(373) Kapitlet er bygget op over Matt 19,16-22; Mark 10,17-22; Luk 18,18-23.
„Da han gik ud og gav sig på vej, kom der en løbende og faldt på knæ for ham og spurgte ham: Gode Mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ ret
(373) Den unge mand, som havde stillet dette spørgsmål, var en rådsherre. Han havde store ejendomme og beklædte en betroet stilling. Han så den kærlighed, Kristus viste over for de børn, man havde bragt til ham. Han så, hvor kærligt han tog imod dem og omfavnede dem, og han følte en dyb hengivenhed for Frelseren. Han ønskede at være hans discipel. Han var så dybt betaget, at han, da Kristus gik videre, løb efter ham, og mens han knælede ved hans fødder, stillede han oprigtigt og alvorligt det spørgsmål, der var så vigtigt for ham og for ethvert menneske: „Gode Mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ ret
(373) „Hvorfor kalder du mig god?“ sagde Kristus. „Ingen er god undtagen én, nemlig Gud.“ Jesus ønskede at afprøve rådsherrens oprigtighed og få ham til at sige, på hvilken måde han betragtede ham som god. Var han klar over, at den, han talte med, var Guds Søn? Hvordan var hans inderste holdning? ret
(373) Rådsherren havde høje tanker om sin egen retfærdighed. Han mente i virkeligheden ikke, at han manglede noget, men alligevel var han ikke helt tilfreds. Han følte, at der manglede noget, som han ikke var i besiddelse af. Kunne Jesus ikke velsigne ham, som han velsignede de små børn, og opfylde hans store ønske? ret
(373) Som svar på hans spørgsmål sagde Jesus, at lydighed mod budene var en nødvendighed, hvis han ville opnå et evigt liv; og han anførte flere af de bud, som viser menneskets pligter over for sine medmennesker. Rådsherrens svar var selvsikkert: „Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?“ ret
(373) Kristus så på den unge mands ansigt, som om han læste hans tanker og undersøgte hans karakter. Han elskede ham, og han ville så gerne give ham den fred, nåde og glæde, der ville forandre hans indstilling til jordiske ting. Han sagde: „Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himmelen. Og kom så og følg mig!“ ret
(373) Kristus følte sig draget mod denne unge mand. Han vidste, at han var oprigtig, når han hævdede: „Det har jeg holdt alt sammen.“ Frelseren længtes efter i ham at skabe den dømmekraft, der ville gøre ham i stand til at indse nødvendigheden af hjertets fromhed og kristen godhed. Han længtes efter i ham at se et ydmygt og angerfuldt hjerte, der var bevidst om at give Gud den højeste kærlighed, og som skjulte sine mangler i Kristi fuldkommenhed. ret
(374) I denne rådsherre så Jesus netop den hjælper, han havde brug for, hvis denne unge mand ville samarbejde med ham i arbejdet om frelsen. Hvis han ville lade sig lede af Kristus, kunne han blive en betydelig kraft. På en markant måde kunne rådsherren have repræsenteret Kristus; for han besad egenskaber, der, hvis han sluttede sig til Frelseren, ville gøre ham i stand til at blive en guddommelig kraft blandt mennesker. Kristus elskede ham, da han så ind i hans sind. Kærligheden til Kristus var ved at vågne i rådsherrens hjerte, for kærlighed avler kærlighed. Jesus længtes efter at se ham som sin medarbejder, efter at gøre ham lig sig selv — til et spejl, hvori Guds billede ville blive reflekteret, efter at udvikle hans fortræffelige karakter og hellige den til Mesterens tjeneste. Hvis rådsherren dengang havde overgivet sig til Kristus, ville han være vokset under påvirkning af Hans nærværelse. Hvis han havde truffet dette valg, hvor ville hans fremtid da have formet sig anderledes. ret
(374) En ting mangler du
„Én ting mangler du,“ sagde Jesus. „Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!“ Kristus læste i rådsherrens hjerte. Han manglede kun én ting, men det var af vital betydning. Han trængte til at have Guds kærlighed i sit hjerte. Hvis ikke denne mangel blev afhjulpet, ville den blive skæbnesvanger for ham; hele hans karakter ville blive ødelagt. Ved eftergivenhed ville egenkærligheden blive stærkere. For at kunne tage imod Guds kærlighed, måtte hans endnu større kærlighed til sig selv overvindes. ret
(374) Kristus satte denne mand på prøve. Han lod ham vælge mellem de himmelske skatte og verdslig storhed. Den himmelske skat var sikret ham, hvis han ville følge Kristus. Men han måtte overgive sig selv. Hans vilje måtte gives under Kristi herredømme. Det blev tilbudt denne unge rådsherre at blive hellig som Gud selv. Han fik det privilegium at blive søn af Gud og medarving til den himmelske skat sammen med Kristus. Men han skulle tage korset op og følge Frelseren på selvfornægtelsens vej. ret
(374) Kristi ord var i sandhed en opfordring til rådsherren: „Vælg i dag.“ Valget blev overladt til ham selv. Jesus længtes efter hans omvendelse. Han havde vist ham det mangelfulde sted i hans karakter, og med interesse afventede han beslutningen, mens den unge mand overvejede spørgsmålet! Hvis han besluttede sig til at følge Kristus, måtte han adlyde Hans ord fuldstændigt. Han måtte opgive sine ambitiøse fremtidsplaner. Alvorligt og spændt så Jesus på den unge mand, og håbede at han ville give efter for Helligåndens opfordring. ret
(375) Kristus stillede de betingelser, der som de eneste kunne få rådsherren til at udvikle en perfekt kristen karakter. Hans ord var visdomsord, selvom de lød alvorlige og krævende. At acceptere og adlyde dem var rådsherrens eneste håb om frelse. Hans høje stilling og hans besiddelser udgjorde en lumsk påvirkning af det onde på hans karakter. Hvis dette stadig blev opretholdt, ville det fortrænge Gud i hans sind. At holde sig tilbage fra Gud, lidt eller meget, var det samme som at holde fast ved det, som ville reducere hans moralske styrke og dygtighed; for hvis man elsker materielle ting, hvor usikre og uværdige de end kan være, så vil de blive altopslugende. ret
(375) Rådsherren blev hurtigt klar over alt det, Jesu ord ville føre med sig, og han blev bedrøvet. Hvis han havde forstået værdien af den tilbudte gave, ville han omgående have meldt sig som en af Kristi efterfølgere. Han var medlem af jødernes høje råd, og Satan fristede ham med smigrende fremtidsudsigter. Han ville gerne eje den himmelske skat, men han ville også gerne eje de timelige fordele, som hans rigdom kunne skaffe ham. Han var bedrøvet over, at der var sådanne betingelser. Han ville gerne have evigt liv, men han var ikke villig til at bringe det offer, som krævedes. Prisen for det evige liv syntes ham for stor, og han gik bedrøvet bort, „for han var meget velhavende“. ret
(375) Hans påstand om, at han havde holdt Guds bud, var et selvbedrag. Han viste nu, at rigdommen var hans afgud. Han kunne ikke overholde Guds bud, så længe han elskede verden mest. Han elskede Guds gaver højere, end han elskede giveren. Kristus havde tilbudt den unge mand fællesskab med sig selv. „Følg mig,“ sagde han. Men Frelseren betød ikke så meget for ham, som hans eget navn blandt mennesker eller hans besiddelser. At opgive sin jordiske skat, som han kunne se, til fordel for den himmelske skat, som han ikke kunne se, var for stor en risiko. Han afslog tilbuddet om evigt liv og gik bort, og herefter var det verden, han dyrkede. Tusinder må bestå denne prøve og veje Kristus op mod verden; og mange vælger verden. Ligesom den unge rådsherre vender de sig fra Frelseren og siger til sig selv: Jeg vil ikke lade mig lede af denne mand. ret
(375) Enten — eller
Kristi handlemåde over for denne unge mand er et skoleeksempel. Gud har givet os den leveregel, som enhver af hans tjenere skal følge. Den består i lydighed mod hans lov, ikke blot en lovmæssig lydighed, men en lydighed, som gennemtrænger vort liv og kommer til udtryk i vor personlighed. Gud har sin egen målestok for alle, der gerne vil høre til hans rige. Kun de, som vil være Kristi medarbejdere, kun de, som vil sige: Herre, alt hvad jeg har, og alt hvad jeg er, tilhører dig, vil blive anerkendt som Guds sønner og døtre. Alle bør overveje, hvad det betyder at ønske sig Himmelen og derpå vende sig bort på grund af de betingelser, der stilles. Tænk på, hvad det betyder at sige nej til Kristus. Rådsherren sagde: Nej, jeg kan ikke give dig alt! Siger vi det samme? Frelseren tilbyder os at være fælles med os om den gerning, Gud har givet os at gøre. Han tilbyder at bruge de midler, Gud har givet os, til at fremme sit arbejde på jorden. Kun på denne måde kan han frelse os. ret
(376) Rådsherrens besiddelser var betroet ham, for at han skulle vise sig som en tro husholder. Han skulle uddele disse rigdomme til velsignelse for de nødlidende. På samme måde betror Gud mennesker pengemidler, evner og muligheder, så de kan være hans medhjælpere over for de fattige og lidende. Den, som bruger de ham betroede gaver efter Guds plan, bliver en af Frelserens medarbejdere. Han vil vinde sjæle for Kristus, fordi han repræsenterer Kristi karakter. ret
(376) For dem, der som den unge rådsherre er i betroede stillinger, og som har store rigdomme, kan det synes at være for stort et offer at opgive det alt sammen for at følge Kristus. Men dette er en leveregel for alle, der vil være hans disciple. Intet mindre end lydighed kan accepteres. Overgivelse af selvet er hovedindholdet i Kristi lære. Ofte bliver dette præsenteret og påbudt på en måde, som kan virke streng. Men der kan ikke findes nogen anden måde at frelse mennesker på end at skære alt det bort, som ville demoralisere os fuldstændigt, hvis ikke det blev fjernet. ret
(376) Når Kristi disciple giver Herren det tilbage, som er hans eget, samler vi skatte, som vi vil få igen, når disse ord lyder: „Godt, du gode og tro tjener, … gå ind til din Herres glæde.“ ret
(376) „Idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.“ Glæden ved at se mennesker, som er blevet genløst og frelst for evigt, er lønnen for alle, der følger Ham, som sagde „Følg mig.“ ret