(450) Kapitlet er bygget op over Joh 12,20-43.
„Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: ‘Herre, vi vil gerne se Jesus.’ Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus.“ ret
(450) Grækere opsøger Jesus
På dette tidspunkt så det ud til, at Kristi gerning havde lidt et grusomt nederlag. Han var gået sejrrig ud af striden med præsterne og farisæerne, men det var klart, at de aldrig ville anerkende ham som Messias. Den endelige adskillelse var kommet. For hans disciple så sagen håbløs ud. Men Kristus nærmede sig fuldendelsen af sin gerning. Den store begivenhed, som ikke blot angik det jødiske folk, men hele verden, skulle til at finde sted. Da Kristus hørte den ivrige anmodning: „Vi vil gerne se Jesus.“ som et ekko af råbet fra en hungrende verden, lyste hans ansigt op, og han sagde: „Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.“ I grækernes henvendelse så han en forsmag på resultatet af sit store offer. ret
(450) Disse mænd kom vestfra og fandt Frelseren ved afslutningen af hans liv på jorden, ligesom de vise mænd var kommet østfra ved begyndelsen. I tiden omkring Kristi fødsel var det jødiske folk så optaget af deres egne ærgerrige planer, at de ikke vidste noget om hans komme. Vismændene fra et hedensk land kom til krybben med deres gaver for at tilbede Frelseren. Nu kom disse grækere som repræsentanter for verdens nationer, stammer og folkeslag for at se Jesus. Sådan skal mennesker fra alle lande og til alle tider drages mod Frelserens kors. Sådan skal mange „komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.“ ret
(450) Grækerne havde hørt om Kristi indtog i Jerusalem. Nogle formodede — og havde udbredt rygtet herom — at Jesus havde uddrevet præsterne og rådsherrerne fra templet, og at han ville tage Davids trone i besiddelse og herske i Jerusalem som Israels konge. Grækerne længtes efter at kende sandheden omkring hans mission. „Vi vil gerne se Jesus,“ sagde de. De fik deres ønske opfyldt. Da anmodningen blev forelagt Jesus, befandt han sig i den del af templet, hvorfra alle undtagen jøderne var udelukkede, men han gik ud til grækerne i den ydre forgård for at møde dem. ret
(451) Timen var kommet, hvor Kristus skulle herliggøres. Han stod i korsets skygge, og grækernes forespørgsel viste ham, at hans nært forestående Orfee snart skulle føre mange sønner og døtre til Gud. Han vidste, at grækerne snart ville få ham at se i en situation, de ikke drømte om nu. De ville se ham placeret ved siden af Barrabas, en røver og morder, som ville blive frigivet i stedet for Guds Søn. De ville høre folket træffe deres valg under påvirkning af præsterne og rådsherrerne. Og svaret på spørgsmålet: „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?“ ville lyde sådan: „Han skal korsfæstes!“ ret
(451) Kristus vidste, at hans rige gennem hans sonoffer ville blive fuldkommengjort og ville komme til at brede sig over hele jorden. Han ville virke som genløseren, og hans Ånd ville sejre. Et kort øjeblik så han ind i fremtiden og hørte stemmer overalt på jorden forkynde: „Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.“ I disse fremmede så han løftet om en rig høst, når skellet mellem jøder og hedninger blev nedbrudt, og alle folkeslag og tungemål og folk skulle komme til at høre budskabet om frelsen. Forventningen herom, fuldbyrdelsen af hans håb, er udtrykt i ordene: „Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres:“ Men måden, hvorpå denne herliggørelse skulle finde sted, var aldrig ude af Jesu tanker. Omvendelsen af hedningerne skulle følge efter hans forestående død. Kun ved hjælp af hans død kunne verden frelses. Ligesom et hvedekorn måtte Menneskesønnen lægges i jorden og dø; blive begravet og være ude af syne; men han skulle leve igen. ret
(451) Lignelsen om hvedekornet
Kristus fortalte om sin fremtid ved hjælp af eksempler fra naturen, for at disciplene skulle kunne forstå det. Det virkelige resultat af hans mission skulle opnås ved hans død. Han sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.“ Når hvedekornet lægges i jorden og dør, spirer det frem og bærer frugt. På samme måde ville Kristi død blive frugtbringende for Guds rige. I overensstemmelse med lovene for planteriget, skulle livet blive resultatet af hans død. ret
(451) De, som dyrker jorden, har altid eksemplet for øje. År efter år bevarer mennesket sin forsyning af korn ved tilsyneladende at kaste den mest udsøgte del deraf bort. En tid må det ligge skjult under plovfuren, overvåget af Herren. Så kommer stråene til syne, derefter akset og så kornet i akset. Men denne udvikling kan ikke finde sted, medmindre kornet er begravet, ude af syne, gemt og tilsyneladende gået tabt. ret
(451) Sæden, der er begravet i jorden, frembringer frugt, og når dens tur kommer, bliver den sået. Således vil Kristi død på Golgata bære frugt indtil evigt liv. At tænke på dette offer vil være herligheden for dem, der som frugten heraf skal leve til evige tider. ret
(452) Det hvedekorn, som bevarer sit eget liv, kan ikke frembringe nogen frugt. Det bliver kun det ene korn. Kristus kunne, hvis han ville, frelse sig selv fra døden; men hvis han gjorde dette, måtte han blive ved med at være alene. Så kunne han ikke føre sønner og døtre til Gud. Kun ved at give sit liv kunne han skænke menneskeslægten liv. Kun ved at lægges i jorden for at dø kunne han blive sædekornet til den vældige høst — de store skarer, der fra alle folkeslag og stammer og tungemål og folk er genløst til Gud. ret
(452) Kristus forbinder denne sandhed med læren om selvopofrelse, som alle bør lære: „Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.“ Alle de, der gerne vil bære frugt som Kristi medarbejdere, må først lægges i jorden og dø. Livet må lægges i den plovfure, som hedder verdens nød. Egenkærlighed og selviskhed skal dø. Selvopofrelsens lov er selvopholdelsens lov. Landmanden bevarer sit korn ved at kaste det fra sig. Således også i menneskelivet. At give er at leve. Det liv, der bliver bevaret, er det, som i udstrakt grad gives til at tjene Gud og mennesker. De, som for Kristi skyld ofrer deres liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. ret
(452) Det liv, vi bruger på os selv, er som det korn, der bliver spist. Det forsvinder, men det forøges ikke. Et menneske kan samle alt, hvad det kan til sig selv. Det kan leve, tænke og lægge planer for sig selv; men når livet er forbi, har det intet. At tjene sig selv, er at tilintetgøre sig selv. ret
(452) „Den, der tjener mig,“ sagde Jesus, „skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.“ Alle, der sammen med Jesus har båret opofrelsens kors, skal få del i hans herlighed. Det var Kristi glæde midt i hans ydmygelse og smerte, at hans disciple skulle herliggøres sammen med ham. De er frugten af hans selvopofrelse. Forvandlingen i dem til at opnå hans egen karakter og ånd er hans belønning og vil være hans glæde til evig tid. Denne glæde deler de med ham, når frugten af deres møje og opofrelse viser sig i andres liv. De er arbejdere sammen med Kristus, og Faderen vil ære dem, som han ærer sin Søn. ret
(452) Budskabet fra grækerne, der varslede om høsten af hedninger, fik Jesus til at tænke på hele sin mission. Arbejdet med frelsen tegnede sig for ham, lige fra dengang planen blev lagt i Himmelen til den død, der nu var så nær forestående. En hemmelighedsfuld sky syntes at indhylle Guds søn. Dens dystre stemning kunne føles af dem, der var nær ved ham. Han sad hensunket i tanker. Til sidst blev stilheden brudt ved lyden af hans vemodige stemme: „Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time?“ På forhånd var Kristus allerede ved at drikke den bitre skål. Hans menneskelighed veg tilbage for opgivelsens time, hvor han efter alt at dømme ville blive svigtet, selv af Gud, hvor alle skulle se ham slået ud, ramt af Gud. Han veg tilbage for at blive fremvist for offentligheden, for at blive behandlet som den værste forbryder, for en skændig og vanærende død. En forudfølelse af hans kamp med mørkets magter, en følelse af den frygtelige byrde af menneskers overtrædelser og af Faderens vrede over synden var årsag til, at Jesu ånd blev svag, og at dødens bleghed bredte sig over hans ansigt. ret
(453) Omgivet af guddommeligt lys
Så fulgte en guddommelig underkastelse under Faderens vilje. Han sagde: „Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!“ Kun gennem Kristi død kunne Satans herredømme besejres. Kun på denne måde kunne mennesket frelses og Gud blive herliggjort. Jesus indvilgede i at lide sjæleangst, han påtog sig offeret. Himmelens Majestæt samtykkede i at lide som Bærer af Synden. „Fader, herliggør dit navn!“ sagde han. Idet Kristus sagde disse ord, lød der et svar fra den sky, som svævede over hans hoved. „Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.“ Hele Kristi liv, lige fra krybben til den tid, hvor disse ord blev sagt, havde herliggjort Gud, og ved den forestående prøvelse ville hans guddommelige og menneskelige lidelser i sandhed herliggøre hans Faders navn. ret
(453) Idet stemmen lød, brød et lysende skær frem af skyen og omgav Kristus, som om Almagtens arme som en mur af ild lagde sig om ham. Folket så til med rædsel og undren. Ingen vovede at sige noget. Tavse og med tilbageholdt åndedræt stod alle og stirrede på Jesus. Faderens vidnesbyrd havde lydt, skyen hævede sig og spredtes i luften. For denne gang var den synlige forbindelse mellem Faderen og Sønnen forbi. ret
(453) „Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.“ Men grækerne, som havde spurgt efter ham, så skyen, hørte stemmen, forstod betydningen, og at dette i sandhed var Kristus. For dem blev han åbenbaret som den, Gud havde sendt. ret
(453) Guds stemme havde lydt ved Jesu dåb, ved begyndelsen af hans virksomhed, og atter ved forklarelsen på bjerget. Nu ved afslutningen af hans gerning lød den for tredje gang og blev hørt af mange mennesker og under særlige omstændigheder. Jesus havde netop udtalt de mest højtidelige sandheder med hensyn til jødernes tilstand. Han havde rettet sin sidste appel til dem og fældet dommen over dem. Nu satte Gud atter sit segl på sin Søns mission. Han anerkendte ham, som Israel forkastede. „Den røst lød ikke for min skyld,“ sagde Jesus, „men for jeres skyld.“ Dette var det højeste bevis for, at han var Messias, tegnet fra Faderen på, at Jesus havde talt sandhed og var Guds Søn. ret
(453) Jesus taler om sin død
Kristus fortsatte: „‘Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.’ Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.“ Dette er det store vendepunkt for verden! Hvis jeg bliver sonofferet for menneskenes synd, vil verden blive oplyst! Satans greb om menneskesjælen vil blive brudt! Det forvanskede billede af Gud skal genskabes i menneskeslægten, og en slægt af troende hellige skal til slut arve det himmelske hjem! Dette er resultatet af Kristi død! — Frelseren er hensunket i overvejelser over den sejrsscene, der viser sig for hans blik. Han ser korset, det grusomme, vanærende kors med alt, hvad der følger af rædsler, i en stråleglans af herlighed. ret
(454) Men arbejdet til menneskers frelse er ikke det eneste, der fuldendes ved korset. Guds kærlighed åbenbares for hele universet. Denne verdens fyrste kastes ud. De anklager, som Satan har fremført mod Gud, modbevises. Den skændsel, som han har bragt over Himmelen, er for evigt borte. Engle såvel som mennesker drages mod Frelseren. „Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden,“ sagde han, „vil jeg drage alle til mig.“ ret
(454) Der var mange mennesker til stede omkring Kristus, da han sagde disse ord, og der var en, der sagde: „Vi har lært af loven, at Kristus bliver til evig tid; hvordan kan du så sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?“ Da sagde Jesus til dem: „En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer. Den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går. Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn.“ ret
(454) „Skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham.“ De havde engang tidligere spurgt Frelseren: „Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig?“ Der var blevet givet dem utallige tegn; men de havde lukket øjnene og forhærdet deres hjerter. Nu, hvor Faderen i Himmelen selv havde talt, og de ikke kunne bede om yderligere tegn, nægtede de stadig at tro. ret
(454) „Ikke desto mindre kom mange, endog af Rådets medlemmer, til tro på ham. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen. De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud.“ For at redde sig selv fra skam og skændsel afviste de Kristus og forkastede hans tilbud om evigt liv. Og hvor mange har ikke siden dengang gennem alle århundrederne gjort det samme! Til dem lyder Frelserens advarende ord: „Den, der elsker sit liv, mister det.“ „Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord,“ sagde Jesus, „har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.“ ret
(454) Ve dem, som ikke kendte deres besøgelsestid! Langsomt og bedrøvet forlod Kristus for stedse templet. ret