(365) Kapitlet er bygget op over Luk 17,20- Nogle af farisæerne var kommet til Jesus og havde spurgt, hvornår Guds rige skulle komme. Det var mere end tre år siden,
t Johannes Døber havde forkyndt det budskab, der som et trompetstød havde givet genlyd i hele landet: „Himmeriget er kommet nær.“ Og indtil nu kunne disse farisæere ikke se noget tegn på, at riget skulle oprettes. Mange af dem, der havde forkastet Johannes, og som skridt for skridt havde modarbejdet Jesus, kom nu med hentydninger om, at hans udsendelse havde været mislykket. ret
(365) Jesus svarede: „Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: Se her! eller se, der er det! thi se, Guds rige er inden i jer.“ Guds rige begynder i hjertet. Se ikke her eller der efter tilkendegivelser af jordisk magt, der skal betegne dets komme. ret
(365) Så henvendte han sig til sine disciple og sagde: „Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot en af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den.“ Fordi min gerning ikke ledsages af verdslig pragt, er der fare for, at det ikke lykkes jer at se dens herlighed. I gør jer ikke klart, hvor stort et gode I for øjeblikket har ved at have Ham iblandt jer, som er menneskers lys og liv, skønt han er skjult i menneskeskikkelse. De dage skal komme, da I med længsel vil se tilbage til de muligheder, I nu har ved at vandre og tale med Guds Søn. ret
(365) På grund af deres selviskhed og jordbundethed forstod selv Jesu disciple ikke den åndelige herlighed, som han prøvede på at åbenbare for dem. Det var først efter, at Kristus var steget op til sin Far, og efter at Helligånden var blevet udgydt over de troende, at disciplene fuldt ud påskønnede Frelserens personlighed og opgave. Først efter at de havde modtaget Åndens dåb, begyndte det at gå op for dem, at de havde været sammen med selve herlighedens Herre. Efterhånden som Kristi ord dukkede op i deres erindring, åbnede deres sind sig for forståelsen af profetierne og de mirakler, han havde udført. Hans forunderlige liv viste sig for dem, og de var som mennesker, der vågner op af en drøm. Nu stod det dem klart, at „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.“ Kristus var virkelig kommet fra Gud til en syndig verden for at frelse Adams faldne sønner og døtre. Nu syntes disciplene i deres egne øjne at være langt mindre betydningsfulde, end før de havde forstået dette. De blev aldrig trætte af at gentage og genopleve hans ord og gerninger. Hans lære, som de kun svagt havde fattet, forekom dem nu som en frisk åbenbaring. Skriften blev som en ny bog for dem. ret
(366) Da disciplene gennemsøgte de profetier, der vidnede om Kristus, blev de bragt i forbindelse med guddommen og lærte af ham, der var steget op til Himmelen, hvordan de skulle fuldende det værk, han havde begyndt på jorden. De erkendte, at der i ham var en visdom, som intet menneske kunne opfatte uden guddommelig hjælp. De trængte til hjælp fra Ham, som var blevet forudsagt af konger, profeter og retfærdige mænd. Med forbløffelse læste de gang på gang de profetiske skildringer af hans karakter og gerning. Hvor uklart havde de dog forstået de profetiske skrifter! Hvor havde de været langsomme til at opfatte de store sandheder, som vidnede om Kristus! Når de så tilbage på hans ydmygelse, da han som menneske var hos dem, så havde de ikke forstået det hemmelighedsfulde ved hans legemliggørelse som menneske, den dobbelte karakter i hans natur. Deres øjne var tillukkede, så de ikke fuldt ud havde erkendt guddommen i menneskeskikkelse. Men efter at de havde fået Helligåndens lys, længtes de bare efter at se ham igen og anbringe sig ved hans fødder! Hvor de dog ønskede, at de kunne komme til ham og få ham til at forklare de skriftsteder, som de ikke kunne forstå! Hvor ville de lytte opmærksomt til hans ord! Hvad havde Kristus mon ment, dengang han sagde: „Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.“ Hvor de higede efter at vide det alt sammen! De sørgede over, at deres tro havde været så svag, at deres forestillinger havde været så langt ved siden af, at de i den grad var gået glip af at forstå det væsentlige. ret
(366) En budbringer var blevet udsendt fra Gud for at forkynde Kristi komme og henlede såvel det jødiske folks som hele verdens opmærksomhed på hans mission, så mennesker kunne forberede sig til at tage imod ham. Denne vidunderlige personlighed, som Johannes havde bebudet, havde været hos dem i mere end tredive år, og de havde i virkeligheden ikke erkendt ham som den, der var sendt af Gud. Disciplene blev overvældet af anger, fordi de havde ladet den almindelige vantro gennemsyre deres opfattelse og overskygge deres forståelse. Lyset fra denne mørke verden havde skinnet midt i al dunkelheden, og det var ikke lykkedes dem at begribe, hvorfra lysstrålerne kom. De spurgte sig selv, hvorfor de havde handlet sådan, at det var nødvendigt for Kristus at irettesætte dem. Tit gentog de, hvad han havde sagt, og sagde: Hvorfor lod vi dog jordiske hensyn og præsternes og de skriftkloges modstand forvirre vore sanser, så vi ikke forstod, at én, der var større end Moses var iblandt os, at én, som var visere end Salomo, underviste os? Hvor var vi sløve! Hvor var vor forståelse svag! ret
(366) Thomas ville ikke tro, før han havde stukket sin finger i det sår, som de romerske soldater havde tilføjet Jesus. Peter havde fornægtet ham under hans ydmygelse og forkastelse. Disse smertelige erindringer meldte sig nu i klar rækkefølge. De havde været sammen med ham, men de havde ikke kendt eller påskønnet ham. Men hvor var alt dette bevægende at tænke på nu, hvor de erkendte deres vantro. ret
(367) Da præster og rådsherrer sluttede sig sammen imod dem, og de blev ført for rådet og kastet i fængsel, frydede Kristi disciple sig over, at „de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld“ . Det frydede dem at bevise over for mennesker og engle, at de anerkendte Kristi herlighed og valgte at følge ham, om så det ville koste dem alt. ret
(367) Det er lige så sandt nu som i apostlenes dage, at uden lyset fra Guds Ånd kan mennesker ikke erkende Kristi herlighed. Sandheden og Guds gerning påskønnes ikke af en verdsligsindet og kompromissøgende kristenhed. Det er ikke på den brede, behagelige vej med jordisk hæder og i overensstemmelse med verden, at de, der følger Mesteren, skal findes. De er langt forude, på stierne med hårdt slid, ydmygelse og bebrejdelse, forrest i kampen „mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ Og nu, som på Kristi tid, bliver de misforstået, bebrejdet og undertrykt af præster og farisæere. ret
(367) Guds rige kommer ikke med ydre pragt. Guds nådes evangelium kan med sin selvfornægtende ånd aldrig harmonere med verdens ånd. De to retningslinjer er i indbyrdes modsætningsforhold. „Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.“ ret
(367) Men i dag er der inden for den religiøse verden utallige, der tror, at de arbejder for oprettelsen af Kristi rige som et jordisk og timeligt herredømme. De ønsker at gøre vor Herre til hersker over denne verdens riger, på alle samfundsområder. De forventer, at han skal herske med lovbestemmelser, der er sat i kraft af menneskelig autoritet. Da Kristus nu ikke er personligt til stede, vil de selv påtage sig at handle i hans sted og bringe Hans riges love til udførelse. Oprettelsen af et sådant rige er, hvad jøderne på Kristi tid ønskede. De ville have taget imod Jesus, hvis han havde været villig til at oprette et timeligt rige for at håndhæve, hvad de betragtede som Guds love, og gøre dem til fortolkere af sin vilje og til udøvere af sin myndighed. Men han sagde: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Han ville ikke tage mod den jordiske trone. ret
(367) Jesus levede under en regering, som var korrupt og undertrykkende; alle vegne skete der himmelråbende overgreb, så som afpresning, intolerance og ekstrem grusomhed. Alligevel forsøgte Frelseren ikke at gennemføre samfundsreformer. Han angreb ikke de nationale overgreb, der skete, ligesom han heller ikke fordømte folkets fjender. Han blandede sig ikke i de magthavendes myndighed eller administration heraf. Han, som var vort forbillede, holdt sig på afstand af jordiske magthavere. Ikke fordi menneskelige lidelser var ham ligegyldige, men fordi de ikke kunne afhjælpes ved rent menneskelige og ydre forholdsregler. For at være effektiv måtte hjælpen nå ind til hvert enkelt menneske og forny det indefra. ret
(368) Kristi rige oprettes ikke efter beslutning fra regeringer, domstole eller rådgivende forsamlinger, eller gennem beskyttelse fra verdens store mænd, men ved indpodning af Kristi natur i menneskene ved hjælp af Helligånden. ret
(368) „Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.“ Her er den eneste kraft, som kan udvirke menneskeslægtens oprejsning. Og menneskers medvirken til fuldførelsen af dette arbejde består i at undervise og selv praktisere Guds ord. ret
(368) Da apostlen Paulus begyndte sin gerning i Korint, denne folkerige, velhavende og ugudelige by, der var besmittet med hedenskabets unævnelige, moralske fordærv, sagde han: „Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.“ Da han bagefter skrev til nogle af dem, der havde været ødelagt af de værste synder, kunne han sige: „I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.“ „Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus.“ ret
(368) I dag, som på Kristi tid, tilkommer arbejdet for Guds rige ikke dem, der kræver anerkendelse og støtte fra jordiske magthavere og menneskers love, men dem, som i hans navn forkynder folket de åndelige sandheder, som vil give modtagerne den samme oplevelse, som Paulus fik: „Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.“ Så vil de som Paulus arbejde til gavn for mennesker. Han sagde: „Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ ret