(434) Kapitlet er bygget op over Matt 22,15-46; Mark 12,13-40; Luk 20,20-47.
Præsterne og rådsherrerne havde i tavshed lyttet til Kristi skarpe irettesættelser. De kunne ikke tilbagevise hans anklager; men de blev blot endnu mere opsat på at fange ham i en fælde, og med dette for øje sendte de nogle til ham, „der foregav at være ærlige folk, men skulle udspionere ham for at fange ham i hans ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden og i statholderens magt“. De sendte ikke de gamle farisæere, som Jesus tit havde mødt, men unge mænd, som brændte for sagen, og som de mente, at Jesus ikke kendte. De fulgtes med nogle af herodianerne, der også skulle høre Kristi ord, for at de kunne vidne mod ham under retssagen. Farisæerne og herodianerne havde været bitre fjender, men nu var de forenet i deres fjendskab mod Jesus. ret
(434) Skattens mønt
Det havde altid ophidset farisæerne, at der blev opkrævet skat til romerne. De mente, at det stred imod Guds lov at betale skat. Nu så de her en mulighed for at sætte en fælde for Jesus. Spionerne kom hen til ham, og med tilsyneladende oprigtighed, som om de ønskede at få at vide, hvad der var deres pligt, sagde de: „Mester, vi ved, at det, du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt, at vi giver kejseren skat, eller ej?“ ret
(434) Hvis disse ord: „Vi ved, at det, du siger og lærer, er rigtigt,“ havde været ærligt ment, så ville de have været en vidunderlig indrømmelse. Men de blev sagt for at narre, skønt det, de udtrykte, var sandhed. Farisæerne vidste godt, at Kristus talte og underviste korrekt, og de vil blive dømt efter deres egen erklæring. ret
(434) De, som stillede spørgsmålet til Jesus, mente, at de havde skjult deres hensigter tilstrækkeligt; men Jesus læste deres tanker som en åben bog og gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I mig på prøve?“ sagde han, idet han gav dem et tegn, som de ikke havde bedt om, ved at vise dem, at han kendte deres skjulte hensigter. De blev endnu mere forvirrede, da han tilføjede: „Vis mig en denar!“ De rakte ham den, og han spurgte dem: „Hvis billede og indskrift bærer den?“ De svarede og sagde: „Kejserens.“ Jesus pegede på møntens indskrift og sagde: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ ret
(435) De udsendte spioner havde ventet, at Jesus ville besvare deres spørgsmål direkte, enten på den ene eller på den anden måde. Hvis han ville sige: Det strider mod loven at give kejseren skat, ville det blive meldt til de romerske myndigheder, og han ville blive kastet i fængsel som anstifter af oprør. Men hvis han skulle sige, at det var lovligt at betale skatten, var det deres hensigt over for folket at anklage ham for at sætte sig op mod Guds lov. Nu følte de sig magtesløse og besejrede. Deres planer var blevet forpurrede. Den fyndige måde, hvorpå spørgsmålet var blevet afgjort, bevirkede, at de ikke kunne finde på mere at sige. ret
(435) Kristi svar var ikke undvigende, men et oprigtigt svar på deres spørgsmål. Han stod med den romerske mønt i hånden, hvorpå kejserens navn og billede var præget, og erklærede, at da de levede under beskyttelse af den romerske magt, måtte de yde denne magt den støtte, den forlangte, så længe det ikke kom i modstrid med en overordnet pligt. Men skønt de fredeligt skulle underkaste sig landets love, så burde de til alle tider først og fremmest være tro over for Gud. ret
(435) Frelserens ord: „Giv….Gud, hvad Guds er,“ var en streng irettesættelse til de falske jøder. Hvis de med troskab havde opfyldt deres forpligtelser over for Gud, ville de ikke være blevet til et underkuet folk, der stod under en fremmed magt. Intet romersk flag ville have vajet over Jerusalem, ingen romerske skildvagter ville have stået ved byens porte, ingen romersk landshøvding ville have hersket inden for dens mure. Den jødiske nation betalte dengang prisen for deres frafald fra Gud. ret
(435) Da farisæerne hørte Kristi svar, „undrede de sig og forlod ham og gik deres vej“. Han havde bebrejdet dem deres hykleri og deres magtmisbrug. Ved at gøre dette havde han forkyndt et vigtigt princip, der klart sætter grænserne for et menneskes pligt over for øvrigheden og dets pligt over for Gud. For mange var et omstridt spørgsmål blevet afgjort. Herefter fulgte de altid det rigtige princip. Og skønt mange gik utilfredse bort, indså de dog, at der var blevet klart redegjort for det grundlæggende princip vedrørende dette spørgsmål, og de undrede sig over Kristi fremsynede dømmekraft. ret
(435) De dødes opstandelse
Ikke så snart var farisæerne blevet bragt til tavshed, før saddukæerne kom frem med deres snedige spørgsmål. Disse to partier stod i bitter opposition til hinanden. Farisæerne holdt sig strengt til overleveringerne. De overholdt nøjagtigt de ydre ceremonier, var flittige med afvaskninger, faste og lange bønner og meget demonstrative, når de gav almisser. Men Kristus erklærede, at de satte Guds lov ud af kraft ved at undervise med læresætninger, som var menneskeskabte. Som helhed var de fanatiske og hykleriske; dog fandtes der oprigtigt fromme mennesker iblandt dem, der tog imod Kristi lære og blev hans disciple. Saddukæerne forkastede farisæernes overleveringer. ret
(436) De hævdede at tro på størsteparten af Skrifterne og at betragte dem som rettesnor for deres handlinger; men i virkeligheden var de skeptikere og materialistiske. ret
(436) Saddukæerne benægtede eksistensen af engle, de dødes opstandelse og læren om et fremtidigt liv med løn eller straf. På alle disse punkter var de forskellige fra farisæerne. Særlig opstandelsen var genstand for strid mellem de to partier. Farisæerne havde troet fast på opstandelsen, men gennem disse diskussioner var deres synspunkter med hensyn til det fremtidige liv blevet forvirrede. Døden blev for dem et uforklarligt mysterium. Deres manglende evne til at imødegå saddukæernes argumenter var årsag til konstant irritation. Diskussionerne mellem de to partier resulterede som regel i højrøstede skænderier, som førte dem endnu længere bort fra hinanden. ret
(436) Saddukæerne stod i antal langt under deres modstandere, og de havde ikke så stærkt et greb om den jævne befolkning; men mange af dem var rige, og de havde den indflydelse, som rigdom fører med sig. De fleste af præsterne hørte til inden for deres rækker, og i reglen blev ypperstepræsten valgt blandt dem. Dette skete imidlertid på den udtrykkelige betingelse, at deres skeptiske synspunkter ikke måtte virke iøjnefaldende. På grund af farisæernes antal og popularitet var det nødvendigt for saddukæerne udadtil at indvillige i deres lærdomme, hvis de beklædte et præsteembede; men selve den kendsgerning, at de kunne vælges til en sådan stilling, gav deres vildfarelser større indflydelse. ret
(436) Saddukæerne afviste Jesu lære. Han var besjælet af en ånd, som de ikke ville anerkende, således som den manifesterede sig, og hans lære med hensyn til Gud og det fremtidige liv modsagde deres teorier. De troede på Gud som den eneste, der stod over mennesket; men de hævdede, at et altdominerende, guddommeligt forsyn ville berøve mennesket moralsk handlefrihed og degradere det til en slave. Det var deres tro, at Gud, da han havde skabt mennesket, havde overladt det til sig selv, uafhængigt af højere påvirkning. De holdt på, at mennesket var frit til at kunne kontrollere sit liv og forme begivenhederne i verden; mennesket var selv herre over sin skæbne. De benægtede, at Guds Ånd virker gennem menneskelige handlinger eller naturlige virkemidler. Dog holdt de stadig fast ved, at mennesket ved den rigtige brug af sine medfødte evner kunne blive højnet og oplyst; at dets liv kunne blive lutret gennem strenge og hårde krav. ret
(436) Deres opfattelse af Gud udformede deres egen karakter. Ligesom han efter deres opfattelse ikke interesserede sig for mennesket, havde de heller ikke megen respekt for hinanden. Der var ikke meget sammenhold blandt dem. Da de nægtede at anerkende Helligåndens indflydelse på menneskers handlinger, manglede de dens kraft i deres liv. Ligesom de øvrige jøder pralede de meget af deres medfødte rettighed som Abrahams børn og af deres strikte overholdelse af lovens krav; men de havde fuldstændigt mistet lovens sande ånd og Abrahams tro og menneskekærlighed. Deres naturlige sympatier gjaldt kun en snæver kreds. De mente, at alle havde mulighed for at sikre sig livets behageligheder og velsignelser, og det rørte dem ikke at se andres nød og lidelser. De levede for sig selv. ret
(437) Ved sine ord og gerninger havde Kristus vidnet om en guddommelig kraft, der giver utrolige resultater, om et fremtidigt liv hinsides det nuværende og om Gud som en far for menneskenes børn og med en aldrig svigtende interesse for deres ve og vel. I godgørenhed og medfølelse åbenbarede han den guddommelige krafts gerning, som en irettesættelse af den egoistiske afvisende holdning hos Saddukæerne. Han viste, at Gud ved Helligånden indvirker på sjælen til både jordisk og evig gavn for mennesker. Han påviste det forkerte i at stole på menneskelig kraft til den forvandling af karakteren, som kun kan ske ved Guds Ånd. ret
(437) Denne lære var saddukæerne besluttet på at bringe i miskredit. Da de prøvede at komme i diskussion med Jesus, var de overbevist om at kunne miskreditere ham, også selv om de ikke kunne opnå hans domfældelse. Opstandelsen var det emne, som de valgte at udspørge ham om. Hvis han skulle vise sig at være enig med dem, ville han fornærme farisæerne endnu mere. Skulle han være uenig med dem, havde de planlagt at latterliggøre ham. ret
(437) Saddukæerne ræsonnerede sådan, at hvis legemet skulle bestå af de samme stoffer i sin udødelige som i sin dødelige tilstand, så måtte det ved sin opstandelse fra døden være af kød og blod og måtte i den evige verden genoptage det liv, som var blevet afbrudt på jorden. De konkluderede således, at jordiske slægtsforhold ville blive genoptaget, mand og hustru ville blive genforenet, ægteskaber ville blive indgået, og alt ville fortsætte som før døden, dette livs svagheder og lidenskaber ville fortsætte uendeligt i livet hinsides døden. ret
(437) Som svar på deres spørgsmål løftede Jesus sløret for det fremtidige liv. Han sagde: „I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.“ Han påviste, at saddukæerne havde uret i deres tro. Deres forudsætninger var forkerte. „I er på vildspor,“ tilføjede han, „for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt.“ Han anklagede dem ikke for hykleri, sådan som han havde anklaget farisæerne, men for vildfarelse i troen. ret
(437) Saddukæerne havde smigret sig med, at de af alle mennesker var dem, der holdt sig mest strengt til Skrifterne. Men Jesus viste dem, at de ikke havde forstået deres sande betydning. At kendskabet hertil kun kan opnås med hjælp fra Helligånden. Han erklærede, at deres uvidenhed om Skrifterne og om Guds kraft var årsag til deres vildfarelser i troen og deres formørkede forståelse. De forsøgte at bringe Guds mysterier inden for rækkevidde af deres begrænsede forståelse. Kristus opfordrede dem til at være åbne for de hellige sandheder, som ville udvide og styrke deres forståelse. Tusinder bliver vantro, fordi deres begrænsede tankegang ikke kan fatte Guds mysterier. De kan ikke forklare den vidunderlige tilkendegivelse af guddommelig magt i hans forsyn, og derfor afviser de beviserne på en sådan magt og tilskriver dem naturkræfter, som de endnu mindre kan forstå. Den eneste nøgle til de mysterier, der omgiver os, er i dem alle at anerkende Guds tilstedeværelse og magt. Mennesker er nødt til at anerkende Gud som universets Skaber, som den der befaler og udretter alt. De er nødt til at få større indblik i hans karakter og hans skjulte virke. ret
(438) Kristus erklærede over for sine tilhørere, at hvis der ikke fandtes nogen opstandelse fra de døde, så ville Skrifterne, som de hævdede at tro på, ikke være til nogen nytte. Han sagde: „Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke Gud for døde, men for levende.“ Gud regner de ting, der ikke er, som om de er. Han ser afslutningen lige fra begyndelsen og ser resultatet af sit værk, som om det allerede var fuldført. De dyrebare døde, lige fra Adam og ned til den sidste hellige, der dør, skal høre Guds Søns røst og skal opstå af graven til et evigt liv, hvor der ikke mere skal være død. Gud vil være deres Gud, og de skal være hans folk. Der vil blive et nært og kærligt forhold mellem Gud og de opståede hellige. Denne tilstand, som er forudset efter hans vilje, betragter han, som om den allerede eksisterede. For ham lever de døde. ret
(438) Saddukæerne blev bragt til tavshed ved Kristi ord. De kunne ikke give ham noget svar. Der var ikke blevet sagt et ord, der kunne drages den mindste fordel af til hans domfældelse. Hans modstandere havde ikke vundet andet end folkets foragt. ret
(438) De to store bud
Farisæerne opgav imidlertid ikke håbet om at få ham til at sige noget, som de kunne bruge imod ham. De overtalte en lærd skriftklog til at spørge Jesus, hvilket af de ti bud i loven der var det vigtigste. ret
(438) Farisæerne havde ophøjet de første fire bud, der påpegede menneskers pligter over for deres Skaber, som værende af langt større vigtighed end de andre seks, som beskriver menneskers pligter over for deres medmennesker. Som følge deraf manglede de i høj grad praktisk gudfrygtighed. Jesus havde vist folket deres store ufuldkommenhed og havde lært dem nødvendigheden af gode gerninger ved at forkynde, at træet kendes på sine frugter. Af denne grund var han blevet beskyldt for at ophøje de sidste seks bud over de fire første. ret
(438) Den lovkyndige kom hen til Jesus og spurgte ham lige ud: „Hvad er det største bud i loven?“ Kristi svar er direkte og kraftfuldt: „Det første bud er: ‘Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Dernæst kommer: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Intet andet bud er større end disse.“ „På de to bud hviler hele loven og profeterne.“ ret
(439) De første fire af de ti bud er opsummeret i denne ene befaling: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte!“ De sidste seks er inkluderet i det andet: „Du skal elske din næste som dig selv!“ Begge disse bud er udtryk for kærlighedsprincippet. Man kan ikke holde det første og bryde det andet, og man kan heller ikke holde det andet, mens man bryder det første. Når Gud har den plads i hjertet, der tilkommer ham, vil vi også give vor næste den rigtige plads. Ham skal vi elske som os selv, og kun hvis vi elsker Gud af hele vort hjerte, er det muligt at elske vor næste, som vi skal. ret
(439) Og da nu alle budene er opsummeret i kærlighed til Gud og mennesker, er følgen deraf, at man ikke kan bryde et eneste bud uden at overtræde dette princip. Således lærte Kristus sine tilhørere, at Guds lov ikke består af mange forskellige befalinger, af hvilke nogle har stor betydning, mens andre er af ringe betydning og ustraffet kan tilsidesættes. Vor Herre siger, at de fire første og de seks sidste bud er en guddommelig helhed, og at kærlighed til Gud vil vise sig i lydighed over for alle hans bud. ret
(439) Den skriftkloge, der havde rettet spørgsmålet til Jesus, var velbevandret i loven, og han undrede sig over hans ord. Han havde ikke ventet, at Jesus ville tilkendegive et så indgående og grundigt kendskab til Skrifterne. Han havde fået et mere klart overblik over de principper, der lå til grund for de hellige bud. I overværelse af de forsamlede præster og ældste erkendte han ærligt, at Kristus havde fortolket loven på den rette måde, og sagde: „Det er rigtigt, Mester. Det er sandt som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end brændofre og slagtofre.“ ret
(439) Visdommen i Kristi svar havde overbevist denne skriftkloge. Han vidste, at den jødiske gudsdyrkelse mere bestod i ydre ceremonier end i indre fromhed. Han havde en vis forståelse af det værdiløse i de rent ceremonielle ofringer og blodudgydelser til soning af synder. Kærlighed til og lydighed mod Gud og uselvisk hensyntagen til mennesker forekom ham at være af større betydning end alle disse ritualer. Denne mands beredvillighed til at erkende det rigtige i Kristi bevisførelse og hans afgjorte og spontane svar i folkets påhør udtrykte en ånd, der var vidt forskellig fra præsternes og de ældstes. Jesus fik dyb medlidenhed med den ærlige skriftkloge, der havde vovet at udsætte sig for præsternes vrede miner og de ældstes trusler for at tale efter sin inderste overbevisning. Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: „Du er ikke langt fra Guds rige.“ ret
(439) Den skriftkloge var nær ved Guds rige, fordi han indså, at Gud hellere tager imod retfærdige gerninger end brændofre og slagtofre. Men han manglede at erkende Kristi sande væsen for ved tro på ham at modtage kraft til at udføre retfærdighedens gerninger. Den rituelle tjeneste var uden værdi, hvis den ikke var forbundet med Kristus ved levende tro. Selv moralloven opnår ikke sin hensigt, hvis ikke den forstås i relation til Frelseren. Kristus havde gentagne gange vist, at hans Fars lov indeholdt andet og mere end blot autoritative befalinger. Loven udtrykker det samme princip, som åbenbares i evangeliet. Loven påpeger menneskets pligt og afslører dets synd. Mennesket kan kun gennem Kristus få tilgivelse og kraft til at gøre, hvad loven pålægger det. ret
(440) Hvem Messias er
Farisæerne havde forsamlet sig tæt omkring Jesus, mens han besvarede den skriftkloges spørgsmål. Nu vendte han sig om og rettede et spørgsmål til dem. „Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?“ Hensigten med dette spørgsmål var at prøve deres tro med hensyn til Messias, at vise, om de udelukkende betragtede ham som et menneske eller som Guds Søn. Et kor af stemmer svarede: „Davids.“ Dette var den betegnelse, som profetierne havde brugt om Messias. Da Jesus åbenbarede sin guddommelighed ved sine store mirakler, da han helbredte de syge og oprejste de døde, havde folk spurgt hinanden: „Mon han er Davidssønnen?“ Den syrisk — fønikiske kvinde, den blinde Bartimæus og mange andre havde råbt til ham for at få hjælp: ret
(440) „Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!“ Da han red ind i Jerusalem, var han blevet hilst med dette glade råb: „Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!“ Og de små børn i templet havde gentaget denne glade hilsen. Men mange af dem, der kaldte Jesus Davids søn, erkendte ikke hans guddommelige væsen. De forstod ikke, at David søn også var Guds Søn. ret
(440) Som svar på udsagnet om, at Kristus var Davids søn, sagde Jesus: „Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ‘Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?’ Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.“ ret