(396) Kapitlet er bygget op over Luk 19,1- På vejen til Jerusalem kom Jesus til Jeriko og gik gennem byen. Ikke ret langt fra Jordan, ved det vestlige hjørne af dalen,
om her bredte sig ud til en slette, lå byen omgivet af tropisk vegetation og skøn frodighed. Med sine palmetræer og frugtbare haver, der fik vand fra sprudlende kilder, funklede den som en smaragd indfattet af kalkstensbjerge og øde kløfter, der skød sig ind imellem Jerusalem og byen på sletten. ret
(396) Mange karavaner passerede gennem Jeriko på vej til højtiden. Deres ankomst var altid en festlig begivenhed, men nu var folket optaget af noget større og mere interessant. Det var rygtedes, at den galilæiske rabbi, der for ganske nylig havde gjort Lazarus levende, var til stede i mylderet, og skønt der blev hvisket meget om præsternes intriger, var skarerne ivrige efter at bringe ham deres hyldest. ret
(396) Jeriko hørte til de byer, der oprindeligt var forbeholdt præsterne, og på dette tidspunkt havde et stort antal præster deres bopæl her. Men byen havde også en befolkning af en helt anden karakter. Den var et stort trafikalt knudepunkt, og romerske embedsmænd og soldater færdedes der sammen med fremmede fra forskellige egne af landet, mens rækken af toldsteder gjorde den til hjemsted for mange toldere. ret
(396) Han ønskede at leve hæderligt
Den øverste tolder, Zakæus, var jøde og forhadt af sine landsmænd. Hans rang og hans rigdom var lønnen for et embede, som de afskyede, og som blev betragtet på lige fod med uretfærdighed og pengeafpresning. Men den velhavende toldembedsmand var alligevel ikke så forhærdet et verdensmenneske, som han så ud til. Bag facaden af verdslighed og stolthed var der et hjerte, som var modtageligt for guddommelig påvirkning. Zakæus havde hørt om Jesus. Rygtet om ham, der havde udvist venlighed og høflighed mod de foragtede samfundsklasser, var nået vidt omkring. I denne toldembedsmand var der opstået et stærkt ønske om at leve et bedre liv. Kun nogle kilometer fra Jeriko havde Johannes Døber prædiket ved Jordan, og Zakæus havde hørt om kaldet til omvendelse. Belæringen til tolderne: „Opkræv ikke mere end det, der er foreskrevet jer,“ havde gjort indtryk på ham, skønt han udadtil ignorerede det. Han kendte Skrifterne og var klar over, at han bar sig forkert ad. Nu, hvor han hørte, at ordene kom fra den store lærer, følte han sig som en synder i Guds øjne. Dog tændtes der et håb i ham efter alt, hvad han havde hørt om Jesus. Omvendelse og et helt nyt liv var muligt selv for ham. Var en af denne nye lærers mest betroede disciple ikke en tolder? Zakæus gav sig straks til at følge den overbevisning, der havde grebet ham, og at yde erstatning til dem, han havde gjort uret. ret
(397) Således var han allerede begyndt at gøre uretten god igen, da nyheden om, at Jesus var på vej ind i byen, lød gennem Jeriko. Zakæus besluttede, at han ville se ham. Han var begyndt at indse, hvor bitre syndens frugter er, og hvor vanskeligt livet er for den, som prøver at vende om fra urettens vej. At blive misforstået, at blive mødt med mistænksomhed og mistillid, når man forsøgte at rette op på sine fejl, var hårdt at bære. Toldembedsmanden længtes efter at se den mand, hvis ord havde givet ham nyt håb. ret
(397) Der var trængsel på gaderne, og Zakæus, som var lille af vækst, kunne ikke se hen over de mange menneskers hoveder. Ingen ville gøre plads for ham. Derfor løb han et stykke forud for skaren hen til et stort figentræ, der bredte sine grene ud over vejen. Den rige tolder klatrede op til en plads mellem grenene, hvorfra han havde overblik over optoget, når det kom forbi. Mængden nærmer sig, og mens den passerer, spejder Zakæus ivrigt for at opdage det eneste ansigt, han længes efter at se. ret
(397) Mødet med Jesus
Hævet over præsternes og de skriftkloges højrøstede protester og mængdens velkomstråb talte toldembedsmandens uudtalte ønske til Jesu hjerte. Pludselig standser en gruppe mennesker lige under figentræet, skarerne foran og bagved går i stå, og En, hvis blik synes at se ind i sjælen, ser op. Manden i træet tror næsten ikke sine egne ører, da han hører ordene: „Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.“ ret
(397) Menneskeskaren giver plads, og Zakæus, der går som i drømme, viser vej til sit eget hjem. Men de skriftkloge ser til med skulende blikke, mens de vredt og foragteligt mumler: „Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.“ ret
(397) Zakæus var blevet overvældet, forbløffet og målløs over Kristi kærlighed og over, at han nedlod sig til at have med ham at gøre, som var så uværdig. Nu løsnes hans tungebånd af kærlighed og loyalitet til sin nyfundne Mester. Han vil offentligt bekendtgøre sin tro og sin omvendelse. ret
(397) I overværelse af hele menneskeskaren stod Zakæus „frem og sagde til Herren: ‘Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.’ ret
(397) Da sagde Jesus om ham: ‘I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn.’“ ret
(398) Zakæus’ omvendelse
Dengang den rige, unge rådsherre havde vendt sig bort fra Jesus, havde disciplene undret sig over, at deres Mester sagde: „Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige.“ De havde sagt til hinanden: ret
(398) „Hvem kan så blive frelst?“ Nu så de en stadfæstelse af Kristi ord: „Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.“ De så, hvordan en rig mand ved Guds nåde kunne komme ind i riget. ret
(398) Før Zakæus havde set Kristi ansigt, var han begyndt på det arbejde, der beviste, at han i sandhed angrede. Han havde bekendt sin synd, før nogen havde beskyldt ham for den. Han havde givet efter for Helligåndens overbevisende kraft og var begyndt at leve efter læren i de ord, der blev skrevet for det gamle Israel såvel som for os. Herren havde for længe siden sagt: „Når det går dårligt for din landsmand, og han ikke kan klare sig, skal du understøtte ham, som var han fremmed eller tilflytter, så han kan opretholde livet hos dig; du må ikke tage rente eller åger af ham. Du skal frygte din Gud, så din landsmand kan opretholde livet hos dig. Du må ikke låne ham penge mod rente og ikke yde ham føde mod åger.“ „Landsmænd må ikke udnytte hinanden. Du skal frygte din Gud.“ Disse ord var blevet udtalt af Kristus selv, da han var indhyllet i skystøtten, og Zakæus’ allerførste respons på Kristi kærlighed var at vise barmhjertighed mod de fattige og lidende. ret
(398) Der eksisterede blandt tolderne en alliance, så de kunne undertrykke folket og støtte hinanden i deres ulovlige handlemåder. Ved deres pengeafpresning udførte de blot, hvad der næsten var blevet almindelig praksis. Selv præsterne og de skriftkloge, der foragtede dem, gjorde sig skyldige i at berige sig på uhæderlig vis under dække af deres hellige kald. Men så snart Zakæus havde givet efter for Helligåndens påvirkning, afstod han fra enhver handlemåde, der var i strid med hæderlighed. ret
(398) En omvendelse er ikke ægte, hvis den ikke medfører en forbedring. Kristi retfærdighed er ikke en kappe til dækning af synder, man ikke har bekendt og afstået fra. Den er et livsprincip, der forvandler karakteren og behersker ens livsførelse. Hellighed vil sige helt at leve for Gud. Det betyder en fuldkommen overgivelse af hjertet og livet til de himmelske principper. ret
(398) I forretningslivet skal en kristen afspejle Herrens holdning, således at det fremgår, at han handler efter Guds principper. „Helliget Herren“ burde der stå i alle forretningspapirer. De, der bekender sig som Kristi disciple, men som handler uhæderligt, bærer falsk vidnesbyrd om en hellig, retfærdig og barmhjertig Guds karakter. Ethvert omvendt menneske vil som Zakæus give udtryk for sin kristne holdning ved at opgive den uhæderlighed, der har præget hans liv. Ligesom toldembedsmanden vil han bevise sin oprigtighed ved at give erstatning. Herren siger, at hvis den gudløse „giver tilbage, hvad han tog i pant, erstatter, hvad han røvede, og følger livets love uden at øve uret,“ så skal „ingen af de synder, han har begået… huskes …, han skal bevare livet“ . ret
(399) Hvis vi har voldt andre skade ved uhæderlig forretningspraksis, hvis vi har narret eller bedraget nogen, selv om det måske er inden for lovens grænser, så bør vi bekende vor fejl og genoprette den, så vidt det står i vor magt. Det vil være rigtigt af os ikke blot at give det tilbage, som vi har taget, men også det, som det ville være blevet forøget til, hvis det havde været benyttet rigtigt og klogt i den tid, hvor det har været i vor besiddelse. ret
(399) Frelseren sagde til Zakæus: „I dag er der kommet frelse til dette hus.“ Ikke blot var Zakæus selv blevet velsignet, men hele hans husstand var blevet det sammen med ham. Kristus gik til hans hjem for at undervise ham om sandheden og for at belære dem, der boede hos ham, om det, der hører Guds rige til. De havde været udelukket fra synagogen på grund af de skriftkloges og andres ringeagt; men nu var de som den mest begunstigede husstand i hele Jeriko samlet i deres eget hjem om den guddommelige lærer for selv at høre livets ord. ret
(399) Det er når Kristus modtages som en personlig Frelser, at frelsen kommer til mennesket. Zakæus havde taget imod Jesus, ikke blot som en tilfældig gæst i sit hjem, men som den Eneste, der kunne fylde hans sjæl. De skriftkloge og farisæerne beskyldte ham for at være en synder. De gav ondt af sig, fordi Kristus var hans gæst, men Herren anerkendte ham som en Abrahams søn. For „det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner.“ ret