(400) Kapitlet er bygget op over Matt 26,6-13; Mark 14,3-11; Luk 7,36-50; Joh 11,55-57; 12,1-11.
Simon fra Betania blev anset for at være en af Jesu disciple. Han var en af de få farisæere, der åbenlyst havde sluttet sig til Kristus. Han anerkendte Jesus som lærer og håbede, at han var Messias, men han havde ikke taget imod ham som sin Frelser. Hans karakter var ikke forvandlet, hans principper var uændrede. ret
(400) Simon var blevet helbredt for spedalskhed, og det var dette, der havde ført ham til Jesus. Han ville gerne vise sin taknemmelighed, og ved Kristi sidste besøg i Betania holdt han et gæstebud for Frelseren og hans disciple. Ved dette måltid var mange af jøderne til stede. Der var på dette tidspunkt stor ophidselse i Jerusalem. Kristus og hans virke tiltrak sig større opmærksomhed end nogensinde før. De, som var kommet til gæstebudet, iagttog ham nøje og nogle af dem med uvenlige blikke. ret
(400) Frelseren var først nået til Betania seks dage før påsken, og som han plejede, havde han søgt hvile i Lazarus’ hjem. De mange rejsende, der drog videre til hovedstaden, viderebragte meddelelsen om, at han var på vej til Jerusalem, og at han ville tilbringe sabbatten i Betania. Der var stor begejstring blandt folket. Mange flokkedes i Betania — nogle af sympati for Jesus og andre af nysgerrighed efter at se en, der var blevet oprejst fra døden. ret
(400) Mange ventede at høre Lazarus fortælle vidunderlige beretninger om sine oplevelser efter døden. De var forbavsede over, at han ikke fortalte dem noget. Han havde intet at fortælle af den art. Skriften siger: „De døde ved ingenting…. Både deres kærlighed, deres had og deres misundelse er allerede gået til grunde.“ Men Lazarus havde et vidunderligt vidnesbyrd at bringe om Kristi gerning. Derfor var han blevet oprejst fra døden. Han forkyndte med overbevisning og kraft, at Jesus var Guds Søn. ret
(400) Præsternes sammensværgelse
De beretninger, der blev bragt tilbage til Jerusalem af dem, der havde besøgt Betania, forøgede spændingen. Folk var ivrige efter at se og høre Jesus. Mange spurgte, om Lazarus mon ville ledsage ham til Jerusalem, og om profeten ville blive kronet til konge ved påskefesten. Præsterne og de skriftkloge så, at deres magt over folket blev stadigt mindre, og deres had mod Jesus blev endnu mere bittert. De kunne knap vente, til der viste sig en lejlighed til at få ham skaffet af vejen for altid. Efterhånden som tiden gik, blev de bange for, at han måske til syvende og sidst slet ikke ville komme til Jerusalem. De huskede, hvor tit han havde forpurret deres mordplaner, og de frygtede, at han nu havde gennemskuet deres planer imod ham og ville holde sig borte. De havde svært ved at skjule deres frygt og spurgte indbyrdes hinanden: „Hvad mener I? Mon han ikke kommer til festen?“ ret
(401) Et råd af præster og skriftkloge blev indkaldt. Siden Lazarus’ opvækkelse havde Kristus så helt og fuldt vundet folkets sympati, at det ville være farligt at gribe ham offentligt. Derfor besluttede rådet at tage ham til fange i hemmelighed og lade retssagen foregå så stille som muligt. De håbede, at når hans dom først blev bekendtgjort, ville den vægelsindede folkestemning vende sig til deres fordel. ret
(401) Således lagde de planer om at tilintetgøre Jesus. Men så længe Lazaru levede, vidste præsterne og rabbinerne, at de ikke kunne være trygge. Blot det, at der levede en mand, som havde ligget fire dage i graven, og som var blevet oprejst ved et ord fra Jesus, ville før eller siden forårsage en reaktion. Folket ville hævne sig på deres øvrighed, fordi de havde berøvet det menneske livet, der kunne udføre et sådant mirakel. Derfor besluttede Sanhedrin, at også Lazarus måtte dø. Så vidt kan misundelse og fordom føre deres slaver. De jødiske myndigheders had og vantro var blevet så stærkt, at de nu også ville berøve ham livet, som Almagtens kraft havde reddet fra graven. ret
(402) Maria salver Jesu fødder
Mens denne sammensværgelse foregik i Jerusalem, var Jesus og hans venner blevet indbudt til Simons gæstebud. Ved måltidet sad Frelseren med Simon, som han havde helbredt for en forfærdelig sygdom, ved den ene side, og ved hans anden side sad Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Marta vartede op ved bordet, men Maria lyttede opmærksomt til hvert ord fra Jesu mund. Jesus havde i sin nåde tilgivet hendes synder, han havde kaldt hendes elskede broder frem fra graven, og Marias hjerte var fyldt af taknemmelighed. Hun havde hørt Jesus tale om sin forestående død, og i sin store kærlighed og sorg havde hun længtes efter at vise, hvor højt hun ærede ham. Ved store personlige ofre havde hun købt en alabastkrukke med „meget kostbar nardusolie,“ hvormed hun ville salve hans legeme. Men nu var der mange, der sagde, at han snart skulle krones til konge. Hendes sorg blev vendt til glæde, og hun var ivrig efter at være den første til at hylde sin Herre. Hun slog sin krukke med olie itu og hældte indholdet ud over Jesu hoved og fødder. Derefter knælede hun ned og græd, så hendes tårer vædede hans fødder, mens hun tørrede dem af med sit lange løsthængende hår. ret
(402) Judas viser ansigt
Hun havde forsøgt at undgå at blive bemærket, og det kunne måske også være foregået i ubemærkethed, men olien fyldte rummet med sin duft og røbede hendes handling for alle de tilstedeværende. Judas betragtede den med det største mishag. I stedet for at afvente, hvad Kristus ville sige, gav han sig til at hviske sine beklagelser til de nærmest siddende, idet han bebrejdede Kristus, at han fandt sig i en sådan ødselhed. På udspekuleret vis kom han med hentydninger, som rimeligvis ville vække mishag. ret
(402) Judas tog sig af disciplenes pengesager, og af deres lille beholdning havde han hemmeligt taget til eget brug og således formindsket deres pengebeholdning til en ubetydelighed. Han var ivrig efter at alt, hvad han kunne få fat i, blev lagt i pungen. Der blev ofte brugt af midlerne i pungen til at hjælpe de fattige, og når der blev købt noget, som Judas ikke fandt nødvendigt, plejede han at sige, at det var spild af penge og spørge, hvorfor pengene ikke blev lagt i den pung til de fattige, som han stod for. Nu var Marias handling en så markant modsætning til hans selviskhed, at han måtte skamme sig; og som sædvanlig prøvede han at finde et værdigt motiv for sine indvendinger mod hendes gave. Han henvendte sig til disciplene og sagde: „‘Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?’ Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den“ Judas følte ikke noget for de fattige. Hvis Marias olie var blevet solgt, og udbyttet var kommet i hans besiddelse, ville det ikke være kommet de fattige til gode. ret
(402) Judas havde høje tanker om sine egne administrative evner. Som pengeansvarlig følte han sig højt hævet over sine meddisciple, og han havde fået overbevist dem om det samme. Han havde vundet deres tillid og havde en stærk indflydelse på dem. Hans foregivne medfølelse med de fattige narrede dem, og hans snedige hentydninger fik dem til at betragte Marias hengivenhed med mistillid. Nu blev der mumlet rundt om bordet: „Hvorfor ødsle sådan? Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige.“ ret
(402) Hun gjorde, hvad hun kunne
Maria hørte de misbilligende ord. Hendes hjerte bævede. Hun frygtede, at hendes søster også ville komme med bebrejdelser over hendes ødselhed. Mesteren ville måske også synes, at hun var letsindig. Hun skulle lige til at liste sig bort uden at sige et ord til sin undskyldning, da hun hørte Mesterens stemme: „Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende?“ Han så, at hun var forlegen og ulykkelig. Han vidste, at hun med denne handling havde udtrykt sin taknemmelighed over hendes synders forladelse, og det, han sagde, gjorde hende godt. Idet han hævede stemmen over den misbilligende mumlen, sagde han: „Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.“ ret
(403) Den duftende gave, som Maria havde tænkt sig at udøse over Frelserens døde legeme, hældte hun nu over hans levende skikkelse. Ved begravelsen ville dens søde duft kun have fyldt graven. Nu glædede den hans hjerte ved sin forsikring om hendes tro og kærlighed. Josef fra Arimatæa og Nikodemus gav ikke Jesus deres kærlighedsgaver, mens han var i live. Med bitre tårer bragte de deres kostbare vellugtende urter til hans kolde, livløse legeme. Kvinderne, der bragte duftende urter til graven, gjorde det til ingen nytte, for han var opstået. Men Maria, som udøste sin kærlighed over Frelseren, mens han var sig hendes hengivenhed bevidst, salvede ham til hans begravelse. Og da han steg ned i sin store trængsels mørke, medbragte han erindringen om denne handling, et tegn på den kærlighed, som han for evigt ville have fra sine genløste. ret
(403) Mange mennesker bringer store, dyre gaver til de døde. Når de står om den kolde, tavse skikkelse, får mange kærlige ord frit løb. Udtryk for ømhed, værdsættelse og hengivenhed udøses over en, som ikke mere ser eller hører. Alle disse smukke ord burde have været sagt, mens de endnu kunne have varmet og glædet den trætte ånd. ret
(403) Den knuste krukke — symbol på Kristus
Maria forstod ikke den fulde betydning af sin kærlighedsgerning. Hun kunne ikke give sine anklagere noget svar. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun havde valgt denne lejlighed til at salve Jesus. Helligånden havde tilskyndet hende, og hun havde adlydt. Ånden giver ikke nogen begrundelse. Usynligt nærværende taler den til sjæl og sind og påvirker til handling. Den har berettigelsen i sig selv. ret
(403) Kristus forklarede Maria, hvad hendes handling betød, og på denne måde gav han hende mere, end han havde modtaget. „Hun har hældt denne olie ud over mit legeme,“ sagde han, „som en forberedelse til min begravelse.“ Ligesom alabastkrukken, der blev slået itu, så den fyldte hele huset med sin duft, således skulle Kristus dø og hans legeme mishandles. Men han skulle opstå fra graven, og duften af hans liv skulle fylde verden. Kristus „elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft“ . ret
(403) „Sandelig siger jeg jer,“ sagde Kristus, „hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.“ Frelseren så ud i fremtiden og talte med vished om sit evangelium. Det skulle prædikes i hele verden, og så langt som evangeliet nåede ud, skulle Marias gave sprede sin duft, og mennesker ville blive velsignet ved hendes impulsive handling. Riger skulle opstå og atter falde; herskeres og erobreres navne ville blive glemt; men denne kvindes handling ville blive udødeliggjort på siderne med hellig historie. Til tidernes ende ville denne ituslåede alabastkrukke fortælle historien om Guds store kærlighed til en falden slægt. ret
(404) Marias handling var en markant kontrast til det, som Judas var ved at gøre. Kristus kunne have givet en skarp irettesættelse til ham, som havde sået frø til kritiske og onde tanker i disciplenes sind! Hvor ville det have været retfærdigt, om anklageren selv var blevet anklaget! Han, som læser alle tanker og forstår enhver handling, kunne ved gæstebudet have afsløret mørke punkter i Judas’ liv. Det hule hykleri, som forræderen baserede sine ord på, kunne være blevet afsløret, eftersom han i stedet for at have medfølelse med de fattige stjal de penge, der var beregnet til at lindre deres nød. Hans undertrykkelse af enker, faderløse og daglejere ville have vakt harme. Men hvis Kristus havde afsløret Judas, ville dette være blevet udlagt som grunden til hans senere forræderi. Og til trods for at Judas var anklaget for tyveri, ville han have opnået en vis sympati selv blandt disciplene. Frelseren irettesatte ham ikke og undgik således at give ham en grund til hans forræderi. ret
(404) Men det blik, som Jesus rettede mod ham, overbeviste Judas om, at Frelseren gennemskuede hans hykleri og hans lave, foragtelige karakter. Og ved at rose Marias handling, der var blevet så hårdt fordømt, havde Kristus irettesat Judas. Før dette skete, havde Frelseren aldrig givet ham en direkte irettesættelse. Nu nagede irettesættelsen ham. Han besluttede at hævne sig. Fra aftensmåltidet gik han direkte til ypperstepræstens palads, hvor han fandt rådet forsamlet, og han tilbød at forråde Jesus til dem. ret
(404) Judas tager hævn
Præsterne blev meget glade. Disse ledere af Israel havde fået det privilegium at tage imod Kristus som deres Frelser uden nogen form for vederlag. Men de afslog den kostbare gave, der blev tilbudt dem med den mest inderlige og målrettede kærlighed. De nægtede at tage imod den frelse, der er mere værd end guld, og de købte deres Herre for tredive sølvpenge. ret
(404) Judas havde givet efter for sin gerrighed, indtil den dominerede hele hans karakter. Han undte ikke Jesus det offer, som blev bragt ham. Hans hjerte brændte af misundelse over, at Frelseren modtog en gave, som ville være passende for jordens konger. Han forrådte sin Herre for et beløb, som var langt mindre end prisen for krukken med olie. ret
(404) Disciplene var ikke som Judas. De elskede Frelseren. Men de værdsatte ikke hans ophøjede natur på den rette måde. Hvis de havde forstået, hvad han havde gjort for dem, ville de have følt, at intet af det, der blev givet ham, var spildt. De vise mænd fra Østen, der vidste så lidt om Jesus, havde udvist en mere sand anerkendelse af den ære, der tilkom ham. De bragte kostbare gaver til Frelseren og bøjede sig i ærefrygt for ham, da han kun var et lille barn med en krybbe som vugge. ret
(405) Værdien af ægte venlighed
Kristus værdsætter handlinger af oprigtig ærefrygt. Når nogen gjorde ham en tjeneste, velsignede han kærligt den pågældende. Han afviste ikke den mindste blomst, plukket af barnehånd, og givet ham i kærlighed. I Skriften omtales Marias salvelse af Jesus som noget, der udmærker hende frem for de andre, der hedder Maria. Gerninger i kærlighed og ærefrygt over for Jesus er vidnesbyrd om tro på ham som Guds Søn, og Helligånden angiver som vidnesbyrd om en kvindes troskab mod Kristus, at hun har „vasket de helliges fødder, taget sig af nødlidende, ja, stræbt efter at gøre gode gerninger.“ ret
(405) Kristus glædede sig over Marias oprigtige ønske om at gøre sin Herres vilje. Han tog imod denne store, rene hengivenhed, som hans disciple hverken ville eller kunne forstå. Marias store ønske om at tjene sin Herre på denne måde betød mere for Kristus end alverdens kostbare salver, fordi det udtrykte hendes påskønnelse af verdens Frelser. Det var Kristi kærlighed, som var drivkraften. Den enestående ophøjethed i Kristi karakter opfyldte hende. Olien var et symbol på giverens hjerte. Den var den ydre tilkendegivelse af en kærlighed, der opfyldtes af himmelske kilder, indtil den flød over. ret
(405) Marias handling var for disciplene netop den lektie, de trængte til for at vise dem, at det ville glæde Kristus, hvis de gav udtryk for deres kærlighed til ham. Han havde været alt for dem, og de gjorde sig ikke klart, at de snart ville være uden hans tilstedeværelse, at de snart ikke ville kunne give ham noget bevis på deres taknemlighed over hans store kærlighed. Kristi ensomhed, mens han var adskilt fra de himmelske boliger og levede et menneskes liv, blev aldrig forstået eller påskønnet af disciplene, som den burde have været det. Han var ofte bedrøvet, fordi hans disciple ikke gav ham det, som han burde have fået af dem. Han vidste, at hvis de havde været under indflydelse af de himmelske engle, som ledsagede ham, ville de heller ikke have fundet noget offer for stort til at tilkendegive hjertets åndelige hengivenhed. ret
(405) Deres viden senere hen gav dem den sande følelse af, hvor meget de kunne have gjort for Jesus som udtryk for deres taknemmelighed og kærlighed, mens de var ham nær. Da Jesus ikke mere var hos dem, og de virkelig følte sig som får uden hyrde, begyndte de at indse, hvordan de kunne have vist ham opmærksomhed, som ville have glædet ham. De bebrejdede ikke mere Maria, men kun sig selv. Å, hvis de dog bare havde kunnet tilbagekalde deres kritik, deres hævdelse af at de fattige var mere værdige til gaven end Kristus! De følte bebrejdelsen meget stærkt, da de løftede deres Herres mishandlede legeme ned fra korset. ret
(405) Guds gave
Det samme viser sig tydeligt i verden af i dag. Kun få værdsætter alt, hvad Kristus er for dem. Hvis de gjorde, ville Marias store kærlighed komme til udtryk, og salvelsen ville blive foretaget i rigt omfang. Den dyre olie ville ikke blive betragtet som spildt. Intet ville være for kostbart at give til Kristus, og ingen selvfornægtelse eller selvopofrelse for stor til at udholdes for hans skyld. ret
(406) De forargede ord, „Hvorfor ødsle sådan?“, fik Kristus til at se det største offer for sig, der nogensinde er blevet bragt — gaven, der bestod af ham selv som sonoffer for en fortabt verden. Herren ville være så gavmild over for sin menneskelige familie, at der ikke kunne siges om ham, at han kunne have gjort mere. Ved at give Jesus gav Gud hele Himmelen. Fra et menneskeligt synspunkt var sådan et offer et formålsløst spild. Ud fra menneskelig tankegang er hele frelsesplanen spild af barmhjertighed og resurser. Selvfornægtelse og helhjertet opofrelse møder os overalt. Med rette må de himmelske hærskarer se med forbavselse på menneskeslægten, som nægter at lade sig ophøje og berige med den uendelige kærlighed, der kommer til udtryk i Kristus. De kan med rette spørge: „Hvorfor ødsle sådan?“ ret
(406) Men soningen for en fortabt verden måtte være total, i rigeligt mål og fyldestgørende. Kristi offer var mere end rigeligt til at kunne nå hvert eneste menneske, som Gud har skabt. Det kunne ikke begrænses til ikke at overskride det antal, som ville tage imod den store gave. Ikke alle mennesker bliver frelst; men alligevel er frelsesplanen ikke et spild, selvom der ikke bliver brug for alt, hvad der gavmildt var stillet til rådighed. Der skal være nok, og der skal være ekstra reserver! ret
(406) Simon tvivlede
Simon, der var vært, havde ladet sig påvirke af Judas’ kritik af Marias gave, og han blev forbavset over Jesu handlemåde. Hans stolthed som farisæer var krænket. Han vidste, at mange af hans gæster betragtede Kristus med mistillid og mishag. Simon sagde ved sig selv: „Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.“ ret
(406) Ved at helbrede Simon for spedalskhed havde Kristus reddet ham fra at være levende død. Men nu tvivlede Simon på, om Frelseren var en profet. Fordi Kristus tillod denne kvinde at nærme sig ham, fordi han ikke hånligt afviste hende som en, hvis synder var for store til at blive tilgivet, fordi han ikke viste, at han var klar over, at hun havde syndet, følte Simon sig fristet til at tro, at han ikke var en profet. Jesus ved ikke noget om denne kvinde, der så frimodigt viser sine følelser, tænkte han, ellers ville han ikke tillade, at hun rørte ved ham. ret
(406) Men det var Simons uvidenhed om Gud og om Kristus, der fik ham til at tænke, som han gjorde. Han var ikke klar over, at Guds Søn måtte handle, som Gud ville gøre det, med medfølelse, nænsomhed og barmhjertighed. Efter Simons mening skulle man ikke bekymre sig om Marias angerfulde handling. At hun kyssede Jesu fødder og salvede dem med olie, irriterede ham meget i hans hårdhjertethed. Han mente, at hvis Kristus var en profet, ville han vide hvem, der var syndere, og irettesætte dem. ret
(407) En rystende erkendelse
På disse uudtalte tanker svarede Frelseren: „‘Simon, jeg har noget at sige dig. … En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?’ Simon svarede: ‘Den, han eftergav mest, vil jeg tro.’ Jesus sagde: ‘Det har du ret i.’“ ret
(407) Ligesom Natan gjorde med David, slørede Kristus sit velrettede angreb med en lignelse. Han pålagde sin vært den byrde at fælde dom over sig selv. Simon havde ført den kvinde i synd, som han nu foragtede. Han havde begået stor uret over for hende. De to skyldnere i lignelsen var eksempler på Simon og kvinden. Det var ikke Jesu hensigt at påpege, at de to personer burde føle forskellige grader af skyld, for de havde hver for sig en taknemmelighedsgæld, som aldrig kunne betales tilbage. Men Simon følte sig mere retfærdig end Maria, og Jesus ville have ham til at se, hvor stor hans skyld i virkeligheden var. Han ville vise ham, at hans synd var større end hendes, på samme måde som en gæld på fem hundrede kroner er større end en gæld på halvtreds kroner. ret
(407) Simon begyndte nu at se sig selv i et nyt lys. Han så, hvordan Maria blev bedømt af én, der var mere end en profet. Han så, at Kristus med sit profetiske blik kunne se hendes kærlighed og gudsfrygt. Han blev grebet af skamfuldhed, og han indså, at han stod over for én, der var højt hævet over ham. ret
(407) „Jeg kom ind i dit hus,“ fortsatte Kristus; „du gav mig ikke vand til mine fødder,“ men med angerens og kærlighedens tårer har Maria vædet mine fødder og tørret dem med sit hår. „Du gav mig ikke noget kys; men hun“ — som du foragter — „er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind.“ Kristus opregnede de muligheder, Simon havde haft for at vise sin kærlighed til sin Herre og sin påskønnelse af, hvad der var blevet gjort for ham. Tydeligt, men alligevel med fintfølende høflighed, forklarede han sine disciple, at det bedrøver ham, når hans børn undlader at vise ham deres taknemmelighed i ord eller ved kærlighedsgerninger. ret
(407) Han, som læser alle tanker, så, hvad der var motivet til Marias handling, og han så også den indstilling, som udløste Simons tanker. „Ser du denne kvinde?“ sagde Jesus til ham. Hun er en synderinde. „Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.“ ret
(407) Simons kulde og forsømmelse over for Frelseren viste, hvor lidt han skønnede på den nåde, der var vist ham. Han havde ment, at han gjorde Jesus en ære ved at indbyde ham til sit hjem; men nu så han sig selv, som han virkelig var. Mens han havde troet at læse gæstens tanker, var det gæsten, som havde læst hans tanker. Han så, hvor rigtig Kristi bedømmelse af ham var. Hans gudsfrygt havde været farisæisme. Han havde ringeagtet Jesu barmhjertighed. Han havde ikke anerkendt ham som Guds udsending. Mens Maria var en tilgivet synder, var han en utilgivet synder. Den strenge håndhævelse af retfærdighed, som han havde forsøgt at anvende over for hende, havde fældet dom over ham selv. ret
(408) Simon blev bevæget over Jesu venlighed ved ikke åbenlyst at bebrejde ham, mens gæsterne var til stede. Han var ikke blevet behandlet sådan, som han havde ønsket, at Maria skulle behandles. Han forstod, at Jesus ikke ønskede at afsløre hans skyld over for andre, men at han ved en sand fremstilling af sagen havde prøvet at overbevise ham og med deltagelse og venlighed havde prøvet at betvinge hans sind. Streng fordømmelse ville have gjort Simon så hård, at han ikke angrede, men en tålmodig formaning overbeviste ham om hans vildfarelse. Han så, hvor stor den gæld var, som han skyldte Herren. Hans stolthed blev til skam, han angrede, og den stolte farisæer blev en ydmyg, selvopofrende discipel. ret
(408) Den, som meget tilgives, elsker meget
Maria var blevet betragtet som en stor synderinde, men Kristus kendte omstændighederne, der havde formet hendes tilværelse. Han kunne have slukket hver gnist af håb i hende, men han gjorde det ikke. Det var ham, som havde løftet hende op fra fortvivlelse og ødelæggelse. Syv gange havde hun hørt ham tale strengt til dæmonerne, der beherskede hende. Hun havde hørt ham bønfalde sin Fader med høje råb for hendes skyld. Hun vidste, hvor krænkende synden var for hans uplettede renhed, og ved hans styrke havde hun sejret. ret
(408) Set med menneskers øjne var Marias tilfælde håbløst, men Kristus fandt egenskaber hos hende til gode formål. Han så de bedre træk i hendes karakter. Frelsesplanen har udstyret menneskeslægten med store muligheder, og hos Maria skulle disse muligheder findes frem. Ved hans nåde fik hun del i den guddommelige natur. Den, som var faldet, og som havde været besat af dæmoner, kom til at stå Frelseren meget nær i fællesskab og tjeneste. Det var Maria, som sad ved hans fødder og lærte af ham. Det var Maria, som hældte den kostbare salvelsesolie over hans hoved og vædede hans fødder med sine tårer. Maria stod ved siden af korset og fulgte ham til graven. Maria var den første ved graven efter hans opstandelse. Det var Maria, der først af alle forkyndte den opstandne Frelser. ret
(408) Jesus kender forholdene for hvert eneste menneske. Du siger måske, jeg er syndig, meget syndig. Det er du måske også; men jo værre du er, jo mere behøver du Jesus. Han afviser ingen grædende, angerfuld synder. Han fortæller ikke nogen om alt det, han kunne afsløre, men han opfordrer hver ængstelig sjæl til at fatte mod. Uden at kræve noget til gengæld vil han tilgive enhver, som kommer til ham for at få syndsforladelse og frelse. ret
(409) Kristus kunne befale Himmelens engle at udøse Hans vredes skåle over vor verden og tilintetgøre dem, der er opfyldt af had mod Gud. Han kunne udslette denne mørke plet af sit univers. Men han gør ikke dette. Han er i dag hos Gud som talsmand for dem, der beder om hans hjælp. ret
(409) De, som søger tilflugt hos ham, vil Jesus hæve højt over andres anklager og stridigheder. Hverken mennesker eller onde engle kan anklage dem. Kristus forener dem med sin egen guddommelige /menneskelige natur. De står ved siden af Ham, som bar vore synder, i lyset fra Guds trone. „Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.“ ret