(351) Kapitlet er bygget op over Luk 9,51-56; 10,1-24.
Efterhånden som afslutningen på Kristi gerning nærmede sig, skete der en forandring med hans måde at arbejde på. Hidtil havde han søgt at undgå uro og offentlig omtale. Han havde afslået at modtage folkets hyldest og var hurtigt taget fra sted til sted, når den folkelige begejstring for ham syntes at gå over alle grænser. Gentagne gange havde han frabedt sig at blive erklæret for at være Kristus. ret
(351) På løvhyttefestens tid foretog han sin rejse til Jerusalem hurtigt og hemmeligt. Da hans brødre tilskyndede ham til offentligt at erklære, at han var Messias, svarede han: „Min tid er endnu ikke kommet.“ Han tog ubemærket til Jerusalem og ankom til byen uanmeldt og uden at blive hyldet af folket. Men således var det ikke ved hans sidste rejse. Han havde for en tid forladt Jerusalem på grund af præsternes og de skriftkloges ondskab, men nu rejste han tilbage i fuld offentlighed. Han gjorde mange omveje, og hans ankomst blev i modsætning til tidligere overalt meddelt på forhånd. Han var nu på vej mod stedet for sit store offer, og det var dette, folkets opmærksomhed skulle rettes imod. ret
(351) „Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes.“ Ligesom Israels øjne havde været rettet mod den ophøjede slange, symbolet på deres helbredelse, sådan måtte alles øjne rettes mod Kristus, offeret, som bragte frelse til den fortabte verden. ret
(351) Det var en forkert opfattelse af Messias’ gerning og manglende tro på Jesu guddommelighed, der fik hans brødre til at opfordre ham til at fremstille sig offentligt ved løvhyttefesten. Nu ville disciplene, drevet af en tilsvarende ånd, forhindre ham i at foretage rejsen til Jerusalem. De huskede hans ord om, hvad der skulle ske med ham der, de kendte de religiøse lederes dødelige fjendskab, og de ville gerne have overtalt deres Mester til ikke at tage derop. ret
(351) Onde magter prøver på at hindre ham
Det var en bitter opgave for Kristus at tvinge sin vilje igennem over for sine elskede disciples frygt, skuffelse og vantro. Det var hårdt at skulle føre dem til den smerte og fortvivlelse, der ventede dem i Jerusalem. Og Satan var klar til at presse sine fristelser ned over menneskesønnen. Hvorfor skulle han nu til Jerusalem, til den visse død? Alle omkring ham hungrede efter livets brød. Overalt var der lidende mennesker, som ventede på hans helbredende ord. Den gerning, der skulle udføres ved hans nådes evangelium, var først lige begyndt. Og han stod i sin fulde manddomskraft. Hvorfor ikke tage ud i hele verden med nådebudskabet og med sin kraft til at helbrede? Hvorfor ikke fryde sig over at kunne bringe lys og glæde til disse formørkede og sørgende millioner? Hvorfor overlade til sine disciple at hente høsten ind, når de var så svage i troen, så tungt opfattende og så langsomme til at handle? Hvorfor møde døden nu og forlade gerningen, som kun er i sin vorden? Fjenden, som Kristus var blevet konfronteret med i ørkenen, angreb ham nu med voldsomme og spidsfindige fristelser. Hvis Jesus blot et øjeblik havde givet efter, hvis han havde ændret den mindste detalje i sin kurs for at redde sig selv, ville Satans magter have sejret, og verden ville have været fortabt. ret
(352) Men Jesus vendte „sig mod Jerusalem som målet for sin rejse“. Den eneste lov i hans liv var hans Fars vilje. Under besøget i templet, da han var dreng, havde han sagt til Maria: „Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?“ Da Maria i Kana ville have ham til at åbenbare sin forunderlige magt, lød hans svar: „Min time er endnu ikke kommet.“ Han svarede sine brødre med de samme ord, da de indtrængende opfordrede ham til at tage op til højtiden. Men efter Guds store plan var timen blevet forudbestemt, hvor han skulle ofres for menneskers synd, og denne time var nu snart inde. Han ville hverken fejle eller vakle. Hans skridt rettes mod Jerusalem, hvor hans fjender længe har lagt planer om at tage hans liv. Nu vil han overgive det. Han stilede urokkeligt mod forfølgelse, fornægtelse, afvisning, fordømmelse og død. ret
(352) Samaritanerne afviser ham
„Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst.“ Men folket nægtede at tage imod ham, fordi han var på vej til Jerusalem. Dette tog de som udtryk for, at Jesus favoriserede jøderne, som de hadede indædt og bittert. Hvis han var kommet for at genopbygge templet og tilbede Gud på Garizims bjerg, ville de med glæde have taget imod ham; men han var på vej til Jerusalem, og de ville ikke vise ham nogen gæstfrihed. Kun lidet anede de, at de lukkede deres dør for Himmelens bedste gave. Jesus opfordrede mennesker til at tage imod ham. Han bad dem om tjenester for at kunne komme dem nær og give dem de rigeste velsignelser. Enhver tjeneste, der blev ydet ham, gengældte han med en langt rigere nåde. Men alt dette mistede samaritanerne på grund af deres fordom og fanatisme. ret
(352) Kristi sendebud, Jakob og Johannes, var meget ærgerlige over den fornærmelse, der blev udvist mod deres Herre. De var meget forargede, fordi han var blevet så uforskammet behandlet af samaritanerne, som han hædrede med sin tilstedeværelse. De havde for nylig været sammen med ham på Forklarelsens Bjerg og havde set ham blive herliggjort af Gud og æret af Moses og Elias. Denne åbenlyse vanære fra samaritanernes side skulle efter deres mening ikke forblive ustraffet. ret
(353) Da de kom tilbage til Jesus, fortalte de ham, hvad der var blevet sagt, og at folk endog havde nægtet at yde ham natlogi. De syntes, at der var sket ham alvorlig uret, og da de i det fjerne kunne se Karmels bjerg, hvor Elias havde dræbt de falske profeter, sagde de: „Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?“ (Sml. 2 Kong 1,9-12). De blev overraskede over at se, at Jesus blev bedrøvet over deres ord, og endnu mere overraskede, da hans irettesættelse faldt: „I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem.“ Så gik de til en anden landsby. ret
(353) At tvinge mennesker til at modtage sig er ikke en del af Kristi mission. Det er Satan og mennesker, der drives af hans ånd, som prøver på at tvinge samvittigheden. Mennesker, der har forbindelse med onde engle men foregiver at tjene retfærdigheden, påfører deres medmennesker lidelser for at omvende dem til deres opfattelse af religion; men Kristus viser altid barmhjertighed og søger altid at sejre ved at åbenbare sin kærlighed. Han kan hverken tillade nogen åndelig medbejler eller tage imod delvis tjeneste; han ønsker kun frivillig tjeneste, en villig overgivelse til sig som et resultat af kærlighedens magt. Der findes intet mere afgørende bevis for, at vi beherskes af Satans ånd end tilbøjeligheden til at skade og ødelægge dem, der ikke påskønner vor gerning eller handler i modstrid med vore ideer. ret
(353) Ethvert menneske tilhører Gud med legeme, sjæl og ånd. Kristus døde for at frelse alle. Intet kan være mere krænkende for Gud, end hvis mennesker på grund af religiøs fanatisme bringer lidelser over dem, som er købt med Frelserens blod. ret
(353) „Så brød Jesus op og drog til Judæa og landet øst for Jordan; atter samlede der sig folkeskarer hos ham, og han underviste dem igen, som han plejede.“ ret
(353) En betydelig del af de sidste måneder af Kristi gerning blev tilbragt i Peræa, provinsen „øst for Jordan“ , over for Judæa. Her flokkedes mængden omkring ham ligesom i starten af hans gerning i Galilæa, og her blev meget af hans tidligere lære gentaget. ret
(353) Udsendelsen af de 70
Ligesom han havde udsendt de 12, sådan „udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen.“ Disse disciple havde været sammen med ham i nogen tid for at blive oplært til deres tjeneste. Da de 12 var blevet sendt ud på deres første rejse alene, ledsagede andre disciple Jesus på hans vandring gennem Galilæa. På denne måde nød de godt af det nære samvær med ham og fik direkte, personlig belæring. Nu skulle dette større antal også udsendes alene. ret
(354) Anvisningerne til de 70 lignede dem, der var givet til de 12. Men befalingen til de 12 om ikke at gå ind i nogen af hedningernes eller samaritanernes byer blev ikke givet til de 70. Skønt Kristus var blevet afvist af samaritanerne, var der ikke sket nogen ændring i hans kærlighed til dem. Da de 70 drog ud i hans navn, besøgte de først og fremmest de samaritanske byer. ret
(354) Frelserens eget besøg i Samaria og senere hans ros til den barmhjertige samaritaner og den taknemlige glæde hos den spedalske, en samaritaner, som alene af de ti vendte tilbage for at takke Kristus, var af stor betydning for disciplene. Denne lære havde fæstnet sig dybt i deres sind. I sin befaling til dem lige før sin himmelfart, omtalte han Samaria sammen med Jerusalem og Judæa som de steder, hvor de først skulle prædike evangeliet. Denne befaling havde hans undervisning gjort dem parat til at udføre. Da de i deres Mesters navn drog til Samaria, fandt de folket rede til at modtage dem. Samaritanerne havde hørt om Kristi rosende ord og om hans velgerninger mod mennesker af deres folk. De så, at han til trods for deres særdeles uhøflige optræden imod ham kun nærede kærlige tanker om dem, og det vandt deres hjerter for ham. Efter Frelserens himmelfart tog de imod hans sendebud, og disciplene hentede en rig høst blandt dem, der engang havde været deres bitreste fjender. „Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr.“ „Folkene håber på hans navn.“ ret
(354) Som Jesus havde gjort, da han sendte de 12 af sted, pålagde han de 70 ikke at trænge sig på, hvor de ikke var velkomne. „Når I kommer til en by, og man ikke tager imod jer,“ sagde han, „gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde, vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær!“ De skulle ikke gøre det på grund af bitterhed eller såret forfængelighed, men for at vise, hvor alvorlig en sag det er at afvise Herrens eller hans udsendinges budskab. At forkaste Herrens tjenere er det samme som at forkaste Kristus selv. ret
(354) „Jeg siger jer:“ tilføjede Jesus, „På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.“ Derefter vendte hans tanker tilbage til de byer i Galilæa, hvor så mange af hans gerninger var blevet gjort. Med dyb sorg udbrød han: „Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig og siddet i sæk og aske. Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved dommen end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned!“ ret
(354) Himmelens rigeste velsignelser var i rigt mål blevet tilbudt disse travle byer ved Galilæas sø. Dag efter dag var livets Fyrste gået ud og ind iblandt dem. Guds herlighed, som profeter og konger havde længtes efter at se, havde lyst over skarerne, som stimlede sammen i Frelserens fodspor. Alligevel havde de nægtet at tage imod den himmelske gave. ret
(354) Med en stort anlagt demonstration af deres klogskab havde de skriftkloge advaret folket imod at anerkende den nye lærdom, som denne nye lærer belærte om; for hans teorier og handlinger var i modstrid med fædrenes lære. Folket stolede på det, som præsterne og farisæerne lærte dem, i stedet for selv at prøve på at forstå Guds ord. De rettede sig efter præsterne og rådsherrerne i stedet for Gud, og de afviste sandheden for at kunne overholde deres egne traditioner. Mange var blevet betaget og næsten overbevist, men de handlede ikke efter deres overbevisning og kunne ikke siges at følge Kristus. Satan fristede så længe, at lyset så ud som mørke. På denne måde forkastede mange den sandhed, der ville have været deres sjæls frelse. ret
(355) Det sanddru vidne siger: „Se, jeg står ved døren og banker på.“ Enhver advarsel, irettesættelse og bønfaldelse i Guds ord eller gennem hans sendebud er en banken på hjertets dør. Det er Jesu stemme, som beder om at måtte komme ind. For hver upåagtet banken bliver tilskyndelsen til at lukke op svagere. Den påvirkning fra Helligånden, som man ignorerer i dag, vil ikke være så kraftig i morgen. Hjertet bliver mindre modtageligt og glider over i en farlig tilstand af mangel på bevidsthed om livets kortvarighed og evigheden bagefter. Fordømmelsen af os ved dommen vil ikke være et resultat af, at vi har taget fejl, men af den kendsgerning at vi har ignoreret mulighederne givet os fra Himmelen for at lære, hvad der er sandhed. ret
(355) Lige som apostlene havde de 70 fået tildelt overjordiske evner som en besegling af deres mission. Da deres arbejde var fuldført, vendte de glade tilbage og sagde: „Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn.“ Jesus svarede dem: ret
(355) „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn.“ ret
(355) En slagen fjende
Fortidens og fremtidens begivenheder tegnede sig for Jesu blik. Han så Lucifer, da han første gang blev udstødt fra de himmelske boliger. Han så fremad til begivenhederne omkring hans egen dødskamp, hvor den store bedragers natur skulle afsløres for hele verden. Han hørte råbet, „Det er fuldbragt,“ som forkyndte, at frelsen for den fortabte slægt var sikret for stedse, og at Himmelen for evigt var sikret mod de beskyldninger, bedrag og påstande, som Satan måtte anstifte. ret
(355) Efter Golgatas kors med al dets smerte og skam så Jesus frem til den store, sidste dag, hvor fyrsten over luftens magter skal møde sin tilintetgørelse på den jord, som så længe har været skæmmet af hans oprør. Jesus så det ondes gerning endt for stedse og Himmel og jord opfyldt af Guds fred. ret
(355) I fremtiden skulle Kristi disciple betragte Satan som en overvunden fjende. På korset skulle Jesus vinde sejren for dem — den sejr han ønskede, at de skulle betragte som deres egen. Han sagde: „Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer.“ ret
(355) Helligåndens almægtige kraft er hvert eneste angrende menneskes forsvar. Ikke en eneste, som i anger og tro har påkaldt sig hans beskyttelse, vil Kristus lade komme under fjendens magt. Frelseren står ved sine fristede og prøvede børns side. Sammen med ham er der ikke noget, der hedder manglende evne, tab, umulighed eller nederlag; med ham til at styrke os formår vi alt. Når fristelser og prøvelser kommer, vent så ikke med at gøre noget ved alle vanskelighederne, men benyt dig af Jesus, din hjælper. ret
(356) Der er kristne, der tænker på og taler alt for meget om Satans magt. De tænker på deres modstander, de beder om styrke mod ham, de taler om ham, og i deres fantasi dominerer han mere og mere. Det er sandt, at Satan er et magtfuldt væsen; men Gud være lovet, at vi har en mægtig Frelser, der drev den onde ud fra Himmelen. Det glæder Satan, når vi overdriver hans magt. Hvorfor ikke tale om Jesus? Hvorfor ikke lade hans magt og hans kærlighed dominere mere og mere? ret
(356) Forjættelsens regnbue omgiver tronen i det høje og er et evigt vidnesbyrd om, at „således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Over for universet bekræfter den, at Gud aldrig vil svigte sit folk under deres kamp mod det onde. For os er den en forsikring om styrke og beskyttelse, så længe tronen selv vil bestå. ret
(356) Jesus tilføjede: „Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.“ Glæd jer ikke over at være i besiddelse af magt for ikke at miste jeres afhængighed af Gud. Pas på, at ikke selvsikkerhed får indpas, så I snarere arbejder ud fra egen styrke end fra jeres Mesters ånd og styrke. Vort ego er altid rede til at tilegne sig æren, hvis arbejdet skulle krones af held. Vi føler os smigrede og beærede, og ingen får indtryk af, at Gud er alt og i alle. Apostlen Paulus siger: „Når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.“ Når vi selv er klar over vor svaghed, lærer vi at forlade os på en kraft, som ikke er vor egen. Intet kan få så fast et greb om hjertet som den stadige fornemmelse af vort ansvar over for Gud. Intet når så fuldstændigt de inderste motiver for vore handlinger, som en følelse af Kristi tilgivende kærlighed. Vi skal have føling med Gud; så vil vi blive fyldt af hans Helligånd, der gør os i stand til at få føling med vore medmennesker. Så glæd dig over, at du gennem Kristus er kommet i forbindelse med Gud, er blevet et medlem af den himmelske familie. Når du løfter blikket mod Himmelen, vil du få en bestandig fornemmelse af menneskehedens svaghed. Jo mindre du dyrker dit eget ego, jo mere tydelig og klar vil din forståelse af Frelserens storhed blive. Jo tættere du knytter dig til kilden med lyset og kraften, jo kraftigere lys vil der være over dig, og jo større kraft vil du få til at gøre Guds gerning. Glæd dig over, at du er ét med Gud, ét med Kristus og ét med hele den himmelske familie. ret
(356) Mens de 70 lyttede til Kristi ord, virkede Helligånden på dem med livagtige forestillinger og indprentede sandheden i deres sind. Skønt menneskeskarer omgav dem, var det, som om de var alene med Gud. ret
(357) De enfoldige vil forstå
I bevidstheden om at de havde opfanget øjeblikkets inspiration, „jublede Jesus i Helligånden og sagde: ‘Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, Fader, for således var det din vilje. Alt har min Fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for’.“ ret
(357) De mænd, som verden hædrede de såkaldte vise og store mænd, kunne med al den visdom, de pralede af, ikke fatte Kristi natur. De bedømte ham efter den ydre fremtræden, ud fra den ydmygelse, der overgik ham som menneske. Men det var blevet givet fiskere og toldere at kunne se den Usynlige. Selv disciplene lykkedes det ikke at forstå alt, hvad Jesus ønskede at åbenbare for dem; men lidt efter lidt, efterhånden som de overgav sig til Helligåndens magt, blev deres sind oplyst. De indså at almagtens Gud iført menneskeskikkelse var hos dem. Jesus frydede sig over, at skønt vise og kloge mennesker ikke var i besiddelse af denne viden, var den blevet åbenbaret for disse jævne mennesker. Ofte, når han havde forkyndt Det gamle Testamentes skrifter og havde påvist, at de talte om ham selv og hans forsoningstjeneste, var de blevet påvirket af hans Ånd og hævet op i en himmelsk atmosfære. De havde en klarere forståelse af profeternes åndelige sandheder, end de oprindelige forfattere selv havde haft. Herefter ville de ikke mere læse Det gamle Testamentes skrifter som farisæernes og de skriftkloges lærdomme, ikke som udtalelser af vise mænd, der nu var døde, men som en ny åbenbaring fra Gud. De så den Ånd, „som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.“ ret
(357) Den eneste måde, hvorpå vi kan opnå en mere fuldkommen forståelse af sandheden, er ved at bevare hjertet følsomt og undergivet Kristi Ånd. Vi skal renses for forfængelighed og hovmod og befries for alt det, som har haft herredømme over os, og Kristus må blive enerådende. Menneskelig videnskab er for begrænset til at kunne fatte forsoningen. Frelsesplanen er så vidtrækkende, at filosofi ikke kan redegøre for den. Den vil altid forblive et mysterium, som selv de mest dybsindige ræsonnementer ikke kan gennemskue. Frelsens videnskab kan ikke forklares; men den kan erfares. Kun den, der ser sin egen syndighed, kan få øje på Frelserens herlighed. Fyldt med vejledning var de lektioner, som Kristus gav, mens han langsomt bevægede sig fra Galilæa til Jerusalem. Folk lyttede ivrigt til hans ord. I Peræa var folket ligesom i Galilæa under mindre streng kontrol af fanatiske jøder end i Judæa, og hans lære fandt respons hos mange. ret
(358) Jesus brugte billedsprog
Mange af Kristi lignelser blev fortalt i løbet af disse sidste måneder af hans gerning. Præsterne og de skriftkloge forfulgte ham med en stadigt voksende bitterhed, og han tilslørede sine advarsler til dem ved hjælp af symboler. De kunne ikke tage fejl af, hvad han mente, men kunne alligevel ikke i hans ord finde noget, der kunne berettige til en anklage imod ham. I lignelsen om farisæeren og tolderen stod den selvtilfredse bøn: „Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker,“ i skarp modsætning til den bodfærdiges tryglen: „Gud, vær mig synder nådig!“ På denne måde dadlede Kristus jødernes hykleri. Og ved hjælp af eksemplerne med det ufrugtbare figentræ og det store gæstebud forudsagde han den dom, der skulle fældes over det ubodfærdige folk. De, som hånligt havde afvist indbydelsen til evangeliets gæstebud, hørte hans advarende ord: „For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.“ ret
(358) Den belæring, disciplene fik, var uendeligt værdifuld. Lignelsen om den påtrængende enke og om vennen, der bad om brød ved midnatstid, gav fornyet kraft til hans ord: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.“ Og tit blev deres vaklende tro styrket ved erindringen om, hvad Kristus havde sagt: „Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.“ ret
(358) Kristus gentog den smukke lignelse om det mistede får. Og han uddybede den lære, der var i den, idet han fortalte om den tabte mønt og den fortabte søn. Dengang kunne disciplene ikke fuldt ud værdsætte styrken i denne belæring; men efter udgydelsen af Helligånden, da de så høsten af hedninger og jødernes misundelige vrede, forstod de bedre betydningen af lignelsen om den fortabte søn og kunne tilslutte sig glæden i Kristi ord: „Men nu burde vi feste og være glade;“ „for min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.“ Da de gik ud i deres Mesters navn og mødte bebrejdelse, fattigdom og forfølgelse, holdt de ofte modet oppe ved at gentage hans formaninger til dem på denne sidste vandring. „Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.“ ret