Jesu liv kapitel 59fra side387.     Fra side 537 i den engelske udgave.

ren side - tilbage

Præsternes sammensværgelse

(387)  Kapitlet er bygget op over Joh 11,47-54.
Gennem spioner, der havde overværet miraklet, var de jødiske rådsherrer hurtigt blevet informeret om kendsgerningerne. Der blev straks indkaldt til møde i Sanhedrin for at afgøre, hvad der skulle ske. Nu havde Kristus helt og fuldt åbenbaret sin magt over døden og graven. Dette mægtige mirakel var det altoverskyggende bevis fra Gud til mennesker på, at han havde sendt sin Søn til verden for deres frelse. Det var en tilkendegivelse af guddomsmagt, som var tilstrækkelig til at overbevise enhver, der var i besiddelse af sund fornuft og sine sansers fulde brug. Mange af de tilstedeværende ved Lazarus’ opvækkelse kom til at tro på Jesus. Men præsternes had imod ham blev skærpet. De havde forkastet alle de mindre vidnesbyrd om hans guddommelighed, og dette nye mirakel ophidsede dem kun yderligere. Den døde var blevet kaldt til live ved fuldt dagslys og i overværelse af en mængde vidner. Intet kunstgreb kunne bortforklare et sådant vidnesbyrd. Af netop denne grund blev præsternes had endnu mere dødeligt. De var mere end nogensinde fast besluttet på at sætte en stopper for Kristi gerning. ret

(387)  Forvirring i rådet
Skønt saddukæerne ikke syntes om Kristus, havde de ikke været så ondskabsfulde imod ham som farisæerne. Deres had havde ikke været så bittert. Men nu blev de meget stærkt foruroligede. De troede ikke på en opstandelse fra døden. Ved hjælp af såkaldt videnskab havde de draget den slutning, at det ville være en umulighed for et dødt legeme atter at komme til live. Men ved nogle få ord fra Kristus var deres teori blevet kuldkastet. Det viste sig, at de hverken kendte Skrifterne eller Guds kraft. De kunne ikke se nogen mulighed for at slette det indtryk, som dette mirakel havde gjort på folket. Hvordan kunne mennesker ledes bort fra Ham, hvis magt havde berøvet graven dens døde? Løgnagtige rygter blev sat i omløb, men miraklet lod sig ikke benægte, og de vidste ikke, hvordan de skulle imødegå følgerne af det. Hidtil havde saddukæerne ikke støttet planen om at få Jesus dræbt; men efter Lazarus’ opvækkelse stod det dem klart, at hans frygtløse fordømmelse af dem kun kunne standses ved hans død. ret

(387)  Farisæerne troede på opstandelsen, og de kunne ikke undgå at se, at dette mirakel var et bevis på, at Messias var iblandt dem. Men de havde altid været modstandere af Kristi gerning. De havde hadet ham fra første færd, fordi han havde afsløret deres hykleriske påstande. Han havde afsløret, hvordan deres strenge ritualer havde dækket over deres forkrøblede moral. Den rene lære, som han forkyndte, havde virket fordømmende på deres hule erklæringer om fromhed. De tørstede efter at hævne sig på ham på grund af hans skarpe irettesættelser. De havde forsøgt at provokere ham til at sige eller gøre noget, der kunne give dem anledning til at få ham dømt. Flere gange havde de prøvet på at stene ham, men han var ganske stille gået sin vej, og de havde tabt ham af syne. ret

(388)  De mirakler, han udførte på sabbatten, var alle til hjælp for lidende mennesker, men farisæerne havde forsøgt at få ham dømt som sabbatsbryder. De havde prøvet at ophidse herodianerne imod ham. De angav, at han søgte at oprette et rivaliserende kongedømme, og de drøftede sammen med dem, hvordan de kunne få ham tilintetgjort. For at ophidse romerne imod ham havde de angivet ham som én, der prøvede at undergrave deres myndighed. De havde benyttet sig af ethvert påskud for at forhindre ham i at påvirke folket. Men hidtil var deres planer mislykkedes. Menneskemængderne, der var vidne til hans barmhjertighedsgerninger og hørte hans rene, hellige lære, vidste, at det ikke var gerninger og ord fra en sabbatsbryder og gudsbespotter. Selv de tjenere, som farisæerne havde udsendt, var blevet så påvirket af hans ord, at de ikke kunne lægge hånd på ham. I desperation havde jøderne til sidst udsendt en forordning om, at enhver, der bekendte at tro på Jesus, skulle udelukkes fra synagogen. ret

(388)  Så da præsterne, rådsherrerne og de ældste samledes for at drøfte sagen, var det deres faste beslutning at bringe Ham til tavshed, der udrettede så fantastiske ting, at alle mennesker undrede sig. Farisæere og saddukæere var tættere på hinanden end nogensinde før. Skønt hidtil splittede, blev de ét i deres modstand mod Kristus. Nikodemus og Josef havde ved tidligere rådsforsamlinger forhindret domfældelsen af Jesus, og af denne grund var de ikke indkaldt nu. Til stede i rådet var der andre indflydelsesrige mænd, men deres indflydelse nyttede intet mod de ondskabsfulde farisæere. ret

(388)  Dog var rådets medlemmer ikke alle enige. På dette tidspunkt var Sanhedrin ikke nogen retsgyldig forsamling. Det eksisterede kun på grund af romernes tolerance. Nogle af dets medlemmer var i tvivl om det kloge i at dømme Jesus til døden. De frygtede, at dette ville vække oprør blandt folket og få romerne til at fratage præsteskabet yderligere begunstigelser og den magt, de endnu havde. Saddukæerne var forenede i deres had mod Jesus, men alligevel var de tilbøjelige til at være forsigtige med deres forehavender af frygt for, at romerne skulle berøve dem deres store anseelse. ret

(388)  I dette råd, der var samlet for at planlægge Kristi død, var det vidne til stede, som hørte Nebukadnezars pralende ord, som var vidne til Belsazzars afgudsdyrkende gæstebud, og som var til stede, da Kristus i Nazaret erklærede at være den Salvede. Dette vidne gav nu rådsherrerne et indtryk af den gerning, de var ved at udføre. Begivenheder i Kristi liv dukkede op i deres erindring så tydeligt, at det forfærdede dem. De huskede begivenheden i templet, da Jesus som tolvårig dreng stod foran de lærde lovkyndige og stillede dem spørgsmål, som de undrede sig over. Det mirakel, der lige var sket, var et vidnesbyrd om, at Jesus ikke var nogen anden end Guds Søn. Det gamle Testamentes skrifter med deres omtale af Kristus dukkede pludselig op i deres tanker i deres sande betydning. Forvirrede og bekymrede spurgte rådsherrerne sig selv: „Hvad gør vi?“ Der var splittelse i rådet. Under Helligåndens påvirkning kunne præsterne og rådsherrerne ikke frigøre sig af overbevisningen om, at de kæmpede mod Gud. ret

(389)  Kajfas afgør sagen
Mens forvirringen i rådet var på sit højeste, rejste ypperstepræsten Kajfas sig. Kajfas var en hovmodig og grusom mand, arrogant og intolerant. Blandt hans slægtninge var der saddukæere, hovmodige, dristige, hensynsløse, fyldt med ambitioner og grusomhed, som de skjulte bag falsk retfærdighed. Kajfas havde studeret profetierne, og skønt han var uvidende om deres sande betydning, talte han med stor myndighed og sikkerhed: ret

(389)   „I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.“ Ypperstepræsten hævdede, at selv om Jesus var uskyldig, så måtte han skaffes af vejen. Han var besværlig, han førte folket til sig og svækkede rådsherrernes autoritet. Han var kun én! Det var bedre, at han døde, end rådsherrernes myndighed blev svækket. Hvis folket mistede tilliden til deres rådsherrer, ville deres magt over folket ødelægges. Kajfas fremhævede, at Jesu disciple efter dette mirakel sandsynligvis ville rejse en opstand. Så ville romerne komme, sagde han, og lukke vort tempel, afskaffe vore love, og tilintetgøre os som et folk. Hvad er denne galilæers liv værd i forhold til folkets liv? Hvis han står i vejen for Israels velfærd, vil det så ikke være at gøre Gud en tjeneste at få ham fjernet? Det er bedre, at ét menneske dør, end at hele folket går til grunde. ret

(389)  Ved at erklære at ét menneske burde dø for folket, indikerede Kajfas, at han havde et vist kendskab til profetierne, skønt det var meget begrænset. Men i sin beretning om denne begivenhed tager Johannes profetien op og viser os dens vidtrækkende betydning. Han siger: „Og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét.“ I al sin blindhed erkendte den hovmodige Kajfas dog Frelserens kald! ret

(389)  I Kajfas’ mund blev denne dyrebare sandhed forvandlet til en løgn. Den politik, han var fortaler for, var baseret på et princip lånt fra hedenskabet. Blandt hedningerne havde en uklar erkendelse af, at én måtte dø for menneskeslægten, ført til menneskeofringer. Kajfas’ forslag var altså at ofre Jesus for at frelse det skyldige folk, ikke fra overtrædelser, men over i overtrædelser, så de kunne fortsætte i synd. Og ved at ræsonnere således regnede han med at kvæle protesterne fra dem, som måtte vove at sige, at der indtil nu ikke var fundet noget hos Jesus, der gjorde ham skyldig til døden. ret

(390)  Rådet har talt: Jesus må dø!
Ved denne rådsforsamling var Jesu fjender blevet fuldt overbevist. Helligånden havde talt til deres samvittighed. Men Satan stræbte efter at få magten over dem. Han erindrede dem indtrængende om alle de besværligheder, de havde haft på grund af Jesus. Hvor lidt han havde værdsat deres retfærdighed! Han forkyndte en retfærdighed, der var langt større, og som alle, der ville kaldes Guds børn, måtte have. Uden at tage hensyn til deres skikke og ceremonier havde han opmuntret syndere til at gå direkte til Gud som en barmhjertig Far og betro ham deres nød. På denne måde havde han efter deres mening tilsidesat præsteskabet. Han havde nægtet at anerkende de rabbinske skolers teologi. Han havde udstillet præsternes onde handlinger og havde uigenkaldeligt skadet deres indflydelse. Han havde ødelagt virkningen af deres leveregler og overleveringer ved at erklære, at skønt de krævede streng overholdelse af ritualloven, så gjorde de Guds lov ugyldig. Alt dette fik Satan dem nu til at huske på. ret

(390)  Satan sagde til dem, at de for at opretholde deres myndighed var nødt til at dømme Jesus til døden. De fulgte dette råd. At de risikerede at miste den magt, som de nu udøvede, var efter deres mening tilstrækkelig grund til, at de måtte træffe en afgørelse. Med undtagelse af nogle få, der ikke vovede at sige deres mening, modtog Sanhedrin Kajfas’ ord, som om de var Guds ord. Lettelse bredte sig i rådet; uenigheden holdt op. De besluttede at få Jesus henrettet ved den første gunstige lejlighed. Ved at forkaste beviset for Kristi guddommelighed havde disse præster og rådsherrer spærret sig selv inde i et uigennemtrængeligt mørke. De var kommet helt i Satans magt — for af ham at blive styrtet i afgrunden til evig fortabelse. Dog var deres selvbedrag af en sådan art, at de var veltilfredse med sig selv. De betragtede sig selv som patrioter, der søgte at redde folket. ret

(390)  Sanhedrin var imidlertid bange for at handle overilet over for Jesus, for at folket ikke skulle blive ophidset, og for at den voldshandling, som de pønsede på, ikke skulle falde tilbage på dem selv. Derfor tøvede de med at udføre den dom, de havde fældet. Frelseren var klar over præsternes sammensværgelse. Han vidste, at de længtes efter at skaffe sig af med ham, og at deres hensigt snart ville blive fuldbyrdet. Men det tilkom ikke ham at fremskynde den kritiske situation, og han tog af sted fra denne egn og tog sine disciple med sig. Således håndhævede Jesus atter ved sit eget eksempel det, han havde belært sine disciple om: „Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste.“ ret

(390)  Der var et udstrakt område, hvor man kunne arbejde for menneskers frelse; og hvis ikke deres troskab mod Herren krævede det, skulle hans tjenere ikke sætte deres liv på spil. ret

(391)  Jesus havde nu givet verden tre års hårdt arbejde blandt mennesker. De havde set hans eksempel på selvfornægtelse og uegennyttig godgørenhed. Hans liv i renhed, lidelse og hengivelse var kendt af alle. Og dog kunne verden ikke tåle sin Frelsers nærværelse længere end denne korte periode på tre år. ret

(391)  Hans liv havde været præget af forfølgelse og krænkelser. Jaget bort fra Betlehem af en skinsyg konge, forkastet af sit eget folk i Nazaret, uden grund dømt til døden i Jerusalem fandt Jesus dog sammen med sine trofaste ledsagere et midlertidigt tilflugtssted i en fremmed by. Han, som altid lod sig bevæge ved menneskers lidelser, som helbredte de syge, gav de blinde deres syn, de døve deres hørelse og de stumme evnen til at tale, som mættede de sultne og trøstede de sørgende, blev drevet bort fra det folk, han havde arbejdet hårdt for at frelse. Han, som vandrede på den oprørte sø og med et ord fik bølgernes vrede brusen til at standse, som uddrev onde ånder, der, når de fór bort, anerkendte ham som Guds Søn, som vækkede af dødens søvn, og som tryllebandt tusinder ved sin visdoms ord, han kunne ikke nå ind til dem, som var forblindede af fordom og had, og som hårdnakket forkastede lyset. ret

næste kapitel