(455) Kapitlet er bygget op over Matt 24; Mark 13; Luk 21,5-38.
Kristi ord til præsterne og de ældste: „Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt“ , havde slået dem med rædsel. De foregav at være ligeglade, men spørgsmålet om betydningen af disse ord blev ved med at nage dem. Det var, som om en usynlig fare truede dem. Var det muligt, at dette pragtfulde tempel, som var folkets stolthed, snart skulle blive til en ruinhob? Også disciplene nærede en forudanelse om noget ondt, og de afventede med spænding en eller anden mere tydelig forklaring fra Jesus. Da de sammen med ham gik ud af fra templet, henledte de hans opmærksomhed på dets styrke og skønhed. Templets sten var af det reneste marmor, blændende hvide, og nogle af dem af næsten fabelagtig størrelse. En del af muren havde modstået belejringen af Nebukanezars hære. Med sin fuldendte opbygning virkede den som en eneste massiv sten, der var hentet i stenbrudet. Disciplene fattede ikke, hvordan disse mægtige mure skulle kunne nedbrydes. ret
(455) Hvilke uudtalte tanker rørte sig mon i Jesus, i ham, som folket forkastede, da han blev gjort opmærksom på templets pragt? Det var i sandhed et smukt syn, der viste sig for ham, men han sagde sørgmodigt: Jeg ser det alt sammen! Bygningerne er virkeligt vidunderlige. I mener, at disse mure tilsyneladende er uforgængelige; men lyt til, hvad jeg siger: „Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.“ ret
(455) Jerusalems ødelæggelse og Kristi genkomst
Kristi ord var blevet sagt i overværelse af en mængde mennesker; men da han var alene og havde sat sig oppe på Oliebjerget, kom Peter, Jakob og Johannes hen til ham og sagde: „Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?“ Jesus besvarede ikke disciplenes spørgsmål om henholdsvis Jerusalems ødelæggelse og den store dag for hans genkomst hver for sig. Han sammenblandede beskrivelsen af disse to begivenheder. Hvis han havde afsløret fremtidens begivenheder for disciplene, sådan som han så dem, havde de været ude af stand til at udholde det. Af barmhjertighed mod dem blandede han beskrivelsen af de to store krisetidspunkter og overlod så til disciplene selv at tolke betydningen. Når han omtalte Jerusalems ødelæggelse, nåede hans profetiske ord ud over denne begivenhed til den endelige, store verdensbrand på den dag, hvor Herren skal komme for at straffe verden for dens ugudelighed, hvor jorden skal bringe sit blod frem i lyset og ikke mere skjule sine dræbte. Hele denne udredning blev ikke kun givet til disciplene, men også til dem, som skulle opleve de sidste begivenheder i denne jords historie. ret
(456) Kristus vendte sig mod disciplene og sagde: „Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! Og de skal føre mange vild.“ Der vil vise sig mange falske Messias’er, der hævder at kunne gøre mirakler og erklærer, at tiden for det jødiske folks udfrielse nu er kommet. De vil føre mange vild. Kristi ord gik i opfyldelse. I tiden mellem hans død og Jerusalems belejring viste der sig mange falske Messias’er. Men denne advarsel gælder også dem, der lever i verden i dag. De samme bedrag, der fandt sted forud for Jerusalems ødelæggelse, er blevet praktiseret gennem tiderne og vil blive praktiseret igen. ret
(456) „I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden.“ Før Jerusalems ødelæggelse blev der kæmpet om overherredømmet. Kejsere blev myrdet. De, som blev anset for at stå tronen nærmest, blev slået ihjel. Der var krig og rygter om krig. „For det skal ske,“ sagde Kristus, „men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne.“ Kristus sagde: Når de skriftkloge ser disse tegn, vil de sige, at de er Guds dom over folkeslagene, fordi de holder hans udvalgte folk i trældom. De vil hævde, at disse er tegnene på Messias’ komme. Lad jer ikke føre vild, tegnene er begyndelsen på hans dom! Folket har kun tænkt på sig selv. De har ikke angret og omvendt sig, så jeg kunne helbrede dem. De tegn, som de omtaler som varsler om deres befrielse fra trældommen, er tegn på deres ødelæggelse. ret
(456) Kristi efterfølgere vil blive forfulgt
„Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden.“ Alt dette måtte de kristne lide. Fædre og mødre forrådte deres børn. Børn forrådte deres forældre. Venner overgav deres venner til Sanhedrin. Forfølgerne fuldbyrdede deres hensigt ved at dræbe Stefanus, Jakob og andre kristne. ret
(456) Gud gav ved sine tjenere det jødiske folk en sidste mulighed for at omvende sig. Han åbenbarede sig gennem sine vidner, når de blev pågrebet, når de blev anklaget, og når de var fængslet. Alligevel dømte deres dommere dem til døden. De var mænd, som verden ikke var værdig til, og ved at dræbe dem korsfæstede jøderne på ny Guds Søn. Og det vil ske igen. Øvrighederne vil lave love, der begrænser religionsfriheden. De vil tiltage sig en ret, som tilkommer Gud alene. De vil tro, at de kan tvinge samvittigheden, som kun Gud burde være herre over. De er i fuld gang, og de vil fortsætte, til de når en grænse, som de ikke kan overskride. Gud vil gribe ind og hjælpe sit trofaste folk, som holder hans bud. ret
(457) Ved enhver lejlighed, hvor der sker forfølgelse, tager de, som er vidne dertil, beslutning om at være for eller imod Kristus. De, som viser sympati for de uretfærdigt dømte, viser deres hengivenhed for Kristus. Andre er krænkede, fordi sandhedens principper går direkte på tværs af deres sædvaner. Mange snubler og falder, fordi de svigter den tro, som de engang gjorde sig til talsmand for. De, som svigter, når prøven kommer, vil vidne falsk og forråde deres brødre for at sikre sig selv. Kristus har advaret os herom, for at vi ikke skal blive overraskede over den unaturlige, grusomme handlemåde hos dem, der forkaster lyset. ret
(457) Jerusalem omringet
Kristus gav sine disciple et tegn på den ødelæggelse, der skulle ramme Jerusalem, og han fortalte dem, hvordan de selv kunne undslippe. „Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen. For det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse.“ Denne advarsel skulle de rette sig efter fyrre år senere ved Jerusalems ødelæggelse. De kristne adlød advarslen, og ikke en eneste kristen omkom, da byen faldt. ret
(457) „Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat,“ sagde Kristus. Han, som indstiftede sabbatten, afskaffede den ikke ved at nagle den til korset. Sabbatten blev ikke gjort ugyldig og sat ud af kraft ved hans død. Fyrre år efter hans korsfæstelse skulle den stadig holdes hellig. I fyrre år skulle disciplene bede om, at deres flugt ikke skulle ske på en sabbatsdag. ret
(457) Den lange forfølgelsesperiode
Fra Jerusalems ødelæggelse gik Jesus hurtigt over til den større begivenhed, det sidste led i kæden i denne verdens historie, Guds Søns genkomst i majestæt og herlighed. Mellem disse to begivenheder så Kristus tydeligt lange mørke århundreder, der for hans menighed var kendetegnet af blod og tårer og smerte. Disciplene kunne dengang ikke tåle at se disse syner, og Jesus gik hen over dem med en kort bemærkning: „For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.“ Gennem mere end tusinde år skulle en forfølgelse, som verden aldrig havde set mage til, ramme Kristi efterfølgere. Millioner og atter millioner af hans trofaste vidner ville blive dræbt. Hvis Gud ikke havde strakt hånden ud for at bevare sit folk, ville alle være omkommet. „Men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet,“ sagde han. ret
(458) Tegn på Jesu genkomst
Med ord, som ikke er til at tage fejl af, taler Jesus nu om sit andet komme, og han advarer om de farer, der vil gå forud for hans genkomst til verden. „Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske Kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! Så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! Så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.“ ret
(458) Som et af tegnene på Jerusalems ødelæggelse havde Kristus nævnt, at „mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild“. Der opstod også falske profeter, som bedrog folket og førte mange af dem ud i ørkenen. Tryllekunstnere og troldmænd, der hævdede at have mirakuløse evner, ledte folket efter sig ud i bjergenes ensomhed. Men profetien gjaldt også for de sieste tider. Dette tegn gives som et tegn på Herrens genkomst. Allerede nu giver falske Messias’er og falske profeter tegn og undere for at vildlede disciplene. Hører vi ikke også råbet: „Se, han er i ørkenen!“ Er tusinder ikke gået ud i ørkenen i håb om at finde Kristus? Og fra tusinder af sammenkomster, hvor mennesker hævder at være i forbindelse med afdøde ånder, lyder råbet: „Se, han et i kamrene!“ Dette er netop, hvad spiritismen hævder og forkynder. Men hvad siger Kristus? „Tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.“ ret
(458) Frelseren giver os tegn på sin genkomst, og mere end dette, han fastsætter tidspunktet, hvor de første af disse tegn skal vise sig. „Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af Humlem til den anden.“ ret
(458) Ved afslutningen af pavedømmets store forfølgelse skulle solen formørkes og månen ikke skinne, erklærede Kristus. Og derefter skulle stjernerne falde ned fra himmelen. Og han siger: „Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren.“ ret
(458) Kristus har givet tegn på sit komme. Han siger, at vi kan vide, når han er nær, ja, lige ved døren. Han siger om dem, der ser disse tegn: „Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.“ Disse tegn har vist sig. Nu ved vi med sikkerhed, at Herrens komme er nær forestående. „Himmel og jord skal forgå,“ siger han, „men mine ord skal aldrig forgå.“ ret
(459) Kristus vil komme i skyerne og med stor herlighed. En stor skare strålende engle vil ledsage ham. Han vil komme for at oprejse de døde og for at forvandle de levende hellige til herlighed. Han vil komme for at hædre dem, der har elsket ham og holdt hans bud og for at tage dem til sig. Han har hverken glemt dem eller sine løfter. Familiebåndene vil blive knyttet igen. Når vi ser på vore døde, har vi lov at tænke på den morgen, hvor Guds basun skal lyde, når „de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles“ . En kort tid endnu, så skal vi se Kongen i al hans herlighed. En kort tid endnu, så vil han borttørre alle tårer af vore øjne. En kort tid endnu, så vil han fremstille os „over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel“ . Derfor sagde han, da han gav disse tegn på sin genkomst: „Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.“ ret
(459) Men Kristus har ikke åbenbaret os dagen og timen for sin genkomst. Han sagde rent ud til sine disciple, at det ikke tilkom ham at angive dag og time for sit komme. Hvis det havde stået ham frit for at åbenbare dette, hvorfor skulle han så have formanet dem til at opretholde en konstant venteposition? Der er nogle, der hævder at kende selve dagen og timen for vor Herres genkomst. Med den største alvor kortlægger de fremtiden. Men Herren har advaret mod sådanne holdninger. Det nøjagtige tidspunkt for Menneskesønnens andet komme er Guds hemmelighed. ret
(459) Når Menneskesønnen kommer
Kristus fortsætter, mens han præciserer, hvordan verdens tilstand vil være ved hans komme: „Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.“ Kristus stiller dem her ikke et jordisk tusindårsrige i udsigt, tusinde år, hvor de kan forberede sig til evigheden. Han siger os, at som det var i Noas dage, sådan vil det blive, når Menneskesønnen vender tilbage. ret
(459) Hvordan var det i Noas dage? „Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.“ Beboerne i verden før syndfloden vendte sig fra Jehova og nægtede at gøre hans vilje. De fulgte deres egne ugudelige forestillinger og fordærvede tanker. Det var på grund af deres ondskab, at de blev tilintetgjort; og verden i dag går den samme vej. Den frembyder ingen smigrende tegn på en tusindårsperiode med herlighed. De, som overtræder Guds lov, fylder jorden med ondskab. Deres væddemål, deres hestevæddeløb, deres spillelidenskab, deres udskejelser, deres lystne handlinger, deres utæmmelige lidenskaber er ved hastigt at fylde jorden med vold. ret
(459) I profetien om Jerusalems ødelæggelse sagde Kristus: „Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.“ Denne profeti vil igen blive opfyldt. Den tids overvældende ugudelighed finder sit sidestykke i dag. Således også med forudsigelsen om forkyndelsen af evangeliet. Før Jerusalems fald erklærede Paulus, som skrev under Helligåndens inspiration, at evangeliet var „blevet prædiket for al skabningen under himlen“ . På samme måde skal nu, før Menneskesønnen kommer, det evige evangelium prædikes „for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk“ . ret
(460) Gud „har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed“ . Kristus siger os, hvornår denne dag indledes. Han siger ikke, at hele verden vil blive omvendt, men at „dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme“. Ved at give evangeliet til verden står det i vor magt at fremskynde vor Herres genkomst. Vi skal ikke blot afvente, men fremskynde Guds dags komme. (Se 2 Pet 3,12). Hvis Kristi menighed havde gjort sit tildelte arbejde, således som Herren bestemte det, så ville hele verden allerede nu have været advaret, og Jesus ville være kommet til vor jord med magt og stor herlighed. ret
(460) „Tag jer i agt, hold jer vågne!“
Efter at Kristus havde givet dem tegnene på sit komme, sagde han: „Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren.“ „Tag jer i agt, hold jer vågne!“ Gud har altid advaret mennesker om en kommende dom. De, som troede på hans budskab, og som handlede ud fra deres tro og i lydighed mod hans bud, undgik den dom, der ramte de ulydige og vantro. Der blev sagt til Noa: „Gå ind i arken med hele din familie, for dig har jeg fundet retfærdig i denne slægt.“ Noa adlød og blev frelst. Lot fik budskabet: ret
(460) „Skynd jer væk herfra, for Herren vil til at ødelægge byen.“ Lot gav sig i de himmelske sendebuds varetægt og blev frelst. På samme måde blev Kristi disciple advaret om Jerusalems ødelæggelse. De, som holdt øje med tegnet på den kommende tilintetgørelse og flygtede fra byen, undslap ødelæggelsen. På samme måde er vi nu blevet advaret om Kristi komme og om den tilintetgørelse, der vil ramme verden. De, som er opmærksomme på advarslen, vil blive frelst. ret
(460) Fordi vi ikke kender det nøjagtige tidspunkt for hans komme, bliver det befalet os at være vågne. „Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!“ De, som holder øje med Herrens komme, tilbringer ikke tiden med inaktiv venten. Forventningen om Kristi komme skal få mennesker til at respektere Herren og hans dom over synden. Den skal få dem til at se, hvor stor en synd det er at afvise hans tilbud om nåde. De, som holder øje med Herrens komme, styrkes ved at bekende sig til sandheden. De forbinder alvorligt arbejde med årvågen vagtsomhed. Fordi de ved, at Herren snart kommer, øges deres iver efter at samarbejde med de guddommelige kræfter i arbejdet for menneskers frelse. Disse er de tro og kloge tjenere, som giver Herrens husstand „mad i rette tid.“ De forkynder den sandhed, der netop nu er brug for. Ligesom Enok, Noa, Abraham og Moses hver især forkyndte den sandhed, der var brug for på deres tid, sådan vil Kristi tjenere give deres generation den særlige advarsel, de behøver. ret
(461) „Den dag eller time er der ingen“
Men nu gør Kristus opmærksom på en anden slags mennesker. „Men er det en dårlig tjener, der siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender.“ ret
(461) Den dårlige tjener siger ved sig selv: „Min herre lader vente på sig!“ Han siger ikke, at Kristus ikke vil komme. Han gør ikke nar af tanken om hans genkomst. Men i sit hjerte og ved sine handlinger og ord siger han, at Herren lader vente på sig. Han får andre til at opgive deres overbevisning om, at Herren snart kommer. Hans påvirkning leder mennesker til en overmodig og letsindig tøven. De bekræftes i deres verdslighed og sløvhed. Jordiske lidenskaber og fordærvede tanker tager overhånd. Den dårlige tjener spiser og drikker med svirebrødre og deltager i verdens nydelsessyge. Han prygler sine medtjenere og anklager og fordømmer dem, der er tro mod deres Herre. Han blander sig med verden. Lige søger lige i overtrædelser. Dette er en frygtelig assimilation. Sammen med verden fanges han i fælden. „så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med hyklerne.“ ret
(461) „Hvis ikke du våger, kommer jeg som tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig.“ Kristi genkomst vil komme overraskende for de falske lærere. De siger: „Fred og ingen fare!“ Ligesom præsterne og de lærde før Jerusalems fald sørger de for, at kirken skal kunne nyde jordisk velstand og ære. De fortolker tidernes tegn som et varsel herom. Men hvad siger Skriftens ord? ret
(461) „Da er undergangen pludselig over dem.“ Over alle, der bor på hele jorden, over alle, der betragter denne verden som deres hjem, vil Herrens dag være der som en fælde. Den kommer til dem som en snigende tyv. ret
(461) Verden med dens larmende munterhed og alle dens gudløse fornøjelser er faldet i søvn; den sover i kødelig tryghed. Mennesker regner med, at Herrens genkomst er noget fjernt. De ler ad advarslerne. De praler hovmodigt: „Alting“ er „jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ ret
(461) „I morgen skal blive som i dag, ja, bedre endnu!“ Forlystelsessygen vil blive større og større. Men Kristus siger: „Se, jeg kommer som en tyv.“ Netop når verden foragteligt spørger: „Hvad bliver der af løftet om hans komme“ opfyldes tegnene. Mens de råber: „Fred og ingen fare!“ kommer „undergangen pludselig over dem.“ Når spotteren og sandhedsfornægteren er klevet overmodige, når rutinearbejdet i de forskellige pengeindbringende foretagender udføres uden hensyntagen til principper, når den studerende ivrigt søger viden om alt andet end sin bibel, så kommer Kristus som en tyv. ret
(462) Der er røre overalt i verden. Tidernes tegn er ildevarslende. Kommende begivenheder kaster deres skygger forud. Guds Ånd bliver trukket tilbage fra jorden, og ulykke følger på ulykke til søs og til lands. Der er orkaner, jordskælv, ildebrande, oversvømmelser, og der sker mord af enhver art. Hvem kan se ind i fremtiden? Hvor er der sikkerhed? Der findes ingen sikkerhed i noget, som er menneskeligt eller jordisk. Mennesker slutter sig hurtigt til det banner, de har valgt. Hvileløst venter de og holder øje med deres føreres bevægelser. Der er de mennesker, der venter på og våger og arbejder for, at Herren skal komme. En anden slags mennesker giver sig ind under førerskabet af den første store frafaldne. Kun få tror helhjertet, at vi har et helvede at undgå og en Himmel at vinde. ret
(462) Krisen sniger sig gradvis ind på os. Solen skinner på himmelen og gennemløber sin sædvanlige bane, og himlene forkynder stadig Guds ære. Mennesker spiser og drikker stadig, de planter og bygger, de gifter sig og bortgifter. Købmænd køber og sælger stadig. Mennesker skubber og maser i kampen om at få den øverste plads. Forlystelsessyge mennesker strømmer til teatrene, hestevæddeløbene og spillebulerne. Der hersker den største begejstring, og dog er prøvetiden hastigt ved at rinde ud, og hvert menneskes skæbne skal afgøres for evigheden. Satan indser, at hans tid er kort. Han sætter alle sine kræfter ind på, at mennesker skal lade sig bedrage, forføre, beskæftiges og tryllebindes, indtil prøvetiden er til ende og nådens dør for evigt lukket. ret
(462) Gennem århundrederne lyder vor Herres advarende ord højtideligt til os fra Oliebjerget: „Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer. … Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.“ ret