(410) Kapitlet er bygget op over Matt 21,1-11; Mark 11,1-10; Luk 19,29-44; Joh 12,12-19.
„Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.“ ret
(410) Fem hundrede år før Kristi fødsel forudsagde profeten Zakarias således kongens komme til Israel. Nu skal denne profeti gå i opfyldelse. Han, som så længe har afslået at lade sig hylde som konge, kommer nu til Jerusalem som den lovede arving til Davids trone. ret
(410) Det var på den første dag i ugen, Kristus holdt sit indtog i Jerusalem. Store skarer, der var stimlet sammen for at se ham i Betania, ledsagede ham nu, ivrige efter at overvære modtagelsen af ham. Der var mange mennesker på vej til byen for at holde påske, og de sluttede sig til den skare, som ledsagede Jesus. Hele naturen syntes at fryde sig. Træerne var grønne, og blomsterne duftede. Nyt liv og glæde oplivede folket. Håbet om det nye rige dukkede atter op. ret
(410) Jesus havde til hensigt at ride ind i Jerusalem og havde sendt to af sine disciple i forvejen for at bringe ham et æsel og dets føl. Da han blev født, var Frelseren afhængig af fremmedes gæstfrihed. Den krybbe, han lå i, var lånt. Skønt alle dyr tilhører ham, er han nu afhængig af imødekommenhed fra en fremmed for at låne et dyr, hvorpå han kan ride ind i Jerusalem som byens konge. Men atter åbenbares hans guddommelighed sågar i de nøjagtige instrukser, han gav disciplene i forbindelse med dette ærinde. Som han forudsagde, blev anmodningen, „Herren har brug for dem,“ straks imødekommet. Jesus valgte til dette formål føllet, som endnu intet menneske havde siddet på. Disciplene lagde med glad begejstring deres klæder på dyret og lod deres Mester sætte sig op på det. Hidtil var Jesus altid rejst til fods, og i begyndelsen havde disciplene undret sig over, at han nu valgte at ride. Men håbet blussede op i deres hjerter ved den glædelige tanke, at han ville drage ind i hovedstaden, lade sig udråbe til konge og hævde sin magt. Mens de udrettede deres ærinde, viderebragte de deres store forventninger til Jesu venner, og begejstringen bredte sig vidt omkring og fik folkets forventninger til at stige til de højeste tinder. ret
(411) Ridende på et æsel
Kristus fulgte den jødiske skik for kongeligt indtog. Dyret, han red på, var det samme, som blev redet af Israels konger, og profetien havde forudsagt, at således skulle Messias komme til sit rige. Så snart han havde sat sig på føllet, genlød luften af høje jubelråb. Skaren hyldede ham som Messias, deres konge. Nu tog Jesus imod den hyldest, som han aldrig før havde tilladt dem at bringe ham, og disciplene tog dette som bevis for, at deres glade håb nu skulle virkeliggøres ved at se ham indtage sin plads på tronen. Skaren var overbevist om, at befrielsens time var nært forestående. De forestillede sig de romerske hære fordrevet fra Jerusalem, og Israel atter engang som et uafhængigt folk. Alle var glade og begejstrede. Folk kappedes om at hylde ham. De kunne ikke fremvise ydre pomp og pragt, men de tilbad ham af et glad hjerte. De var ikke i stand til at give ham kostbare gaver, men de bredte deres klæder ud som et tæppe på hans vej, og de spredte også olivenog palmegrene på vejen. De kunne ikke gå i spidsen for triumftoget med kongelige bannere, men de skar store palmegrene af, naturens eget billede på sejren, løftede dem højt op og vajede med dem under stort bifald og høje hosiannaråb. ret
(411) Efterhånden som de kom frem, forøgedes mængden af mennesker på grund af dem, der havde hørt om Jesu komme, og som skyndte sig at slutte sig til optoget. Nye tilskuere blandede sig hele tiden med mængden og spurgte: Hvem er det? Hvad betyder alt dette postyr? De havde alle sammen hørt om Jesus og forventede, at han kom til Jerusalem; men de vidste, at han hidtil havde afvist alle bestræbelser på at sætte ham på tronen, og de var meget forbløffede over at få at vide, at det var ham. De undrede sig over, hvad der kunne have forårsaget denne forandring med ham, der havde erklæret, at hans rige ikke var af denne verden. ret
(411) Deres spørgsmål drukner i jubelråb, som gentagne gange lyder fra den begejstrede skare. Mennesker langt borte stemmer i, og ekkoet af deres stemmer lyder fra de omliggende bjerge og dale. Og nu slutter skarer fra Jerusalem sig til optoget. Fra menneskeskarerne, der er samlet for at overvære påsken, går tusinder ud for at byde Jesus velkommen. De hilser ham med vajende palmegrene og et væld af religiøse sange. Templets præster blæser til aftengudstjenesten, men kun få reagerer, og rådsherrerne siger forfærdet til hinanden: „Alverden løber efter ham.“ ret
(411) Aldrig før havde Jesus i løbet af sit liv på jorden tilladt sådan en demonstration. Han forudså helt klart resultatet. Dette ville bringe ham til korset. Men det var hans hensigt således offentligt at præsentere sig som Frelseren. Han ønskede at henlede opmærksomheden på det offer, som skulle være kronen på hans mission for en falden verden. Mens folket samledes i Jerusalem for at fejre påskefesten, udleverede han, det virkelige offerlam, frivilligt sig selv som et sonoffer. I alle efterfølgende tidsaldre ville det være nødvendigt for hans menighed at gøre hans død for verdens synder til genstand for nøje studium og dyb eftertanke. Enhver kendsgerning i forbindelse hermed skulle bekræftes ud over enhver tvivl, og det var derfor nødvendigt, at folkets øjne nu skulle være rettet mod ham. De begivenheder, der gik forud for hans store offer, skulle henlede opmærksomheden på selve offeret. Efter sådan en demonstration, som den, der ledsagede hans indtog i Jerusalem, ville alles øjne følge ham på hans hastige færd mod den endelige afslutning. ret
(412) De begivenheder, der stod i forbindelse med dette indtog, ville blive samtaleemne overalt og ville få enhver til at huske Jesus. Efter hans korsfæstelse ville mange tænke på disse begivenheder i forbindelse med hans domfældelse og død. De ville føle sig foranlediget til at studere profetierne og ville blive overbevist om, at Jesus var Messias; og i alle lande ville antallet af mennesker, der omvendte sig til troen, blive mangedoblet. ret
(412) I denne ene triumfscene af sit jordiske liv kunne Frelseren være kommet, omgivet af himmelske engle og forkyndt af Guds basun. Men en sådan demonstration ville have været i modstrid med hans mission og den lov, som havde behersket hans liv. Han forblev tro mod den ydmyge lod, som han havde taget imod. Menneskelighedens byrde måtte han bære, indtil hans liv var givet for verdens liv. ret
(412) Denne dag, der for disciplene syntes at være den største i deres liv, ville have været overskygget af mørke skyer, hvis de havde vidst, at denne jubelscene kun var et forspil til deres Mesters lidelse og død. Skønt han gentagne gange havde fortalt dem om det offer, han måtte bringe, glemte de alligevel i øjeblikkets glade triumf hans sorgfulde ord og så frem til hans lykkelige regering på Davids trone. ret
(412) Stadig flere sluttede sig løbende til optoget, og med få undtagelser opfangede alle, som deltog, øjeblikkets inspiration og fik hosiannaråbene til at runge, så de gav genlyd fra bakke til bakke og fra dal til dal. Ustandselig lød råbet: „Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!“ ret
(412) Aldrig før havde verden været vidne til et sådant triumftog. Det lignede ikke verdens berømte feltherrers. Der var intet følge af sørgende fanger, der som trofæer for kongelig tapperhed udgjorde en del af sejrstoget. Men Frelseren var omgivet af de herlige sejrstrofæer for hans kærlighedsgerninger blandt syndige mennesker. Der var de fanger, han havde udfriet fra Satans magt, og som priste Gud for deres frihed. De blinde, som han havde givet deres syn, gik forrest i optoget. De stumme, hvis tungebånd han havde løst, råbte højest hosianna. Krøblingene, som han havde helbredt, sprang af glæde og havde allermest travlt med at bryde palmegrene af og svinge dem foran Frelseren. Enker og faderløse priste Jesu navn for hans barmhjertighed imod dem. De spedalske, som han havde renset, bredte deres ubesmittede klæder ud på vejen og hilste ham som ærens konge. De, som ved hans stemme var blevet vækket af dødens søvn, var også med i skaren. Lazarus, hvis legeme var begyndt at opløses i graven, men som nu frydede sig i sin manddoms fulde kraft, førte dyret, som Frelseren red på. ret
(413) Farisæerne føler deres magtstilling truet
Mange farisæere var vidne til sceneriet, og glødende af skinsyge og had forsøgte de at vende folkestemningen. Med al deres autoritet prøvede de at få folket til at tie; men deres appeller og trusler forøgede kun begejstringen. De frygtede, at denne menneskemængde i kraft af sin størrelse ville gøre Jesus til konge. Som en sidste udvej trængte de sig gennem mængden hen til Frelseren og sagde bebrejdende og truende til ham: „Mester, sæt dine disciple i rette!“ De erklærede, at sådanne støjende demonstrationer var ulovlige og ikke ville blive tilladt af myndighederne. Men de blev bragt til tavshed ved Jesu svar: „Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.“ Dette triumftog var efter Guds egen beslutning. Det var blevet forudsagt af profeten, og mennesket havde ikke magt til at tilsidesætte Guds hensigt. Hvis mennesker havde undladt at udføre hans beslutning, ville han have ladet de livløse sten få stemmer, og de ville have hyldet hans Søn med lovprisninger. Da farisæerne tavse trak sig tilbage, blev Zakarias’ ord gentaget af hundredvis af stemmer: ret
(413) „Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.“ ret
(413) Da optoget nåede til bakkekammen og skulle til at bevæge sig ned i byen, standsede Jesus, og menneskemasserne med ham. Foran dem lå Jerusalem i al sin herlighed, i dette øjeblik badet i lyset fra den nedgående sol. Templet tiltrak alles blikke. Stort og prægtigt ragede det op over alt andet og syntes at pege op mod himmelen, som om det ville lede folket mod den eneste sande og levende Gud. Templet havde længe været det jødiske folks stolthed og ære. Også romerne var stolte af dets pragt. En af romerne udpeget konge havde i fællesskab med jøderne genopbygget og forskønnet det, og den romerske kejser havde givet rige gaver til det. Dets styrke, pragt og rigdom havde gjort det til et af verdens underværker. ret
(413) Mens den nedgående sol bredte sit gyldne farveskær over himmelen, oplyste dens stråleglans tempelmurenes rene, hvide marmor og funklede i de guldbeklædte søjler. Fra toppen af bakken, hvor Jesus og hans ledsagere stod, virkede det som en massiv snebygning med gyldne spir. Ved indgangen til templet var der en vinranke af guld og sølv, med grønne blade og massive drueklaser, der var forarbejdet af de dygtigste kunstnere. Motivet symboliserede Israel som en frodig vinranke. Guldet, sølvet og det livagtige grønne var kombineret med sjælden smag og mesterligt håndværk. Som det yndefuldt snoede sig omkring de hvide, blanke søjler og med skinnende slyngtråde klyngede sig til deres gyldne ornamenter, opfangede det lysskæret fra den nedgående sol og strålede med en herlighed, der var som lånt af himmelen. ret
(414) Jesus græder over Jerusalem
Jesus stirrer på sceneriet, og den enorme menneskemængde dæmper deres råb, tryllebundne af denne pludselige skønhedsåbenbaring. Alle øjne rettes mod Frelseren i forventning om i hans ansigt at se den samme beundring, som de selv føler. Men de ser i stedet en skygge af sorg. De bliver forundrede og skuffede over at se hans øjne fyldes med tårer og hans skikkelse svaje som et træ i stormvejr, mens en angstfyldt klage lyder fra hans skælvende læber, som om den kom fra dybet af et knust hjerte. Hvilket syn for englene at se! Deres elskede fører i fortvivlet gråd! Hvilket syn for den glade skare, som med jubelråb og med viftende palmegrene ledsagede ham til den herlige by, hvor de dristigt håbede, at han nu skulle herske. Jesus havde grædt ved Lazarus’ grav, men det var i guddommelig sorg og i medfølelse med menneskers elendighed. Men denne pludselige sorg kom som en klagetone midt i det store kor af begejstring. Midt i en frydefuld scene, hvor alle erklærede ham deres hyldest, græd Israels konge! Ikke stille glædestårer, men stærk gråd og udtryk for en smerte, som ikke kunne holdes tilbage. Mængden blev pludselig grebet af en dyster stemning. Mange græd af medfølelse med en sorg, som de ikke fattede. ret
(414) Jesu tårer skyldtes ikke de lidelser, som ventede ham. Ret forude var Getsemane, hvor rædslen fra et stort mørke snart skulle overskygge ham. Inden for synsvidde var også fåreporten, gennem hvilken offerdyrene gennem århundreder var blevet ført ind. Denne port skulle snart åbne sig for Ham, Det virkelige Offer, hvis offer for verdens synder alle disse ofringer havde været symbol på. Lige i nærheden var også Golgata, skuepladsen for hans kommende dødskamp. Men det var ikke på grund af disse påmindelser om sin grusomme død, Frelseren græd så forpint. Hans sorg gjaldt ikke ham selv. Tanken om hans egen smerte skræmte ikke denne ædle, selvopofrende sjæl. Det var synet af Jerusalem, der skar Jesus i hjertet — Jerusalem, som havde forkastet Guds Søn og ringeagtet hans kærlighed, som nægtede at lade sig overbevise ved hans mægtige mirakler, og som nu forberedte sig til at tage hans liv. Han så, hvad den var, efter at have gjort sig skyldig i at forkaste sin Frelser, og hvad den kunne være blevet til, hvis den havde taget imod Ham, som var den eneste, der kunne læge dens sår. Han var kommet for at frelse den. Hvordan skulle han kunne opgive den? ret
(414) Israel havde været et udvalgt folk. Gud havde gjort deres tempel til sin bolig: „Hans hellige bjerg knejser smukt til fryd for hele jorden.“ Det rummede beretningen om Kristi beskyttende omsorg og store kærlighed — som en fader for sit eneste barn — gennem mere end tusinde år. I dette tempel havde profeterne forkyndt deres højtidelige advarsler. Dér var de brændende kar med røgelse blevet svinget, mens røgelsen sammen med de tilbedendes bønner var steget op til Gud. Dér var dyrenes blod blevet udgydt som symbol på Kristi blod. Dér havde Jehova åbenbaret sin herlighed over nådestolen. ret
(415) Dér havde præsterne forrettet gudstjenesten, og symbolernes og ceremoniernes pragtudfoldelse havde varet ved gennem tiderne. Men nu skulle alt dette få sin afslutning. ret
(415) Jerusalems skæbnetime
Jesus hævede sin hånd, den hånd, der så ofte havde velsignet de syge og lidende, og idet han rettede den mod den dømte by, udbrød han med gråd i stemmen: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.“ Her stoppede Frelseren og lod det forblive usagt, hvad Jerusalem kunne være blevet til, hvis den havde taget imod den hjælp, som Gud ønskede at give den, Hans elskede søn som gave. Hvis Jerusalem havde vidst, hvad den havde været udvalgt til at vide, og havde været opmærksom på det lys, som Himmelen havde sendt den, så ville den have bestået i stolt velstand, som dronning over rigerne, fri ved kraften fra sin gudgivne magt. Der ville ikke have stået bevæbnede soldater ved dens porte, ikke have vajet romerske bannere fra dens mure. Den glorværdige skæbne, der kunne være blevet Jerusalem til del, hvis den havde taget mod sin Frelser, viste sig for Guds Søns øjne. Han så, at den kunne være blevet reddet ved hjælp af ham, være blevet befriet for sin trældom og blevet gjort til verdens mægtige hovedstad. Fra dens mure ville fredsduen være fløjet ud til alle folkeslag. Den ville have været et prægtigt diadem for verden. ret
(415) Men det strålende billede af, hvad Jerusalem kunne have været, forsvinder fra Frelserens blik. Han gør sig klart, hvad den er nu, under romernes åg, ramt af Guds vrede og dømt til at blive ramt af hans gengældelse. Han fortsætter sin afbrudte klage: „Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ ret
(415) Kristus kom for at frelse Jerusalem og dens børn; men farisæernes hovmod, hykleri, skinsyge og ondskab forhindrede ham i at virkeliggøre sin hensigt. Jesus kendte den frygtelige gengældelse, der ville ramme den dømte by. Han så Jerusalem omringet af hære, så de belejrede indbyggere lide døden af sult, så mødre mætte sig med deres egne børns lig, og så både forældre og børn flå den sidste smule mad fra hinanden, fordi den naturlige kærlighed var tilintetgjort af den nagende sult. Han så, at jødernes hårdnakkethed, tilkendegivet ved deres forkastelse af hans frelse, også ville få dem til at afslå at underkaste sig de indtrængende hære. Han så Golgata, hvor han selv skulle blive ophøjet, tæt besat med kors som træerne i en skov. Han så de mishandlede indbyggere lide torturens kvaler på pinebænken og ved korsfæstelse, så de skønne paladser blive ødelagt, så templet i ruiner, så at der af dets massive mure ikke blev efterladt en sten oven på en anden, mens byen var pløjet ned som en mark. Frelseren havde god grund til at græde af smerte over disse rædselsscener. ret
(416) Jerusalem havde været som hans barn, og ligesom en kærlig far sørger over en egensindig søn, sådan græd Jesus over den elskede by. Hvordan skal jeg kunne opgive dig? Hvordan skal jeg kunne se dig dømt til ødelæggelse? Skal jeg da slippe dig, så du kan fylde din ugudeligheds bæger? Et eneste menneske har så stor værdi, at verdener i sammenligning med det synker til ubetydelighed; men her var et helt folk fortabt. Når den hastigt dalende sol ikke mere ville være at se på himmelen, ville Jerusalems nådes dag være til ende. Mens optoget holdt stille på toppen af Oliebjerget, var det endnu ikke for sent for Jerusalem at omvende sig. Barmhjertighedens engel var dengang ved at folde sine vinger sammen for at stige ned fra den gyldne trone og vige pladsen for retfærdighed og den hastigt kommende dom. Men Kristi store, kærlige hjerte bad stadig for Jerusalem, som havde ringeagtet hans nåde, foragtet hans advarsler, og som snart ville væde sine hænder i hans blod. Hvis Jerusalem blot ville omvende sig, så var det endnu ikke for sent. Mens de sidste stråler fra den nedgående sol dvælede på templet, på tårn og tinder, ville mon ikke en god engel så lede den til Frelserens kærlighed og forhindre dens dom? Skønne, ugudelige by, som havde stenet profeterne, som havde forkastet Guds Søn, som ved sin manglende anger og bod lagde sig selv i trældommens lænker — nu var nådens dag næsten til ende! ret
(416) Men igen taler Guds Ånd til Jerusalem. Før dagen er omme, bliver der aflagt et nyt vidnesbyrd om Kristus. Vidnesbyrdets stemme lyder som svar på kaldet fra en profetisk fortid. Hvis Jerusalem vil høre kaldet, hvis den vil tage imod Frelseren, som drager ind ad dens porte, så kan den endnu frelses. ret
(416) Til Jerusalem i kongelig prosession
Rygtet har nået rådsherrerne i Jerusalem, at Jesus nærmer sig byen med et stort følge. Men de har ingen velkomst til Guds Søn. Ængsteligt går de ham i møde i håb om at sprede mængden. Da optoget er ved at gå ned ad Oliebjerget, bliver det standset af rådsherrerne. De spørger efter grunden til denne højlydte glæde. Da de spørger: „Hvem er han?“ besvarer disciplene spørgsmålet med Åndens inspirerende kraft. Med stor veltalenhed gentager de profetierne om Kristus. ret
(416) Adam vil kunne sige jer det: Det er kvindens sæd, som skal knuse slangens hoved. ret
(416) Spørg Abraham, han vil kunne sige jer det: Det er „Melkisedek, Salems konge.“ ret
(416) Jakob vil fortælle jer det: Han er Silo af Judas stamme. ret
(416) Esajas vil sige jer det: „Immanuel“ „Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.“ ret
(416) Jeremias kan sige jer det: Davids retfærdige spire, „Herren, vor Retfærdighed.“ ret
(417) Daniel kan sige jer det: Han er Messias. ret
(417) Hoseas kan sige jer det: Han er „Jahve, Hærskarers Gud, Jahve er hans navn.“ ret
(417) Johannes Døber kan sige jer det: Han er „Guds Lam, som bærer verdens synd.“ ret
(417) Den store Jehova har fra sin trone forkyndt: „Det er min elskede søn.“ ret
(417) Vi, hans disciple, erklærer: Dette er Jesus, Messias, Livets Fyrste, Verdens Genløser. ret
(417) Og mørkets fyrste anerkender ham ved at sige: „Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige.“ ret