(346) Kapitlet er bygget op over Joh 10,1-30.
„Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.“ „Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.“ ret
(346) Atter fandt Jesus vej til sine tilhøreres sind med genvejen omkring dagligdags forhold. Han havde sammenlignet Åndens virkning med køligt, forfriskende vand. Han havde fremstillet sig selv som lyset, kilden til liv og glæde for naturen og mennesket. Ved hjælp af et smukt hyrdebillede illustrerede han nu sin forbindelse med dem, der tror på ham. Intet billede var mere velkendt for hans tilhørere end dette, og hans ord forbandt det for altid med ham selv. ret
(346) Hyrdesymbolet i bibelsk profeti
Disciplene kunne aldrig mere betragte hyrderne, der vogtede deres hjorde, uden at huske på Frelserens belæring. De ville se Kristus i enhver trofast fårehyrde. De ville se sig selv i hver eneste hjælpeløs og afhængig fåreflok. ret
(346) Dette billede havde profeten Esajas anvendt om Messias’ mission med disse trøstende ord: „Stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud! … Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.“ David havde sunget: „Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.“ Og ved Ezekiel havde Helligånden forkyndt: „Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem.“ „De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke.“ „Jeg vil slutte en fredspagt med dem.“ „De skal ikke længere være bytte for folkene, … de skal bo trygt, uden at nogen jager dem bort.“ ret
(346) Kristus er hyrden
Kristus anvendte disse profetier om sig selv, og han viste den forskel i karakter, der var mellem ham selv og Israels ledere. Farisæerne havde netop jaget én ud af folden, fordi han vovede at vidne om Kristi magt. De havde afvist et menneske, som den sande hyrde var ved at føre til sig. Hermed havde de vist sig uvidende om det arbejde, der var betroet dem, og uværdige til tillidsposten som hyrder for hjorden. Nu forklarede Jesus dem forskellen på dem og den gode hyrde, og han udpegede sig selv som den virkelige vogter af Herrens hjord. Men før han gjorde dette, talte han om sig selv ved hjælp af et andet eksempel. ret
(347) Han sagde: „Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde.“ Farisæerne opfattede ikke, at disse ord var talt imod dem. Mens de ved sig selv grundede over, hvad de betød, fortalte Jesus dem rent ud: „Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.“ ret
(347) Kristus er døren ind til Guds fold. Gennem denne dør er alle hans børn gået ind fra de allerførste tider. I Jesus, som han er vist ved symboler, fremstillet ved forbilleder, manifesteret ved profeterne, åbenbaret gennem læren til hans disciple, og ved de mirakler, der skete for menneskenes børn, har de set „Guds Lam, som bærer verdens synd“ . Og gennem ham er de ført ind i hans nådes fold. Mange har fremlagt andre trosobjekter for verden; ceremonier og systemer er blevet udviklet, ved hjælp af hvilke mennesker håber at modtage retfærdiggørelse og fred med Gud og dermed adgang til hans fold. Men den eneste dør er Kristus og alle, som har indsat noget til erstatning for ham, alle som har prøvet at komme ind i folden på en anden måde, er tyve og røvere. ret
(347) Vranglærens virkning
Farisæerne var ikke gået ind gennem døren. De var klatret ind i folden ad en anden vej end ved Kristus, og de udførte ikke den sande hyrdes gerning. Præsterne og rådsherrerne, de skriftkloge og farisæerne ødelagde de levende græsgange og forurenede kilderne med livets vand. Skriftens inspirerede ord beskriver disse falske hyrder helt nøjagtigt: „De svage har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, og de kvæstede har I ikke forbundet, de bortkomne har I ikke ført tilbage, de vildfarne har I ikke ledt efter, og de stærke har I underkuet med vold.“ ret
(347) Til alle tider har filosoffer og lærere fremlagt teorier for verden, hvormed man skulle kunne tilfredsstille sjælens behov. Enhver hedensk nation har haft sine store lærere og religiøse systemer, der tilbød andre muligheder for frelse end gennem Kristus, og som vendte menneskers blik bort fra Faderens ansigt og fyldte dem med frygt for Ham, som kun har givet dem velsignelse. Formålet er at berøve Gud det, som er hans ejendom, både gennem skabelsen og forløsningen. Alle disse falske lærere stjæler også fra mennesker. Millioner af mennesker er bundet af falske religioner, de er fanget af slavisk frygt, af sløv ligegyldighed; slæbende som lastdyr, berøvet håb, glæde eller ambitioner her i verden, og kun med en vag frygt for det, der skal komme herefter. Det er alene evangeliet om Guds nåde, som kan løfte dem fri. Forventningen om den kærlighed, som Gud har åbenbaret i sin Søn, vil påvirke dem og vække sjælens kræfter, som intet andet kan gøre det. Kristus kom for at genskabe Guds billede i mennesket, og hvem der end vender mennesker bort fra Kristus, vender dem bort fra kilden til sand udvikling. Han berøver dem håbet, formålet med og glæden ved livet. Han er en tyv og en røver. ret
(348) Hyrden og fårene
„Den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde.“ Kristus er både døren og hyrden. Han går ind gennem sig selv. Det er gennem sit eget offer, at han bliver fårenes hyrde. „For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst“ ret
(348) Af alle skabninger er fåret et af de mest frygtsomme og hjælpeløse, og i Østen er hyrdens omsorg for sin hjord utrættelig og uophørlig. I gamle dage var der ligesom nu kun ringe sikkerhed uden for byerne, der var omgivet af mure. Røvere fra de omstrejfende grænsestammer eller rovdyr i deres skjulesteder i bjergene, lå på lur for at plyndre hjordene. Hyrden holdt vagt, vel vidende, at det var med fare for sit eget liv. Jakob, som vogtede Labans hjorde på græsgangene ved Karan, sagde, da han beskrev sit eget utrættelige arbejde: „Om dagen blev jeg fortæret af heden, om natten af kulden, og søvnen flygtede fra mine øjne.“ Og det var, mens drengen David vogtede sin fars får, at han mødte løven og bjørnen og helt alene reddede det røvede lam fra deres tænder. ret
(348) Når hyrden leder sin hjord over klippefyldte bakker, gennem skove og vilde slugter til græsbevoksede steder ved flodbredden; når han vogter dem på bjergene alene i natten, skærmer dem mod røvere og tager sig kærligt af de syge og svage, bliver hans tilværelse ét med deres. En stærk og kærlig tilknytning forener ham med dem, han vogter. Hvor stor hjorden end er, så kender hyrden hvert eneste får. Hvert af dem har sit eget navn og kommer, når hyrden kalder det ved navn. ret
(348) Jesu omsorg for den enkelte
Som en jordisk hyrde kender sine får, således kender den guddommelige hyrde sin hjord, som er spredt over hele jorden. „I er mine får, de får jeg har på græs. I er mennesker, jeg er jeres Gud, siger Gud Herren.“ Jesus siger: „Jeg kalder dig ved navn, du er min.“ „Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.“ ret
(349) Jesus kender og har omsorg for hver især af os med alle vore svagheder. Han kender os alle ved navn. Han kender endog det hus, som vi bor i, og navnet på hver af dets beboere. Undertiden har han givet sine tjenere anvisning på at tage til en bestemt gade i en bestemt by og til et nærmere angivet hus for at finde et af hans får. ret
(349) Jesus kender hvert enkelt menneske så fuldstændigt, som var det kun for ham, Frelseren døde. Den enkeltes lidelser tager han sig nær. Råbet om hjælp når hans øre. Han kom for at føre alle mennesker til sig. Han siger: „Følg mig!“ og hans Ånd påvirker dem, så de ledes mod ham. Mange nægter at lade sig lede. Jesus ved, hvem det er. Han ved også, hvem der med glæde hører hans kalden og gerne vil under hans omsorg som hyrde. Han siger: „Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.“ Han har omsorg for hver eneste, som om der ikke fandtes andre på hele jorden. ret
(349) „Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud.“ Og fårene „følger ham, fordi de kender hans røst.“ Den østerlandske hyrde driver ikke sine får foran sig. Han er ikke afhængig af magt eller frygt; men mens han går foran dem, kalder han på dem. De kender hans stemme og adlyder hans kalden. Sådan gør frelserhyrden med sine får. Skriften siger: „Du førte dit folk som en fåreflok ved Moses’ og Arons hånd.“ Ved profeten forkynder Jesus: „Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig.“ ret
(349) Han tvinger ingen til at følge sig. Han siger: „Jeg drog dig med menneskesnore, med kærligheds reb.“ ret
(349) Det er ikke frygten for straf eller håbet om evig belønning, der driver Kristi disciple til at følge ham. De ser Frelserens enestående kærlighed, som blev åbenbaret under hans pilgrimsfærd på jorden fra krybben i Betlehem til Golgatas kors. Og synet af ham tiltrækker, blødgør og beroliger sjælen. Kærligheden vågner hos dem, der ser ham. De hører hans stemme og følger ham. Som hyrden går foran sine får og selv møder alle farer på vejen først, sådan handler Jesus over for sit folk. „Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem.“ Vejen til Himmelen er helliget ved Frelserens fodspor. Stien er måske stejl og ujævn, men Jesus er gået ad den vej. Hans fødder har trådt de grusomme torne ned, for at gøre vejen lettere for os at gå. Hver eneste byrde, der bliver pålagt os at bære, har han selv båret. ret
(349) Skønt han nu er steget op for at være hos Gud og deler universets trone med ham, har Jesus ikke mistet noget af sin medfølende natur. I dag viser han den samme kærlige deltagelse med alle menneskehedens sorger. Den hånd, som blev gennemboret, rækkes i dag ud for endnu rigeligere at velsigne hans folk i denne verden. „De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.“ Det menneske, der har overgivet sig til Kristus, er i hans øjne mere dyrebart end hele verden. Frelseren ville have gennemgået Golgatas pinsler, hvis blot en eneste var blevet frelst derved til hans rige. Han vil aldrig forlade en eneste af dem, som han gik i døden for. Medmindre hans disciple selv vælger at forlade ham, vil han holde dem fast. ret
(349) I alle vore prøvelser har vi en aldrig svigtende hjælper. Han lader os ikke kæmpe alene mod fristelser og ondskab, så vi til sidst bryder sammen under byrder og sorger. Skønt han nu er skjult for os dødelige, kan vi med troens øre høre hans stemme sige: Frygt ikke, jeg er med dig. „Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder.“ Jeg har udholdt dine sorger, oplevet dine kampe, mødt dine fristelser. Jeg kender dine tårer, jeg har selv grædt. De dybe sorger, som er for tunge til at blive hvisket i noget menneskeligt øre, kender jeg. Tro ikke, at du er forladt og svigtet. Selv om din smerte ikke møder genklang hos noget menneske på jorden, så se op på mig, og du skal leve. „For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.“ ret
(350) Hvor højt en hyrde end elsker sine får, så elsker han dog sine sønner og døtre højere. Jesus er ikke blot vor hyrde; han er „Evigheds Fader“ for os. Og han siger: „Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen.“ Hvilken enestående erklæring! Den enbårne Søn, han, „som er i Faderens favn“ . Han, som Gud kalder „den mand, der står mig nær“ . Fællesskabet, der er mellem ham og den evige Gud, bliver brugt til at sammenligne fællesskabet mellem Kristus og hans børn på jorden! ret
(350) Jesus elsker os, fordi vi er gaven fra hans Fader og lønnen for hans tjeneste. Han elsker os som sine børn. Du, som læser dette, han elsker også dig. Selv Himmelen kan ikke skænke noget større eller bedre. Stol derfor på det. ret
(350) Jesus tænkte på de mennesker på hele jorden, som var blevet vildledt af falske hyrder. De mennesker, som han længtes efter at samle som får på sin græsgang, var spredt blandt ulve, og han sagde: „Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.“ ret
(350) „Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage.“ Det betyder: Min Far har elsket jer så højt, at han endog elsker mig endnu højere, fordi jeg giver mit liv for at frelse jer. Ved at blive jeres stedfortræder og stå inde for jer, ved at ofre mit liv og påtage mig jeres ansvar og jeres overtrædelser er jeg blevet endnu mere dyrebar for min Far. ret
(350) „Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage.“ Mens han som medlem af menneskeslægten var dødelig, var han som Gud verdens kilde til liv. Han kunne have modstået døden som nærmede sig og nægtet at komme under dens herredømme; men han ofrede sit liv frivilligt for at bringe liv og udødelighed. Han bar verdens synd, udholdt dens forbandelse og gav sit liv som et offer, for at mennesker ikke skulle dø den evige død. „Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar. … Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.“ . ret