(418) Kapitlet er bygget op over Mark 11,11-14,21; Matt 21,17-19.
Kristi indtog i Jerusalem var en svag bebudelse af hans komme i himmelens skyer med magt og herlighed, blandt jublende engle og de helliges fryd. Så vil Kristi ord til præsterne og farisæerne blive opfyldt: „Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!“ I et profetisk syn fik Zakarias lov at se denne sidste sejrrige dag; og han så også dommen over dem, som ved Kristi første komme havde forkastet ham. „De skal se hen til mig, ham de har gennemboret. De skal holde dødsklage over ham, ligesom man klager over sin eneste søn, og holde bitter sorg over ham, ligesom man sørger over sin førstefødte.“ Dette forudså Kristus, da han betragtede byen og græd over den. I Jerusalems jordiske ødelæggelse så han den endelige tilintetgørelse af det folk, som var skyldig i Guds Søns blod. ret
(418) Disciplene så jødernes had mod Jesus, men de så ikke, hvad det ville føre til. De hverken forstod Israels sande tilstand, eller fattede rækkevidden af den gengældelse, der skulle ramme Jerusalem. Dette gjorde Kristus dem begribeligt ved hjælp af betydningsfuld anskuelsesundervisning. ret
(418) Den sidste appel til Jerusalem havde været forgæves. Præsterne og rådsherrerne havde hørt fortidens profetiske røst blive gentaget af skaren som svar på deres spørgsmål: „Hvem er dog han?“ Men de accepterede det ikke som inspireret tale. I vrede og forundring forsøgte de at få folket til at tie. Der var romerske officerer med i mængden, og over for dem anklagede Jesu fjender ham som oprørsleder. De udlagde det, som om han ville tage templet i besiddelse og herske som konge i Jerusalem. ret
(418) Men Jesu rolige stemme fik et øjeblik den larmende skare til at tie, da han atter erklærede, at han ikke var kommet for at oprette et jordisk herredømme. Han skulle snart stige op til sin Far, og hans anklagere ville ikke mere få ham at se, før han kom igen i herlighed. Til den tid — men for sent for deres frelse — ville de anerkende ham. Disse ord sagde Jesus med sorg og med en enestående kraft i stemmen. De romerske officerer var tavse og afdæmpede. Skønt guddommelig påvirkning var fremmed for dem, var de bevægede, som de aldrig havde været det før. I Jesu rolige, højtidelige ansigt læste de kærlighed, godhed og stille værdighed. De blev grebet af en forståelse, som de ikke selv forstod. I stedet for at arrestere Jesus var de mere tilbøjelige til at holde ham. De vendte sig mod præsterne og rådsherrerne og beskyldte dem for at skabe uroen. Disse ledende mænd vendte sig ærgerlige og overvundne mod folket med deres beklagelser og drøftede vredt sagen indbyrdes. ret
(419) I mellemtiden fortsatte Jesus ubemærket til templet. Her var alt stille, for begivenhederne på Oliebjerget havde kaldt folket væk. En kort tid blev Jesus stående ved templet og så bedrøvet på det. Så trak han sig tilbage sammen med sine disciple og vendte tilbage til Betania. Da folket ledte efter ham for at udråbe ham til konge, kunne de ikke finde ham. ret
(419) Figentræet uden frugt
Hele natten tilbragte Jesus i bøn, og om morgenen kom han igen til templet. På vejen kom han forbi en figenhave. Han var sulten, „og da han på lang afstand fik øje på et figentræ med blade, gik han hen for at se, om han kunne finde noget på det; men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade, for det var ikke figentid.“ ret
(419) Det var endnu ikke årstiden for modne figner, undtagen på særlige steder, og i højlandet omkring Jerusalem kunne man med sandhed sige, at „det var ikke figentid“. Men i den frugthave, som Jesus kom til, så et træ ud til at være forud for alle de andre. Det var allerede fyldt med blade. Det er figentræets natur, at frugten kommer frem og begynder at udvikle sig, før bladene springer ud. Derfor gav dette fuldt udsprungne træ løfte om veludviklet frugt. Men udseendet bedrog. Trods en gennemgang af grenene fra den laveste gren til den øverste kvist fandt Jesus „ikke andet end blade.“ Der var en mængde pralende løv, men intet andet. ret
(419) Kristus udtalte en tilintetgørende forbandelse over det. „Aldrig mere i evighed skal nogen spise frugt af dig!“ sagde han. Da Frelseren og hans disciple næste morgen atter var på vej til byen, tiltrak de tørre grene og visne blade sig deres opmærksomhed. Peter sagde: „Rabbi, se, det figentræ, som du forbandede, er visnet.“ ret
(419) Kristi forbandelse over figentræet havde undret disciplene. Den forekom dem så forskellig fra hans måde at være og handle på. De havde tit hørt ham erklære, at han ikke var kommet for at dømme verden, men for at verden ved ham skulle blive frelst. De huskede hans ord: „Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem.“ Hans vidunderlige gerninger var sket for at helbrede og aldrig for at ødelægge. Disciplene havde kun kendt ham som den helbredende og lægende. Denne handling var helt enestående. Hvad var formålet med den? Spurgte de. ret
(419) Gud „holder af at vise godhed“ . „Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død.“ For ham er ødelæggelsen og straffen „en fremmed gerning“ . Men det er af barmhjertighed og kærlighed, at han løfter sløret for fremtiden og viser menneskene, hvor syndens vej fører hen. ret
(420) Et talende symbol
Forbandelsen af figentræet var en lignelse udført i praksis. Dette ufrugtbare træ, der skiltede med sit pralende løv lige i ansigtet på Jesus, var et symbol på det jødiske folk. Frelseren ønskede at gøre det helt klart for sine disciple, hvad der var årsag til Israels kommende undergang, og at det var helt sikkert, at den ville komme. Af denne grund tildelte han træet moralske egenskaber og gjorde det til fortolker af den guddommelige sandhed. Jøderne udskilte sig tydeligt fra alle andre folkeslag ved at hævde deres troskab mod Gud. De var blevet særligt udvalgt af ham, og de gjorde krav på retfærdighed frem for alle andre folk. Men de var blevet fordærvede af kærlighed til verden og pengebegær. De pralede af deres viden, men de var uvidende om Guds krav og var fulde af hykleri. Ligesom det ufrugtbare træ bredte de deres pralende grene ud, overdådige at se på og skønne for øjet, men de kastede „ikke andet end blade“ af sig. Den jødiske religion med sit pragtfulde tempel, sine hellige altre, sine mitra klædte præster og imponerende ceremonier var i sandhed smuk udadtil, men der manglede ydmyghed, kærlighed og godgørenhed. ret
(420) Ingen af træerne i figenhaven bar frugt; men de bladløse træer gav ingen forventninger og ingen skuffelse. Disse træer var et billede på hedningerne. De var lige så blottede for gudsfrygt som jøderne, men de foregav ikke at tjene Gud. De pralede ikke af, hvor gode de var. De var blinde for Guds gerninger og veje. For dem var figentiden endnu ikke kommet. De ventede stadig på en dag, der ville bringe dem lys og håb. Jøderne, der havde modtaget større velsignelser fra Gud, måtte stå til regnskab for deres misbrug af disse gaver. De privilegier, som de pralede af, gjorde kun deres skyld større. ret
(420) Jesus var kommet sulten hen til figentræet for at finde føde. Sådan var han også kommet til Israel, i forventning om hos dem at finde retfærdighedens frugter. Han havde ødslet sine gaver på dem, for at de skulle bære frugt til velsignelse for verden. Enhver mulighed og ethvert privilegium var blevet tildelt dem, og til gengæld søgte han hos dem sympati for og medvirken i sit arbejde med nåden. Hos dem længtes han efter at finde selvopofrelse og medfølelse, tjenstiver for Gud og en stærk længsel efter at frelse deres medmennesker. Hvis de havde holdt Guds lov, ville de have udført det samme uselviske arbejde som Kristus; men kærlighed til Gud og mennesket var formørket af stolthed og selvtilfredshed. De bragte ødelæggelse over sig selv ved at nægte at tjene andre. De sandhedens skatte, som Gud havde givet dem, gav de ikke videre til verden. Af det ufrugtbare træ kunne de aflæse både deres synd og dens straf. Som det stod der, visnet under Frelserens forbandelse, afsvedet og udtørret helt ned i roden, viste figentræet, hvad der ville blive af det jødiske folk, når Guds nåde blev taget fra dem. Fordi de nægtede at videregive velsignelsen, ville de ikke mere modtage den. „Ødelæggelsen kommer over dig, Israel,“ siger Herren, „hvem kommer dig til hjælp?“ ret
(421) Denne advarsel gælder for alle tider. Den handling, Kristus udførte, da han forbandede træet, som var skabt ved hans egen magt, skal betragtes som en advarsel til alle menigheder og alle kristne. Ingen kan leve efter Guds lov uden at tjene andre. Men der er mange, der ikke udlever Kristi barmhjertige, uselviske liv. Mange, der tror, de er gode kristne, forstår ikke, hvad det vil sige at tjene Gud. De planlægger og studerer, som det passer dem selv. De handler kun efter deres eget forgodtbefindende. Kun den tid, hvor de kan samle sammen til sig selv, er værdifuld for dem. Sådan er deres målsætning i alle livets forhold. De tjener ikke andre, men kun sig selv. Gud skabte dem til at leve i en verden, hvor der skulle udføres uegennyttigt arbejde. Han tilsigtede, at de skulle hjælpe deres medmennesker på alle mulige måder. Men jeg’et er blevet så stort, at de ikke kan se noget andet. De har ingen føling med menneskeheden. De, som således lever for sig selv, ligner figentræet, der så ud til at være meget værdifuldt, men som ikke bar frugt. De overholder den ydre gudsdyrkelse, men uden anger og tro. De hævder at ære Guds lov, men de mangler lydighed. De taler, men handler ikke. I dommen, der blev afsagt over figentræet, viser Kristus tydeligt, hvor han hader dette tomme hykleri. Han siger, at den, som synder åbenlyst, er mindre skyldig end den, der foregiver at tjene Gud, men som ikke handler derefter. ret
(421) Lignelsen om figentræet
Lignelsen om figentræet, som Kristus fortalte før sit besøg i Jerusalem, havde direkte forbindelse med den lære, han gav ved at forbande det ufrugtbare træ. Gartneren gik i forbøn for det i lignelsen: Lad det blive stående endnu et år, indtil jeg får gravet og gødet omkring det; og hvis det så bærer frugt, er det godt, men hvis ikke, så kan du jo til den tid hugge det om! Det ufrugtbare træ skulle have ekstra omsorg. Det skulle have enhver fordel. Men hvis det blev ved med ikke at bære frugt, kunne intet redde det fra tilintetgørelse. I lignelsen blev der ikke forudsagt noget om resultatet af gartnerens arbejde. Det afhang af de mennesker, som Kristi ord var rettet til. De blev skildret som det ufrugtbare træ, og det påhvilede dem selv at afgøre, hvordan deres skæbne skulle blive. Hver eneste fordel, som Himmelen kunne give, havde de fået, men de drog ikke fordel af deres forøgede velsignelser. Resultatet viste sig ved Kristi forbandelse af figentræet. De havde besluttet deres egen ødelæggelse. ret
(421) I mere end tusinde år havde det jødiske folk misbrugt Guds barmhjertighed og nedkaldt hans domme over sig. De havde forkastet hans advarsler og dræbt hans profeter. Folket på Kristi tid gjorde sig medansvarlige for disse synder ved at fortsætte på samme måde. Denne generations brøde bestod i forkastelsen af de nuværende tilkendegivelser af nåde og advarsler til dem. De lænker, som nationen gennem århundreder havde smedet, lænkede folket på Kristi tid sig selv med. ret
(422) I enhver tidsalder bliver der givet mennesker en prøveperiode med oplysning og privilegier, så de kan forsone sig med Gud. Men der er en grænse for denne nåde. Nåden kan i årevis indtrængende forsøge at påvirke mennesker og blive forbigået og forkastet; men der kommer en tid, hvor nåden prøver for sidste gang. Hjertet bliver så forhærdet, at det ophører med at være modtageligt for Guds Ånd. Så forsøger Ånden ikke mere at påvirke synderen, og formaningerne og advarslerne holder op. ret
(422) Jerusalem var nået til denne dag. Jesus græd i smerte over den dødsdømte by, men han kunne ikke frelse den. Han havde opbrugt enhver resurse. Ved at forkaste advarslerne fra Guds Ånd havde Israel forkastet det eneste hjælpemiddel. Der var ingen anden magt, som kunne udfri dem. ret
(422) Den jødiske nation — en lære og advarsel
Den jødiske nation var et symbol på folk, som håner den evige kærligheds indtrængende bønner. Kristi tårer, da han græd over Jerusalem, gjaldt synden til alle tider. I den dom, der blev fældet over Israel, kan de, der forkaster formaninger og advarsler fra Guds hellige Ånd, læse deres egen domfældelse. ret
(422) I vores generation er der mange, der træder i de vantro jøders fodspor. De har oplevet åbenbaringen af Guds kraft. Helligånden har talt til deres hjerte, men de klamrer sig til deres vantro og modstand. Gud sender dem advarsler og formaninger, men de vil ikke indrømme deres vildfarelser og afviser hans budskab og hans budbringere. Selv midlet, han bruger for at frelse dem, bliver en anstødssten for dem. ret
(422) Det frafaldne Israel hadede Guds profeter, fordi de bragte deres skjulte synder frem i lyset. Akab betragtede Elias som sin fjende, fordi profeten var trofast og bebrejdede kongen hans hemmelige synder. På samme måde vil den, der i dag tjener Kristus, og som irettesætter synden, møde foragt og afvisning. Bibelens sandhed — Kristi lære — kæmper mod en stærk strøm af moralsk urenhed. Fordomme hos mennesker er endnu stærkere i dag end på Kristi tid. Kristus indfriede ikke menneskers forventninger. Hans liv var en irettesættelse af deres synder, og de forkastede ham. På samme måde harmonerer sandheden i Guds ord ikke med menneskers handlemåde og deres naturlige tilbøjeligheder, og tusinder afviser dets lys. Mennesker, som bliver tilskyndet af Satan, drager Guds ord i tvivl og vælger at følge deres egen uafhængige dømmekraft. De vælger mørket frem for lyset, men de gør det med fare for deres frelse. De, som kom med urimelig kritik af Kristi ord, fandt på stadig mere, indtil de var kommet helt bort fra sandheden og livet. Sådan er det også nu. Det er ikke Guds hensigt at fjerne enhver indvending, som det kødelige hjerte kan fremkomme med imod hans sandhed. For dem, som afviser det dyrebare lys, som ville oplyse mørket, vil hemmelighederne i Guds ord forblive hemmelige for evigt. For dem er sandheden skjult. De går i blinde og erkender ikke den undergang, som venter dem. ret
(423) Fra Oliebjerget så Kristus ud over verden og alle tider, og hans ord henvender sig til ethvert menneske, der tilsidesætter påvirkningen fra Guds nåde. Du, som foragter hans kærlighed, det er til dig, han taler i dag. Det er dig, netop dig, der burde vide, hvad der tjener til din fred. Kristus græder bitre tårer over dig, som ikke har tårer at græde over dig selv. Den skæbnesvangre hårdhjertethed, som ødelagde farisæerne, viser sig også i dig. Hvert vidnesbyrd om Guds nåde, hvert glimt af guddommeligt lys, vil enten smelte og blødgøre dit hjerte, eller fastholde det i en håbløs forhærdelse. ret
(423) Kristus forudså, at Jerusalem ville blive ved med at være stivsindet og forhærdet. Men det var folkets egen skyld, og konsekvenserne af at afvise nåden måtte de selv bære. Sådan vil det være for ethvert menneske, der følger denne kurs. Herren siger: „Ødelæggelsen kommer over dig, Israel, hvem kommer dig til hjælp?“ „Hør, du jord: Jeg bringer en ulykke over dette folk, den er frugten af deres planer. For de lyttede ikke til mine ord, de forkastede min lov.“ ret