(441) Kapitlet er bygget op over Matt 23; Mark 12,41-44; Luk 20,45-47; 21,1-4.
Det var den sidste dag, hvor Kristus underviste i templet. Al opmærksomheden fra de store menneskeskarer, der var forsamlet i Jerusalem, havde været rettet mod ham. Folk var stimlet sammen i tempelgårdene for at overvære den strid, der fandt sted, og de lyttede spændt til hvert ord, der lød fra hans mund. Der stod den unge galilæer uden jordisk æresbevisning eller tegn på kongemagt. Rundt om ham stod præster i deres overdådige dragter, rådsherrer i lange kapper og med emblemer som tegn på deres ophøjede status og skriftkloge med bogruller i hænderne, som de tit slog op i. Jesus stod roligt foran dem med en konges værdighed. Med sin himmelske autoritet så han uforfærdet på sine modstandere, der havde afvist og ringeagtet hans lære, og som stræbte ham efter livet. Mange af dem havde angrebet ham, men deres planer om at fange ham på ord og få ham dømt havde været forgæves. Han havde imødegået den ene udfordring efter den anden og forkyndt den rene, klare sandhed i modsætning til præsternes og farisæernes dysterhed og vildfarelser. Han havde foreholdt disse ledere deres reelle situation og den sikre gengældelse, der fulgte, hvis de holdt fast ved deres onde gerninger. Advarslen var blevet givet helt tydeligt. Dog ventede der Kristus endnu en opgave at udføre. Endnu et mål skulle nås. ret
(441) Folkets interesse for Kristus og hans gerning var steget støt. De var betaget af hans lære, men i høj grad også rådvilde. De havde respekteret præsterne og de skriftkloge for deres klogskab og tilsyneladende fromhed. I alle religiøse anliggender havde de udvist ubetinget lydighed over for deres autoritet. Men nu så de, at disse mænd ville prøve at miskreditere Jesus, en lærer, hvis godhed og visdom trådte endnu tydeligere frem efter hvert nyt angreb. De betragtede præsternes og de ældstes bøjede hoveder og læste skuffelse og forvirring i deres ansigtsudtryk. Det undrede dem, at rådsherrerne ikke ville tro på Jesus, når hans lære var så klar og enkel. Selv vidste de ikke, til hvilken side de skulle gå. Med spændt opmærksomhed iagttog de, hvad de mennesker foretog sig, hvis råd de altid havde fulgt. ret
(441) Med de lignelser, som Kristus havde fortalt, var det hans hensigt både at advare rådsherrerne og vejlede de mennesker, der var villige til at lade sig belære. Men det var nødvendigt at tale endnu tydeligere. Folket var bundet af deres ærbødighed for overleveringerne og deres blinde tro på et fordærvet præsteskab. Dette måtte Kristus ændre på. Præsternes, rådsherrernes og farisæernes sande karakter måtte afsløres fuldstændigt. ret
(442) Ve over farisæerne og de skriftkloge
„De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol,“ sagde han. „Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger.“ De skriftkloge og farisæerne påberåbte sig at have fået overdraget guddommelig autoritet svarende til den, Moses havde. De foregav at have overtaget hans plads som fortolkere af loven og dommere over folket. Som sådan krævede de den yderste ærbødighed og lydighed af folket. Jesus bad sine tilhørere gøre, hvad rabbinerne lærte dem, når det var i overensstemmelse med loven, men ikke at følge deres eksempel. De handlede nemlig ikke selv efter deres egen lære. ret
(442) Og meget af det, de lærte folk, var i modstrid med Skrifterne. Jesus sagde: „De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ Farisæerne påbød en mængde regler, som bundede i tradition, og indskrænkede den personlige frihed urimeligt. Visse dele af loven udlagde de sådan, at folket blev pålagt helligholdelser, som de dog selv i hemmelighed ignorerede og påstod sig fritaget for, når det passede dem. ret
(442) De sigtede til enhver tid efter at udstille deres fromhed. Til dette formål var intet dem for helligt. Angående sine bud havde Gud sagt til Moses: „Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke.“ Disse ord havde en dybere mening. Når man nøje overvejer Guds ord og handler derefter, påvirkes man positivt. Når man handler retfærdigt og barmhjertigt, vil handlingerne åbenbare principperne i Guds lov. Man vil afvise bestikkelse og alt, hvad der er korrupt og vildledende, og vil arbejde aktivt med kærlighed og medfølelse. Mennesker, der lever efter Guds ord om kærlighed, vil i deres ydre afspejle deres rene karakter. Men jøderne på Kristi tid erkendte ikke noget heraf. Den befaling, der blev givet til Moses, blev fordrejet til, at lovens forskrifter skulle bæres på personen. Forskrifterne blev som følge heraf skrevet på pergamentstrimler og på en iøjnefaldende måde bundet om hovedet og håndledene. Men Guds lov fik ikke af denne grund et fastere greb om sindet og hjertet. Pergamentstrimlerne blev kun båret som en slags ordenstegn, beregnet på at vække opmærksomhed. Det var meningen, at de skulle give den, der bar dem, et gudfrygtigt udseende, som kunne vække folkets ærbødighed. Dette tomme hykleri slog Jesus ned på: ret
(442) „Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi. I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.“ Med så klare ord afslørede Frelseren den egoistiske ærgerrighed, der med falsk ydmyghed altid stræbte efter storhed og magt, mens hjertet var fyldt af havesyge og misundelse. Når mennesker blev indbudt til festlige lejligheder, blev de placeret efter deres rang, og de, som fik de mest ærefulde pladser, blev betjent først og modtog specielle begunstigelser. Farisæerne var altid ivrige efter at sikre sig denne ære. Jesus dadlede denne fremgangsmåde. ret
(443) Han irettesatte dem også for den forfængelighed, de udviste ved at hige efter at blive kaldt rabbi eller mester. Han erklærede, at en sådan benævnelse ikke tilkom mennesker, men Kristus. Præster, skriftkloge og rådsherrer, lovens fortolkere og administratorer var alle brødre og børn af den samme Far. Jesus indprentede folket, at de ikke skulle tildele noget menneske en ærestitel, der indikerede kontrol over deres samvittighed eller deres tro. ret
(443) Hvis Kristus i dag var på jorden omgivet af dem, der kaldes „velærværdige“ eller „højærværdige,“ mon han så ikke ville gentage sine ord: „I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.“ Skriften siger om Gud: „Hans navn er helligt og frygtindgydende.“ Hvilket menneske passer en sådan benævnelse på? Hvor lidt åbenbarer et menneske ikke af den visdom og retfærdighed, som den indikerer! Hvor er der mange af dem, der tiltager sig sådanne titler, som fejlfortolker Guds navn og karakter! Hvor ofte har verdslig ærgerrighed, tyranni og de mest syndige gerninger ikke skjult sig under et højt og helligt embedes guldbroderede klæder! Frelseren fortsatte: ret
(443) „Men den største blandt jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.“ Gang på gang havde Kristus lært dem, at sand storhed måles efter de moralske egenskaber. Efter Himmelens vurdering består sand storhed i at bekymre sig om sine medmenneskers velfærd og at handle kærligt og barmhjertigt. Kristus, ærens Konge, tjente den faldne menneskehed. ret
(443) „Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere!“ sagde Jesus. „I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.“ Ved at fordreje Skrifterne forblindede præsterne og de lovkyndige dem, der ellers ville have taget imod læren om Kristi rige og det indre, guddommelige liv, der er fundamentalt for sand hellighed. ret
(443) „Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.“ Farisæerne havde stor indflydelse blandt folket, og de udnyttede den til fordel for deres egne interesser. De vandt gudfrygtige enkers tillid og bildte dem ind, at det var deres pligt at skænke deres ejendom til religiøse formål. Efter at have sikret sig kontrollen med deres penge, benyttede de dem bedragerisk til deres egne formål. For at dække over deres uhæderlighed fremsagde de offentligt lange bønner og stillede på alle måder deres fromhed til skue. Kristus erklærede, at dette hykleri ville medføre en hårdere dom over dem. Det samme gælder de mange i vore dage, der foregiver stor gudfrygtighed. Deres liv er skæmmet af egoisme og pengebegær, men de dækker over det alt sammen med en foregiven renhed og narrer således for en tid deres medmennesker. Men de kan ikke narre Gud. Han kender alle tanker og vil dømme enhver efter hans gerninger. ret
(444) Kristus fordømte skånselsløst misbrug, men han var omhyggelig med ikke at mindske forpligtelserne. Han irettesatte farisæernes selviskhed, når de pressede gaver fra enkerne og derefter misbrugte dem. Samtidig roste han den enke, der bragte sin offergave til Gud. Menneskers misbrug af gaven kunne ikke vende Guds velsignelse bort fra giveren. ret
(444) Enkens offer
Jesus opholdt sig i den gård, hvor tempelblokkene stod, og han betragtede dem, der kom for at lægge deres gaver i dem. Mange af de rige kom med store pengesummer, som de fremviste på en pralende måde. Jesus så bedrøvet på dem, men kommenterede ikke deres gavmildhed. Lidt efter lyste hans ansigt op, da han så en fattig enke nærme sig tøvende, som om hun var bange for at blive iagttaget. Når de rige og hovmodige fejede forbi hende for at aflevere deres offergaver, trak hun sig tilbage, som om hun knap nok turde komme længere frem. Og alligevel længtes hun efter at gøre noget, hvor lidt det end var, for den sag, som hun elskede. Hun så på gaven, hun havde i hånden. Den var meget lille i sammenligning med gaverne fra dem, der omgav hende, men dog var det alt, hvad hun havde. Da hun så sit snit til det, skyndte hun sig at kaste sine to småmønter i blokken og vendte sig om for at skynde sig bort. Men i samme øjeblik blev hun fanget af Jesu blik, som var fæstet alvorligt på hende ret
(444) Frelseren kaldte sine disciple til sig og bad dem lægge mærke til enkens fattigdom. Så lød hans rosende ord for hendes øren: „Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre.“ Hendes øjne fyldtes med glædestårer, da hun hørte, at man forstod og værdsatte hendes handling. Mange ville have rådet hende til selv at bruge sine småpenge på sig selv. Når de faldt i hænderne på de velnærede præster, ville de drukne i de mange kostbare gaver, der blev givet til templets skatkiste. Men Jesus forstod hendes bevæggrunde. Hun troede på, at tempeltjenesten var indstiftet af Gud, og hun stræbte efter at gøre sit yderste for at være med til at støtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling skulle blive et mindesmærke til ære og glæde for hende i al evighed. Hun gav af hele sit hjerte. Gaven blev værdsat, ikke efter mønternes værdi, men efter den kærlighed til Gud og den interesse for hans gerning, der havde tilskyndet hende til at handle sådan. ret
(444) Jesus sagde om den fattige enke: Hun „har givet mere end alle de andre.“ De rige havde givet af deres overflod, og mange af dem havde gjort det for at vise sig frem og blive set op til af mennesker. Deres rige gaver havde på ingen måde betydet noget økonomisk afsavn for dem; der havde ikke været tale om nogen opofrelse for dem, og værdien heraf kunne ikke sammenlignes med enkens småmønter. ret
(445) Det er motivet bag, der giver vore handlinger karakter og stempler dem enten som vanære eller stor moralsk værdi. Det er ikke de store ting, som ses og roses af alle, der af Gud betragtes som de mest værdifulde. De små pligter, der bliver udrettet med glæde, de små gaver, der ikke tiltrækker sig opmærksomhed, og som efter menneskelig målestok forekommer værdiløse, er dem, han værdsætter mest. Gud holder mere af et trofast og kærligt hjerte end den dyreste gave. Den fattige enke gav alt, hvad hun ejede, for at kunne gøre den smule, hun gjorde. Hun berøvede sig selv føden for at give disse to småmønter til det formål, hun elskede, og hun gjorde det i tro, fordi hun havde tillid til, at hendes himmelske Fader ikke ville glemme hendes store fattigdom. Det var denne uselviske ånd og barnlige tro, der gjorde, at Frelseren fremhævede hende. ret
(445) Blandt de fattige er der mange, som gerne vil takke Gud for hans nåde og sandhed. Sammen med de mere velstillede brødre vil de gerne deltage i tjenesten for ham. Disse mennesker må ikke afvises. De skal også anbringe deres småpenge i Himmelens bank. Hvis de bliver givet af kærlighed til Gud, bliver disse tilsyneladende ubetydeligheder til hellige gaver, til uvurderlige ofre, som Gud med glæde tager imod og velsigner. ret
(445) Da Jesus sagde om enken: Hun „har givet mere end alle de andre,“ talte han sandt, ikke blot om motivet, men også om følgen af hendes gave. De „to småmønter af et par øres værdi,“ har tilført Guds skatkammer langt mere end bidragene fra disse rige jøder. Virkningen af denne lille gave har været som en flod, lille i begyndelsen, men dybere og bredere efterhånden som den strømmede gennem tiderne. På tusinde måder har den bidraget til at hjælpe de fattige og at udbrede evangeliet. Hendes selvopofrende eksempel har givet genlyd hos tusinder af mennesker i alle lande og til alle tider. Det har appelleret til både rige og fattige, og deres bidrag har øget værdien af hendes gave. Som følge af Guds velsignelse over enkens skærv er den blevet kilden til store resultater. Sådan er det med enhver gave, der gives, og enhver gerning, der gøres, til Guds ære. De er forbundet med Almagtens formål. De gode resultater kan ikke måles af noget menneske. ret
(445) Frelseren fortsatte med sin fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne. „Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Hlince tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den?“ ret
(446) De fordrejede loven
Præsterne fortolkede Guds krav ifølge deres egen falske og smålige målestok. De dristede sig til at skelne nøje i forhold til skyldsspørgsmålet ved forskellige synder, idet de gik let hen over nogle og behandlede andre, der måske var mindre af betydning, som utilgivelige. Mod et økonomisk vederlag løste de folk fra deres ed, og for et større pengebeløb så de undertiden bort fra alvorligere forbrydelser. Samtidig kunne disse præster i andre tilfælde afsige hårde domme over ubetydelige forseelser. ret
(446) „Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.“ Med disse ord fordømmer Kristus igen misbruget af de hellige forpligtelser. Han tilsidesætter ikke selve forpligtelsen. Tiendesystemet var indstiftet af Gud, og det var blevet overholdt fra de tidligste tider. Abraham, de troendes fader, betalte tiende af alt, hvad han ejede. De jødiske rådsherrer anerkendte forpligtelsen til at give tiende, men de overlod det ikke til folket at udføre forpligtelsen efter deres egen overbevisning. Der var fastlagt vilkårlige regler for hvert enkelt tilfælde. Kravene var efterhånden blevet så komplicerede, at de var umulige at opfylde. Ingen vidste, hvornår deres forpligtelser var opfyldt. Da Gud gav det, var systemet retfærdigt og rimeligt; men præsterne og rabbinerne havde gjort det til en trættende byrde. ret
(446) Alt, hvad Gud befaler, er af betydning. Kristus anerkendte betalingen af tiende som en pligt; men han påviste, at dette ikke kunne undskylde forsømmelse af andre pligter. Farisæerne var meget nøjeregnende med at give tiende af havens urter, såsom mynte, dild og rude. Dette kostede dem kun lidt, og det gav dem ry for pligtopfyldenhed og fromhed. Samtidig hermed belastede deres unyttige restriktioner folket og nedbrød respekten for det hellige system, som Gud selv havde indstiftet. De optog menneskers sind med bagatelagtige sondringer og bortledte deres opmærksomhed fra de væsentlige sandheder. De mere tungtvejende spørgsmål om lov, retfærdighed og barmhjertighed blev tilsidesat. Kristus sagde: „Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.“ ret
(446) Andre love havde rabbinerne forvansket på samme måde. I de forordninger, Moses havde givet, var det forbudt at spise noget urent. Det var forbudt at spise svinekød og kødet af visse andre dyr, da det sandsynligvis kunne forurene blodet og forkorte livet. Men farisæerne lod ikke restriktionerne være, som Gud havde givet dem. De gik til helt uberettigede yderligheder. For eksempel skulle folk si alt det vand, der blev brugt, for at det ikke skulle indeholde det mindste insekt, der kunne klassificeres som urent. Jesus holdt udøvelsen af disse ligegyldige krav op mod størrelsesordenen af deres virkelige synder, og sagde til farisæerne: „I blinde vejledere, i sier myggen fra, men sluger kamelen.“ ret
(447) Hvidkalkede grave
„Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.“ Ligesom den kalkede og smukt pyntede grav dækkede over de forrådnende jordiske rester deri, sådan dækkede præsternes og de ældstes ydre fromhed over uretfærdighed. ret
(447) Jesus fortsatte: „Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod. Dermed bevidner I selv, at i er børn af dem, der dræbte profeterne.“ For at vise deres agtelse for de døde profeter var jøderne meget nidkære med at udsmykke deres grave; men de udnyttede hverken deres lære eller var opmærksomme på deres irettesættelser. ret
(447) På Kristi tid blev der næret en overtroisk ærbødighed for de dødes hvilesteder, og store pengesummer blev ødslet på udsmykning af dem. I Guds øjne var dette afgudsdyrkelse. Ved deres overdrevne hensyntagen til de afdøde viste mennesker, at de hverken elskede Gud højest af alt eller deres næste som sig selv. Den samme afgudsdyrkelse bliver også i vore dage drevet vidt. Mange gør sig skyldige i at forsømme enken, de faderløse, de syge og de fattige for at kunne rejse kostbare monumenter over de afdøde. Der bliver i vid udstrækning ofret tid, penge og arbejde på disse formål, mens forpligtelserne over for de levende, som Kristus helt klart har pålagt os, ikke bliver efterkommet. ret
(447) Farisæerne byggede gravmæler over profeterne, udsmykkede deres grave og sagde til hinanden: Hvis vi havde levet på vore fædres tid, var vi ikke gået sammen med dem om at udgyde Guds tjeneres blod. Samtidig lagde de planer om at tage Guds Søns liv. Dette burde være en lære for os. Det burde åbne vore øjne for Satans magt til at bedrage de mennesker, der vender sig bort fra sandhedens lys. Mange følger i farisæernes fodspor. De ærer dem, som er døde for deres tro. De undrer sig over, hvor blinde jøderne var, da de forkastede Kristus. Hvis vi havde levet på hans tid, erklærer de, ville vi med glæde have taget imod hans lære. Vi ville aldrig være blevet medskyldige i at forkaste Frelseren. Men når lydighed mod Gud kræver selvfornægtelse og ydmygelse, så dysser disse mennesker deres overbevisning i søvn og nægter at adlyde. På denne måde lægger de den samme ånd for dagen, som de farisæere, Kristus fordømte. ret
(447) Fordi de forkastede Kristus
Kun i ringe grad forstod jøderne det frygtelige ansvar, de påtog sig ved at forkaste Jesus. Lige fra dengang, hvor det første uskyldige blod blev udgydt, da Abel faldt for Kains hånd, har den samme historie gentaget sig, og skylden er blevet større. Til alle tider har profeter hævet deres røst mod kongernes, herskernes og folkets synder og har talt de ord, som Gud indgav dem, og de har adlydt hans vilje med fare for deres liv. Fra generation til generation havde en frygtelig afstraffelse hobet sig op til dem, der forkastede lyset og sandheden. Nu nedkaldte Kristi fjender den over deres egne hoveder. Præsternes og rådsherrernes synd var større end nogen foregående generations synd. Ved deres forkastelse af Frelseren gjorde de sig ansvarlige for blodet fra alle de retfærdige mænd, der var blevet dræbt fra Abel til Kristus. Bægeret med deres synder var ved at flyde over, og snart skulle det udøses over deres hoveder som retfærdig gengældelse. Jesus advarede dem herom: ret
(448) „For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.“ ret
(448) De skriftkloge og farisæerne, som lyttede til Jesus, vidste godt, at hans ord var sande. De vidste, hvordan profeten Zakarias var blevet dræbt. Mens de advarende ord fra Gud lød fra hans læber, var den frafaldne konge blevet grebet af et djævelsk raseri, og på hans befaling var profeten blevet henrettet. Hans blod var blevet præget ind i tempelgårdens sten og lod sig ikke udslette, men vedblev at være et vidnesbyrd mod det frafaldne Israel. Så længe templet blev stående, ville pletten af den retfærdiges blod være der og råbe til Gud om hævn. Da Jesus hentydede til disse frygtelige synder, gik der en gysen af rædsel gennem mængden. ret
(448) Idet han så fremad, erklærede Jesus, at jødernes ubodfærdighed og intolerance over for Guds tjenere ville være den samme i fremtiden, som den havde været i fortiden: ret
(448) „Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.“ Profeter og vise, fyldt med tro og Hellig Ånd — Stefanus, Jakob og mange andre — ville blive dømt og slået ihjel. Med sin hånd løftet mod himmelen og omgivet af et guddommeligt lysskær talte Kristus som en dommer til dem, der stod foran ham. Hans stemme, der så ofte havde lydt mild og bønfaldende, lød nu irettesættende og fordømmende. Tilhørerne gøs. Indtrykket af hans ord og fremtoning skulle aldrig blive udslettet. ret
(448) Kristi vrede var rettet mod hykleriet, denne grove synd, hvorved mennesker ødelagde deres egne sjæle, bedrog folket og vanærede Gud. I præsternes og rådsherrernes besnærende og vildledende måde at ræsonnere på erkendte han sataniske kræfters medvirken. Hans fordømmelse af synden havde været hård og grundig; men han talte ikke et ord om gengæld. Han følte en hellig vrede mod mørkets fyrste, men han tilkendegav ikke nogen ophidselse. Sådan vil en kristen, der lever i fred med Gud og er i besiddelse af kærlighedens og barmhjertighedens milde sind, føle en retfærdig vrede mod synden; men han vil ikke lade sig lede af lidenskabelig vrede og spotte dem, der håner ham. Selv når han møder dem, der drives af dybets kræfter til at opretholde falskhed, vil han ved Kristi hjælp stadig kunne bevare roen og selvbeherskelsen. ret
(449) En guddommelig medlidenhed viste sig i Guds Søns ansigtsudtryk, da han kastede et langt blik på templet og derefter på sine tilhørere. Med en stemme, der var påvirket af smerte og bitre tårer, udbrød han: „Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.“ Dette er afskedskampen! I Kristi klage udøser Guds eget hjerte sig. Det er det hemmelighedsfulde farvel fra Guddommens langmodige kærlighed. ret
(449) Farisæerne og saddukæerne var lige tavse. Jesus kaldte sine disciple til sig og gjorde klar til at forlade templet, ikke som en, der er besejret og tvunget bort af sine modstandere, men som en, hvis værk er fuldbyrdet. Han trak sig tilbage som sejrherre. ret
(449) De perler af sandhed, der lød fra Kristi mund på denne begivenhedsrige dag, blev bevaret i manges hjerter. Nye tanker brød frem i deres liv, nye forhåbninger blev vakt, og et nyt afsnit begyndte. Efter Kristi korsfæstelse og opstandelse kom disse mennesker frem i forgrunden og opfyldte deres guddommelige bestemmelse med en visdom og nidkærhed, der svarede til gerningens storhed. De bragte et budskab, der appellerede til mennesker og svækkede den gamle overtro, der så længe havde domineret tilværelsen for tusinder. Over for deres vidnesbyrd svandt menneskelige teorier og livsanskuelser ind til at være tom snak. Det var vældige resultater, der blev følgen af Frelserens ord til denne undrende skare fyldt med ærefrygt i Jerusalems tempel. ret
(449) Men Israel var som et folk blevet skilt fra Gud. De naturlige grene på oliventræet var knækket af. Mens Jesus for sidste gang kastede et bedrøvet blik på templets indre, sagde han sørgmodigt: „Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!“ Hidtil havde han kaldt templet for sin Fars hus; men nu, hvor Guds Søn skulle gå ud fra disse mure, ville Guds nærværelse for stedse blive unddraget det tempel, der var bygget til hans ære. Herefter ville dets ceremonier blive meningsløse og dets tjeneste en parodi. ret