(359) Kapitlet er bygget op over Luk 10,25-37.
I fortællingen om den barmhjertige samaritaner giver Kristus et eksempel på sand gudsfrygt. Han viser, at den ikke består af systemer, trosbekendelser eller ritualer, men i at udføre kærlige gerninger, at gøre mest muligt godt mod andre og i ægte barmhjertighed. ret
(359) Hvad skal jeg gøre
Mens Kristus underviste folket, „rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ‘Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?’“ I åndeløs spænding ventede den store forsamling på svaret. Præsterne og de skriftkloge havde tænkt sig at kunne bringe Jesus i vanskeligheder ved at få den lovkyndige til at stille dette spørgsmål; men Frelseren indlod sig ikke i nogen ordstrid. Han krævede svaret af den spørgende selv. Han sagde: „Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?“ Jøderne beskyldte stadig Jesus for at tage let på loven, der var givet på Sinaj; men han gjorde spørgsmålet om frelse afhængigt af overholdelse af Guds bud. ret
(359) Den lovkyndige sagde: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.“ Jesus sagde: „Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.“ ret
(359) Den lovkyndige var ikke tilfreds med farisæernes indstilling og gerninger. Han havde studeret Skrifterne med ønsket om at lære deres sande betydning at kende. Han var levende interesseret i sagen og havde spurgt med et oprigtigt sind: „Hvad skal jeg gøre?“ I sit svar på, hvad loven krævede, havde han sprunget alle ceremonielle og rituelle forskrifter over. Han regnede ikke med, at disse havde nogen værdi men fremførte de to store principper, som hele loven og profeterne byggede på. Dette svar, som Kristus roste, placerede Frelseren gunstigt i forhold til rabbinerne. De kunne ikke dømme ham for at godkende det, som var blevet fremført af en af lovens fortolkere. ret
(359) „Gør det, så skal du leve!“ sagde Jesus. Han fremstillede loven som en guddommelig enhed og belærte herved om, at det ikke er muligt at overholde et bud og bryde et andet; for der gælder et og samme grundprincip for dem alle. Et menneskes skæbne vil blive afgjort efter dets lydighed mod hele loven. Den højeste kærlighed til Gud og en upartisk kærlighed til mennesker er de principper, der skal føres ud i livet. ret
(360) Den lovkyndige opdagede, at han var lovovertræder. Han blev kendt skyldig ved Kristi spørgende ord. Den lovens retfærdighed, som han hævdede at forstå, havde han ikke praktiseret. Han havde ikke udvist kærlighed mod sine medmennesker. Der krævedes anger; men i stedet for at angre forsøgte han at retfærdiggøre sig selv. I stedet for at anerkende sandheden forsøgte han at vise, hvor vanskeligt det var at overholde budet. På denne måde håbede han at afparere dommen og at få oprejsning i folkets øjne. Frelserens ord havde vist, at hans spørgsmål var unødvendigt, fordi han selv havde været i stand til at besvare det. Alligevel stillede han nu et andet spørgsmål, der lød: „Hvem er så min næste?“ ret
(360) Dette spørgsmål forårsagede endeløse stridigheder blandt jøderne. Der herskede ikke nogen tvivl med hensyn til hedninger og samaritanere; de var fremmede og fjender. Men hvor skulle man sætte skillelinjen blandt mennesker af ens eget folk og mellem de forskellige samfundsklasser? Hvem skulle præsterne, de skriftkloge eller de ældste betragte som deres næste? De brugte deres liv på en lang række ceremonier for at bevare deres renhed. Ifølge deres lære ville berøring med den uvidende og ligegyldige hob forårsage en besmittelse, som det ville kræve store anstrengelser atter at få fjernet. Skulle de mon også betragte „de urene“ som deres næste? ret
(360) Atter nægtede Jesus at lade sig drage ind i nogen meningsudveksling. Han fordømte ikke fanatismen hos dem, der var ude på at få ham dømt; men ved hjælp af en enkel fortælling tegnede han for sine tilhørere et sådant billede af udfoldelsen af himmelsk kærlighed, at det bevægede alle og aftvang den lovkyndige en bekendelse af sandheden. Man spreder mørket ved at lade lyset komme ind. Den bedste måde til at bekæmpe vildfarelser er at forkynde sandheden. Det er åbenbaringen af Guds kærlighed, der afslører synd og skæmmende fejl hos den, der kun tænker på sig selv. ret
(360) Den barmhjertige samaritaner
Jesus sagde: „En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.“ Dette var ikke nogen opdigtet begivenhed, men en virkelig tildragelse som man vidste, var foregået nøjagtigt, som den blev fremstillet. Præsten og levitten, der var gået lige forbi, var til stede blandt dem, der lyttede til Kristi ord. ret
(360) Når man skulle fra Jerusalem til Jeriko, måtte den rejsende igennem en del af Judæas ørken. Vejen førte gennem en vildsom og klippefuld slugt, som var hjemsøgt af røvere, og som ofte havde været skueplads for voldshandlinger. Det var her, at den vejfarende var blevet overfaldet, og berøvet alt af værdi, såret og forslået og til sidst efterladt halvdød ved vejkanten. Mens han lå der, kom præsten samme vej; men han kiggede blot hen på den sårede mand. Derefter viste levitten sig. I sin nysgerrighed efter at få at vide, hvad der var sket, standsede han og betragtede den sårede. Han var ganske klar over, hvad han burde gøre, men det var ikke nogen behagelig pligt. Han ville ønske, at han ikke var kommet den vej, så han ikke havde behøvet at se den sårede. Han overbeviste sig selv om, at dette ikke var noget, der angik ham. ret
(361) Begge disse mænd havde et helligt embede og foregav at udlægge Skrifterne. De hørte til den samfundsklasse, som var særligt udvalgt til at være Guds stedfortrædere over for folket. De skulle „føle med de uvidende og vildfarende“ for at kunne få mennesker til at forstå Guds store kærlighed til menneskeslægten. Den gerning, de var kaldet til, var den samme, som Jesus havde beskrevet som sin egen, da han sagde: „Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed.“ ret
(361) Himmelens engle ser på elendigheden hos Guds familie på jorden, og de er rede til at samarbejde med mennesker for at lindre undertrykkelse og lidelse. Gud havde i sit forsyn sendt præsten og levitten ad den samme vej, hvor den sårede stakkel lå, for at de kunne se hans behov for barmhjertighed og hjælp. Hele Himmelen holdt øje med, om disse mænd ville lade sig bevæge af medlidenhed med et menneskes nød. Det var Frelseren, der i ørkenen havde vejledt israelitterne. Fra skystøtten og ildstøtten havde han lært dem noget ganske andet end det, som folket nu blev belært om af deres præster og lærere. Lovens nådige omsorg strakte sig endog så vidt som til de laverestående dyr, der ikke med ord kan udtrykke deres nød og lidelse. Moses havde givet Israels børn anvisninger herom: „Når din fjendes okse eller æsel er faret vild, og du møder dem, skal du bringe dem tilbage til ham. Når du ser din uvens æsel segne under sin byrde, må du ikke svigte ham; du skal hjælpe ham.“ ret
(361) Men i den mand, der var blevet såret af røvere, skildrede Jesus en broder i nød. Hvor meget mere burde de da ikke lade sig bevæge af medlidenhed med ham end med et lastdyr! De havde ved Moses fået dette budskab, at Herren, deres Gud, er „den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, … som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede. … Derfor skal I elske den fremmede“ . „Du skal elske ham som dig selv.“ ret
(361) Job havde sagt: „Ingen fremmed måtte overnatte ude, min dør holdt jeg åben for vejfarende.“ Og da de to engle, forklædt som mennesker, kom til Sodoma, bøjede Lot sig helt ned til jorden og sagde: „Kom med hjem, og overnat hos jeres tjener.“ Alle disse påbud var velkendte for præsten og levitten, men de havde ikke omsat dem i handling. Oplært som de var i den nationale fanatismes skole, var de blevet egenkærlige, snæversynede og afvisende. Da de så på den sårede mand, var de ikke i stand til at afgøre, om han tilhørte deres folk eller ej. De tænkte, at han måske var samaritaner, og de vendte sig bort fra ham. ret
(362) Sådan som Kristus havde beskrevet deres handlemåde, så den lovkyndige ikke noget, der var i modstrid med, hvad han havde lært med hensyn til lovens krav. Men nu lød der noget helt andet. ret
(362) En samaritaner havde på sin rejse nået stedet, hvor den sårede lå, og da han så ham, fik han medynk med ham. Han spurgte ikke, om denne fremmede var jøde eller hedning. Hvis han var jøde, vidste samaritaneren godt, at hvis situationen havde været omvendt, ville manden spytte ham i ansigtet og gå forbi ham med foragt. Men han tøvede ikke af denne grund. Han overvejede ikke, om han måske selv kunne være i fare for overfald, hvis han blev her på stedet. Det var ham tilstrækkeligt, at han her stod over for et menneske i nød og lidelse. Han tog sin kappe af for at dække ham til. Olien og vinen, som han havde anskaffet til sin rejse, brugte han til at læge og forfriske den sårede mand. Han løftede ham op på sit eget dyr og gik langsomt af sted med jævne skridt, for at den fremmede ikke skulle blive rystet og komme til at lide endnu større smerter. Han bragte ham hen til et herberg og tog sig af ham om natten, hvor han vågede over ham med den største omhu. Da den syge om morgenen havde det bedre, vovede samaritaneren at rejse videre. Men før han gjorde dette, overgav han den sårede til værtens omsorg, betalte for ham og efterlod penge til udlæg for ham; og da han var bange for, at det ikke var nok, sørgede han for yderligere behov ved at sige til værten: „Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.“ ret
(362) Da fortællingen var endt, så Jesus fast på den lovkyndige med et blik, der syntes at læse hans tanker, og sagde: „Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?“ ret
(362) End ikke nu ville den lovkyndige lade navnet samaritaner komme over sine læber, og han svarede: „Han, som viste ham barmhjertighed.“ Jesus sagde: „Gå du hen og gør ligeså!“ ret
(362) Lige så aktuelt i dag
På denne måde er spørgsmålet: „Hvem er min næste?“ besvaret for evigt. Kristus har vist os, at vor næste ikke blot betyder en af det kirkesamfund eller den tro, som vi tilhører. Det har intet at gøre med race, farve eller klasseforskel. Vor næste er ethvert menneske, der trænger til vor hjælp. Vor næste er enhver, der er såret og knust af modstanderen. Vor næste er ethvert menneske, som tilhører Gud. ret
(362) I fortællingen om den barmhjertige samaritaner skildrede Jesus sig selv og sin mission. Mennesket var blevet bedraget, såret, bestjålet og ødelagt af Satan og overladt til døden; men Frelseren havde medynk med os i vor hjælpeløse tilstand. Han forlod sin herlighed for at komme os til hjælp. Han fandt os døden nær, og han tog sig af os. Han lægte vore sår. Han dækkede os med sin retfærdigheds kappe. Han skaffede os et sikkert tilflugtssted og sørgede fuldstændigt for os for egen regning. Han døde for at frelse os. Idet han henviser til sit eget eksempel, siger han til sine efterfølgere: „Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.“ „Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.“ ret
(363) Den lovkyndiges spørgsmål til Jesus havde lydt således: „Hvad skal jeg gøre?“ Og Jesus, som anså kærlighed til Gud og mennesker for at være summen af retfærdighed, havde sagt: „Gør det, så skal du leve.“ Samaritaneren havde adlydt et venligt og kærligt hjertes befaling, og derved havde han vist sig som én, der overholdt loven. Kristus bød den lovkyndige: „Gå du hen og gør ligeså!“ Der ventes af Guds børn, at de ikke blot skal tale, men også handle. „Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.“ ret
(363) Denne lære er i dag ikke mindre tiltrængt i verden, end dengang den lød fra Jesu læber. Egenkærligheden og kold formalisme har næsten slukket kærlighedens ild og fordrevet de gode egenskaber, der skulle virke forskønnende på karakteren. Mange, der bekender sig til Kristus, har glemt, at kristne skal repræsentere Kristus. Hvis vi ikke praktiserer selvopofrelse til fordel for andre i familiekredsen, i nabolaget, i menigheden, og hvor vi ellers måtte være, er vi ikke kristne, hvad vi så end bekender os til. ret
(363) Kristus har forbundet sine interesser med menneskehedens, og han beder os blive ét med ham for at frelse mennesker. „I har fået det for intet,“ siger han, „giv det for intet.“ Synden er det værste af alt, og det tilkommer os at have medlidenhed med synderen og hjælpe ham. Der er mange, som farer vild, og som føler deres skam og deres dårskab. De hungrer efter et opmuntrende ord. De ser på deres fejl og vildfarelser, indtil de næsten drives til fortvivlelse. Disse mennesker må ikke forsømmes. Hvis vi er kristne, skal vi ikke bare gå forbi eller holde os længst muligt væk fra dem, der trænger mest til vor hjælp. Når vi møder mennesker, der er ulykkelige, hvad enten det er på grund af sygdom eller synd, må vi aldrig sige, „det er ikke noget, der angår mig“. ret
(363) „I, som har Ånden,“ skal „hjælpe ham til rette med mildhed.“ Bekæmp fjendens magt med tro og bøn. Sig opmuntrende, troende ord, og det vil virke som lægende balsam for den kvæstede og sårede. Der er så mange, som er segnet og har tabt modet under livets store kamp, hvor et venligt, opmuntrende ord kunne have givet dem ny styrke til at sejre. Vi må aldrig gå forbi et menneske i nød uden at forsøge at give ham del i den trøst, vi selv har modtaget fra Gud. ret
(363) Alt dette er kun opfyldelse af princippet i loven — det princip, der er skildret i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, og som er åbenbaret i Jesu liv. Hans karakter åbenbarer lovens sande betydning og viser os, hvad det vil sige at elske sin næste som sig selv. Og når Guds børn udviser venlighed, barmhjertighed og kærlighed mod alle mennesker, så bekræfter de også de himmelske loves karakter. De er et vidnesbyrd om, at „Herrens lov er fuldkommen.“ Og hvem, der end undlader at udvise denne kærlighed, bryder den lov, som han hævder at overholde. For den ånd, som vi lægger for dagen over for vore brødre, fortæller, hvilken ånd vi nærer over for Gud. Guds kærlighed i hjertet er den eneste kilde til kærlighed mod vor næste. ret
(364) „Hvis nogen siger: ‘Jeg elsker Gud,’ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ I elskede, „hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.“ ret