristus var klevet åbenbaret for ham, og han tog imod ham som den, der var sendt af Gud. ret
(344) En flok farisæere havde samlet sig i nærheden, og synet af dem mindede Jesus om den modsætning, der altid åbenbarer sig i virkningen af hans ord og gerninger. Han sagde: „Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.“ Kristus var kommet for at åbne de blinde øjne — at give lys til dem, som er i mørke. Om sig selv havde han erklæret, at han var verdens lys, og det netop udførte mirakel var en bekræftelse af hans mission. Det folk, der så Frelseren ved hans komme, nød godt af en mere fyldestgørende åbenbaring af det guddommelige, end verden nogensinde før havde oplevet. Lærdommen om Gud blev åbenbaret mere fuldkomment. Men netop ved denne åbenbaring blev der fældet dom over mennesker. Deres karakter blev prøvet og deres skæbne afgjort. ret
(345) Den tilkendegivelse af guddomsmagt, som havde givet den blinde både legemlig og åndelig synsevne, havde efterladt farisæerne i et endnu dybere mørke. Nogle af Kristi tilhørere, som følte, at Hans ord var rettet mod dem, spurgte: „Er vi måske også blinde?“ Jesus svarede: „Var I blinde, havde I ikke synd.“ Hvis Gud havde gjort det umuligt for jer at se sandheden, så ville jeres uvidenhed ikke medføre nogen skyld. „Men nu siger I: Vi ser.“ I mener, at I selv er i stand til at se og forkaster det eneste middel, som kan få jer til at se. Alle, som erkendte deres behov, fik ubegrænset hjælp af Kristus. Men farisæerne ville ikke vedkende sig deres behov. De nægtede at komme til Kristus, og fra nu af blev de overladt til deres blindhed — en blindhed, som de selv var skyld i. Jesus sagde: „I synd er og bliver I.“ ret